31 december 2012

Ølåret der gik- Det bedste af 2012

Nu rinder 2012 ud, og det er på tide at tænke tilbage over årets bedste oplevelser, også i øllets verden. Jeg har smagt en masse gode øl i år, været til et par ølfestivaller, og på en skøn ølferie til Belgien. Det er da ikke så ringe.

I starten af året var jeg til ølfestival med Ølentusiasterne, og dagen efter til Copenhagen Beer Celebration, som var en stor, men noget rodet, oplevelse. Jeg glæder mig til 2013 udgaverne af de 2 festivaller, som denne gang heldigvis ikke er den samme weekend. I september var jeg på en øltur til Belgien, som var rigtig god, og hvor vi smagte en masse gode øl. I 2013 tænker vi på at tage til Prag, men har ikke planlagt noget endnu.

Jeg har anmeldt knapt 400 øl i 2012, og skrevet om ca 130 af dem her på Højt Skummende. Blandt de bedste øl jeg har smagt i år var Naked Evil BBW fra Hoppin Frog, Rochefort 10, Secret Santa fra Amager Bryghus, og Rodenbach Vintage fra 2007, som er den eneste øl som jeg i år har givet en ren 10'er.

Jo, 2012 har været et godt år.  Bloggen har haft over 18.000 sidevisninger i år, og vil derfor formentligt runde 30k sidevisninger i løbet af januar måned. Jeg er både stolt og forbløffet over, at så mange har lyst til at læse min blog. Tak for det, og husk også at følge Højt Skummende på Facebook.

Jeg håber at 2013 bliver et lige så godt øl-år.

Godt Nytår og Højt Skum!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar