26 februar 2017

Cascade fra Fur Bryghus

Fur Bryghus har eksisteret siden 2004, hvor Mogens Fog købte den gamle molers fabrik på øen Fur, og besluttede at åbne et lokalt bryghus. Siden 2005 har Flemming Asmussen været Brygmester, og han har ikke mindre end 3 bryggeriarbejdere. Øllene fra Fur fås i COOP til en billig penge og er ikke alle lige spændende, men der er dog nogle undtagelser, som fx deres Renæssance og deres prisvindende Christmas Ale. I Fakta har jeg fundet en Single Hop øl fra Fur, brygget med Cascade humle. Den skal jeg da lige prøve.

Fur Cascade er en ale på 5% alk, med et luftigt flødefarvet skum, som holder længe. Jeg kan godt lide designet på Fur øllenes etiketter, og synes også at denne er ganske pæn, selvom den har en skør grøn farve :)
Cascade Single Hop
Fur Bryghus
I den ganske udemærkede aroma er der duft af malt, hvilket giver duft af kiks og brød, samt en let humleduft af citrus, grapefrugt og vindruekerner. Det er en stille og rolig humle-aroma, men den er med til at give en fin lav bitterhed.
I selve smagen giver humlen også smag af grape, citrus og græs. Det mest fremtrædende i smagen er dog malten, som har en lækker smag af kiks og brød, specielt i eftersmagen, hvor der dog også er en udemærket humlebitterhed.
Fur Cascade er ikke en amerikansk IPA, selvom brugen af cascade humle kunne få en til at tro det. Som øl-type passer den derimod glimrende som en engelsk IPA, hvor humlebitterheden ikke er aggressiv, men efterlader plads til en god dyb maltsmag af kiks eller brød. Jeg synes at det er en ganske glimrende simpel Ale, med en lav bitterhed, men en fin smag af cascade humle. Jeg giver Fur Cascade en karakter på 7,5 ud af 10.

Fur Bryghus har lige så mange sælgere ansat som de har bryggere, og det bærer bryggeriets beskrivelser og øl sortiment desværre præg af. Når sælgerne bestemmer hvilke øl som skal brygges, ender øllene som regel med at være ligegyldige, men billige. Lad os håbe, at Fur Bryghus kan finde væk fra den sti, og brygge nogle gode lokale øl. Det er jo fint at man kan købe en øl som Cascade i Fakta til 18,-, men jeg synes at det kunne være sjovere at se hvad bryggeriet kunne hvis øllen kostede 40-50 kr i stedet :)

13 februar 2017

Den Førstefødte på Brewers Inc

Sidste weekend åbnede den nye københavnske ølbar Brewers Inc. Baren ejes delvist af Carsten Berntsen Hyld som også er medejer af dels hjemmebrygger forretningen Maltbazaren, samt Næstved Bryghus. Det kan der komme noget spændende ud af. Jeg var et smut forbi til åbningen, for at smage på deres Førstefødte.

Det er planen at have hjemmebrygget øl på nogle af fadølshanerne, men brygget i stor skala på
Fadøl til folket
Brewers Inc

Næstved Bryghus. Til åbningen havde en hjemmebrygger fået brygget sin Pale Ale kaldet Førstefødte, og den blev udskænket gratis til gæsterne ved bar åbningen.
Førstefødte er en ravgylden Ale på 5,6 % alk, med et tæt flødefarvet skum. I aromaen er en fin duft af malt, lidt duft af gær, og en glimrende humleduft af citrus og græs. Det gælder også i selve smagen, hvor humlesmag af græs, gran og lidt citrus er med til at give en god bitterhed. En rigtig fin smag af malt er sammen med bitterheden med til at give en god mundfylde, og en lækker halvlang eftersmag.
Jeg synes at den Førstefødte er en lækker frisk øl, så jeg giver den en samlet karakter på 7,5 ud af 10.

Idéen med en bar hvor hjemmebryggere kan få deres øl på hanerne er jo fantastisk, så jeg glæder mig meget til at følge Brewers Inc. Planen er, at et panel af Øldommere skal udvælge de øl som skal brygges, i en fast konkurrence, som hjemmebryggere kan tilmelde sig. Det bliver spændende hvilke øl som kan komme ud af det :)

04 februar 2017

Thy IPA - Humle fra Thisted

De laver mange gode øl på Thisted Bryghus, men de har aldrig rigtigt gjort det i IPA'er. Det er nu også fint med mig, da jeg synes at der er rigeligt med IPA'er i butikkerne. Nu har Thisted dog lavet en IPA til COOP butikkerne, med det meget Nordjyske navn Thy IPA.

Thy IPA fra Thisted Bryghus
Thy IPA
Thisted Bryghus
Thy IPA er en ravgylden øl på 6,6% alk, med et tæt flødefarvet skum som holder længe. Aromaen har en fin lav bitterhed, sådan på niveau med en engelsk IPA vil jeg sige, og en udemærket humleduft af citrus og græs. Det samme finder jeg i selve smagen, hvor en ganske fornuftig bitterhed suppleres af masser af humlesmag af græs, grape og vindruekerner. Jeg synes at det virker som en lidt kunstig humlesmag, som nok stammer delvist fra humle-ekstrakt, men det er der jo mange bryggerier som bruger til at give dybde i humlearomaen. I baggrunden ligger der lidt smag af malt, som er med til at give en ganske fornuftig mundfylde.
Jeg synes at Thy IPA er en ganske udemærket øl, og giver den en karakter på 7 ud af 10.

For tiden er det moderne med de såkaldte NE IPA'er, hvilket er uklare IPA'er med masser af humle og lav bitterhed, og det er da lige før Thy IPA, med dens uklare humlede udtryk. kunne regnes som en NE IPA. Men, så mangler der alligevel noget friskhed og frugtsmag. Men af en øl til 20-25,- synes jeg at Thy IPA er rigtigt fin.