31 december 2012

Ølåret der gik- Det bedste af 2012

Nu rinder 2012 ud, og det er på tide at tænke tilbage over årets bedste oplevelser, også i øllets verden. Jeg har smagt en masse gode øl i år, været til et par ølfestivaller, og på en skøn ølferie til Belgien. Det er da ikke så ringe.

I starten af året var jeg til ølfestival med Ølentusiasterne, og dagen efter til Copenhagen Beer Celebration, som var en stor, men noget rodet, oplevelse. Jeg glæder mig til 2013 udgaverne af de 2 festivaller, som denne gang heldigvis ikke er den samme weekend. I september var jeg på en øltur til Belgien, som var rigtig god, og hvor vi smagte en masse gode øl. I 2013 tænker vi på at tage til Prag, men har ikke planlagt noget endnu.

Jeg har anmeldt knapt 400 øl i 2012, og skrevet om ca 130 af dem her på Højt Skummende. Blandt de bedste øl jeg har smagt i år var Naked Evil BBW fra Hoppin Frog, Rochefort 10, Secret Santa fra Amager Bryghus, og Rodenbach Vintage fra 2007, som er den eneste øl som jeg i år har givet en ren 10'er.

Jo, 2012 har været et godt år.  Bloggen har haft over 18.000 sidevisninger i år, og vil derfor formentligt runde 30k sidevisninger i løbet af januar måned. Jeg er både stolt og forbløffet over, at så mange har lyst til at læse min blog. Tak for det, og husk også at følge Højt Skummende på Facebook.

Jeg håber at 2013 bliver et lige så godt øl-år.

Godt Nytår og Højt Skum!



27 december 2012

Freudian Slip fra Evil Twin

Hipster tvillingen Jeppe Jarnit-Bjergsø har stor success med hans fantombryggeri Evil Twin, specielt Over There. Så meget, at han i starten af året rykkede teltpælene op, og flyttede til New York, hvor planen vist er at åbne en bar. Evil Twin laver mange gode øl, med speciale inden for det meget eksperimenterende, og denne Freudian Slip falder inden for denne gruppe.

Freudian Slip
Evil Twin
Freudian Slip er en Barley Wine, men med en ubønhørlig bitterhed.
Det er en rigtigt flot hvidgul øl på 10,5% alc, med et tæt flødefarvet skum som hurtigt forsvandt, men efterlod lidt blonder på glasset. Aromaen var god, men var meget bitter. Der var en kraftig duft af grape og kun lidt af malt og alc. Det var det samme i smagen, hvor grapen fra humlen var altdominerende og totalt overdøvede de smagselemente som normalt er kraftige i en Barley Wine. Den havde en kraftig mundfylde, og en ret lang eftersmag, som var fyldt med grape bitterhed.
Hvis man normalt synes at Barley Wine er for søde eller har for meget alkohol smag, så vil man måske synes godt om Freudian Slip, hvor grape bitterheden er totalt dominerende. Det gælder dog ikke mig, for jeg bryder mig på ingen måde om øl som smager af grapefrugt, så jeg gav Freudian Slip en karakter på 7,5 ud af 10.

Sidste år lavede Evil Twin den spændende juleøl Soft X-Mas, men den kom desværre ikke i år. Efter at Jeppe er flyttet til USA, ser jeg ikke så tit hans øl, men det kan godt være at jeg bare ikke kommer ofte nok i Ølbutikken.

23 december 2012

4. Advent 2012 - Endeligt Jul

Så er det allerede 4. advent, og i morgen er den store dag hvor vi trætte og forædte skal slæbe os rundt om træet. Nøj, hvor bliver det hyggeligt. Her får I på falderebet anmeldelser af juleøl fra Indslev, Pladderballle, Grauballe og Thisted Bryghus.

Indslevs Julehvede er en rigtig god hvedeøl, med lidt mere sødme og krydderi end normalt. Den har en god aroma med lidt duft af malt, og en dejlig smag med lidt krydderi og en lidt syrlig og bitter eftersmag. Jeg synes at den er rigtigt god, og en fin alternativ juleøl, og gav den en karakter på 8/10.

Fønix Bryggeriet knækkede jo desværre nakken på Pladderballe eventyret, men produktionen er siden blevet overtaget af Svaneke Bryghus. Deres Pladdeballe Sokkeøl er en nøddebrun lagerøl på 5,7% alc, med en fint krydret aroma, og en smag som var klart bedre end jeg havde forventet. Den har en rigtig god sødme, og en udemærket bitterhed, med lidt krydderi a la stjerneanis. Jeg gav den en karakter på 7,5/10.
Peters Jul fra Grauballe Bryghus er en smuk kobberrød øl på 7% alc. Den har en god aroma, med duft af karamel, nødder og humle, men ikke rigtigt noget krydret. I smagen træder den mere i karakter, for her er der godt med krydderier, og smag af karamel og en humlet smag af græs. Den har en fin bitterhed til at balancere det hele, og jeg gav den en karakter på 7,5.

Thisted Bryghus laver en utal af juleøl, bla. Julefred som er en ravgylden lagerøl på 5,8%. Aromaen er ok, men dufter ud over malt og korn, lidt vel meget af ascorbinsyre, hvilket går igen i smagen, hvor der dog også er malt og en mild bitterhed. Jeg gav den en karakter på 7 ud af 10.

Ah, julefreden sænker sig, og alt er klart til en hyggelig dag i morgen. Jeg håber at I får en rigtig god dag, med dejlig mad, gode gaver, og ikke mindst, nogle gode øl.
Glædelig jul!

19 december 2012

3 Gode Svenske Juleøl

Ølkulturen er stærk i Sverige, med mange festivaller og mange aktive ølentusiaster. Det eneste område hvor vi i Danmark er førende er mht bryggerier, for monopolet Systembolaget gør det meget sværere at starte et bryggeri i Sverige end det er i Danmark, simpelthen fordi det er sværere at sælge sine øl. Systembolaget bestemmer ikke bare hvilke bryggerier som findes i Sverige, men også hvilke øl disse skal brygge, aktivt, så det svenske udvalg af øl er langt fra så eksperimenterende og spændende som det danske. Men gode øl kan de nu godt brygge, og her er et lille udvalg af svenske juleøl.

Winter Ale
Oppigårds
Oppigårds brygger solide engelsk inspirrede ø. Deres Winter Ale er en rubinrød Ale på 5,3% alc, med en god aroma af korn, humle og citrus. Smagen er også rigtig god, men her er der heller ikke nogen krydderier eller lignende, men en vamende bittter smag af grape og citrus. Det er en solid bitter Winter Warmer, som de kalder det i England.

Easy Christmas
Dugges
Dugges Easy Christmas er en flot kobberrød lagerøl på 4,2% alc. Aromaen er dejligt kompleks, med duft af lidt malt, korn, humle, gran og græs. Smagen er som en god Bock, med malt, karamel, og en god bitterhed eftersmag. Det er en ganske solid Bockøl, uden noget krydret, og jeg gav den en karakter på 7,5/10.

Valsviken Vinterporter
Nynäshamn Ångbryggeri
Nynäshamns Ångbryggeri startede i 1988 som en ølforening, udviklede sig til en bar, og i 1997 startede de deres eget bryggeri. Deres øl er tilsynelandende meget engelsk inspirede i stilen, men denne Valsviken Vinterporter er mere i stil med en baltisk porter, ligesom fx vores egen Limfjordsporter.
Det er en super flot og stilet øl, i en simpel men fin papæske. Øllen er kaffesort, med et cremet beige skum, som hurtigt forsvandt. Aromaen var helt fantastisk god, med duft af lidt røg, lidt malt, lidt lakrids, og en kompleks krydret duft. Jeg syntes også at smagen var fantastisk, den var nærmest helt perfekt for en Porter. Der var smag af brændt malt, og røg og lakrids som fortsatte i den halvlange eftersmag. Jeg drak den forholdsvis kold, så den var ret letdrikkelig, ligesom Limfjordsporteren, og selv om den har lagret 7 måneder på flasken, tror jeg at den vil vinde meget ved at blive gemt et par år mere. Alt i alt syntes jeg at det var en fantastisk øl, og gav den en karakter på 9/10.

Der findes mange typer af juleøl, og disse 3 svenskere repræsenterede hver sin lejr, hvor der kun mangler min yndlingstype, de mørke og søde belgiske. Ingen af øllene var dog krydrede, som vi efterhånden forventer at juleøl er, men de var alle 3 rigtigt gode øl, på hver sin måde.

Følg Højt Skummende på Facebook.

16 december 2012

3. Advent - krydret jul

Selvom sneen er ved at forsvinde, er det stadigt jul, og det skal da smages. Her får I anmeldelser af øl fra Nørrebro Bryghus, Hornbeer, Midtfyns og Vejle Bryghus.

Økologisk Julebryg
Nørrebro Bryghus
Økologisk Julebryg fra Nørrebro Bryghus er en flot nøddebrun Ale på 7% alc. Aromaen var ganske god, med duft af malt, appelsin og lidt krydderier. Smagen er også fin krydret, har lidt malt smag, og noget frugtigt som dadler og abrikos. Jeg syntes at det var en rigtig god juleøl, og gav den 8,5/10.

På den skønne ølbar Bjergtrolden i Roskilde har jeg smagt en Vintage udgave af Hornbeers Julebryg på fad. Hvad det lige indebærer at det er en Vintage er dog ikke godt at vide, Bjergtrolden viste det ikke, og der er heller ikke noget info på Hornbeers ellers gode hjemmeside. Men det er en fantastisk øl.
Den har en helt fantastisk aroma, med duft af malt og krydderier, og en duft der minde om træ, så noget tyder på at den har lagret på træfade, eller i det mindste træspåner. Smagen er også utroligt god, med en blød smag af malt og krydderier, og en lang eftersmag som er både sød, krydret og bittter, og har lidt smag af træ. Jeg synes at Vintage Julebryg var en formidabel øl, og gav den en karakter på 9/10.

Midtfyns Julestout smagte jeg også på fad på Bjergtrolden. Det er en flot kaffesort Stout, som havde en rigtig  god aroma, med duft af malt, krydderier, lidt kaffe, og en antydning af lakrids. I smagen er der chokolade, lidt kaffe, lakrids, malt og stjerneanis. Jeg synes at det var en rigtig god julestout, og gav den en karakter på 8.

Julebryg
Vejle Bryghus
Bryghusets Originale Julebryg fra Vejle Byghus er en nøddebrun Dubbel på 7,5% alc, med en god aroma af malt og lidt koriander. Smagen er ganske god, men jeg synes at den er lidt for bitter af en Dubbel, også i eftersmagen, som ellers også har smag af malt og krydderier. Jeg gav den en karakter på 7/10.

Nu er der jo pludseligt kun 8 dage til jul, og stadigt gaver der skal købes, og øl som skal smages. Håber at I har en god 3. advent.
Højt juleskum!

13 december 2012

Meynen 69 -flot belgisk blonde

Da jeg var i Belgien i september, købte jeg en Blonde fra et belgisk mikrobryggeri. Den så ret speciel ud, men Vossen met de Meynen 69 viste sig at være en utrolig god øl.

Vossen Met de Meynen 69
Hof Ten Dormaal
Meynen 69 brygges af Hof Ten Dormaal, som hævder at de bruger deres egen malt og humle, men hvad det nærmere indebærer kan man ikke se af deres temmeligt minimalistiske hjemmeside. Men det lyder jo meget fint.
Det er en flot uklar orange øl, i en lille flaske, som i bedste Cantillon stil er lukket med både prop og kapsel. Øllen prydes af en noget spøjs etikette, med en syret tegning, men den giver da øllen lidt karakter.
Aromaen var lige som den skal være i en Belgisk Blonde, med duft af koriander, korn, blomster, gær, lidt bitterhed, og en fin honning sødme i baggrunden. Jeg syntes at det var en rigtig god aroma.
Smagen var faktisk endnu bedre, for her var der en rigtig god balance mellem smagen af korn, koriander, bitterhed, og en honning sødme som også gav lidt kant til eftersmagen. Der var en et god karboneing, som gjorde øllen lidt mere frisk i det, end Blond øl plejer at være, og alligevel var der en utrolig god smagfuld mundfylde, som blev til en dejlig halvlang eftersmag.
Jeg synes at Meynen 69 er en utroligt god øl, og gav den en karakter på 9. Nå man sådan køber noget mikrobryg, nærmest i blinde, er det skønt at blive så positivt overrasket.

Belgien er jo ikke just kendt for mikrobryggerier, men der findes altså nogle enkelte rundt omkring, som godt kan finde ud af at lave øl. Næste gang jeg skal på øltur til Belgien, tror jeg at der skal eksperimenteres lidt mere med at købe noget fra små bryggerier.

09 december 2012

2. advent 2012 - Sne over alt!

Sneen har dækket landet hele ugen, og frosne vinde hyler gennem gaderne. Når man har overstået sneskovlingen, og fået tændt op i brændeovnen, er det tid til at sætte sig ned med en god stærk øl. I anledning af 2. advent får I her anmeldelser af juleøl fra Coisbo, Carlsberg, Herslev, Klosterbryggeriet og Scullery Brew.

Coisbos Christmas Ale 2012 (7,5/10) er en kobberrød Ale på 7,5% alc., med et tæt flødefarvet skum. Den har en rigtigt god krydret aroma, med duft af malt, nelliker  og lidt bitterhed, men i smagen bliver malten og bitterheden overdøvet af krydderier, så jeg desværre synes at det bliver lidt for meget af det gode. En god øl, men for krydret til min smag.

Golden Naked Christmas (8/10) fra Jacobsen er en nøddebrun Ale på 7,5% alc, med en frisk duft af appelsin og malt, og med en rigtig god smag som er ret bitter, men også maltet og let krydret. Jeg synes at det er en rigtig god juleøl, men ikke på højde med Christmas Ale fra Carlsbergs Sermber Ardens.

En dejligt velafbalanceret øl kommer fra Herslev Brygggeri, med deres Stjernebryg (9/10). Det er en klassiker, som med sin krydrede smag af stjerneanis har vundet flere priser. Sidste år syntes jeg at der var for meget stjerneanis, men i år synes jeg at den er meget bedre balanceret med sødme og bitterhed. Det er kun i den lange, og ellers gode, eftersmag at smagen af stjerneanis bliver lidt overvældende.

Klosterbryggeriet laver forskellige historiske øl, som bliver brygget hos Indslev Bryggeri. Sammen med kokken Mikkel Marshall har de lavet en øl med frisk humle som hedder Øl Over Gudhjem, og Øl Jul Over Gudhjem Julebryg (8/10) er en juleudgave af denne. Den er fint krydret, med smag af malt og appelsin, men jeg synes godt at den kunne bruge lidt mere mundfylde.

Scullery Brew er et håndbrygger brand under Klosterbrygggeriet, som Beerticker udtrykker det. Christmas Extra Stout (7,5/10) er en kaffesort porter på 7,5%, med en fantastisk aroma af malt, røg, lakrids og en anelse kaffe. Der er til gengæld ikke meget julekrydderi, heller ikke i smagen, og det savner jeg, selvom det er en god porter.

Julen er en travl tid hvor der er meget man skal nå, så man skal huske sig selv på, at der også skal være tid til at side stille og roligt, og nyde en god øl. Selv har jeg efter flere timers sneskovling fundet det tunge skyts frem, en Gouden Carolus Christmas. Så kan man smage at det er jul.
Højt skum, og god 2. advent!

05 december 2012

Carlsberg 47 - wienerjul

Nogle ølentusiaster taler dårligt om Carlsberg, men det synes jeg er ufortjent, for de brygger mange ganske udemærkede øl. Deres 47 er en wienerøl som første gang blev brygget i 1972, i anledning af bryggeriets 125 års jubilæum, og nu kommer i butikkerne hvert år ved juletid. Selvom det er en industriøl, synes jeg at det er en rigtigt god øl, og den er da også med i 50 Øl Du Skal Smage Før du Dør.

47
Carlsberg
Det er en stærk wienerøl på 7% alc, med et tæt flødefarvet skum. Som Berthelsen skriver i '50 Øl', ligner etiketten lidt noget fra et vaskemiddel, men jeg synes alligevel at jeg er kommet til at holde af den.
Aromaen er sødlig frisk, med duft af karamel, lidt humle, korn og noget malt krydret. Det er ikke verdens mest spændende aroma, men jeg synes at den er ok.
Smagen synes jeg er noget bedre, for her er der en rigtig god sødme, hvor karamel smagen er fremtrædende, men balanceres af en fin bitterhed med lidt spor af citrus, som også smages i den halvlange bitre eftersmag. Jeg er lidt tvivl om hvorvidt citrus smagen stammer fra humlen, eller fra den ascorbinsyre som formentlig er tilsat, men det gør ikke så meget, for det passer fint sammen med den sirupagtige sødme, og den bitre eftersmag.
Jeg synes at Carlsberg 47 er en rigtig god øl, og giver den en karakter på 7/10.

Carlsberg 47 er ikke en rigtig juleøl, men den hører alligevel tiden til, og er en af de få sæsonøl som jeg køber stort ind af. Når jeg får nok af julens søde krydrede øl, hvilket sjældent sker, tyr jeg ikke til IPA'er eller andet fancy, men til en god sødmefyldt lagerøl som 47'eren.




02 december 2012

1. Advent 2012 - hyggelige Juleøl

Så blev det 1. advent og tid til julepynt, Glögg og julekager. Og juleøl...
Her får I korte anmeldelser af øl fra Ørbæk, Dagmar Bryggeriet, Tongerlo, Ugly Duck og Innis & Gunn.

Julebryg
Ørbæk
Hos Ørbæk brygges et væld af forskellige juleøl, under forskellige navne, og af meget varierende typer. Julebryg fra Kongens Fadebur er en lagerøl på 6%, med duft af appelsin, sveske og malt. Jeg synes at den smager ganske udemærket, men der var en sær syrlighed i eftersmagen, men det er måske bare fra en overdosis af appelsin. Jeg gav den en karakter på 7/10 .

Dagmars Jul
Dagmar Bryggeriet
Dagmar Bryggeriet i Ringsted brygger Dagmars Jul. Jeg har smagt 3-4 af øllene fra Dagmar Bryggeriet, og de er desvære af en ret jævn karakter, men denne juleøl er rigtig god. Det er en dejligt maltet og krydret lagerøl, med en god mundfylde. Jeg gav den en karakter på 8/10. Desværre tror jeg primært af Dagmar Bryggeriets øl kan købes i Ringsted.

I COOP har jeg købt en juleudgave af den belgiske Tongerlo øl. Tongerlo er en ganske udemærket klosterøl som brygges af det familieejede industribryggeri Haacht. Juleøllen dufter af malt, sirup, krydderi og lidt appelsin syrlighed, som i selve smagen heldigvis overdøves af karamel, krydderier og sirup smag. Jeg gav den en karakter på 8/10.

Ugly Duck brygges hos Indslev. De har brygget Anti-juleøllen Hoppy Christmas, til folk som trætte af de søde klistrede juleøl. Det inkluderer absolut ikke mig, men jeg smagte den til en ølsmagning med Ugly Duck i november, og den var ikke helt tosset. Den har ifølge bryggeren Martin kun en IBU på 40, men den er tørhumlet så den har utroligt meget bitter humlesmag, med grape, citrus og lidt smag af det appelsin som er tilsat. Jeg synes at det er en ganske god IPA, men den har ikke noget med jul at gøre, så jeg gav den en karakter på 7,5/10.

Winter Treacle Porter
Innis & Gunn
Winter Treacle Porter fra Innis & Gunn er det som i Storbrittanien kaldes en Winter-Warmer, altså en mørkere og lidt stærkere øl, uden tilsatte krydderier. Den smager ganske udemærket, men det er ikke rigtigt det jeg vil have i en juleøl, og så er jeg blevet lidt træt af hvor ens deres øl smager. Fint, fint, har I andet? Øllen dufter og smager af malt, sirup og whiskey, og har en rigtig god mundfornemmelse og en halvlang sød eftersmag, hvor whiskeysmagen, fra de træfade øllen er lagret på, er ret fremtrædende. Den smager faktisk ret godt, så jeg gav også denne øl en karakter på 8/10.

Jeg er lidt bagud med juleøllene i år, bla. fordi jeg endnu ikke har drukket alle de øl jeg købte i Belgien i September. Men jeg har da fået smagt 28 forskellige af årets juleøl, og har indkøbt lidt flere som jeg vil skrive om i løbet af December. Hav en hyggelig søndag!