28 januar 2019

Sisyfos - croissant saison - fra Omnipollo

Det svenske bryggeri Omniplollo laver nogle af verdens bedste øl, men ind i mellem også nogen af de mærkeligste. På Systembolaget har jeg købt en sær fætter, nemlig en saison øl som Omnipollo har brygget med vanillie, kokosnød, croissanter, ost og rosin syltetøj. De skriver ikke hvorfor...

Sisyfos saison fra Omnipollo
Sisyfos
Omnipollo
Sisyfos er en uklar gylden øl på 6% alk, med et luftigt flødefarvet skum som forholdsvis hurtigt forsvinder. Omnipollo bruger meget krudt på design af deres logoer og etiketter, og Sisyfos har da også en sjov, omend måske lidt simpel, etikette.
Aromaen er let og bitter, med en let syrlig duft af appelsin og lidt korn. I betragtning af de vilde tilsætninger, er aromaen meget stille og rolig, og det samme er sådan set tilfældet i selve smagen. Sisyfos har smag af appelsin, brød, lidt blomster humle, måske en anelse vanillie og en let bitterhed som mest mærkes i eftersmagen. Jeg kan gudskelov hverken smage ost, kokos eller syltetøj, men det kan være at det bidrager til den lidt usædvanlige mundfylde.
En saison øl er normalt sprød, frisk og tør, men det er der ikke meget af i Sisyfos. Det er ikke en decideret dårlig øl, og jeg kan da godt forstå at det kan være sjovt for bryggere at eksperimentere med underlige tilsætninger, men jeg ærgrer mig noget over at jeg har spildt mine penge, og min tørst, på en øl som sådan set bare er underlig. Jeg giver Sisyfos en samlet karakter på 7 ud af 10.

Da jeg hældte det sidste af Sisyfos op i mit glas var der lidt 'svæv'. Jeg antog at det var lidt gær-rester... indtil jeg smagte på det, og indså at det var en klump fedt-indsmurt gær.... så røg resten af øllen altså i håndvasken...


12 januar 2019

Don't Worry - Be Hoppy !

Salget af alkoholfri og lav-alkohol øl vokser eksplosivt, ikke mindst pga. en masse nye øl som har masser af smag, på trods af den lave procent. På Svaneke Bryghus har man de sidste par år lavet nogle rigtigt spændende lav-alkohol øl, bla. dagens hovedperson,så her har i en anmeldelse af deres Don't Worry Pale Ale.

Don't Worry Pale Ale fra Svaneke Bryghus
Don't Worry Pale Ale
Svaneke Bryghus
Der er en tæt flødefarvet skum på Don't Worry, og det holder dejligt længe. Før i tiden var der
ikke meget smag i alkoholfri øl, men på trods af de kun 0,5% alk, har Don't Worry masser af lækker smag og aroma. Der er en dejligt frisk og bitter aroma af citrus og appelsin, samt lidt korn i baggrunden. Det er fantastisk at en øl på 0,5% kan have så frisk og frugtig en duft.
Smagen er fyldt med humlesmag af citrus, melon og appelsin, og er faktisk pænt bitter af en Pale Ale. Gammeldags alkoholfri øl var meget søde og maltede, men her er der hverken malt eller sødme, tværtimod får humlen øllen til næsten at virke tør, og giver en rigtig god mundfylde, og en fin lang bitter og humlet eftersmag.
En øl som er så humlet som Don't Worry skal drikkes frisk, så på trods af hvad tricks der nu end er brugt på en forholdsvis billig supermarkedsøl som denne, så må smagen være tydeligt friskere og mere humlefrugtig på en ny øl, end på en ældre flaske.
Jeg synes at Don't Worry fra Svaneke Bryghus er en rigtigt lækker øl, specielt i betragtning af at den er på kun 0,5%, så jeg giver den en karakter på 7 ud af 10.

Jeg er blevet stor fan af de smagfulde lav alkoholøl som Don't Worry. Det er f.eks. dejligt at kunne drikke en god øl, selv når man skal køre hjem.
Flere af dem tak :)