30 marts 2015

Imperial Stout fra Shadow Brew

René Hansen fra Det Lille Bryggeri har startet et 'parallel-bryggeri' kaldet Shadow Brewing. Han brygger stadigt på Det Lille Bryggeri, men laver nu også en serie af øl som kun kan købes i gårdbutiken som ligger ved bryggeriet, kaldet Den Lille Gaardbutik.
Jeg har købt et par af øllene fra Shadow Brew og den første af dem som jeg vil anmelde, er denne Imperial Stout 2014. Det er en tons-tung øl med en helt utroligt lækker smag.

Imperial Stout 2014
Shadow Brew
Imperial Stout 2014 er en kulsort øl på ikke mindre end 15,7% alk. Den er brygget med både muscovadosukker og rosinsirup, som har bidraget til dens styrke og smag. Om den også er dobbelt-mæsket ved jeg ikke, men den har så meget smag at jeg godt kunne mistænke det.
Aromaen er helt utrolig lækker, med duft af malt, lakrids, lidt kaffe, lidt vanillie, brændt karamel og mørk sirup. Aromaen får øllen til at virke sød, men den har en FG (Final Gravity) på kun 1008, så den er faktisk ret tør. Bag det hele ligger en god bitterhed, som fortsætter i den dejligt kraftige smag. Bitterheden målt i IBU er på 83,4 hvilket ville være en god bitterhed selv i en IPA, men her balanceres det af den kraftige smag, så den passer rigtigt godt. Der er masser af smag af brændt malt, og fra den belgiske gær er der frugtsmag af dadler og rosin, hvilket jo selvfølgeligt også kommer fra den tilsatte rosinsirup. Der er en utroligt lækker mundfylde, som fortsætter i en lang eftersmag hvor der både er smag af brændt malt, sirup, lidt alkohol og hvor bitterheden bliver ret tydelig.
Jeg synes at denne Imperial Stout 2014 er en helt fantastisk lækker øl, så jeg giver den en samlet karakter på 9,5 ud af 10.

Øllene fra Shadow Brew er brygget for at lokke folk til at besøge Den Lille Gaardbutik, og med denne slags øl så skal det nok lykkes. Jeg skal i hvert fald derned igen, så jeg kan købe mig et lille lager.

26 marts 2015

Fra Ølfabrikken til Penyllan

I sidste uge var jeg til ølsmagning med Christian Skovdal Andersen og hans kæreste Jessica Jenkins. De fortalte om Christians tid som brygger, helt fra tiden med Ølfabrikken, og vi smagte øl fra Beer Here og fra hans Sydafrikanske bryggeri Bierwerk. Vi hørte også en del om Christian og Jessicas nye bornholmske bryggeri Penyllan, som lyder utroligt spændende.

Christian havde taget 10 forskellige øl med, 7 af dem fra Beer Here og 3 fra hans kontraktbryggeri Bierwerk. Fra Beer Here havde Christian medbragt nogle af hans bedste øl samt 2 nye pilsnere, nemlig Mosaic Vinterpils og en Honning og Lavendel Pilsner. De var begge rigtigt lækre, så dem tror jeg, at jeg vil anmelde i en artikel for sig selv.

Bierwerk øllene blev lavet på bryggerier i Sydafrika og Namibia, i en periode hvor Christian boede
Rooibos
Bierwerk
dernede. Han havde medbragt 3 øl fra Bierwerks 'restlager', så de havde altså ligget på lager i 3-4-5 år, hvilket de bestemt ikke havde taget skade af.
  • Rooibos er en Saison på 6,5%, brygget med grene fra den afrikanske te-lignende Rooibos busk. Øllen har en fin syrlighed, med smag af stikkelsbær og lidt træ, med en bær smag som desværre næsten minder om oliven. Jeg syntes at det var en udemærket Saison og gav den en karakter på 7,5 ud af 10.
  • African Stout på 7,2% alk er kaffesort, og har en lidt brændt duft af karamel. Den er brygget med melasse, så der er en smag af mørkt sukker og karamel, men også lidt rugbrød og træ. Jeg giver den en karakter på 8.
  • Renosterbos er en Barleywine som er gæret med både Ale og rødvinsgær. For at give yderligere karakter er den lagret på rødvinsfade i 7 måneder, hvor den har fået lidt Brettanomyses gær. De flasker vi smagte havde lagret 5-6 år, så øllen havde også fået en god oxideret smag af træ og vanillie. Jeg syntes at det var en rigtigt lækker øl, og gav den en karakter på 9.
Penyllan er et helt nyt bryggeri, som Christian er ved at bygge samen med hans australske kæreste Jessica, som skal stå for at brygge Penyllan øllene. De flyttede sidste år til Bornholm, og da Jessica også er tidligere brygger, var det jo nærliggende at starte et bryggeri på Solskinsøen.
Det er et super spændende projekt, hvor de har tænkt sig at koncentrere sig om at brygge syrlige øl, brygget med lokale konsorter og frugter, så øllene kommer til at smage af Bornholm. De har også store planer for fadlagring af øllene, så de har allerede indkøbt over 100 gamle fade hvor der har ligger bl.a. Cognac, Brandy, Bourbon, Tequila og Sauternes. Pga. planerne om fadlagring mv regner de med, at der går 2-3 år før de første øl fra Penyllan er færdige.
Der er dog også andre planer for det nybyggede bryggeri, for Christian skal brygge sine Beer Here øl der. Selv. Han har jo i de sidste mange år fået sine øl kontraktbygget, så det bliver rigtigt interessant at se hvad der kan komme ud af kedlerne når han selv skal tilbage til dem.

Det bliver utroligt spændende at følge det nye Bornholmske bryggeri, og jeg har på fornemmelsen, at mange ølentusiaster fremover vil forsøge at få Bornholm til at indgå i deres ferieplaner ;)

20 marts 2015

Zundert Trappistøl

Et nyt trappistbryggeri er dukket op i Holland, så da jeg fandt en øl derfra i BarleyWine, måtte jeg jo straks have fat i den. Deres første øl hedder Zundert, opkaldt efter byen hvor klosteret ligger, og den er faktisk ganske god.

Zundert
de Kievit
Klosteret Abdij Maria Toevlucht blev grundlagt i år 1900, af munke fra klosteret Onze Lieve Vrouw van Koningshoeven, som brygger trappist øllene La Trappe. Klosteret ligger i en gammel gård som hed Kievit, hvor munkene først levede af landbrug, gik over til kvæg, men til sidst måtte opgive at leve af nogen af delene. Så var gode råd dyre, indtil de fik den idé at kaste sig over det samme som flere andre trappistklostre, ølbrygning.  Efter en ombygning af gården, kunne man begynde at lave testbrug i juni 2013. I december 2013 blev den første øl officielt lanceret og en uge senere fik bryggeriet tildelt det officielle Trappist mærke. Bryganlægget er et ganske lille anlæg, som ved åbningen kun havde 3 lagertanke. Bryggeriet er opkaldt efter gården, Kievit, og deres øl er opkaldt efter klosterets hjemby Zundert.

Zundert er en flot kobberrød Belgisk Dubbel på 8% alk, med et tæt flødefarvet skum som holdt længe. Flasken bærer tydeligt præg af at man har fået hjælp fra bryggeriet Koningshoeven, og jeg synes at den er ganske pæn.
Aromaen er let sød, med duft af malt, karamel, figner, rosiner og lidt af den frugtighed man kender fra belgisk gær. Der er ikke meget bitterhed i aromaen, men i smagen er der faktisk en ganske pæn bitterhed, for en belgisk dubbel. Der er humlesmag af græs og gran, samt en god malt smag af karamel, nødder, dadler og i baggrunden lidt frugtighed fra den belgiske gær. I den halvlange eftersmag er der lidt smag af brændt karamel og en fin bitterhed med græs og gran. 
Jeg synes at både aroma og smag er rigtigt gode, og giver Zundert en samlet karakter på 8 ud af 10.

Der er åbnet 3-4 nye Trappist bryggerier inden for de sidste år, men af disse synes jeg faktisk at Zundert foreløbigt er den bedste øl.
Højt Skum !


16 marts 2015

Hvid og Sort Vinter fra Det Lille Bryggeri

Jeg har smagt 2 spændende vinterøl fra et af mine yndlingsbryggerier, nemlig Det Lille Bryggeri. Sort og Hvid Vinter er henholdsvis en Porter og en Hvedeøl, men er begge brygget med et lille twist.

Hvid Vinter
Det Lille Bryggeri
Hvid Vinter er en frisk gylden Ale på 7,9% alk, med et tæt hvidt skum som holdt længe. Den er brygget med 40% hvede, men er ikke en traditionel hvedeøl, da der er brugt humlerne Columbus og Sorachi Ace. Det giver en lækker frisk aroma, med duft af citrus, melon, korn, lidt hvede og lidt duft af den tilsatte koriander. Det tilsammen giver en lækker frugtig aroma. Hvad? Frugtig er da et rigtigt ord...
Der masser af humlesmag af citrus, melon og en en lille smule grape. Jeg kan godt smage hvedemalten, men den ligger nærmest bare i baggrunden og giver fylde, for det er humlebitterheden som er i forgrunden. Jeg synes faktisk først at det er i eftersmagen at jeg kan smage appelsin og koriander, men he er der også en god citris bitterhed.
Jeg synes at Hvid Vinter er en dejligt frisk øl, men jeg synes faktisk at den er lige på grænsen til at blive for bitter. Men det er nok bare mig. Jeg giver den en karakter på 7,5 uf af 10.

Sort Vinter
Det Lille Bryggeri
Sort Vinter er en kulsort Stout på 6,6% alk, med et luftigt nøddebrunt skum som hurtigt forsvandt. Etiketterne på både Hvid og Sort Vinter er 'standard-etiketten' fra Det Lille Bryggeri, uden de store dikkedarer, men selve øllene er flotte.
Aromaen er mildt bitter, med duft af lakrids, karamel malt og lidt chokolade. Øllen er tilsat chili, men det synes jeg ikke at jeg kan mærke i aromaen. I smagen er chili'en derimod ret dominerende, specielt i den lange eftersmag. Der er også en god smag af lakrids og lidt chokolade, og det understøttes af en god bitterhed. Chili smagen danner en god baggrund for de andre smage, så det bliver til en god combo, men for at være helt vild med øllen skal man vist være stor fan af chili, for chili smagen bliver hængende i ret lang tid.
Jeg synes at Sort Vinter er en dejlig øl, jeg kan rigtigt godt lide chili, så jeg giver den en karakter på 8.

Jeg er stor fan af Det Lille Bryggeri og glæder mig altid til at smage hvad de finder på. Det er utroligt at der kan komme så meget godt øl ud af så lille et bryganlæg.
Højt Skum !

13 marts 2015

Ølsmagning med Rocket Brewing

Mandag aften var jeg til ølsmagning i min lokale afdeling af Ølentusiasterne, som havde fået besøg af Thomas Schön fra Rocket Brewing. Thomas fortalte levende om sine gode øl, og det viste sig, at der er et ganske særligt fællestræk for alle øllene. En hemmelig ingrediens.

Rocket startede i august sidste år, men Thomas kunne fortælle, at de, bla. på grund af hans gode forbindelser, faktisk allerede eksporterer ca. 70% af deres øl. Da bryganlægget kun er på 500 liter er der altså ikke mange øl til overs til os herhjemme, og de kan da normalt også kun findes i nogle enkelte forretninger. Han nævnte de københavnske butikker Ølforretningen og  Kihoskh, og så har øllene også været med i en kasse fra BoxBeer.
For at opnå en særlig tør og skarp øl, bliver alle øllene fra Rocket Brewing brygget med Brettanomyces. Den hemmelige ingrediens. Brett har den særlige egenskab at den spiser alt sukker, så den efterlader en øl næsten uden restsukker. Dette betyder meget for hvordan man opfatter smagen i øllen, så bitterhed f.eks. står meget klart. De bruger naturligvis også en masse andre slags gær, fx for at give smag til deres IPA'er og belgiske øl, men alle er afsluttet med Brett.
At øllene er brygget med Brett, betyder også, at de vil udvikle den særlige Brett smag, som kendes fx fra belgiske øl, når de lagres længe. Hvor meget denne smag, af f.eks. læder og hestestald, kommer til at dominere smagen, vil så komme an på hvor kraftige de andre smage i øllen er.
Spændende :)

Vi smagte 7 forskellige øl fra Rocket Brewing, nemlig deres Club Tropicana, Morpheus, Monks on Mars, Sign of Life, The Problem Solver, Zero Gravity og Total Eclipse. Den sidste er en lækker Oatmeal Stout, som jeg anmeldte i oktober sidste år da Rocket havde premiere med deres øl hos Kihoskh.

Morpheus
Rocket Bewing
  • Club Tropicana er en amerikansk Pale Ale på 4,9% alk, med en virkeligt lækker humlesmag af citrusfrugter og melon. Dens IBU er på kun 35, men Brett'en har fjernet ethvert spor af sukkerstoffer, så bitterheden og humlen rigtigt skinner igennem. Jeg synes at det var en rigtigt lækker øl og gav den en karakter på 8 ud af 10.
  • Morpheus er en Brown Ale på 6.,7% alk, med flot tæt skum. Den har en fin tør bitterhed og en smag af nødder, karamel og lidt frugt. Eftersmagen er tør og bitter, med lidt smag af ristet malt. Der er en lille smule Brett smag i den, men ikke nogen syrlighed. Jeg giver den en karakter på 8,5
  • Monks on Mars er en belgisk Triple brygget med appelsinskal. Appelsinerne blev indkøbt i den lokale Rema 1000 og skrællet i hånden, så det må have været noget af et arbejde. Det er en flot gylden øl på 9,4% alk, med et tæt hvidt skum. Den har en lækker frisk smag af citrus, appelsin, samt frugtsmag fra den belgiske gær. Eftersmagen er fint bitter og smagfuld . Jeg synes at det er en utroligt lækker øl, og giver den en karakter på 9.
  • Sign of Life er en påskeøl-udgave af Monks on Mars. Den er lidt lettere, 7,5% alk, og har en mere frisk og frugtig smag, med lidt tydeligere Brett syrlighed. Den er brygget med amerikanske humler så der er masser af citrus humlesmag, og en dejlig bitterhed. Den får også en karakter på 9.
  • The Problem Solver er en concept øl opfundet et et marketingsbureau. Du kan læse den sjove historie om øllen i det sidste nummer af ØlentusiasteN. Den er en flot IPA på 7,1%, med en af de mest gennemførte flasker jeg har set. Solveren er frisk og lækker, med en frisk humlesmag af citrus, melon og grape, sammen med en ganske fin bitterhed som fortsætter i den halvlange eftersmag. Det er en sjov og velsmagende øl, som jeg giver en karakter på 8.
  • Monks on Mars
    Rocket Brewing
  • Zero Gravity er navngivet både efter bryggeriet rum-tema, men også efter at den har stort set ingen rest-sukker, hvilket jo kan måles i gravity. Vi smagte nogle flasker som var lagret i 3 mnd, og derfor var begyndt at få den Brett smag som mange af øllene fra Rocket Brewing med tiden vil få. Der er også en ganske fin humlebitterhed, med smag af citrus og lidt grape, hvilket sammen giver en god frisk mundfylde og en dejlig lang eftersmag. Jeg synes at det er en dejlig funky øl, og giver også denne en karakter på 8.

Jeg er ret vild med konceptet bag Rocket Brewing, både mht. til de ekstra tørre Brett-øl, og også de skøre historier på etiketterne, med forskellige øl-relaterede rum eventyr. Selv om jeg personligt godt kunne tænke mig lidt flere øl-nørde oplysninger på etiketter, synes jeg at historierne er utroligt sjove. Og så er det også et stort plus hos mig, at etiketterne alle er utroligt flot tegnet.

Tak for en god aften med Rocket Brewing :)
Følg Højt Skummende på Facebook !

10 marts 2015

Saigon export

I Fakta fik jeg forleden øje på at pilsner brygget så langt væk som Vietnam. Det er tydeligvis en standard industripilsner, så jeg ventede mig ikke meget af den, men  nogen gange må man jo prøve noget nyt.

Saigon export brygges af det Vietnamesiske bryggeri Sabeco, som er statsejet og har lidt over halvdelen af det Vietnamesiske ølmarked. Den normale udgave af denne pilsner hedder Saigon Beer, så dette er altså en export udgave.
Det er en strågul Pilsner på 4,9% alk, med et luftigt hvidt skum som lynhurtigt forsvandt. Aromaen er svagt bitter, med lidt duft af citrus, korn og lidt græs. Det dufter lidt som om der er tilsat citronsyre, hvilket også er ret tydeligt i smagen. Der er også smag af korn og lidt smørsyre, samt en let bitter smag af citrus og græs. Der er noget kunstigt over bitterheden, men om det er et forsøg på at få øllen til at smage frisk, eller om den måske er brygget kun med humleekstrakt, det skal jeg ikke kunne sige.
Af en billig industripilsner at være, er Saigon export såmænd ok, men den er meget langt fra at være en øl jeg gider at købe en anden gang. Jeg giver den en karakter på 5 ud af 10.

Nogen gange er det lækkert at drikke en simpel pilsner, men selvom denne Saigon export er billig, synes jeg at man kan få væsentligt bedre øl til 10,- Også i Fakta. Prøv f.eks. hellere den glimrende Kaiserdom Kellerbier fra Bamberg.
Men derfor er det jo alligevel meget sjovt at prøve en øl som er brygget af et statsejet bryggeri helt ude i Vietnam :)

06 marts 2015

Lagring af Øl - Alt godt kommer til den som venter længe nok!

Mange gode øl bliver kun bedre med alderen. Hvis man har tid og plads, kan man derfor få nogle virkeligt gode øl-oplevelser, hvis man gemmer sine øl et par år eller mere. Det eneste som det kræver er et mørkt køligt sted, samt en god portion tålmodighed.
Men hvad er det der sker når man lagrer øl ? Og hvilke øl er bedst at lagre ? Dette vil jeg skrive lidt om i denne artikel.

Stjernerne på mit øl-lager.
Generelt kan man sige, at jo stærkere en øl er, jo længere kan den tåle at lagre. Eller man kan sige, at jo kraftigere dens smag er, jo bedre vil den blive med alderen. Disse regler gælder dog ikke for øl som har en kraftig smag af humle, for humlesmag nedbrydes ret hurtigt og forsvinder.
Det der sker i øllen er egentlig en kemisk reaktion, hvor smagstofferne nedbrydes i mere grundliggende bestanddele, og man kan derfor måske sige at smagen bliver bredere og blødere. Det er den samme reaktion som sker i vin, hvilket forklarer at øl med tiden kan få en dyb smag som af portvin eller madeira. Moderne industri-vin vil dog ikke udvikle sig på denne måde, da det, ligesom industriøl, er lavet til at blive drukket hurtigt.
Over tid vil der også foregå en oxidering, altså at øllen rent kemisk optager ilt molekyler. Oxygenen omdanner alkohol molekylerne til aldehylder, som giver en mandel agtig smag. Det vil over tid udvikle sig til en smag som af læder, papir, eller vådt pap. For at denne smag ikke skal blive overvældende og ubehagelig, som den fx bliver i en gammel pilsner, kræver det en kraftig bagvedliggende smag som det kan balanceres med.

Blandt de øl som med fordel kan gemmes i nogle år er:

  • Spontantgærede øl, som Lambic eller Geuze øl. Disse vil med tiden blive mere syrlige, men også få en dybere mere syrlig-vinøs smag.
  • Portere og Stouts. Selv lav alkohol Portere bliver bedre af at blive lagret et par år, men stærke kraftige sager som Imperial Stouts kan virkeligt komme til at smage godt. Det kræver dog at øllen har en kraftig smag fra starten af, ellers bliver den oxiderede smag hurtigt overvældende.
  • Belgiske klosterøl. Disse har næsten alle en god maltsmag og godt med alkohol, så de vil næsten alle have godt af nogle år på lageret. For de virkeligt smagfulde Trappister, er der f.eks. praktisk taget ingen grænse for hvor længe man kan gemme dem. 

De øl man lagrer behøver hverken at være dyre eller hippe, for det er absolut ingen garanti for at give en bedre øl med tiden. Hvis man gerne vil eksperimentere med at lagre øl, kan jeg forslå at købe en håndfuld Limfjords Portere og smage en om året, efterhånden som de bliver ældre. Der er ingen grænse for hvor længe man kan lagre sådan en fætter, da den jo både har en en høj alkohol % og en dejligt kraftig smag.
En anden god lagringsøl er en blå Chimay, som også bliver en skøn oplevelse hvis den lagres. Den ældste jeg har smagt var en 22 år gammel Chimay, den var fra 1990, og den var utroligt lækker.

Semper Ardens Christmas Ale 2006 fra Carlsberg
Christmas Ale
Carlsberg
De første øl jeg selv begyndte at købe til lagring, var noget så almindeligt som Carlsbergs Semper Ardens Christmas Ale. Det er en maltet og krydret øl, som jeg synes egner sig godt til at blive lagret 4-5 år. Jeg har stadigt en enkelt stående fra 2006, men det synes jeg desværre har været lidt for længe at gemme den, da den var bedre for et par år siden.
Jeg har løbende købt nogle gode gemme øl, men har også et par gange købt en hel portion af gangen. Fx købte jeg for nogle år siden en kasse gamle Brøckhouse øl på Ølfestivallen, og for nyligt var jeg til lagersalg på Det Lille Bryggeri, hvor det blev til en ordentlig portion lagerøl.

Jeg elsker den dybe og balancerede smag i en godt lagret øl. Ja faktisk er jeg så glad for at lagre øl, at jeg synes at det er syndt at drikke de øl jeg har på lager. Ja, det er lidt selvmodsigende, men det betyder at jeg efterhånden har lidt svært ved at finde plads til nye øl :)
Jeg vil over de næste måneder skrive lidt anmeldelser af lagrede øl. Til oplysning og inspiration :)

02 marts 2015

American Beauty fra Det Lille Bryggeri

Det er kunst at lave en lav-alkohol øl som smager godt, og en som flere og flere bryggerier giver deres bud på. Jeg har smagt en bud fra Det Lille Bryggeri, deres 3,4% øl American Beauty. Den er der godt med power i.

American Beauty 3.4
Det Lille Bryggeri
American Beauty er en uklar gylden Pale Ale på 3,4% alk, med et stort hvidt skum som holder længe. Den meget farvestrålende etikette er sådan lige lovligt meget murica til min smag, men den er da ihvertfald iøjnefaldende.
Aromaen er ganske lækker, med en godt humlet duft af citrus og af lys malt, men det er i smagen at øllen virkeligt kommer til sin ret. Her er der en rigtigt lækker humlesmag af citrus, grape og melon, hvilket giver en god bitterhed. Sammen med en fin maltsmag giver det en utroligt god mundfylde af en øl med så lav alkohol.
Jeg synes at American Beauty er en rigtigt lækker øl. Det er sådan en man kunne sidde på terrassen en varm sommerdag og drikke i en lind strøm. Eller som ville passe godt til aftensmaden på en hverdag hvor man ikke lige har brug for de 6-7-8-9 % alk i en almindelig smagfuld IPA. Jeg giver den en samlet bedømmelse på 8 ud af 10.

En god smagfuld øl, som man kan drikke uden at blive halv-vissen, Det er da slet ikke så ringe.
Højt Skum !