30 januar 2017

Blok Pilsner fra Indslev

Hvedeølsbryggeriet Indslev har special serien Ugly Duck, hvor de brygger humlede amerikanske øl, og i et års tid har de også haft serien 'Blok', som brygges til supermarkeder. I Blok serien er der en Hvede Stout, Spelt Bock, Hvedebryg og en Pilsner, og denne sidste har jeg fået foræret af min ven Hieu.

Blok Ufiltreret Pilsner fra Indslev Bryggeri
Blok Ufiltreret Pilsner
Indslev Bryggeri
Blok Pilsneren er en fin ufiltreret pilsner på de klassiske 4,6%, med en simpel etikette, eller
minimalistisk skulle man måske kalde den. Skummet er tæt og flødefarvet, men holder desværre ikke så længe.
Aromaen er forholdsvis frugt-syrlig, for en pilsner, men måske er det bare humlen som gør det, for der er en fin humleduft af citrus og melon. Der er også lidt duft af malt, men i smagen bliver det mere til lidt smag af hvedemalt. Der er en fin lav bitterhed og en udemærket humlesmag af citrus, hvilket næsten giver lidt syrlighed. Jeg kan ikke helt bestemme mig til, om dette er en fejl ved øllen, eller om det bare er humlen og frugtigheden som spiller mig et pus. Af en pilsner, har denne Blok en ganske fin mundfylde og en dejlig masse smag, uanset om det er med vilje eller den bare har gæret lidt for varmt.
Jeg synes at Blok Pilsner er dejligt smagfuld øl, men at den mangler noget af den friskhed jeg ønsker i en pilsner, så jeg giver den en samlet karakter på 6,5 ud af 10.

27 januar 2017

Linda the Axe Grinder på Amager Bryghus

Amager Bryghus har de nærmest specialiseret sig i samarbejdsbryg, og har lavet en lang række fantastiske øl i samarbejde med andre, primært amerikanske, bryggerier. Sidste sommer besøgte jeg Amager da de havde besøg af Linda Haug, og sammen med hende bryggede IPA'en Linda the Axe Grinder. Det blev der en rigtigt lækker øl ud af.

Linda er gift med Todd Haug, og arbejdede indtil sidste år på Surly Brewing i USA, sammen med
Linda Haug brewing at Amager Bryghus
Linda Haug brygger på Amager Bryghus
Todd. Da Todd forrige år var på Amager for at brygge Todd the Axeman var Linda naturligvis med, og da Linda sidste sommer bryggede Linda the Axe Grinder, var Todd selvfølgeligt også med på Amager Bryghus. Og det var jeg altså også, for amagerdrengene var så flinke at inviteret mig på besøg, for at hygge, snakke og drikke nogle gode øl. Det er altid spændende at se en øl blive til, og det bliver ikke mindre spændende når brygdagen, som denne dag, byder på lidt tekniske udfordringer, så bryggerne må blive kreative og ændre lidt på opskriften. Resultatet af dagens arbejde blev en Red Oaked IIPA, altså en dobbelt IPA, brygget med rød malt og lagret på egetræ. Til egetræslagringen blev brugt store plader af perforeret træ, importeret fra USA, hvilket sammen med masser af humle og special maltene Red-X og Acid Malt, giver øllen en dyb og lækker smag.

Linda the Axe Grinder er en IPA på 9% alk, med et tæt lysebrunt skum som forholdsvis hurtigt
Linda the Axe Grinder fra Amager Bryghus
Linda the Axe Grinder
Amager Bryghus
forsvinder. Som altid har Simon tegnet en fantastisk flot etikette, og så passer den endda fint til den rødbrune øl. Aromaen er godt bitter, med humleduft af grape, citrus og vindruekerner, men ikke mere end at man også kan dufte karamel, malt og lidt træ. Denne flaske er efterhånden en del måneder gammel, så humlen er ikke længere så voldsom som i en frisk flaske. Hvilket passer mig helt fint. Der er nemlig stadigt masser af humle i smagen, og en meget gennemtrængende bitterhed, som delvist stammer fra en ordentlig portion humle-ekstrakt. Der er også smag af malt og en syrlig-agtig smag af karamel, som måske stammer fra Red-X malten. Trods egetræslagringen er der ikke nogen decideret smag af træ, men det bidrager til at give en lækkert dyb mundfylde. I den halvlange eftersmag bliver bitterheden efterhånden meget dominerende, men balanceres dog af den let syrlige maltsmag.
Trods den meget gennemtrængende bitterhed, synes jeg at Linda the Axe Grinder er en rigtigt lækker IIPA, så jeg giver den en karakter på 8,5 ud af 10.


23 januar 2017

Hallo Ich bin Berliner Weisse - Hindbær øl fra Mikkeller

Mikkeller får brygget det meste af sit øl på bryggeriet De Proef i Belgien. Der kan de nu tappe øl på dåse, hvilket Mikkeller har benyttet til bl.a. at udsende hans ølserie 'Hallo Ich Bin' på dåse. Det er Berliner Weisse øl i forskellige udgaver, hvoraf jeg har i dag fået fingre i hindbær versionen.

Hallo Ich Bin Berliner Weisse Rasperry
Mikkeller
Hallo Ich Bin - Rasperry er en vældig flot rød øl på 3,7% alk, med et flot lyserødt skum. På dåsen er der en masse billeder af hindbær. Det er sikkert vældigt fin set med en grafiker øjne, men jeg synes desværre at det er lidt barnligt. Og så er folien tilsyneladende sat skævt på, for billederne er skæve. Ja ok, det er jo ikke verdens undergang, jeg undrer mig bare lidt over hvordan det kan lade sig gøre.
Aromaen har en sødlig duft af hindbær, og en antydning af syrlighed. Jeg kan ikke rigtig dufte nogen mælkesyreduft af lactobacillus, hvilket jo ellers kendetegner øltypen Berliner Weisse, men måske bliver det bare overdøvet af sødmen fra hindbærene. I smagen er lacto'en også stort set fraværende, men der er dog en svag syrlighed, som mest mærkes i eftersmagen og på tænderne :) Jeg har læst mig til, at udgaven uden hindbær har en rigtig god syrlig smag, men i denne dåse udgave er dette dog langt i baggrunden bag frugten.
Jeg synes at denne Berliner Weisse fra Mikkeller er en dejligt frisk øl, med en fin hindbærsmag, så jeg giver den en karakter på 7 ud af 10.

Jeg vil kalde Hallo osv. - Rasperry, for en begynder udgave af den meget populære øltype Berliner Weisse. Det svarer lidt til de sødlige frugt udgaver af geuze som fx Lindeman brygger. Det er også fine øl, med en fin sødlig smag, men det har ikke så meget at gøre med en traditionel geuze. Jeg synes desværre heller ikke at der er meget Berliner Weisse over denne, ellers friske og letdrikkelige, hindbær sag.

20 januar 2017

Memento Mori - Bacon Porter fra Kongebryg

I den tidligere Gardehusar kaserne i Næstved huserer nu bryggeriet Kongebryg. Her har bryggeren Niels Kiens sat gang i den gamle kaserne, og brygger en masse forskellige øl. Hans Memento Mori øl er en serie på 3 portere, med hver sit twist, hvoraf dagens hovedperson er en bacon udgave. Memento Mori er en gammel kunst-gerne, hvor folk blev afbilledet som skeletter eller lignende, for at minde dem om at alle folk til sidst skal dø. Husk du skal dø: af bacon. Meget passende :)

Memento Mori
Kongebryg
Memento Mori Bacon er en kaffesort porter på 7,8% alk, med et tæt nøddebrunt skum som hurtigt forsvinder.
Aromaen har duft af sort malt, samt lidt røg og frugt. Jeg synes ikke at den direkte dufter af bacon, men i smagen giver fylden og en fed røg smag alligevel en god baconsmag. Der er masser af smag af sort malt, men også lidt frugtighed, hvilket giver en rigtig god mundfylde og en lang lækker eftersmag. Dette er ikke en kraftig sødlig Stout, men derimod en tør Porter med en dyb mørk smag.
Jeg synes at Bacon udgaven af Memento Mori er en rigtig lækker øl, og giver den en samlet karakter på 9 ud af 10.

På Kongebryg har de indrettet en bar, hvor de holder fredagsbar samt koncerter. Hvis man er på Næstved egnen, og er fan af tung rock, ville det nok være et besøg værd :)

15 januar 2017

Sort Hvede fra Indslev Bryggeri

Indslev Bryggeri laver Stefan Peder Stadler nogle rigtigt fine hvedeøl. Jeg har tidligere anmeldt deres klassiske hvedeøl Svane Hvede, deres jule- og påskehvedeøl, samt den mere specielle Hvede IPA, Dagens hovedperson er også en lidt usædvanlig øl, nemlig deres Sort Hvede, som Indslev har brygget i over 10 år.

Sort Hvede fra Indslev Bryggeri
Sort Hvede
Indslev Bryggeri
Sort Hvede er en flot øl på 6,5% alk, med et tæt lysebrunt skum som holder længe. Det er en stout, men den er brygget med 50% hvedemalt, så den har aroma af brændt malt, kaffe og chokolade, men også lidt duft af hvede og frugt estere. I smagen giver det en fin cremet fylde, hvor hvede frugtigheden ligger i baggrunden bag smagen af brændt malt, kaffe og en anelse røg. Der er også en fin smag af chokolade som specielt er tydelig i eftersmagen, og måske endda lidt smag af lakrids.
Jeg synes at Sort Hvede er en rigtigt fin øl. Den er blød og lækker, men har samtidigt en dejligt mørk og røget smag. Jeg giver den en samlet karakter på 7 ud af 10.

I jagten på de vilde øloplevelser, glemmer man nogle gange at nyde de øl som er lige for næsen af en. Øllene fra Indslev fås i de fleste supermarkeder, forholdsvis billigt, og er næsten alle rigtigt fine.

10 januar 2017

Imperial Fanø Forår

På det dejlige Fanø ligger et bryghus som har spillet en stor rolle i den danske øl-revolution. Ikke kun for deres glimrende øl, men fordi  de har haft nogle af verdens bedste bryggere ansat. Bryggerne Shaun Hill og Ryan Witter-Merithew var med til at gøre Fanø Bryghus til en success, og fik stor indfydelse på vores danske mikrobryggerier. De har stadigt tætte relationer til Danmark og samarbejder med de danske bryggere, men Shaun og Ryan brygger nu på de hypede amerikanske bryggerier Hill Farmstead og Three Floyds. Senest har bryggeren Mike Romeo arbejdet hos Fanø, men han stoppede i oktober, og arbejder nu på nu Magpie Brewing.
Jeg har fået fingre i Fanø's Imperial Fanø Forår, hvilket er deres batch nr 800.

Imperial Fanø Forår er en Imperial Bock som første gang blev brygget til påsken 2015. Det er en
rigtigt flot øl, som kommer i en lille 33cl flaske, hvilket i betragtning af de 10% alk vist er meget fornuftigt.
Imperial Fanø Forår Batch 800 fra Fanø Bryghus
Imperial Fanø Forår
Fanø Bryghus
Aromaen er forholdsvis sød af en undergæret øl, med duft af karamel, nødder, en udemærket bitterhed, og lidt duft af humle langt i baggrunden. I smagen er der også en rigtig god bitterhed, men det skal der også til, for det er en forholdsvis sød øl. Der er masser af smag af karamel, brændt malt, nødder, og en næsten frugtig smag af nødder og dadler. Der er faktisk så meget frugt i smagen, at jeg spekulerer på om den overhovedet er undergæret, eller om de bare kalder det for en Bock pga farven:) Der er en rigtig god muldfylde, og en halvlang eftersmag som er både bitter, krydret og sød.
Det er en rigtigt lækker og smagfuld øl, så jeg giver Imperial Fanø Forår en samlet karakter på 8,5 ud af 10.

Det er ikke så tit at jeg ser øl fra Fanø Bryghus i mine lokale ølforretninger, men heldigvis får jeg nogle gange lidt direkte import, da min ven Morten ofte kommer til Fanø. Jeg ved desværre ikke hvem der nu er blevet brygmester på Fanø, men jeg håber at vedkomende er dygtig, så jeg kan få nye spændende øl importeret, næste gang Morten besøger Fanø.


08 januar 2017

Double Hop Monster fra Greene King

Det engelske bryggeri Greene King laver nogle rigtigt fine øl. Jeg har tidligere anmeldt deres Strong Suffolk Vintage Ale og Dark Ale, og i dag får I en anmeldelse af deres Double Hop Monster. Af en billig øl fra COOP, synes jeg at den er rigtigt fin.

Double Hop Monster er en ravgyldnen IPA på 7,2% alk. med et tæt hvidt skum, som holder længe.
Double Hop Monster IPA fra Greene King
Double Hop Monster IPA
Greene King
Etiketten forestiller en fin drage med to hoveder, hvilket må være en hentydning til den klassiske engelske historie om Skt. George og Dragen, bare med dobbelt humle punch.
Aromaen har lidt bitterhed og lidt duft af karamel, men det er humlen som spiller førsteviolin. Der er humlearoma af grape, græs, lime, lidt citrus og en tør duft af vindruekerner. Det tyder jo godt, og smagen skuffer heller ikke, for her er der en rigtig god bitterhed og masser af humle. Dette er absolut ikke en typisk engelsk IPA, for der er smag af både citrus, lime og grape, specielt i den halvlange eftersmag. I baggrunden ligger en fin smag af malt, som sammen med humlen og den gode alk % giver en rigtig fin mundfylde.
Jeg synes at Double Hop Monster er en rigtig fin øl, specielt til prisen på 17,25 kr, og giver den en karakter på 8 ud af 10.

Første gang jeg smagte Double Hop Monster syntes jeg, at det var en helt fantastisk bitter øl, med lige lovlig meget smag af grape. Der er løbet mange IPA'er i åen siden da. Som alle andre Pale Ale's og IPA'er er dette en øl som helst skal drikkes frisk, mens humlen er bedst, og derfor skal man kigge sig godt for når man køber den i et supermarked, hvor man risikerer at den har ligget på lager lige lovlig længe. Husk derfor altid at tjekke 'Best Før' datoen på dine lyse øl, så bliver du ikke snydt :)

06 januar 2017

Karaka - Salted Chocolate Porter

Jeg har på det sidste opdaget, at de laver virkeligt gode portere i Polen. Mit lokale ølbutik Ninkasira har flere gode polske portere på hylderne, inklusiv dagens hovedperson: Karaka. Den fik jeg i adventsgave af min søde hustru. Karaka kommer fra mikrobryggeriet Okretowy, og er en porter brygget med havsalt og chokolade.

Karaka er en kaffesort porter på 8% alk, med et tæt lysebrunt skum som meget hurtigt forsvinder. Aromaen er blød og dejlig, med en let bitter duft af chokolade, samt lidt frugtighed. Den er tilsyneladende brygget med ale gær, så nogle vil nok hævde at det i virkeligheden er en Stout. Men pyt. Bryggeriets navn betyder 'skibsbyggeri', så deres øl har alle fine tegninger af skibe på etiketterne, inklusiv denne Karaka. Bryggeriet åbnede i maj 2016, og har allerede en række spændende øl på samvittigheden.
Karaka
Browar Okretowy

Karaka har en dejlig tør smag af chokolade, som dog hurtigt må vige pladsen for smag af brændt malt og salt. Det med salt i øl lyder måske sært, men det er jo en af grundsmagene og jeg synes faktisk at det gør smagen dybere og mere interessant. Når man lige har vænnet sig til det. Det er også tilfældet i Karaka, hvor salten ligesom kommer snigende, og til sidst fylder meget af eftersmagen. På en eller anden måde gør det dog øllen mere læskene, og ligesom med chips, ender man nærmest med at have lyst til at åbne en flaske mere med det samme. I den lange eftersmag er der chokolade, salt-lakrids og lidt frugtighed i baggrunden.
Jeg synes at Karaka er en rigtigt spændende øl, når man lige har vænnet sig til den ret salte smag. Jeg giver den en samlet karakter på 8 ud af 10.

I august 2016 besøgte Okretowy sammen med 2 andre polske bryggerier solskinøen Bornholm, hvor de lavede et samarbejdsbryg med Brygmester Jan Paul. Her den 14.-15. januar bliver øllen 'Projekt Bornholm' frigivet, både på Bornholm samt i Polen. Det er søreme også en porter tilsat havsalt :)