28 marts 2016

KåååD - Forår på flaske

Selvom jeg ikke er den store fan af påskeøl, med den fine Salvator som undtagelse, går jeg ikke af vejen for en frisk forårs bebuder. Og det må man sige at Kåååd er. Det er en forårs IPA fra Amager Bryghus, hvor humlen er i højsædet.

Kåååd
Amager Bryghus
Kåååd er en flot gylden IPA på 6% alk, med et tæt flødefarvet skum. Den flotte etikette er, som de fleste af de flotte Amager etiketter, tegnet af Simon Hartvig Daugaard. Etiketten er naturligvis forbudt i Sverige, hvor de må nøjes med en påske-bunny med badedragt. Svenskt og fornuftigt.
Aromaen er frisk som våren, med en lækker frugt duft af citrus, melon, lidt grape og blomster. Der er så meget frugtighed, at man næsten skulle tro at der var tilsat frisk frugt under brygningen, det er jo så moderne, men det er der nu ikke. Bag humle herlighederne ligger lidt duft af lys malt, hvilket også er tilfældet i selve smagen. Det giver en fin baggrund til humlen, samt en sødlig fornemmelse fra malten, selvom der sikkert næsten ikke er noget restsukker. Der er en rigtigt godt bitterhed, som forstærkes af den gode smag af humle. Som i aromaen, er det citrus, melon, grape, blomster og nærmest noget ananas agtigt. Lækkert.
Det er en ekstremt frisk øl, som næsten smager af frugt juice, så man praktisk taget kan mærke foråret skylle igennem sine lemmer. Jeg giver Kååd en karakter på 8 ud af 10.

Sidste onsdag var jeg på besøg på Amager Bryghus, hvor jeg bl.a. smagte en masse gode øl, og fik denne dejlige flaske Kååd med hjem. Det var også under et besøg på Amager Bryghus, at jeg for 3 år siden første gang smagte på Kåååd, frisk fra gærings-tanken. Det var kærlighed ved første blik, men nu er det jo også dejligt at smage en frisk humlet øl, allerede inden den er kommet på flaske første gang.
Skål!

21 marts 2016

My Pils fra To Øl

To Øl får, ligesom Mikkeller, deres øl brygget hos de Proef i Belgien, og sælger størstedelen af det uden for Danmark. På Systembolaget har jeg fundet deres My Pils, som er en pilsner med ekstra meget humle.

My Pils fra To Øl
My Pils
To Øl
My Pils er en ravgylden øl på 4% alk, med et luftigt vidt skum som hurtigt forsvandt. Etiketten er usædvanligt afdæmpet af en To Øl, så det er faktisk en ganske flot øl.
I aromaen er der duft af lys malt, en god bitterhed og masser af humleduft af citrus, melon og ananas. I smagen er der også tonsvis af humle, faktisk så meget, at det vel slet ikke er en pilsner. Men ok, den smager virkeligt godt, så det er jo sådan set lige meget. Der er en rigtig god bitterhed, og masser af smag af citrus, melon, ananas og lidt grape. Bag humlen ligger en fin smag af malt, som er med til at give en god mundfylde. Den lange eftersmag er frisk, godt bitter og med livgivende mængder humle.
Jeg synes at My Pils er en virkeligt lækker øl, en pilsner på steroider, så jeg giver den en karakter på 8,5 ud af 10.

På Nørrebro, tæt ved Empire biografen, er To Øl ved at bygge deres eget sted. Der vil de brygge både øl og sodavand, samt have en bar eller restaurant. Det bliver spænende at følge :)

18 marts 2016

Maisel's Weisse Dunkel

Det bayriske bryggeri Maisel laver nok verdens bedste hvedeøl. De har dog også andre øl på programmet, bla. denne Dunkel Weisse. Det er en helt igennem fantastisk øl.

Maisel's Weisse Dunkel er en flot kastaniebrun øl på 5,2% alk, med et tæt flødefavet skum som efterlod blonder på glasset. I den fine aroma er der duft af lidt karamel, hvede, en fin lav bitterhed, lidt sødme, og lidt duft af mørk, næsten brændt, malt.
Smagen er lækkert dyb, med malt, hvedesmag, lidt karamel, mørkt brød, en fin tysk bitterhed, lidt sødme som fra karamel, og en god frugtsmag. Det er en øl hvor den frugtige hvedeøls smag bliver mørkere og blødere, af at få selskab af karamelsmag og den brændte malt. Sammen giver det en virkeligt lækker mundfylde, og en halvlang eftersmag som er både bitter, malt krydret og lidt sød. Jeg er stor fan af mørke hvedeøl, og denne udgave fra Maisel's synes jeg simpelthen er fantastisk.
Jeg giver Maisel's Weisse Dunkel en samlet karakter på 8,5 ud af 10.

I sidste uge kunne man erhverve sig denne fantastisk øl i Kvickly i Allerød til kun 10,- Puha, det er sgu en god pris for dette lille vidunder.
Højt Skum !

15 marts 2016

Berliner Kindl Weisse

Berliner Weisse er en helt særlig øltype, som kombinerer frugt smagen fra hvedeøl, med en frisk syrlighed. Øltypen har været næsten forsvundet, og i mange år var denne Berliner Kindl en af de enste Berliner Weisse man kunne få . I Tyskland bruges den til at lave raddler med, altså til at blive blandet med sodavand eller frugtsirup, men det synes jeg er syndt, for det er faktisk en frisk og lækker øl, 'am sich'.

Berliner Kindl Weisse
Berliner Kindl Weisse
Berliner Kindl AG
Berliner Kindl er en uklar strågul øl på sølle 3% alk, med et tæt hvidt skum som hurtigt forduftede. Den lille buttede flaske med det søde tyske øl-barn er jo ikke til at stå for, men gør det måske lidt svært at se at der egentligt er tale om en øl.
I aromaen er der en frisk duft af korn, lidt hvede, koriander og lidt citrus, men egentlig ikke mere syrlighed end at det kunne stamme fra citrus duften.
Det særlige ved Berliner Weisse er, at den har fået en skud lactobacillus under gæringen. Det giver en frisk syrlighed,  som er noget man lige skal vænne sig til, på same måde som med de syrlige belgiske øl.
I smagen er der en tydelig syrlighed, som er sådan mælkesyre agtig, samt smag af citron, hvede, korn, hø og en lav bitterhed som gemmer sig bag syrligheden og hvedeøllens frugtsmag. Det er en meget speciel øl, som har en frisk syrlighed nærmest som citron juice, men man vænner sig hurtigt til det, så syrligheden på tungen bliver blødere. Eftersmagen er lang, frisk og sommerlig. Man føler det nærmest som om man sidder på en fortovscafé og nyder solen.
Jeg synes at Berliner Kindl er en rigtigt sjov øl, og kan godt lide både det friske ved den, samt at den har rigtigt meget smag i forhold til de kun 3% alk. Jeg giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

En Berliner Weisse er lavet til at være frisk og letdrikkelig, hvilket har inspireret mange nye bryggerier, til at brygge deres version af øltypen. Fx har Siren brygget den skønne Calypso, som jeg smagte forrige år på Mikkeller Bar.
Hvis jeg en gang får fingre i nogle flere flasker Berliner Kindl, så tror jeg da lige, at jeg skal prøve hvordan det smager med en omgang frugt i. På en varm og doven sommerdag, tror jeg at det vil være rigtigt godt :)

13 marts 2016

Hugin - Biere de Garde fra Munkebo

Hugin fra Munkebo Mikrobryg er brygget som en fransk Biere de Garde øl. Det er den franske version af saison øl, altså en kategori som kan være alt fra undergærede mørke øl til lyse syrlige sager. Fælles for dem er dog en fokus på malten, som regel med masser af karamel smag. Hugin er brygget med 5 slags malt og med Claus Christensens egen Munkebo gær, så den har både masser af malt- og frugtsmag.

Det er en flot kastaniebrun øl på 6,5% alk, med et tæt flødefarvet skum som hurtigt forsvinder. I aromaen er der en god duft af malt, med masser af karamel, en frugt aroma som af figen, og en lav bitterhed. Aromaen har en fin balance mellem at have en god dybde og alligevel være frisk.
I smagen er der malt, karamel, en god frugtighed og en fin let bitterhed med citrus og græs smag. Jeg synes at Hugin har en friskhed og karamelsmag som en fransk Biere de Garde, men der er så meget smag af figen, eller tørret frugt, at smagen også går meget over i retning af en belgisk ale. Faktisk er der så meget figen smag, at man næsten skulle tro at der er tilsat figenpuré, som René Hansen fx er stor fan af på Det Lille Bryggeri. I eftersmagen går en fin malt bitterhed hurtigt over i en frugt sødme, som dog forsvinder inden længe.
Jeg synes at Hugin er en dejligt smagfuld øl, hvor karamel smag fra malten balanceres af frugt smag fra Munkebo 04 gæren. Jeg giver den en samlet karakter på 8 ud af 10.

Jeg tror faktisk kun at jeg har smagt 3-4 Biere de Garde øl som var brygget i Frankrig, og de var alle undergærede øl med en kraftig karamelsmag. Men der skulle altså også findes mere friske og syrlige varianter af øltypen.
Tak til Munkebo for den gode øl :)

10 marts 2016

Stout fra Midtfyns Bryghus

På Midtfyns Bryghus går bølgerne højt, med skiftende ansatte og svingende kvalitet af øl. De laver dog stadigt en række rigtigt fine øl, nogle af hvilke kan findes i diverse supermarkeder. I Fakta har jeg fundet deres Stout, som har vundet et af Faktas ølvalg, og derfor nu er en fast del af sortimentet.

Stout
Midtfyns Bryghus
Midtfyns Stout er en kaffesort øl på 7,2% alk, med et tæt lysebrunt skum som hurtigt forsvandt. I aromaen er der duft af chokolade, sød lakrids og lidt brændt malt. Der er forholdsvis meget sødme men ikke så meget bitterhed. I smagen derimod er der en god bitterhed, som vist mest kommer fra malten. Der er smag af lakrids, bitter chokolade og en form for syrlig frugtsmag i baggrunden, som desværre får mig til at tænke lidt på grøntsager, men nok mest fordi jeg ikke ved hvordan jeg ellers skal beskrive det. I forhold til alkohol styrken og de mange typer mørk malt, som Stout'en er brygget med, synes jeg er den er lidt tynd i smagen. I den halvlange eftersmag er der en dejlig smag af lakrids, sådan nærmest over i anis.
Jeg synes at der er en fin smag i Midtfyns Stout, men jeg synes bare ikke at der er nok af den. Men ok, hvor meget fylde kan man forvente af en øl til en billig penge i Fakta. Jeg giver denne Stout en samlet karakter på 7 ud af 10.

Midtfyns Bryghus har flere gange vundet Ølentusiasternes pris for Årets Ølnyhed, og i årets afstemning havde de også en øl med blandt top 10, nemlig deres Russian Imperial Stout. Om den vinder, det ved vi først til Ølentusiasternes generalforsamling d. 12, marts.

07 marts 2016

Weihenstephaner Dunkel

Weihenstephaner er verdens ældste bryggeri, og brygger hvad jeg synes er nogle af de bedste traditionelle tyske øl. For et par år siden anmeldte jeg deres Dobbel-Bock Korbinian, som er en fantastisk øl. Dagens hovedperson, deres Dunkel HefeWeissbier, fandt jeg i en ølbutik i Tyskland.

Weihenstephaner Hefeweissbier Dunkel
Dunkel Hefeweissbier
Weihenstephaner
Weihenstephaners Dunkel er en kastaniebrun hvedeøl på 5,2% alk, med et tæt flødefarvet skum som efterlader blonder på glasset. Det er en virkeligt flot og indbydende øl, hvor etikette og øl passer godt sammen.
I aromaen bliver duften af hvede balanceret af en duft af mørk malt, samt en anelse karamel. Der er en antydning af frugt og en let bitterhed. I smagen er bitterheden faktisk ganske god, men stammer vist mest fra den mørke malt. Bitterheden giver en god baggrund til smagen af hvede, karamel, nødder og frugtigheden fra gæren. Sammen giver det en god fyldig mundfornemmelse, og en halvlang eftersmag som er virkeligt lækker. Det er en utroligt lækker og smagfuld øl, med en god balance mellem den klassiske tyske hvedeøls smag, den mørke malt og bitterhed.
Jeg synes at Weihenstephaners Dunkel HefeWeissbier er en rigtigt lækker øl, og giver den en karakter på 8,5 ud af 10.

En lys og letdrikkelig hvedeøl kan være livgivende på en sommerdag, men når frost og kulde som nu står for døren, må øllen gerne have lidt mere tyngde. Mørke hvedeøl er slet ikke en tosset opfindelse :)

03 marts 2016

Vieille — Saison fra Crooked Stave

Amerikanske Crooked Stave har, som jeg skrev i min anmeldelse af deres øl Surette, specialiseret sig i syrlige øl lagret på træfade. Denne type øl er en belgisk tradition, som desværre har været næsten ved at uddø, indtil verden for 10-15 år siden fik øjnene op for charmen ved den. Nu brygges de i stor stil, som regel under navnet Saison. Vieille er Crooked Staves bud på en traditionel Saison øl. Den er lavet ved at blande flere træfade med forskellige årgange af øllen, og så give det et skud tørhumle. Det lyder jo lovende.

Vieille er en strågul øl på 4,2%, med et hvidt luftigt skum som hurtigt forsvinder. Det er en rigtigt flot øl, med en sjov landlig etikette.
I aromaen er der en antydning af træ fra fadlagringen, en fin syrlighed, lidt citrus og en fin 'funk'. Jeg synes at det er en frisk og lækker aroma.
I smagen er der ikke meget spor af fadlagringen, men da Vieille jo blandes fra forskellige fade hver gang den laves, vil der sikkert være nogle 'batches' som har mere træsmag end andre. I denne flaske er der kun en meget blød antydning af træ. Der er en citrus syrlighed, samt en god smag af 'funk', altså læder og stald fra Brett'en. Syrligheden, funk'en og en blød maltbaggrund, giver sammen en rigtig god mundfylde, og en en lang lækker eftersmag.
Jeg synes at Vieille er en virkeligt lækker Saison øl, og hvis den ikke var så pokkers dyr, omkring 80,.- for 1/2 liter, kunne det være sjovt at smage på flere forskellige batches, for at se om man kunne smage forskel.
Jeg giver Vieille en samlet karakter på 9 ud af 10.

En Saison øl kan være næsten hvad som helst, fra friske Pale Ale lignende øl, til stærkt syrlige Lambic lignende sager. Jeg synes at Crooked Stave med denne Vieille har lavet en rigtig god Saison, med både en god syrlighed samt balance fra en frisk baggrundssmag.