30 august 2011

Tillykke Irma! Jubilæums Øl fra Skands

Bryggeriet Skands har et godt samarbejde med Irma, og har i anledning af at Irma fylder 125 år brygget en Jubilæums Øl. Det er en ganske udemærket Ale.

Jubilæum Øl
Jubilæums Øl er en fin gylden Ale på 4,9%. Skummet var hvidt og luftigt, og forsvandt forholdsvis hurtigt. Jeg syntes at aromaen var rigtig god, en klar dejlig Ale lugt, med duft af fin lys malt, flødekaramel, frugtig humle og noget fint nøddeagtigt. Der er brugt Cascade humle, som giver en god aroma, men ikke så meget bitterhed i smagen.
Smagen var god,  med en god balance mellem sødme og bitterhed. Jeg syntes at der var meget smag, og en ret god muldfylde, af en så lys øl. Skands skriver selv, at der udelukkende er brugt Maris Otter malt, så det må være den som giver øllen dens fine smag.
Eftersmagen var halvlang, med den samme fine balance mellem sødme, bitterhed og lidt syrlighed.
Det er jo en ret lys, og egentligt ret simpel øl, men jeg syntes at den smagte godt, og jeg gav den en samlet karakter på 6,5.

Jeg kan, som jeg har skrevet flere gange før, rigtigt godt lide øllene fra Skands. Det er ikke vilde ekstrem øl, men derimod gode kvalitets øl med masse af smag. Der er ikke noget i vejen med at eksperimentere med vilde humler, fadlagring på alle mulige mærkelige fade og blandinger af forskellige øltyper, det har også sin plads... men jeg er glad for at der også er danske bryggerier som bare laver kvalitets øl som smager godt.

26 august 2011

Julemandens Drøm fra Det Lille Bryggeri

Når man som jeg fik købt lidt vel mange juleøl, så varer julen ikke bare til påske, den varer faktisk hele året... og det er jo slet ikke så ringe :)
Dette er den 4. juleøl jeg har smagt fra Det Lille Bryggeri, og jeg synes at de alle har været gode.

Det Lille Bryggeri ligger i Viby Sjælland, ikke så langt fra min barnsdomsby Borup. De laver en ufattelig mængde forskellige øl, men jeg tror kun at det er deres 'hovedøl' som de brygger selv, jeg tror en del bliver brygget andre steder... det er jo så moderne ;)

Julemandens Drøm
Det Lille Bryggeri
Julemandens Drøm har en vittighedstegning på etiketten, sådan julemanden drømmer om nøgne damer, og det er da meget sjovt, men der ud over ser øllen altså lidt kedligt ud. Skummet var flødefarvet og luftigt, og forsvandt hurtigt. Aromaen var udemærket, med lidt blomsteragtig humle, mørk malt og noget krydderi a la kardemomme.
Smagen var fin, med en udemærket balance mellem lidt sødme, bitterhed og syrlighed. Jeg syntes at smagen var mørk og fyldighed, med nogle gode juleagtig krydderier, ligesom en juleøl skal være. Jeg syntes dog at der var ret meget karbonering, af en juleøl, men ikke så meget at det forstyrrede. Eftersmagen var halvlang, og både sød og krydret.
Jeg synes at det var en ganske udemærket juleøl, og gav den en karakter på 7.

Denne Julemandens Drøm var ikke engang den sidste af mine jule øl, jeg har 2 mere, og så dem som jeg vil lagre i et par år... Og nu er der jo snart kun et par måneder til, at den næste årgang af juleøl begynder at pible frem, og så kan lagrene bliver fyldt op igen. Ja, ja, der er en dejlig mørk årstid på vej :)

24 august 2011

Vikingetiden fra Ølsmeden

Københavns Middelalder Marked i pinsen købte jeg en vikinge øl fra Ølsmeden. Ølsmeden forsøger at brygge historisk korrekte øl, og sælger dem primært på middelalder markeder rundt omkring i landet, samt hos nogle få forhandlere.



Vikingetiden
Ølsmeden
I Vikingetiden er der anvendt spelt og porse, men også byg og humle, vel for at det ikke skal smage alt for usædvanligt. Ølsmedens brygger Kristian skriver at han: "har tilpasset brygningen af min vikingeøl til datidens formåen", men da øllen brygges på et moderne anlæg hos Slotsbryggeriet Føniks ved jeg ikke rigtigt hvordan det skal forstås.
Det er en flot kastaniebrun Ale på 6%. Den er naturligvis uklar, og er uden nogen videre karbonering. Skummet var hvidt, og forsvandt hurtigt. Aromaen var udemærket, med duft af korn, mørk malt, lidt humle, og en krydret bitterhed fra porsen.
Smagen var ganske god, med en mellem sødme og lidt bitterhed. Der var ikke så meget fylde i øllen som jeg havde forventet af sådan en gammeldags ufiltreret fætter, men det var nu ok. Eftersmagen var forholdsvis kort og bitter.
Jeg syntes at det var en udemærket øl, men den var ikke nær så spændende som jeg havde regnet med. De gammeldags ingredienser, og fokusen på gamle bryggemetoder mm, fik mig til at forvente en tyk smagsrig øl, men det var desværre ikke tilfældet.
Samlet gav jeg Vikingetiden en karakter på 6,5.


Ølsmeden har også lavet en par andre øl, hvoraf jeg har smagt en nemlig en Ale lavet til Copenhagen Ink Festival, som er en tatoverings messe. Den var udmærket, og fik 7 i karakter.
Jeg ved at Ølsmedens øl er vældig populære på middelalder markeder, men selvfølgeligt lige så meget pga af det historiske som for selve øllet. Det kunne være sjovt at prøve at smage en af dem på fad.

22 august 2011

Drikkeriget Casa fra Mikkeller

Drikkeriget er et ølimport firma, ejet af Jeppe Jarnit Bjergsø, den onde tvilling, samt Henrik Boes Brølling. De distribuerer øl fra en række amerikanske og europæiske stjernebryggerier, og får selv brygget nogle enkelte øl, bla denne Casa lavet af Mikkeller.


Drikkeriget CASA
Mikkeller
CASA er en amerikansk strong ale med tranebær, og skal forestille en utraditionel juleøl. Det er en flot uklar rødbrun Ale, på 9,3%. Skummet var cremet og cafe au lait farvet, og efterlod lidt blonder på glasset.
Jeg kunne godt lide aromaen, som var lidt humle bitter, og med en klar lugt af frugt. Dog ikke det syrlige frugt duft som jeg havde forventet fra tranebær, men mere en sødlig lugt a la hindbær.
Der var en rigtigt god mundfornemmelse, og at smagen var ok, 6 ud af 10. Jeg syntes kun at der var lidt sødme i  smagen, fordi den blev overdøvet af en ret stor tranebær bitterhed og en mellem syrlighed. Jeg må i al retfærdighed sige, at jeg ikke nåede at smage mere end et par mundfylde af øllen, et lille børnefamilie uheld, så det er muligt at jeg ville have syntes bedre om den ved nærmere bekendtskab.
Eftersmagen var halvlang og bitter.
Samlet gav jeg CASA en karakter på 7 ud af 10. Nu kalder de jo selv øllen for en juleøl, der er endda en nissehue på, og normalt ville jeg derfor i karakteren have trukket ned for at den slet ikke smager som jeg forventer at en juleøl skal. Men... det er jo heller ikke meningen med øllen, så det ville jo ikke være helt fair.

Jeg har gået og tænkt lidt på, at jeg vil begynde at skrive anmeldelser af lidt mere 'lokale' øl, altså fra bryggerier fra mit relative nær område. Det skyldes, at af de 4 andre danske ølblogs jeg kender, er de 3 fra Midt/Nordjylland, og kun 1 anden fra Københavns området. Der findes jo faktisk en del danske mikrobryggerier, hvis øl man kun kan købe helt lokalt, så jeg synes at det kunne være sjovt hvis jeg koncentrerede mig mere om lokale sjællandske bryggerier...
Lyder det som en god idé, eller er I, læserne, noget tvivlsomme ???
(Det kan også være at jeg ikke kan finde nogen særligt lokale øl... men jeg kan da gøre et forsøg)

17 august 2011

Stout fra Three Amigos: Smeden Barrel Aged

Efter utallige opfordringer, fik jeg for et par uger siden endeligt besøgt Fish & Beer på Amagerbrogade. Det var et dyrt besøg, for hold da op et stort og spændende udvalg de har. Jeg købte bla. den Hopfix jeg anmeldte sidst, dagens hovedperson Smeden, samt lidt andet, som jeg vil forsøge at skrive om en anden god gang :)

Bryggeriet Three Amigos er stiftet af Jesper Klausen og Lars Holtmann, og startede med at hedde JK Holtmann. Efter at den 3. amigo, Jacob Sobocki, sluttede sig til dem, skiftede de dog navn til Three Amigos. Det er 3 gymnasie venner, hvilket de noget studentikose navne jo også bærer præg af. De er nomade bryggere, og har fået brygget på Amager og Fanø bryghuse.

Smeden Barrel Aged
Three Amigos

Smeden er opkaldt efter Mikkellers ikoniske altmuligmand Thomas Schøn. Denne udgave af øllen er lagret på whiskey fade i 3 måneder, hvilket man specielt kunne fornemme i aromaen.
Det er en flot kaffesort stout, på 8,3% alc. Skummet var tæt og flødefarvet, og forsvandt hurtigt.  
Aromaen var god, med duft af eg, kaffe, og lidt whiskey. Ikke sådan en sprittet whiskey lugt, men bare sådan lidt aroma.
Der var ikke forfærdeligt meget mundfylde, men jeg syntes at smagen var rigtig god, med en mellem sødme, en mellem bitterhed, og lidt syrlighed.
Desværre kunne jeg slet ikke lide eftersmagen... der er brugt Warrior og Cascade humle, og det giver en meget lang grapefrugt agtig bitterhed i eftersmagen. Når jeg drikker en stout, har jeg ikke lyst til at have grapefrugt smag i munden en time senere... øv... 
Min samlede vurdering af øllen, lander derfor på 7 ud af 10.
En god øl, men, efter min mening, en dårlig eftersmag.


Og sådan her ser han så ud Smeden, sådan i tegneserie udgave.
Ja ja, det er da ret sjovt :)
.




04 august 2011

Et Hopfix til #IPADay

I dag er det IPA dag, #IPADay, og I får derfor her en anmeldelse af IPA monsteret HopFix fra BeerHere.
Normalt kaster jeg mig ikke ud i denne type hardcore IPA'er, da jeg ikke bryder mig om for høj bitterhed, men jeg er glad for at jeg prøvede HopFix, for den var rigtigt god :)
I dagens anledning vil jeg lave anmeldelsen lidt mere detaljeret end den plejer at være.

BeerHere styres af den allestedsnærværende Christian Skovdal Andersen, som jo stod bag Ølfabrikken, og nu også BierWerk. Christian virker her som såkaldt nomade brygger, og får altså øllene brygget på andre bryggerier. Hopfix er fx brygget hos Brewdog. Alle deres øl er eksperimenterende, både i valget af ingredienser, navne og ikke mindst etiketter. Fx vil de fleste nok mene at etiketten på Quadruplen Malus Pater er ret grænseoverskridende.


Hopfix
Beer Here
Hopfix er brygget med rug, og har derfor mere farve og sødme end IPA'er normalt har. Det er en flot uklar ravgylden/orange øl, på 6,5% alc. Der var god karbonation i den, og skummet var flødefarvet og tæt, og holdt ret længe.
Jeg kunne godt lide aromaen, 7 ud af 10, med duft af humle, humle og humle... og lidt sødme som må stamme fra rugen. Aromaen var ikke specielt bitter, havde ikke særlig meget citrus duft, men havde masser af tør blomster duft.
Mundfylden var god, 7 ud af 10, og helt som ventet var smagen fuldstændigt domineret af humlen. Da jeg lige havde vænnet mig lidt til den, kunne jeg faktsik rigtigt godt lide smagen, og gav den 8 ud af 10 i smag. Der var lidt sødme, øllen var ikke så tør som IPA'er ofte er, og der var lidt citrus over smagen. Eftersmagen var halvlang, 4 af 5, og var både bitter, sød og lidt krydret. Jeg syntes at der var noget citrus og abrikos i eftersmagen.
Jeg syntes at Hopfix var en rigtig god øl. Jeg gav den en overordnet karakter på 8, samt karakteren 9 i forhold til min forventning, til en samlet karakter på 8,5 ud af 10.
Jeg havde helt ærligt regnet med, at jeg ikke ville kunne lide Hopfix, men tog jeg altså heldigvis fejl.

For nu at få det med bitterhed og humle på det rene, skrev jeg og spurgte BeerHere selv, og Christan var så venlig at svare mig, at Hopfix har en IBU på ca 70, og at der er brugt Hallertau Hersbrucker, Columbus og Nelson Sauvin humle. Nelson Sauvin humlen er for tiden meget populær blandt bryggere, men jeg har desværre ikke, så vidt jeg ved, smagt andre øl med den.

Nu da det er IPA dag, vil jeg også lige nævne at jeg sidste weekend, sammen med et par venner, fik smagt på Mikkellers Single Hop 2011 serie. Der var IPA for alle pengene, og det var en rigtig sjov oplevelse. Mere om det ved en senere lejlighed :)

01 august 2011

Fin Blond Ale fra Ribe Bryghus

Blond Ale fra Ribe Bryghus er inspireret af de belgiske Blonde. Jeg synes at Jubilæums Ale og Forårs Ale fra Ribe var rigtigt gode, og denne Blonde er heller ikke så ringe.

Det er en klar, ravgylden øl på 5,7% alc. Skummet var flødefarvet og luftigt, og holdt længe.

Blonde Ale
Ribe Bryghus
Aromaen var ganske god, og duftede af korn og humle, og en krydret bitterhed. Smagen var også god, med en udmærket mundfylde, en mellem sødme og lidt bitterhed. Eftersmagen var mellemlang, bitter og sød.
Jeg syntes at det var en ganske god øl, så selv om jeg absolut synes at en Blonde skal være ufiltreret, så der kommer mere smag og fylde med, så gav jeg denne øl en karakter på 7.

Ribe Bryghus laver 3 faste øl, Blonde Ale, Brown Ale og Black Ale. Jeg har tidligere smagt deres Brown Ale og Black Ale, og var ikke videre imponeret over dem. De var ok, men er vist bare brygget som konsum øl, for at give bryggeriet en fast omsætning. Det lykkes åbenbart ganske godt, da bryggeriets økonomi har det ret fint.
Jeg var derfor glad for, at denne Blond Ale var så god.

Ribe er en rigtigt hyggelig by, og bliver jo kun hyggeligere af at have et interessant bryghus.
Højt Skum!