31 maj 2012

Duvel - lys belgisk Ale

Duvel er en klassisk belgisk øl fra bryggeriet Moortgat, som blev grundlagt i 1871. De ville i starten af 1900 tallet forsøge at lave en engelsk Ale, og fik derfor fat i noget gær fra Skotland, som de faktisk stadigt bruger en gærstamme fra den dag i dag. I 1923 kom øllen til at hedde Duvel, og den brygges nu i store mængder, og eksporteres til hele verden.

Duvel
Duvel Mortgaart Brewery
Jeg synes at Duvel er en rigtig flot øl, i en nydelig lille buttet flaske. Skummet var hvidt og luftigt, og efterlod lidt blonder på glasset. Aromaen syntes jeg var fantastisk god, med duft af frugt, måske pære, gær, melon, koriander, og lidt duft som af hvedegær, men jeg ved ikke om de bruger sådan noget i brygningen.
Smagen var også god, men ikke så god som duften. Der var en syrlig smag som fra appelsin, og en mere bitter smag end jeg havde regnet med. Jeg syntes at øllen havde en ganske god mundfylde, og en halvlang eftersmag, som var både sød, syrlig, og bitter.
Jeg ved ikke om det skyldes en fejl ved lige den flaske jeg havde fået fat i, men jeg syntes altså at Duvel var lige en kende for syrlig, selvom det ellers var en rigtig god øl. Jeg gav den en samlet karakter på 7,5 ud af 10.

Ølskribenten Michael Jackson kaldte Duvel for en klassiker, og mente efter sigende at det var en af verdens bedste øl. Jeg har købt den som spotvare i Fakta, men den kan også købes hos Belgisk Bryg til 21,- 

27 maj 2012

Inedit - skøn Spansk øl fra elBulli

Det spanske bryggeri Estrella er jo ikke ligefrem kendt for at lave gode øl, men de gør det også lidt ud i special øl, hvilket denne Inedit er et eksempel på. Jeg synes at det er en god og aromatisk øl.

Inedit er lavet i samarbejde mellem brygmestrene på Estrella, og den berømte restaurant el Bulli. elBulli blev hele 5 gange lovprist som verdens bedste restaurant af magasinet Restaurant, som jo de sidste 3 år har givet denne hædersbevisning til Noma. Om Inedit rent faktisk blev serveret på elBulli, som lukkede i 2011, ved jeg ikke. Det er en undergæret øl med hvede, appelsinskal og lakrids, og er lavet til at passe til syrlig og olieret mad. Sådan at få gourmetkokke til at hjælpe med at tilpasse øl til mad er en fantastisk god idé, og er noget som vores eget Mikkeller jo også gør det meget i.

Inedit
Estrella Dam
Det er en flot uklar øl på 4,8% alc., i en flot designed vinflaske. Der er virkeligt gjort noget ud af det, hvilket øllens hjemmeside også bærer præg af.
Aromaen syntes jeg var rigtig god, med en fin blid hvededuft, og blomsterduft fra humlen og fra hvedegæren. Smagen kunne jeg også rigtigt godt lide. Der var en fin blød hvede smag, en sødme som balancerede fint med lidt bitterhed, og en ganske udmærket mundfylde.
Jeg syntes at det var en dejlig frisk øl, med lidt af de krydderier vi kender fra de belgiske hvedeøl, Wittbier, og jeg gav Inedit en samlet karakter på 7,5 ud af 10.

Da denne øl blev lavet i Spanien i 2008 var den nok en stor nyhed i vinlandet, men i forhold til de belgiske Wittbier er den altså ikke så speciel. Nu er den jo brygget til at passe til mad, og det vil jeg da give dem helt ret i at den gør, da jeg synes at denne type hvedeøl passer rigtigt godt til fx fisk eller rejer. Til den type forretter hvor man normalt drikker en sur hvidvin, vil jeg til enhver tid foretrække en frisk hvedeøl som denne.

Højt Skummendes Facebook side, ligger der en reklamevideo, hvor Ferran Adria fortæller om Inedit, og hvorfor elBulli har lavet en øl. Det er glat reklame, men underholdende :) 

23 maj 2012

Anchor Summer Beer - amerikansk hvedeøl

Anchor Brewing er et et gammelt amerikanske 'mikrobryggeri', som var med i den første amerikanske specialøls revolution allerede en gang i 80'erne. I Super Best fandt jeg deres Summer Beer, hvilket er en hvedeøl som de har brygget siden 1984, men jeg syntes desværre ikke at der var meget ved den.

Anchor Summer Beer
Summer Beer er en kedeligt udseende gylden øl på 4,5% alc. Den er filtreret, det man i Tyskland kalder Kristal, så der hverken er gærrester eller hvedeprotein tilbage, men bare ligner en pilsner. Det er jo gjort for at lave øllen mere tiltalende for folk som kun er vandt til pilsnere, men jeg synes altså at det er synd og skam.
Aromaen var ok, for der var faktisk en svag duft af hvede, blomster og korn, men smagen var ganske kedelig. I Smagen var der stort set ingen smag af hvede, og selvsagt ingen smag af gær, som ellers normalt giver hvedeøl mundfylde og sødme, men kun smag af korn, og noget syrlighed som mindede om ascorbinsyre. Eftersmagen var lidt bitter, men forsvandt ret hurtigt.
Jeg syntes at Anchor Summer Beer var fin nok af en sommer-bælle øl, uden for meget smag, men den har ikke meget at gøre med hvedeøl. Jeg gav den derfor en karakter på 4 ud af 10.

De eneste andre øl jeg har smagt fra Achor Breweries er deres Stout, og deres berømte Steam Beer. Jeg synes desværre heller ikke at nogen af dem er værd at skrive hjem om. 

20 maj 2012

Eskild og Hildegaard - historiske øl fra Berthelsen

 I samarbejde med 2 danske bryggerier har Carsten Berthelsen til Nationalmuseéts udstilling 'Europa møder verden', skabt nogle øl som de kunne være drukket i Danmark for århundeder siden. Jeg smagte dem på årets Ølfestival, til Berthelsens foredrag om Historisk Øl og Mad.

Eskild
Hornbeer
Eskil er lavet hos Hornbeer, som jo efterhånden er Danmarks mest prisvindende bryggeri. Den er opkaldt efter biskop Eskild, som blev sendt til Danmark fra Cistercienser klosteret i Clairvaux, og bla. grundlagde Esrum Kloster. Det er et forsøg på at lave en mørk og kraftig øl, som det kunne have været brygget på gårdene i gamle dage. Det er en art Schwarzbier, men overgæret med belgisk gær, det som man dengang, ifølge Berthelsen har kaldt en Mumme øl.
Det er en flot kastaniebrun øl på 5,6 % alc., med et luftigt lysebrunt skum. Jeg syntes at aromaen var rigtig god, sådan lidt krydret, og med duft af malt og lakrids.
Smagen syntes jeg også var rigtigt god. Det var en god krydret Schwarzbier, uden at være for mørk, som Schwarzbier jo nogen gange er, og med en god bitterhed i eftersmagen. Den havde en rigtig god mundfornemmelse, med masser af smag, en mellem sødme og lidt bitterhed.
Jeg syntes at Eskild var en rigtig god øl, og gav den en karakter på 8 ud af 10.

Hildegaard
 Føniks
Den anden historiske øl, er brygget hos Slotsbryggeriet Føniks, som for tiden har stor succés med deres Pladderballe øl. Hildegaard er en dansk version af de klassiske belgiske klosterøl, som de sikkert også er blevet bygget på klostrene herhjemme. Det er en flot nøddebrun Ale på 9,2%, med et fint flødefarvet skum.
Jeg syntes at aromaen var rigtig god, med duft af malt, honning, mørke bær og lidt nødder.  Smagen var helt fantastisk, og kan vel bedst beskrives som smagen af en brun Triple, med smag af malt, honning, krydderier og en god smag af belgisk gær. Den megen smag gav en rigtig god mundfylde, og en halvlang eftersmag.
Jeg elsker simpelthen disse stærke, sødlige, belgiske øl, og jeg synes at Berthelsen og Fønisk med Hildegaard har lavet en rigtig god klosterøl. Jeg gav den en karakter på 9, og håber at jeg på et tidspunkt kan finde en hel flaske af den, så jeg kan sætte mig ned og rigtigt rigtigt nyde den.

Under industrialiseringen lykkedes det fuldstændigt at få dræbt den danske ølkultur, så vi til sidst ikke havde andet tilbage end billige pilsnere, og det er først inden for de sidste 20 år at den udvikling er vendt, og der begynder at skyde lokale bryggerier op overalt. Jeg synes at Eskild og Hildegaard, inspireret af Belgien og Tyskland, er rigtigt gode bud på hvordan en dansk øl kunne have smagt før pilsnerens indtog. Øllet er en vigtig del af vores kultur-historie, og jeg synes at det er fantastisk, at der kommer stadigt mere fokus på det.
Apropos, så er der i Pinsen, 25. - 28. maj, Middelaldermarked i København, KMM. Det er et stort og spændende arrangement, hvor der, ud over ridderturneringer, gøgl og børneaktiviteter, også er masser af boder som sælger håndlavede historiske ting, mad og øl!!!
I år har de øl fra Herslev Bryghus, som i mine øjne er et af de bedste bryggerier i Danmark. Så selv om det ikke er øl som er produceret historisk korrekt, så er det altså rigtigt godt, lokalt produceret, og vist endda økologisk øl. Jeg glæder mig rigtigt meget til årets middelaldermarked, og vil varmt anbefale oplevelsen til alle som er historisk interesserede :)

15 maj 2012

Oplevelser på Copenhagen Beer Celebration 2012

I lørdags var jeg sammen med et par venner til Copenhagen Beer Celebration for at smage nogle gode øl. Jeg syntes at festivallens øl og mad var helt fantastisk, men de fysiske rammer kunne godt have været bedre.

Idéen med Copenhagen Beer Celebration, arrangeret af Mikkeller og Drikkeriget, var at lave en mindre bred festival, udelukkende for de bedste bryggerier i verden, og med mad som passer til øl af den kvalitet. Festivallen blev holdt i Sparta Hallen, som man vist skal være inkaneret Københavner for at kunne holde af, med masser af plads, men toiletforhold som mest mindede om Roskilde Festivallen.

Mikkeller gør et stort arbejde for at få øl sidestillet med vin, bla. ved at arrangere middage med gourmetkokke, hvor den gode mad parres med passende øl. På CBC var der derfor også fokus på maden, og inkluderet i billetprisen, var en middag lavet af Mielcke & Hurtigkarl.

Copenhagen Beer Celebration 2012
Mængder af kokke og tjenere dækkede op med snorlige præcision, men uden at fortælle hvad det var vi skulle have at spise eller drikke. Det viste sig at være en slags steg, med grøntsager og kartoffelkroket. Det smagte rigtigt lækkert, og blev serveret med kander af en øl som en tjener viskende fortalte var en Lambic fra Mikkeller. Til steg ville jeg normalt have valgt en stærk mørk øl, men her gik de altså i en helt anden retning, med en frisk og syrlig øl, som ligesom spillede op til friskheden i grøntsagerne. Trods den uvante kombination, syntes jeg at det smagte rigtigt godt. Man kunne desuden købe hotdogs fra John's Hotdog Deli, som har fået flere priser for sine hotdog, hvor tilbehøret var lavet med forskellige øl.

Copenhagen Beer Celebration 2012
På CBC var der øl fra 26 bryggerier, 10 af hvilke var amerikanske bryggerier hvis øl er så dyre at de normalt er svære at komme i nærheden af. Fra næsten alle bryggerierne var nogle af bryggerne selv kommet hertil, så der var rig lejlighed til at stille spørgsmål. Jeg fik smagt i alt 49 øl, og jeg gav karakterer til 21 af dem. Der var utroligt mange forskellige typer øl med, og de var alle af meget høj kvalitet. Den dårligste karakter jeg selv uddelte var 6 ud af 10, til On the Road, som var en Gingerbeer fra XBeeriment, og den bedste karakter jeg gav var 9,5 til Church On A Hill, en Barley Wine fra Cigar City. Noget af det mest spændende jeg smagte, var Saison Sayuri fra det japanske bryggeri Baird, Alpha King fra Three Floyds, og en Dirty Horse lambic øl lagret fra 1983, fra belgiske De Struisse, som havde en utrolig masse forskellige øl med.

I betragtning af at det var første gang de holdt en ølfestival, syntes jeg at folkene bag Copenhagen Beer Celebration klarede det rigtigt godt. Så selv om der godt kunne have været noget mere information, fx om hvad der foregik af foredrag, og hvad vi skulle have at spise, var det alt i alt et rigtigt godt arrangement. Verdensklasse øl kan jo også kompensere for meget :)

Se flere billeder fra Copenhagen Beer Clebration 2012 på Højt Skummendes Facebook side. 

11 maj 2012

Oplevelser på Ølfestival 2012

Så er Ølentusiasternes Ølfestival 2012 startet, og jeg var i går en tur inde og smage på noget af det gode øl. Der var masser af almindeligt halvkedeligt øl, men også nogle rigtigt gode sager.

Ølfestival 2012
Jeg fik kun smagt 13 af de 23 øl som jeg havde planlagt hjemmefra, men sådan går det jo som regel til Ølfestivallen, og jeg fik så til gengæld smagt en masse andet spændende. Vi fik bl.a. smagt et par gode øl fra Bøgedal, en vildgæret øl fra Kølster, og en fin blåbær øl fra Hornbeer, med det nemme navn 'Blueberry'. Den var en del som Hornbeers gode Framboise øl, altså bare med blåbær, som man nok skal være glad for, for sådan rigtigt at elske Blueberry. Faktisk på samme måde som med Ølbutikkens berømte Blåbær øl.

Historisk Øl og Mad
Ølfestival 2012
Vi så foredraget 'Historisk Øl og Mad' med Carsten Berthelsen og Bi Skaarup, hvor arkæolog og kogebogsforfatteren Bi havde lavet 3 historiske retter som blev serveret til 3 historieske øl, præsenteret af Berthelsen. Vi fik Berthelsens egen historiske øl Eskil til en skøn kød-frikassé, øllen Hildegaard til marineret dyrekølle, og en rigtig lækker historisk rugbrødskage med chokolade, som blev serveret med den uforlignelige Rochefort 10. Det var et rigtigt godt, og meget velsmagende, foredrag.

De kedeligeste øl jeg smagte på dette års ølfestival, var en India Saison fra Nøgne Ø, og et prøvebryg fra Midtfyns Bryghus med wasabi og ingefær. Den bedste øl jeg smagte var nok Berthelsens Hildegaard øl, brygget af Føniks, og det mest spændende synes jeg var et forsøgsbryg fra Indslev som var en Witbier lagret med frisk granatæble. Beer Here's nye øl Dead Cat, som Christian Skovdal Andersen gav en smagsprøve på, var også spændende, og indeholder ulig de andre katte på hans repertoire ikke Nelson Sauvign humle. Christian fortalte, at Dead Cat ligesom repræsentere slutningen på hans Cat serie. RIP.

Ølfestivallen har åben igen i morgen, lørdag, fra 13 - 23, så man kan stadigt nå ud til TAP1 på Carlsberg, og få de gode øl og den gode stemning. Det er skønt at have lejlighed til at smage hvad bryggerierne går og 'bryggger på', og samtidigt få en lille snak med bryggeren selv.
Lørdag er jeg dog ikke selv i TAP1, da jeg skal ud til øl og mad orgiet Copenhagen Beer Celebration. Forventningerne til CBC er skruet så højt op, at det bliver spændende om de kan indfries. Men sjovt, det bliver det. Skål :)


07 maj 2012

Krenkerup Rauch Bier - fin dansk røgøl

Jeg har smagt flere øl fra Krenkerup Bryggeri, men har ærligt talt ikkke været særligt imponerede af dem. Der er dog en som skiller sig ud, og som jeg synes er ganske glimrende, nemlig deres røgøl.

Krenkerup har en ambition om kun at brygge af deres eget korn, fra Kenkerup Gods, og får deres korn fragtet til Weyermann i Bamberg, og får det så retur som malt. Det er jo yderst prisværdigt :) Deres brygger Constantin Förtner kommer selv fra Bamberg, så en røgøl ligger jo lige til højrebenet.

Rauch Bier
Krenkerup Bryggeri
Rauch Bier er en kobberrød/brunlig lagerøl på 5,2%. Selve flasken og etiketten synes jeg er noget på den konservative side, men selve øllen er ganske flot, med et luftigt flødefarvet skum, som holdt længe.
Aromaen synes jeg er ganske  god, med en rigtig fin karamel duft, lidt duft af nødder, og en blød og behagelig duft af røg. Det er stille og rolig røg, som duften fra en røget spegepølse. Dejligt.
Smagen synes jeg også er ganske god, igen med en god sødlig smag af karamel, uden at det smager kunstigt, næsten ikke nogen bitterhed, og så en behagelig baggrundssmag af røget malt. For nu at sammenligne med de tyske røgøl fra Bamberg, så er det ikke en stærk gennemtrængende røgsmag som i Schlenkerla, men en mere rund og behagelig baggrunds røg, som nærmere understøtter den gode pilsnersmag. Eftersmagen var også ganske fin, og både krydret og sød, og med lidt blød røg.
Jeg synes at det er en rigtig god røgøl, og gav den en karakter på 7 ud af 10.

Rauch Bier har vundet flere priser, bla. en guldmedalje ved European Beer Star 2011, og kom ind på 2. pladsen i Ølentusiasternes afstemning om årets ølnyhed 2011, i kategorien øl under 6%. Krengerups øl forhandles af COOP og kan fx. findes i Brugsen til en billig penge, men jeg synes desværre at det er sjældent at jeg ser røgøllen.


Facebook side for Højt Skummende

Jeg har for nyligt lavet en Facebook side for Højt Skummende.

Læsere som bruger dette nymodens Facebook halløj, kan derfor nu finde opdateringer og diverse kommentarer på siden:

https://www.facebook.com/HojtSkummende

Vi ses på Facebook :)

04 maj 2012

Ølsmagning med Beer Here

Hos Roskilde afdelingen af Ølentusiasterne var jeg for en måneds tid siden til ølsmagning med Christian Skovdal Andersen, hvor han fortalte om øllets historie. Det var en rigtigt godt foredrag, og vi smagte nogle spændende øl.

Christian var jo i sin tid medstifter af Ølfabrikken, og har nu bryggerierne Beer Here og Bierwerk, plus det løse. Han gav os sit foredrag 'Øl og Røverhistorier', hvor han fortalte om øllets historie, helt fra de gamle egyptere, blandet med historien om hans egne første forsøg med ølbrygning, og hans opstart af Ølfabrikken og Beer Here.
Jeg ville også gerne have hørt lidt om hans Sydafrikanske projekt Bierwerk, men det kom han desværre ikke ind på.

Kama Citra
Beer Here
Christian ville engang gerne være tegneserie tegner, men så blev det altså til øl i stedet. Få at give hans øl noget karakter tegner han nu selv etikettene, og jeg skal love for at de har karakter :) Flere af etiketterne er blevet forbudt i USA, de er jo sarte i dobbeltmoralens hjemland, og selv COOP bad ham lave en anden etikette, før de ville sælge hans påskeøl. Jeg elsker tegneserier, og synes at Christians etiketter er rigtigt flotte, selvom de også er temmeligt provokerende. Kama Citra er fx en uhyre instruktiv øl ;)




Vi smagte på disse øl fra Beer Here, og fik fortalt masser af sjove røverhistorier om tilblivelse og indhold:
  • Whitecat, en hvedeøl med Nelson Sauvin humle og stor bitterhed. Karakter 7,5.
  • HopFix, en IPA med rug. Jeg anmeldte den til IPAdag i august sidste år.
  • Ammestout, en god porter tilsat kaffe og mælkesukker. Karakter 8.
  • Kama Citra, en rigtig god Ale med Citra humle. Karakter 8,5.
  • Nordic Rye Ale, en skøn Ale med rug, brygget til Michael Jacksons ølklub. Karakter 8.
  • Jule IPA, som er Beerheres juleøls dræber. Karakter 7.
  • Fat Cat, en Red Ale, også med Nelson Sauvin humle. Karakter 7,5.
  • Hoptilicus, DIPA humlemonsteret på 9% alc. Karakter 8.
Som det ses syntes vi at alle øllene var rigtigt gode. Christian er temmeligt glad for humle, og det var nok den gode bitterhed som gjorde at de havde success med Ølfarikken. Jeg er ikke selv helt så glad for stor bitterhed, men sådan er smag og behag jo forskellig.

BeerHere kommer til Ølfestivallen i næste uge, hvor man også kan smage Christians samarbejdsbryg med Flying Couch, og måske også de nye øl fra Brygværket, hvilket er et samarbejde med øl distributøren One Pint. Uha, det bliver godt :)