28 oktober 2011

Verdens bedste hvedeøl - Maisel´s Weisse

Carsten Berthelsen kalder det for 'Den smukke Weisse'. Jeg synes at Maisel´s Weisse Original er en af verdens bedste hvedeøl...

Maisel´s Weisse
Brauerei Gerb. Maisel
Maisel's Weisse Original er blevet brygget på Brauerei Gebr. Maisel i Bayreuth siden 1955. Bayreuth er altså ikke kun hjem for Wagners mastodont operaer, men også for en øl i verdensklasse. Det skulle være en rigtig smuk by, og Wagners hus og opera skulle være rigtigt flotte og værd at besøge hvis man sådan skulle komme igennem sydtyskland.
Man kan få Maisel´s Weisse i 6 forskellige varianter, hvor denne altså er originalen :)

Det er en smuk gylden øl på 5,2% alc. Skummet var tæt, flødefarvet og kraftigt, og holdt meget længe. Aromaen var helt fantastisk, med hvede sødme og frugtig aroma som af melon, appelsin eller fersken. Smagen var også fantastisk, med en mellem sødme, lidt bitterhed og lidt krydret frugtig smag. Den har den sødme og kompleksitet som man kender fra hvedeøl, men der er noget ekstra frugtigt og rigt over den. Eftersmagen var god, halvlang, krydret og sød.
Jeg synes at det er en rigtig dejlig øl, som bare har lidt mere af det hele, end en gennemsnitlig tysk hvedeøl. Samlet gav jeg den en karakter på 8 ud af 10.

Da vi var i Bamberg fik vi Maisel´s Weisse fra fad, og sådan helt frisk var den endnu bedre end fra flaske. Men det var nu også sent på aftenen, hvor vi havde fået et par stykker... ;)

26 oktober 2011

bitch please - punk Barley Wine fra Brewdog og Three Floyds

Efter en lang dag på arbejdet, kan man godt trænge til en god øl til at styrke sig på, eller måske er det bare mig... :) Sådan en dag havde jeg i går, og hos Fish & Beer havde jeg heldigvis lige fundet 'bitch please' - en skotsk Barley Wine brygget i samarbejde mellem Brewdog og Three Floyds. Den var vild...

Three Floyds er en amerikansk bryggeri, som er kendt for at lave nogle helt vilde øl, som på Ratebeer bliver bedømt som værende nogle af de bedste i verden. De er glade for at lave samarbejdsøl, og har bla. lavet flere sammen med Mikkeller. 'bitch please' er lavet sammen med skotske Brewdog, som jo også er glade for at eksperimentere, fx med deres øl med høj alcohol procent. Den sidste i rækken af disse, Ghost Deer, severes kun fra et enkelt udstoppet hjortehoved, som så turnerer rundt, og fx var med på Stockholms Beer Festival. De er skøre de skotter...

bitch please
Brewdog / Three Floyds
bitch please er en klar mørkerød Barley Wine på 11,5% alc. Brygget er tilsat både karamel, småkager, samt malt røget med tørv, og så er den lagret på whiskey fade. Det er altså en ret whiskey agtig øl.
Skummet var flødefarvet og luftigt, og forsvandt hurtigt. Jeg synes at aromaen var rigtig god, med masser af forskellige dufte. Der var en meget sødligt vinøs øl, med duft af karamel, lidt alcohol, lidt sødlig tyggegummi lugt og så noget syrlig humle.
Jeg syntes at smagen var rigtig god, men der var en masse forskellige ting som ligesom sloges om opmærksomheden, og gjorde at det tog lidt tid før jeg vænnede mig til den. Jeg syntes først, at der var en stor humle tørhed, så rigtig meget alcohol sødme,  med ligesom banan sødme over det, og tilsidst fik smagen lige et ordentligt spark røg og smag af egetræ fra fadlagringen. Hold da op. Jeg er ikke vandt til at drikke whiskey, så det tog lidt tid før det gik op for mig, at det må være noget af de samme smagsindtryk som i en røget whiskey, bare uden at alcoholen overdøver det hele.
Eftersmagen var utrolig lang, med både noget sødme, bitterhed, lidt humle syrlighed, og så til sidst, og i lang tid.. røgen... Jeg elsker røgøl, så det var lige min kop te...
Jeg gav samlet bitch please en karakter på 8.

Da Three Floyds øl er temmeligt dyre, og svære at få fat i, har jeg kun smagt en enkelt nemlig Gumball Head, som Mikkeller havde med på årets Ølfestival i København. Jeg håber at finde dem engang sådan i smagsprøve størrelse... fx til Copenhagen Beer Celebration næste år :)

24 oktober 2011

Vesterbro Toilet Bajer - Gourmet øl fra Mikkeller

Mikkeller har gang i en masse projekter med kokke, og gør et stort arbejde for at lave øl som passer til god mad, og finder indpas på de gode restauranter. Vesterbro Toilet Bajer er en del af dette arbejde, og er skabt sammen med kokkene Kirk og Maarbjerg, som nærmest er et helt gourmet koncept. De laver en mængde ting med fokus på god mad, bl.a. har de haft en hånd med i Nak & Æd programmerne på DR2.

Vesterbro Toilet Bajer
Mikkeller
Kunst etikette
Vesterbro Toilet Bajer
Toilet Bajer er en hvedeøl krydret med appelsinskal, korianderfrø, grøn kardemomme og szechuanpeber, hvilket jo må siges at være en kende mere avanceret end de sædvanlige curacao skaller man bruger i belgiske hvedeøl. Jeg var meget spændt på om de eksotiske krydderier virkeligt betød noget for smagen.
Det var en flot ravgylden øl på 6 % alc., med et tæt flødefarvet skum, som holdt længe. Aromaen var rigtig god og frisk, naturligvis med duft af hvede og gær, og så af krydderier som chili/peber og ingefær.
Jeg syntes at smagen var overraskende god. Der var en grundliggende god hvedeøls smag, og så var der en utroligt god smag fra krydderierne. Der var en rigtig god frisk krydderismag, som i asiatisk mad, men ikke sådan stærk og chili agtig, slet ikke. Jeg syntes at krydderierne gav en rigtig god krydret bitterhed, som nærmest fik øllen til at virke helt tør, som en tør hvidvin. Eftersmagen var fin, og både bitter, sød og krydret.
Vesterbro Toilet Bajer var en rigtig god øl, og var meget bedre end jeg havde regnet med. Jeg gav den samlet en karakter på 9.

Normalt køber jeg ikke denne slags fancy-smancy øl, da jeg principelt er imod at nogle øl, ligesom det er med vin, skal være dyre bare fordi de er 'smarte'. Det er ikke lige mig. Her gjorde jeg en undtagelse, men jeg kunne ikke drømme om at købe den igen, da jeg synes at 100 kr for en øl er vanvittigt. Men da den jo var rigtig god, er jeg glad for at jeg smagte den.

Til maj afholder Mikkeller en ølfestival i København, Copenhagen Beer Celebration. Det bliver sådan en slags gourmet ølfestival, kan man vel sige, hvor der vil komme nogle af de bedste bryggerier i verden. Indgangen er lidt dyr, 300 kr, men inkluderer så en øl middag, lavet af stjernekokken Jakob Mielcke. Billetter kommer, lidt poppet, til salg d. 11/11/11 kl 11.
Ses vi ? Det tror jeg nok vi gør...

20 oktober 2011

Black October - kulsort schwarzbier fra Sigtuna

Svenske Sigtuna laver nogle gode kraftige øl. Jeg har smagt på Black October, som ifølge dem selv er en Schwarzbier, og den er som skabt til kolde mørke efterårsaftener.

Black October
Sigtuna Brygghus
Black October er en rigtig flot kaffesort øl på kun 5% alc. Den var klar, og havde, så vidt jeg kunne høre, fint med karbo. Skummet var luftigt og lysebrunt, og forsvandt hurtigt.Jeg kunne godt lide armaen, som var god mørk, med duft af mørk malt, en antydning af kaffe, mørk sirup, humle, og noget krydret a la kardemomme.
Jeg syntes også at øllen smagte godt. Der var masser af humle og lidt soya, men ikke for meget, hvilket gav lidt sødme men masser af bitterhed. Eftersmagen var ok, og var bitter og lidt krydret.
Jeg forstår ikke helt at Sigtuna kalder Black October for en Schwarzbier istedet for en Porter, for en Schwarzbier troede jeg skulle være mere frisk i det. Men jeg tænker, at I Sverige er de jo meget inspireret af engelsk øl, mere end bryggerier normalt er i Danmark. Og i England bruger man jo havre i Stout, for at gøre den tykkere, blødere og sødere... og i Black October er der ikke brugt havre...
Det kan da også være at der er en bryggeteknisk grund til at Black October er en Schwarzbier, det skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror jeg holder mig til min historie med havre... det er en god historie...
Jeg syntes at Black October var en ganske glimrende øl, og gav den samlet en karakter på 7.

Når Black October er en Schwarzbier, så gad jeg nok at vide hvor kraftige Sigtunas rigtige portere er... det må jeg finde ud af :)

17 oktober 2011

The Fundamental Blackhorn - monster stout fra Hornbeer

Da jeg for nyligt var til ølsmagning med Hornbeer, var en af de helt store overraskelser deres ekstremstout Blackhorn.  Jeg havde ærligt talt ikke regnet med at kunne lide den, da den er proppet med humle, men som vi sad der og hyggede os, syntes jeg faktisk at den var rigtig god.

The Fundamental Blackhorn
Hornbeer
The Fundamental Blackhorn er en stout tilsat, som Jørgen Fogh Rasmussen udtrykte det, sækkevis af humle. Den har en IBU på 120, hvilket er sådan lige omkring grænsen for hvor meget bitterhed man overhovedet kan smage. Den er også tilsat honning, hvilket giver den lige lidt ekstra sødme, og er grunden til at den ikke helt kammer over fra at være en stout, til at være en sort IPA (synes jeg).
Blackhorn er en flot kulsort øl på 11% alc. Det nøddebrune skum var tykt og cremet, og holdt forholdsvis længe. Aromaen var rigtig god, med dufte af mørk chokolade malt, lidt kaffe, antydningen af røg, lidt eg, og så en masse humle.
Jeg syntes også at Blackhorn smagte rigtigt godt. Der var en meget stor mundfylde og utroligt meget smag i den. Det er humlen og den brændte malt som dominerer, med sådan antydningen af honning sødme som opvejer lidt af den meget store bitterhed. Eftersmagen var lang, bitter og krydret.
Samlet gav jeg The Fundamental Blackhorn en karakter på 8.

Så meget for ølsmagningen... men forleden drak jeg så en Blackhorn alene, en ganske almindelig aften, og der var den altså lige i overkantet. Den så er mørk og bitter at den virkeligt skal sippes lidt ad gangen, og så syntes jeg endda stadigt at det blev for meget. Den kan, efter min mening, nærmest ikke stå alene, men skal drikkes enten sammen med noget som opvejer den store bitterhed, eller sammen med nogle andre bitre øl.
Jeg syntes simpelthen at det blev for meget af det gode...

14 oktober 2011

Kals Stout fra Dugges

Hos Systembolaget i Stockholm fandt jeg denne Kals Stout fra det svenske bryggeri Dugges. Det er en mørk og cremet stout, som efter engelsk forbillede er tilsat havre. Jeg syntes at den smagte rigtigt godt.

Dugges er et mikrobryggeri som ligger ved Göteborg. De har eksisteret siden 2005, og det går åbenbart godt for dem, for de er ved at lave en kæmpe udvidelse af bryggeriet, hvilket man kan følge med i på deres Facebook side. De er bla. ved at installere en masse tanke som de har købt i Kina, ligesom HornBeer. Dugges laver en masse forskellige special øl, som de opdeler i forskellige, meget svenske, kategorier. Kals Stout hører under gruppen Göteborgssviten, som er svenske øl, inspireret af engelske traditioner og amerikansk humle... ja så... Den skulle være lavet med Chinook humle.

Kals Stout
Dugges
Kals Stout er en kaffesort Porter på 5% alc. På trods af den lidt syrede etikkete, er det en rigtig flot øl, som er uklar og vist er helt uden kulsyre. Skummet var lysebrunt og tæt, og holdt forholdsvis længe, så jeg tænker at der er brugt godt med humle.
Jeg syntes at aromaen var utroligt god, rigtigt dejlig mørk og sød, uden at det var for meget. Øllen duftede af mørk malt, en lidt grapeagtig humle, en lille smule kaffe, og af karamel og chokolade, sådan lidt som dumle uden at blive vammel.
Smagen var også god, men ikke så god som aromaen. Den meget humle gør det til en lidt frisk stout, men med en udemærket mundfornemmelse. Jeg syntes at der var en smule kaffesmag, lidt soya, og en del bitterhed, med lidt grapesmag men ikke for meget. Eftersmagen var halvlang, og både bitter, sød og krydret.
Normalt bryder jeg mig ikke om Stouts med alt for meget humle, men i denne Kals Stout synes jeg at der er en udemærket balance. Jeg gav den en samlet karakter på 7,5 ud af 10.

Dugges har vundet masser af priser for deres øl, bla. på den nyligt afholdte Stockholm Beer and Whiskey Festival. De var også med på Københavns Ølfestival i år, hvor man fx kunne være heldig at smage deres vilde øl Idjit... det var jeg bare ikke :(

12 oktober 2011

Braunbier på Klosterbräu i Bamberg

Bamberg har mange gamle hyggelige bryggerier, og det ældste af dem alle er Klosterbräu. Det ligger i en flot gammel bygning, lige ned til floden Regnitz. Her sad jeg på en varm dag i september, og smagte nogle gode øl.

Klosterbräu
Bamberg
Bryggeriet Klosterbräu stammer helt tilbage fra 1533.  Indtil 1790 blev bryggeriet ejet af Bambergs fyrstebiskop, men blev så solgt til brygmesteren Andreas Behr. Siden 1851 har bryggeriet været ejet af den samme familie, familien Braun. Det ligge i nogle utroligt flotte gamle bygninger, med gamle ølstuer som har stået uberørt i flere hundrede år.

Braunbier er en gammel øltype, som stammer fra 1500 tallet. Under det tyske Reinheitsgebot blev øltypen næsten helt udkonkureret af Weissbier, og er kun langsomt på vej tilbage. Jeg tror faktisk at Klosterbräu primært laver en Braunbier fordi familien hedder Braun :)

Klosterbräus Braunbier er en pæn ravgylden øl, med et tæt flødefarvet skum, som holdt længe. Den havde en udemærket aroma, med duft af karamelagtig sød malt, og blomster humle. De undergærede sydtyske øl er forholdsvis humlede, dog ikke så meget som de tjekkiske, og denne Braunbier har en udemærket humlearoma.
Braunbier
Klosterbräu

Braunbier havde også en ok mundfornemmelse, måske lidt tynd i det. Jeg kunne godt lide smagen, som havde en mellem sødme, ok bitterhed, og lidt syrlighed. Der var en god maltsødme i smagen, meget som i en Dunkelbier, og jeg er faktisk ikke sikker på hvad forskellen på de 2 øltyper er. Braunbier burde vel være mere brun, øh.... men da Dunkelbier kan være alskens farver, holder dette vist ikke helt...
Eftersmagen var halvlang, med en fin balance mellem sødme, bitterhed, og lidt krydret malt smag.
I alt syntes jeg at det var en ok øl, men jeg havde forventet mere dybde og smag i den, så den landede på en karakter på 6 ud af 10.

Klosterbräu laver flere andre øl, bla. en Brauns Weisse, som er en flot klassisk hvedeøl. Den syntes jeg var rigtig god, og gav den en karakter på 8.

Jeg tror at jeg må prøve at finde nogle flere tyske Braunbier, og se om der findes nogen med lidt mere kød på.

10 oktober 2011

Øltur til Bamberg- Ølbarer !

Den skønne ølby Bamberg er fyldt med barer og restauranter. Da jeg i september var på øltur til Bamberg med 3 gode venner, besøgte vi mange dejlige barer, og drak masser af friske øl.

Barer i Bamberg.
Der er efter sigende flere hundrede barer og restauranter i Bamberg, så hvis man ikke skal føle sig helt fortabt, må man have noget inspiration med hjemmefra. Vi havde sikret os 2 gode bøger nemlig Berthelsens fabelagtige Ølrejsen, og en bog om Bamberg vi fandt på årets Ølfestival: "Bamberg & Franconia" skrevet af John Conen.
"Bamberg" bogen viste sig, på linie med "Ølrejsen" at være en guldgrube. Conen fortæller grundigt om øllets historie i Bamberg, om tysk mad og drikke, og om Bambergs barer og bryggerier. Ikke bare skrive han flere sider om hvert bryggeris historie, han skriver også om flere bryggerier som ikke eksisterer mere. Det er en bog efter mit hjerte. Jeg kan varmt anbefale "Bamberg & Franconia" til andre Bamberg farere. På vores 3-4 dage i Bamberg, vidste vi derfor hvad vi ville gå efter, og fik besøgt en del barer, af meget forskellig slags. Fælles for dem alle var dog, at de havde flere af de lokale øl, frisk fra fad.

Vi besøgte et par klassiske barer, med mange øl på fad og klassisk café mad, nogle mere moderne barer, samt både caféer og værtshuse. De mest friske ølrejsende fik endda besøgt et enkelt diskotek, og selv her var der friske fadøl. Jeg vil i et andet indlæg skrive om byens bryggeriværtshuse, men her får I lidt indtryk fra de 3 gode barer Pizzini, Hofbräu og Weissbierhaus

Weissbierhaus, Bamberg.
Alle tyske bryggerier laver en weissbier, nogle gode og nogle ret kedelige. På baren Weissbierhaus, som var bar for Bambergs eget Maisel bryggeri før dette gik konkurs,  fik vi et par af de lokale weissbier. De kom dog ikke i nærheden af klassikeren Maisels Weisse fra bryggeriet i Bayreuth, som Weissbierhaus også havde på fad. Uha, det er godt. Det var en dejlig gammel bar, og nogle gode hvedeøl.

Pizzini er et hyggeligt lille sted, på den travle bargade Obere Sandstrasse. Her er spækket med barer, og folk stod uden for på gaden og nød deres øl. Pizzini er lidt som Kulminator i Antwerpen, og er rigtig hyggeligt og uformel. Det er som at sidder hjemme hos nogle venner og drikke gode øl... altså nogle venner som tager sig god tid, roder lidt og ryger pænt meget hash... Men hyggeligt, det var det sgu...

Schweinehaxel, røgøl, og gode venners lag,
 på Hofbräu i Bamberg.

Der er masser af steder i Bamberg som serverer god solid tysk mad, men vi havde vores bedste oplevelse på Hofbräu midt i Altstadt. Det er en flot bar, men af den mere moderne slags med udendørs servering mm. Her fik vi den tyske specialitet Sweinehaxel. Det er et griseknæ, langtidsstegt som en art super mør flæskesteg. Det lyder måske lidt ulækkert, men det smager altså virkeligt godt. Vi drak os en Schlenkerla røgøl fra fad til, og til det møre fede kød gled den lige ned. Fantastisk!

I Tyskland skal alting ikke partout være så smart og café agtigt. Man er ikke bange for at være folkelige, med god solid husmandskost, hyggelig hornmusik, og så store krus af de lokale øl. Der er ikke noget galt med moderne barer med høj musik, bevares, men der er nu altså noget særligt ved at sidde blandt hyggelige mennesker, og stille og roligt nyde livet... og sin øl. Skål !

05 oktober 2011

En mørk fætter - Dunkel Lager fra Sigtuna

Fra broderlandet Sverige har jeg smagt på en Dunkel Lager fra Sigtuna Brygghus. Den kom til Systembolaget i september, og skal forestille at være en tysk Dunkel. Det synes jeg slet ikke det er, men det er alligevel en ganske udemærket øl.

Sigtuna Brygghus (de er glade for g'er de svenskere) har brygget øl siden 2005, og ligger i Arlanda nær Stockholm. På denne Dunkel Lager er det et billede som jeg går ud fra er fra Stockholms metro. Bryggeriet er startet af ølentusiaster, og brygger forholdsvis humlede special øl. De har stor succes og har udvidet produktionen flere gange, også i år.

Dunkel Lager er en pæn kaffesort øl på 5,5%. Skummet var lysebrunt og tæt, og holdt længe.
Dunkel Lager
Sigtuna Brygghus
Øllen havde en god aroma, med duft af humle, karamel, og lidt kaffe... Smagen var også god, med en mellemstor bitterhed, og kun lidt sødme. Jeg synes at smagen var domineret af den meget mørke malt, og igen af kaffe.
Jeg syntes faktisk at det var en ganske udmærket øl... problemet er bare kaffen... det skulle forestille at være en Dunkel, og så er kaffesmagen så gennemtrængende at jeg faktisk vil tro at der er tilsat rigtig kaffe. Så synes jeg altså ikke at det er en Dunkel.  En Dunkel skal, i min verden, være en mørk, maltet, undergæret øl. Maltet smag... ikke kaffe smag... Jeg må nu indrømme at jeg ikke er het upartisk i sagen, da jeg i det hele taget ikke kan lide kaffe...
Dunkel Lager er for tynd til at være en Porter, men en Dunkel, det er det altså ikke. Jeg gav den en samlet karakter på 6,5.

Bark fra den svenske ølblog Ufiltreret, har anmeldt Dunkel Lager, og har givet den en karakter på 3,68 (ud af 5) da han rigtigt godt kunne lide den. Han har en rigtig god ølblog, og nogle skarpe smagsløg.