29 oktober 2015

Arrowhead IPA fra Bøgeskov Bryg

Nye danske bryggerier skyder stadigt op overalt, og i en sådan fart, at det er umuligt at nå at smage øl fra dem alle. Når jeg skal smage øl fra et nyt bryggeri, går jeg derfor efter at smage noget simpelt, helst en Pale Ale eller en IPA, som er let at brygge men svært at mestre. På den måde får jeg et første indtryk af hvad bryggeriet kan.
Hos Toft Øl fandt jeg for nyligt nogle øl fra det forholdsvis nye danske bryggeri Bøgeskov Bryg, og købte mig en IPA, for at se dem lidt an.
Den kostede 48,- for 50cl, hvilket jeg synes er en vanvittig pris for en simpel øl, så forventningerne var tårnhøje.
Arrowhead IPA fra Bøgeskov Bryg
Arrowhead IPA
Bøgeskov Bryg

Arrowhead IPA er en kobberrød øl på 5,2% alk, med et flot flødefarvet skum. Bryggeriets logo er et stort træ, som pryder alle deres øl, inklusiv denne IPA. Jeg kunne godt have brugt lidt mere info om øllen, og lidt mindre logo, men det er nok bare mig.
Aromaen er udemærket. Der er lidt humleduft af melon, grape og lidt lys malt. Bitterheden er forholdvis lav i aromaen, men kommer godt efter det i smagen, specielt i eftersmagen. Der er masser af smag af humle, men ikke så meget andet. Humle-elskere vil sikkert synes at det er helt glimrende, men jeg synes altså at øllen blive meget endimensionel. En IPA er simpelthen noget af det letteste at brygge, det er ikke så svært at hælde lidt lys malt og en masse humle i en gryde, så før jeg gider at give en masse penge for en IPA skal der altså et eller andet særligt til. En rigtig lækker humlesmag eller en god balance med malt-smagen. Det savner jeg helt her.
Jeg synes at Arrowhead IPA er en udemærket øl, den er bare temmeligt kedelig, så jeg giver den en karakter på 7 ud af 10.

Jeg synes stort set, at Arrowhead IPA smager som en helt almindelig hjemmebrygget øl, som man selv kunne lave til 10,- literen (alt efter hvilke humler man bruger). Så til 48,- synes jeg at den er en slem skuffelse.

25 oktober 2015

Vind øl fra Frejdahl

For at fejre Højt Skummendes kommende 5 års jubilæum, til december, har jeg tænkt mig at lave et par konkurrencer. Den første konkurrence, hvor man kunne vinde en ølsmagning med Munkebo Mikrobryg, fandt sted på Højt Skummendes Facebook side, men denne gang kører konkurrencen her på bloggen.

Du kan vinde denne flotte kasse med 8 øl fra Frejdahl, blot ved at svare på dette enkle spørsmål:

Hvilket ord danner de 3 stavelser, som er spredt ud over billedet?

Skriv svaret som en kommentar til denne artikel.
Husk at skrive dit navn ved kommentaren.

Lørdag d. 31/10 trækker jeg lod blandt svarene, og den heldige vinder får kassen med Frejdahl øl.
Øllene er venligt sponsoreret af Bryggeriet VestFyen. Tak for det :)
Jeg er faktisk ret misundelig på vinderen, for selv har jeg kun smagt 2 af øllene i kassen. Det skrev jeg om i dette indlæg om Frejdahl øllene.

Held og Lykke :)

22 oktober 2015

Pale Hops fra Beer Here

Det er ikke så tit at der kommer nye øl fra Beer Here, men det er selvfølgeligt heller ikke nødvendigt, når nu de 'gamle' er så fine. I Toft Vin & Øl på Islands brygge faldt jeg forleden over øllen Pale Hops, så den får I her en anmeldelse af.

Pale Hope fra Beer Here
Pale Hops
Beer Here
Pale Hops er en flot ravgylden øl på 5,5% alk, med et tæt flødefarvet skum som holder længe. Etiketten forestiller vist en slags gunslinger-humle, og er selvfølgeligt tegnet af bryggeren selv.
Øllen er brygget som en blanding af en engelsk og en amerikansk Pale Ale, da der er brugt engelsk Maris Otter malt, men amerikansk humle. I en frisk flaske er der formentligt rigtigt meget humleduft af grapefrugt og citrus, den er brygget med Amarillo, Centennial, Simcoe og Chinook humle, men da denne flaske er et par år gammel, sidste holdbarheds-datoen er overskredet med 11 dage, er humlearomaen nu mere begrænset. Der er en rigtigt god brød duft fra af malten og en god bitterhed, med humlearoma af ananas, melon og lidt grape.
I smagen er der en rigtigt god bitterhed, den har en IBU på 40, med humlesmag af grape og lidt melon. I baggrunden ligger en rigtig god maltsmag, som binder øllen sammen, og giver en god mundfornemmelse. Der er en fin frugt smag fra humlen, men i denne ældre flaske altså ikke så meget at det bliver overvældende.
Jeg synes at Pale Hops er en rigtigt god øl, som nok er rigtigt godt humlebitter når den er helt frisk, så jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.

Christian Skovdal Andersen har jo travlt med at starte det nye bryggeri på Bornholm, hvor han allerede har lavet de første bryg. Jeg glæder mig til at smage på sagerne, og se hvilke nye øl han finder på :)

14 oktober 2015

Nanny State fra Brewdog

Sidste år blev grænsen for alkohol i en alkoholfri øl jo hævet til 0,5%, hvilket betyder at Nanny State fra Brewdog kan betegnes som alkoholfri. Ikke at det vil få mig til at købe flere af dem, men altså, så ved vi det. Som Brewdog selv skriver så er det meget svært at brygge en ordentlig øl med så lav alkohol, men jeg synes at de er sluppet ganske udemærket fra det.

Nanny State
Brewdog
Nanny State er brygget med 8 slags malt, og med Centennial, Amarillo, Columbus, Cascade og Simcoe humle. Brewdog har altså virkeligt kæmpet for at sparke noget smag i den.
Det er en fin nøddebrun øl med et tæt flødefarvet skum, som holder længe. Aromaen er ganske fin, med lidt duft af malt og en god bitterhed, som har masser af humle aroma af citrus og grape. Smagen er godt bitter, den har en hæderlig IBU på 45, og der må være brugt masser af aromahumle for der er en god smag af citrus og grape. Der er lidt lys maltsmag i baggrunden, men det er bitterheden som dominerer, også i den lange eftersmag.
Jeg synes at Nanny State er en rigtigt fin øl, i betragtning af de kun 0,5% alk. Selvom der er masser af bitterhed og smag er det dog en meget tynd øl, uden nogen særlig mundfylde (eller krop), og den er derfor ret meget som saftevand. Jeg giver den derfor en samlet karakter på 7 ud af 10.  

I Nanny State er der altså lige skruet end tand for meget ned for alkohollen, 0,5% er simpelthen for lavt. Ok, det er jo trods alt ikke lige så slemt som de danske Teedawn øl, for de smager da virkeligt ækelt. Så er Dead Pony fra Brewdog og American Beauty fra Det Lille Bryggeri nogle helt anderledes virkeligt lækre øl, trods de kun 3,4% og 3,8% alk. Men så er de selvfølgeligt ikke det magiske 'alkoholfri'.

09 oktober 2015

Mohawk Blizzard Double Barrel Aged Imperial Porter 2012

På årets Stockholm Beer Festival smagte jeg en masse gode øl, og fik hilst på en masse bryggere. Jeg hilste fx på Stefan Gustavsson fra fantombryggeriet Mohawk Brewing.
Stefan Gustavsson
Mr. Mohawk
Mohawk har eksisteret siden 2010 og er et samarbejde mellem Stefan og den svenske distributør Wicked Wine. Stefan laver opskrifterne og Wicked Wine står for salg mv, og har dermed sikkert også en ret stor indflydelse på hvilke øl som brygges. Planen er at lave øl som udfordrer de svenske øldrikkere, med stor bitterhed og eksperimenterende smag, men øllene har dog ikke mere kant end at de kan sælges på Systembolaget. På ølfestivallen fik jeg lejlighed til at smage en special-udgave, nemlig en fadlagret stout fra 2012, og den var faktisk rigtigt god.

Den 'almindelige' Blizzard øl er en amerikansk Stout, selvom de kalder den en Imperial Porter, med mere humlesmag end jeg egentligt synes hører til i en Stout. Men i denne udgave har den ligget på både whiskey og bourbon fade, og har så stået på lager siden 2012. Øl som er brygget med masser af humle med højt indhold af alphasyre, som amerikanske Stouts,  får normalt en kedelig smag af vådt pap når de lagres, men denne kombination med whiskey- og træsmag, får det hele til at mødes i en god smagfuld balance.
Blizzard Doubel Barreled Imperial Porter 2012
Mohawk Brewing

Blizzard Double Barreled 2012 er en kulsort øl med lysebrunt skum som hurtigt forsvandt. Aromaen var rigtigt lækker, med duft af træ, whiskey, malt, lidt oxidering og en fin bitterhed. Smagen er også godt bitter, men det balanceres med en dyb smage af mørk malt, træ og whiskey. Dette giver en virkeligt lækker mundfornemmelse og en meget lang eftersmag, hvor man tydeligt kan smage den oxidering der med tiden er sket af humlen. Oxideringen balanceres dog af den kraftige smag, så den ikke bliver ubehagelig.
Jeg synes at denne fadlagrede Blizzard er en rigtigt lækker øl, og gav den en samlet karakter på 9 ud af 10.

Jeg er ret vild med Stockholm Beer & Whiskey Festival, hvor man både kan smage øl, spiritus, ost, pølser, chokolade mv. Det synes jeg passer rigtigt godt sammen.
I løbet af næste uge er planen at jeg vil skrive lidt mere om festivallen, bla. om det foredrag om gær som Claus Christensen holdt. Det var spændende :)

05 oktober 2015

Dansk Dortmunder

For et par uger siden var jeg til blindsmagning af øl. Det foregik hos Ølentusiasterne i Roskilde, hvor Ole Madsen havde lavet en tipskupon quiz med spørgsmål til 13 øl som vi smagte blindt. Alle øl var almindelige supermarkedsøl købt i Roskilde
Jeg klarede mig forholdsvis dårligt i quiz'en, hvilket fik mig til at indse, at jeg har ret dårligt styr på de helt almindelige danske industriudgaver af specialøl. Derfor har jeg tænkt mig at lave en række almeldelser af nogle af disse øl. Så slipper du, ja dig, jo også for selv at skulle smage på disse øl. Det er da service...
Vi ligger ud med den danske Dortmunder fra Ceres bryggeriet, altså Royal Unibrew. Da der i blindsmagningen blev henvist til Dortmunder, viste jeg faktisk ikke engang at det var denne øl man mente. Det ved jeg så nu. Det ville jeg ønske at jeg ikke gjorde.

Dansk Dortmunder fra Royal Unibrew Ceres
Dansk Dortmunder
Royal Unibrew
Dortmunder er en stærk gylden undergæret øl på 7,7% alk, med et luftigt hvidt skum som holdt længe. Aromaen er ganske ok, med duft af korn, lidt citrus, lidt alkohol sødme og en lav bitterhed.
GlocalBeer findes en rigtig god definition af hvad en Dortmunder øl er, samt masser af historie om typen. Her står bla.:
  • Dortmunder er en alkohol stærk lys undergæret lagerøl fra Dortmund. Dortmunderen har et slægtskab med andre lyse lagerøl såsom pilsner, pils og helles, men adskiller sig ved en højere alkoholstyrke og en klar balance imellem den bitre og maltede smag. Vandet fra undergrunden omkring Dortmund er kendt for have et relativt højt indhold af sulfat og kulstof, hvilket er en af de væsentlige årsager til efterbitterheden i øllet. 

Smagen i den danske Dortmunder er ret sød, med en forholdsvis tydelig smag af alkohol.  Der er smag af brød eller korn fra malten, samt lidt kunstig humlesmag. Hvis øllen er brygget som en traditionel Dortmunder skulle der være et højt sulfat indhold i brygvandet, hvilket giver en mere tydelig og afrundet malt smag. Det synes jeg ikke ligefrem at jeg kan smage. Selvom dens IBU sikkert er ret lav, gør den manglende smag, at der er en ret tydelig bitterhed, som virkeligt træder frem i eftersmagen. Sammen men en tynd vandet mundfornemelse og en tydelig smag af alkohol, giver det en helt igennem forfærdelig smag. Hvis den serveres iskold er den da drikkelig, for så balanceres bitterheden og maltsmagen lidt bedre, men den er stadigt langt fra ok.
Dette er en af de værste danske øl jeg har smagt overhovedet, og jeg giver den derfor en karakter på 2 ud af 10.

Uha, hvad man dog ikke må stå igennem som ølblogger... det er et hårdt liv...  ;) Hvis der skulle sidde nogle læsere derude som er helt vilde med Dortmunderen, og derfor nu tænker ilde om mig, så lad mig endeligt høre fra jer. Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad der får folk til at købe en øl som denne..