27 juni 2014

Liefman's Goudenband

Liefman´s Goudenband er en belgisk Oud Bruin, altså en syrlig belgisk øl, hvor en øl som har lagret på træfade 2-3 år blandes med en ny øl, for at opnå en smagfuld Ale med en frisk syrlighed. Liefman er et af de klassiske belgiske byggerier, hvor man brygger en lang række syrlige øl, efter forskellige metoder og med forskellig tilsætning af frugt. Denne Goudenband er ikke tilsat frugt, selvom man let kan ledes til at tro det, da smagen er utroligt frisk og frugtig.

Goudenband
Liefmans
Goudenband er en smuk nøddebrun øl på 8% alc, med et tæt lysebrunt skum som holdt længe. Jeg er helt vild med  papir-indpakningen, hvorpå 'etiketten' samt al infomationen om øllen er trykt. Jeg synes at det giver øllen en særlig sjæl.
Aromaen er helt vidunderlig. Der er duft af malt, nødder (eller måske kastanie) og citrus, og bag det hele ligger en fin syrlighed, som giver en aromatisk duft af... tjaa, noget der får mig til at tænke på læder. Det giver en dejlig frisk, men samtidigt vindunderligt dyb aroma. I selve smagen er syrligheden meget mere dominerende, men efter at have taget 2-3 tåre bliver man mere vandt til den, så man begynder at lægge mærke til øllens mange smags nuancer. Der er smag af malt, nødder og mørke krydderier, men det er gemt bag en kompleks syrlighed, som leder tankerne hen på citrus og læder. Jeg ved godt at det lyder ret syret, :), men jeg kan altså utroligt godt lide kompleksiteten, og de mange smags nuancer som fylder svælget. Wow, tænk at øl kan være så smagfuldt. Eftersmagen er dejligt lang og er fyldt med en citrus agtig syrlighed, og afrunder dermed en helt fantastisk øl.
Jeg synes at Goundenband er en vinunderlig øl, og giver den en karakter på 9 ud af 10.

22 juni 2014

Mik Schack Gran Øl

Nørrebro Bryghus har i samarbejde med Mik Schack lavet en lagerøl brygget med granskud. Det lyder jo lidt mystisk og harpiks agtigt, men det synes jeg slet ikke at den er, det er derimod en rigtigt frisk og smagfuld øl.

Mik Schack Gran Øl
Nørrebro Bryghus
Mik Schack Økologisk Gran Øl er en klar ravgylden lagerøl på 5,2% alk., med et tæt flødefarvet skum som holdt længe. Jeg synes at det er en fin lille flaske (40 cl), og kan rigtigt godt lide etiketten, som har et indlejret billede af Mik Schack, som jeg tror at han selv her tegnet. Det ligner hans streg.

Aromaen er dejligt frisk med en lidt bitter kant hvor man kan dufte gran. Der er også duft af nødder, karamel og en blomstret humleduft, og det hele spiller sammen til en ganske fin aroma.
Smagen er af mørk malt, lidt nødder og i baggrunden en svag smag af granskud, som biddrager til øllens ganske fine bitterhed. Nørrebro Bryghus skriver selv at øllen smager svagt af harpiks, men det synes jeg nu ikke, men ok, jeg tror nu heller aldrig at jeg rent faktisk har smagt på harpiks... Lidt gran-smag er der dog, men jeg synes at det spille rigtigt fint sammen med den øvrige smag, så det samlet smager som en fin tysk Bock-øl, bare med lidt gran-bitterhed. Jeg synes faktisk at det fungerer rigtigt godt, og jeg tror at den ville passe utroligt godt til mad, fx noget solidt svinekød.
Jeg synes at Nørrebros Gran Øl er rigtigt god, og giver den en karakter på 8 ud af 10.

Nørrebro Bryghus har tidligere eksperimenteret med gran i øl, fx med deres Pale Granny som var brygget med 4 forskellige slags gran-skud. Måske var Pale Granny ikke den store succes, siden de denne gang har valgt at få hjælp af kokken/musikeren/tegneren Mik Schack.
Det er der blevet en rigtigt fin Gran Øl ud af :)

18 juni 2014

Everards Regimental IPA

Hos COOP kan man købe dåseøl fra det engelske bryggeri Everards til en billig penge. Bryggeriet, som ligger ved Leicester og har tilhørt Everards familien siden 1849, brygger en række klassiske engelske øl samt et par mere specielle, som fx deres Artigianale som er brygget med limeblade. Deres Regimental IPA er en klassisk engelsk IPA, med en fin malt smag og en ret lav bitterhed.

Regimental IPA
Everards Brewery
Det er en koberrød Ale på 5% alk, med et tæt hvidt skum som hurtigt forsvandt. Jeg er ikke den store fan af dåseøl, heller ikke rent æstetisk, og denne kitchede flag-fætter er ingen undtagelse.
Aromaen er ikke noget at råbe hurra for, ja jeg synes faktisk at den er pænt kedelig. Der er duft af malt, kiks, lidt citrus og græs, og en kun meget lidt bitterhed.
I smagen er der en ganske ok bitterhed, men den er langt mindre end jeg forventer i en IPA. Der er smag af malt, en god sødme og så den smag af kiks, som jeg synes at engelske pale ale ofte har. I det hele taget synes jeg at dette mere smager som en normal engelsk Pale Ale end som en IPA. Pga sødmen og malt smagen har den faktisk en udemærket mundfylde, og den har en ganske udemærket halvlang eftersmag, for en Pale Ale.
Hvis man er ude efter en halvsød og ikke for bitter Pale Ale, så synes jeg at Regimental IPA er en ganske udemærket øl, men det er ikke det jeg forstår ved en IPA. Jeg giver den en karakter på 6,5 ud af 10.

Everards laver en utrolig masse forskellige øl, Ratebeer siger hele 71, men der er vist ikke nogen af dem som er noget særligt. Nå skidt, til 10,- for en øl kan man jo ikke forvente det helt vilde.

15 juni 2014

Willemoes Jubilæums Bryg - Imperial Brown Ale med rom

Da Willemoes øllene i år har 10 års jubilæum, har Bryggeriet Vestfyen brygget en særligt jubilæums øl. Den er skabt i samarbejde mellem af Henrik Sørensen og Christoph Behnke, som på skift har været brygmestre på Willemoes serien. De har valgt at brygge en stærk Brown Ale, de kalder det en Imperial Brown Ale, der som et ekstra pift har fået tilsat lidt dansk rom fra A. H. Riise.

Willemoes Jubilæums Bryg
Bryggeriet Vestfyen
Det er en flot kastaniebrun Brown Ale på 7% alc, med et tæt lysebrunt skum som holdt længe og efterlod lidt blonder på glasset. I anledning af jubilæet er øllen pakket i en fin papæske, hvorpå øllen, samt Willemoes seriens historie, er beskrevet.
Aromaen er ganske fin, med en let sødlig duft af nødder, mørk malt og en ganske svag bitterhed med humleduft af en anelse citrus og græs. Jeg aner kun en lille smule rom i aromaen, men det synes jeg kun er fint, for spiritus lugt kan meget let komme til at dominere i en øls aroma. I smagen er der derimod en ganske fin mængde rom, det er specielt tydeligt i eftersmagen, men det er fint i balance med resten af smagen, som er af nødder, mørk malt og har en god bitterhed. Det er ikke en specielt tyktflydende øl, men der er masser af smag og jeg synes at eftersmagen, som har smag af nødder og rom, er rigtigt lækker.
Jeg synes faktisk at rom passer bedre til øl end whiskey gør, men da man jo aldrig helt kan vide hvad man kan forvente af en Brown Ale, blev jeg ret positivt overrasket over denne fin øl, til den rørende billige pris af 40,-
Jeg gav Willemoes Jubilæums Bryg en karakter på 8,5 ud af 10.

Den danske ølrevolution er ved at blive teenager, så indtil flere mikrobryggerier har i år 10 års jubilæum. Ud over Willemoes (som jo egentligt ikke er et mikrobryggeri) er det bla. Herslev og Skands bryghuse. En del bryggerier er lukket i løbet af de 10 sidste år, både gode og dårlige, men stadigt flere kommer til, så vi i Danmark nu kan mønstre over 140 bryggerier (hvis man tæller kontraktbryggerier med). Det er da helt fantastisk. Lad os håbe at vi kan fortsætte den positive udvikling, og få det gode øl endnu højere på menu-kortet.
Højt Skum!

11 juni 2014

Ærø Kong Arthur Stout

Hos COOP kan man købe en række øl fra Rise Bryggeri på Ærø. Nogle af øllene er temmeligt kedelige, men enkelte synes jeg er ganske gode. Deres Kong Arthur Stout synes jeg er en rigtigt fin porter, med masser af smag.

Stout Kong Arthur
Rise Bryggeri
Kong Arthur Stout er en flot kaffesort øl på 6% alc, med et tæt lysebrunt skum som hurtigt forsvandt. Etiketten synes jeg er sådan lidt spøjs, men den stilliserede humlekogle er jo egentligt ret sjov :)
Aromaen er ganske god, med duft af ristet malt, lidt kaffe, lidt lakrids og en anelse chokolade. Den er tilsat ascorbinsyre, men den øvrige aroma overdøver heldigvis den let syrlige 'lugt' som dette ofte giver. Smagen er, i modsætning til aromaen, fint bitter, dog mest i eftersmagen hvor der også er en lækker brændt smag fra den mørke malt. Generelt synes jeg at det er en rigtigt god porter smag, med lidt lakrids og lidt choko, og med en rigtig god fylde af en øl på 'kun' 6% alc. Rise kalder det selv for en Dry Stout ligesom en Guiness, men modsat denne er det ikke tilsat umaltet ristet byg, ifølge ingredienslisten, men derimod hvedemalt, hvilket måske er en del af forklaringen på at den har mere smag og en bedre muldfylde.
Jeg synes at Ærø Kong Arthur Stout er en rigtig god øl, specielt i bettragtning af dens pris, og giver den en karakter på 8 ud af 10.


Rise Bryggeri
Ærø er jo en hyggelig ø og det bliver jo ikke mindre hyggeligt af at de har eget bryggeri.
På bryggeriet er der både en butik og en café, som har åbent alle dage hen over sommeren, og det er også muligt at få en rundsvisning.

09 juni 2014

Amarillo & Citra IPA fra Ugly Duck

Indslevs nebengeschäft Ugly Duck blev, igen i år, præmieret af Danske Ølentusiaster for at have brygget Årets Ølnyhed under 6% alk. Det er en variation over sidste års vinder Simcoe & Chinook IPA, men brygget med 2 nye humler, hvilket har givet en rigtigt lækker øl.

Det er en flot ravgylden IPA på 5,9% alc., med et tæt flødefarvet skum som holdt længe. Det er ikke verdens fineste etikette, men nu er det jo også indholdet som tæller, og det er der ikke noget i vejen med.
Aromaen er virkeligt god, med duft af korn, lidt malt og en rigtig god humleduft af citrus, melon, eksotisk frugt, græs og lidt grape. Det er en dejligt bitter og utroligt frisk aroma.
Smagen er godt bitter, med masser af grape, citrus, gran, blomster, og melon, men bag den friske bitterhed gemmer sig også lidt maltsmag, så øllen har også en rigtigt god mundfylde. Den dejligt lange eftersmag er godt bitter og har en fin grape smag.
Jeg synes at Amarillo & Citra er en rigtigt lækker IPA, hvor en ordentlig dose humle giver masser af frisk smag og dejlig bitterhed. Jeg giver den en samlet karakter på 8,5 ud af 10.  

I Ølentusiasternes afstemning om årets ølnyhed for 2013, vandt Hornbeer jo som bekendt kategorien for øl over 6% alk, med deres fantastiske Viking Chili Stout. Det er en godt makkerpar til en hyggelig aften, den bitre og friske Amarillo & Citra og den kraftigt smagfulde Viking Chili Stout.
Højt Skum!

01 juni 2014

Dark Lord Vanilla Bean Bourbon Barrel Aged

Fredag d 23. maj holdt Mikkeller Bar en dansk udgave af Dark Lord Day, den eneste dag på året hvor man kan købe den super-hypede øl Dark Lord fra Bryggeriet Three Floyds. Men er den hypen værd, denne sorte djævel til 200,- for et glas på 25 cl ?

Dark Lord Day er en årlig festival som afholdes af Three Floyds og er det eneste tidspunkt på året hvor man kan købe Dark Lord øllen. På festivallen er der mad, musik og mulighed for at smage 3 Floyds andre øl. Hvis man har købt en udvidet billet, har man også muligheden for at købe en portion Dark Lord, på 2-4 øl alt efter hvor meget øl der er blevet ud af årets bryg, og man kan desuden vinde retten til at købe en fadlagret udgave af Dark Lord. Som denne Vanilla Bean Bourbon Barrel Aged Dark Lord. Så kan en øl vist ikke blive mere hypet. Det er altså helt exceptionelt at Mikkeler Bar sådan kan servere Dark Lord på fad, og er vist slet ikke noget man kan opleve nogen andre steder i verden. Derfor kostede den også 200,- for et lille glas, men hvad, man lever jo kun 1 gang.

Dark Lord er en kulsort Imperial Stout på ikke mindre end 15% alk., med et tæt nøddebrunt skum som holdt længe. Jeg fik den på fad, men jeg ved at øllens flaske er en dekadent omgang heavy-metal tegneserie, hvor flaskehalsen er dyppet i farvet voks.
Aromaen er meget dyb og kompleks og er simpelthen helt fantastisk. Der er duft af nødder, vanillie, whiskey, brændt malt, chokolade, lidt kaffe, en antydning af lakrids og en god sødme som balanceres af en kraftig bitterhed i baggrunden.
Smagen er helt utroligt lækker. Den er mørk, bitter og meget sød, med smag af brændt malt, mandler, chokolade, whiskey, træ og mørke krydderier, som sammen giver en ubeskriveligt lækker mundfylde, og en lang luksuriøs eftersmag. Trods de 15% smager den næsten ikke af alkohol, for balancen er utrolig god, så bitterheden og den kraftige smag passer perfekt sammen.
Puha, trods al bryggeriets fis og ballade er det her altså en helt utrolig øl, det kan man ikke løbe fra, og jeg giver den et rent 10 tal.
Ding!

I 3 Floyds hjemby Munster, Indiana, blev der i år holdt Dark Lord Day d. 26. april, men i København var det altså d. 23. maj. Det er jo forøvrigt ikke første gang at Mikkeller Bar har serveret Dark Lord under København Ølfestival, de regner provokationer for den bedste form for omtale, men sidste gang var det ikke annonceret i forvejen, men blev blot afsløret af et Facebook billede af deres ølkort. Den har også været på menuen på Copenhagen Beer Celebration, men det er aldrig lykkedes mig at smage den der.
Højt Skum!