03 januar 2013

Gregorius - Den nye Trappist øl

I 2012 blev det Østrigske kloster Stift Engelzell endeligt godkendt som Trappist bryggeri, og fik lov til at sætte Trappist mærket på deres øl. De 7 gamle trappister laver alle skønne øl, så den nye øl har været ventet med stor spænding. Nytårsaften fik jeg mulighed for at prøve den, og jeg slog naturligvis til. Tak til Mick for smagsprøven :)

Munkene på Stift Engelzell
 foran brygudstyret.
Trappistklosteret Engelzell blev grundlagt i 1293, men måtte som så mange andre lade livet under reformationen, og blev først beboet af trappistmunke i 1925. Klosteret fik sin første abbed i 1931, og det er ham deres første Trappistøl er opkaldt efter, Prior Gregorius Eisvogel. Bryggeriet har brugt knapt DKK 3 mio på at anlægge et moderne bryggeri, og har fået hjælp af bryggeren Peter Krammer fra det østrigske bryggeri Brauerei Hofstetten. Wallstreet Journal har skrevet en virkeligt god artikel om det nye bryggeri.

Engelzell har tilsyneladende ikke fået hjælp til øllen fra de gamle trappistbryggerier, men Peter Krammer har lavet Gregorius som en mørk Trippel inspireret af de belgiske øl, men modificeret efter østrisk ølkultur. Der er således brugt honning i brygningen, i stedet for det mørke kandissukker som normalt bruges i Belgien, og dele af malten er hårdt ristet, hvilket giver øllen er meget mørk farve.

Gregorius
Stift Engelzell
Gregorius er en rigtigt flot kastaniebrun øl på 9,7%, med et tæt flødefarvet skum som hurtigt forsvandt. Allerede i aromaen er den forskellig fra de belgiske Tripler, for der er en mørk duft næsten af kaffe, samt duft af karamel og og malt. Mange Tripler er forholdsvis bitre, men i Gregorius aroma er dette skjult bag duften af kaffe og malt.
Jeg synes at smagen er god, men her synes jeg at kaffesmagen næsten er overvældende, men nu bryder jeg mig heller ikke om kaffe. Der er en kraftig smag, med en ret stor mundfylde, af bla malt og honning, og en halvlang krydret eftersmag med en kaffeagtig bitterhed.
Jeg synes at Gregorius er en god øl, men den kan på ingen måde betragtes som en belgisk Triple, og da slet ikke som en Triple fra et af de andre Trappist bryggerier. Det er både fordi der ikke er brugt trappist gær, så der mangler den dybe frugtige smag som de andre trappister har, og fordi malten er ristet så mørk, at det mere smager som en mørk Bockøl, end som en Tripel. Ja, brok, brok, brok... Jeg kan jo egentligt rigtigt godt lide Bockøl, og der er selvfølgeligt ingen som siger at alle Trappistøl skal smage som en Westmalle Tripel. Men gid de gjorde.
Jeg gav samlet Gregorius en karakter på 7,5 ud af 10.

Klosteret har en ny øl på vej, som i bedste Bock stil skal komme en gang til efteråret. Den hedder Benno og skulle være en lysere og lettere øl end Gregorius.
Det franske trappistkloster Mont de Cats brygger også øl, og er meget tæt på at blive godkendt til at pryde dem med Trappist logoet. De er allerede blevet godkendt til at Trappistmærke en ost som indeholder deres øl, så mon ikke selve øllen snart kan nyde samme status. Man kan nogen gange købe øllen på siden Belgium In A Box, som allerede lister den under Trappist øl.

4 kommentarer:

  1. Hej Jens.

    Hvor har du købt den henne eller hvor har din ven købt den henne? Jeg har indtil videre kun set den på en belgisk hjemmeside der sælger øl, men levering koster kassen.

    Har forresten oprettet en ny side på min blog Øl og Shit som hedder "Øl Folket" er det i orden jeg tilføjer dig på den side?

    Mvh Kasper
    Øl og Shit.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kasper

      Man kunne købe den hos Bjergtrolden i Roskilde i starten af december. Mick købte den sidste de havde, men jeg fik heldigvis lov til at smage
      Naturligvis må du godt sætte mig på din liste :)

      Slet
  2. Har været på Bjergtrolden før men der har de så ikke haft den :( Må holde øje med den.

    Super det gør jeg.

    Mvh Kasper

    SvarSlet
  3. Har tilføjet dig.

    Den viser dog ikke din blog ligesom de andre, ved ikke helt hvorfor men på er du. Du kan også læse om dig selv inde under fanen "Øl folket"

    Mvh Kasper

    SvarSlet