Viser opslag med etiketten ølentusiasten. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ølentusiasten. Vis alle opslag

04 november 2022

Herslev Under Åben Himmel 2022

En varm weekend i juni 2022 afholdt Herslev Bryghus deres sommerfestival Herslev Under Åben Himmel.
Åben Himmel var arrangeret i samarbejde med Gimle, som er Roskildes lokale musik og kulturhus, og bød på 2 dage med musik, foredrag, mad og naturligvis øl. Da jeg var blevet dobbeltbooket, kunne jeg desværre kun deltage den ene af de to dage, men den dag nød jeg så i fulde drag.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Ølentusiasten tilbage i 2022.

Herslev brygger økologisk øl, hvor byggen er dyrket på egne marker, og er meget optaget af de lokale råvarer. Det gælder både deres øl og den mad som serveres i bryggeriets café. På festivallen var deres fokus derfor også det spændende lokale, både mht. til mad, foredrag og musik. 

Bryggersønnen Mads Kinnerup Jørgensen var programansvarlig på musikken, og havde sammen med Gimle hyret nogle spændende nye danske navne, til at spille på scenen bag bryggeriet. Blandt hovednavnene på festivallen var Takykardia, Chinah, Lucky Lo og Greta, hvoraf jeg selv oplevede de to sidste. Det var virkeligt skønt at opleve disse fremadstormende danske navne spille i høj sol i Herslev.

På en lille scene bed bryggeriet blev afholdt workshops og foredrag om lokal mad og økologi. Cindie Christiansen, Ane Rørdam Hoffmeyer, Mikkel Friis-Holm og Tore Jørgensen selv, holdt over weekenden oplæg, hvor der var lagt op til debatter med gæsterne. 

På gårdspladsen var desuden opsat en stor madbod hvor gæsterne kunne købe fast føde, og i haven bag gården var der arrangeret fællesspisninger ved langborde. Bag boderne stod bryghusets madansvarlige Isabel Hansen, og som vanligt var ingredienserne lokale, med fokus var på det nemme håndholdte mad. Fællesspisningen stod restauranten Muld for. Muld er en økologisk gårdrestaurant fra Vipperød, som selv dyrker alle ingredienser til deres mad. Til Åben Himmel havde de kreeret en spændende let menu, med bl.a. syltede blommer, asparges, hjemmelavede pølser og en frisk salat. Maden passede perfekt til en dejlig sommerdag og en god øl. 

Alt dette naturligvis til de gode øl fra bryggeriet. I stande kunne købes fadøl fra Herslevs faste sortiment, hvor jo f.eks. deres Pilsner og Hø Øl passer rigtigt godt til mad, og til en nogenlunde pris. Endnu bedre, for en ølnørd som jeg, var at Herslevs special serie af fadlagrede øl på flaske kunne købes til en særdeles rimelig pris. Jeg er f.eks. ganske begejstret for deres Wild Fermented Dawson Plum og fandt en ny favorit i deres Kakao Barrel Aged Imperial Stout. Mums. Godt at man kunne cykle hjem.

Det var en varm sommeraften i juni til Herslev Under Åben Himmel, med skøn mad, fantastisk musik og gode øl. Så er der noget ved at være ølentusiast.

30 juli 2022

Øl og Fest til MBCC 2022

Mikkellers store ølfest Mikkeller Beer Celebration Copenhagen, var i 2022 udgaven tilbage for fuld styrke. Festen var, lige som årets Ølfestival, flyttet tilbage på sin retmæssige plads i maj, og blev holdt i forlængelse af årets Copenhagen Beer Week. Denne artikel skrev jeg oprindeligt til Ølentusiasten, men I får den naturligvis også her.

MBCC 2022

De bedste bryggerier i verden gæstede som vanligt Øksnehallen, og lod øllet flyde på hver af de 4 sessioner over Store Bededags ferien. Førhen har ølfesten haft en stor overvægt af amerikanske bryggerier, der oftest serverede voldsomt hypede og stærke øl. I sin nyeste udgave var bryggerierne på MBCC heldigvis ikke kun de eftertragtede amerikanske, men også en god blanding af nye dygtige bryggerier fra hele verden, traditionelle bryggerier fra f.eks. Tyskland og Belgien, samt en række lokale fra Danmark og Sverige. Den bredere pallette har, efter min mening, givet ølfesten en bredere appel som har gjort den mindre nørdet og mere festlig.

Flying Couch

Der var igen mange gode danske bryggerier til årets ølfest, idet både Amager Bryghus, Penyllan, Ebeltoft, Flying Couch, Spybrew, Tim Vladimirs Køkken, To Øl, Too Old to Die Young, Åben, Bad Seed og People Like US (PLU) havde stande. Det er skønt at se at vi har så mange spændende bryggerier, som kan mænge sig med verdens bedste. De danske bryggerier får mere ud af det end blot at få solgt deres øl. De får også mulighed for at se hvad der rør sig i den større ølverden og de får skabt kontakter til dygtige udenlandske bryggerier. 

For Flying Couch er det bedste ved at deltage ved ølfesten, i følge medejer Kasper Gerdes, da også atmøde de mange dejlige mennesker. Både udstillere, venner og gæster. Han synes, at ølfesten har en kanon stemning og atmosfære, som gør det til en kæmpe fornøjelse at være med.

People Like Us på MBCC
Det er naturligvis sjovt at smage de bedst ratede øl i verden, men det er sjovere at møde de bryggere som har lavet dem. Brygmesteren Rune Lindgreen fra PLU fortalte mig, at han til ølfesten faktisk gik mere efter at smage på de mere stilrene øl, som nogle gode lagerøl, frem for de vilde og kraftige øl. De traditionelle øltyper var heldigvis godt repræsenteret i år.

På mad-siden var MBCC igen en fornøjelse. Forpladsen ved Øksnehallen var fyldt med spændende madboder, som serverede alt fra Johns berømte hotdogs til tortillas og ramen. Her kunne vor egen Ølfestival virkeligt lære noget, for til gode øl hører der lækker mad. Der er ikke noget galt med en Frankfurter, men et godt udvalg er altså langt bedre.


Bad Seed på MBCC
Årets MBCC var sjovere end nogensinde. Der var en rigtig god stemning, så selvom der stadigt var alenlange køer til de mest hypede øl, var der ikke den samme konkurrencementalitet om de dyre øl, som før har præget MBCC. Mere fest, mere musik, bedre mad, flere bryggerier som ikke løb tør for øl efter få timer og ikke mindst, mere sjov og ballade. 

Tak for en dejlig ølfest på MBCC. Vi ses til næste år.