30 juni 2013

Herslev Porter - Brændt Balance

Da jeg for 2 uger siden besøgte Herslev Bryghus, købte jeg lidt øl med hjem, bla denne Porter. Det er en lidt usædvanlig porter, idet den er brygget med ristet hvedemalt, så den er lidt sødere og ligesom mere blød i smagen, end portere normalt er.

Herslev Porter er en flot kaffesort øl på 6,5 % alc. Selvom Herslevs etiketter er utroligt simple, kan jeg godt lide designet, med de diskrete vikinge-mønstre i baggrunden. Det eneste jeg savner er lidt mere information om øllen, i stil med det bryggeriet oplyser på deres hjemmeside, med IBU, Plato osv. Men det er der nok ikke mange almindelige forbrugere som interesserer sig for.
Øllen har en god mild porter aroma, med en brændt duft af malt, lidt nødder og lidt kaffe. Bitterheden i aromaen er ganske udemærket, og balancerer godt med resten. Selvom der kun er en IBU på 30, synes jeg også at smagen er fint bitter. Der er smag af karamel, brændt malt, lidt kaffe og en chokolade bitterhed i eftersmagen. Alt i alt synes jeg at det er en ganske god porter, som både smager fint af brændt malt, men også er mild og fyldig.
Jeg gav den en karakter på 8,5/10.

Jeg tror at det er sværere at lave en god Porter, end det er at lave mikrobryggeriernes darling, en Imperial Stout. Når alkoholen er lav, og der ikke tilsættes sækkevis af humle, er det åbentbart sværere at ramme en god balance, hvor den mørke brændte smag passer sammen med malt sødme og bitterhed. Der er mange bryggerier som laver halvkedelige Portere, men denne fra Herslev Bryghus synes jeg faktisk er rigtigt god :)

26 juni 2013

Troubadour Westkust - Belgisk IPA

Trobadour Westkust brygges på det belgiske bryggeri Musketeers, og er en godt humlet IPA. Troubadour øllene er belgiske udgaver af moderne øl, amerikansk inspirerede men med belgisk snit. Denne Westkust er en såkaldt Black IPA, og er ikke opkaldt efter de amerikanske West Coast IPA'er, men efter den flamske vestkyst, hvor man har dyrket humle i århundreder. Det er vist et anslag af belgisk øl-humor.

Troubadour Westkust
Br. Musketeers
Bryggeriet Musketeers blev startet i 2000 af 4 venner, som havde taget en belgisk diplombrygger uddannelse. De havde svært ved at få foden inden for i bryggeri branchen, som i Belgien er meget præget af familievirksomheder, og løsningen blev at starte deres eget bryggeri, og når man er 4 venner, er det jo oplagt at kalde bryggeriet for Musketeers.

Det er en kastaniebrun øl på 9,2% alc, med et tæt flødefarvet skum som holdt længe. Farven er ikke specielt
mørk af en sort IPA, men det er stadigt en vældig smuk øl. Aromaen syntes jeg var helt utrolig god, med duft af karamel og en god humle duft af citrus og lidt grape. Jeg synes at aromaen er fint bitter, og det samme med smagen, selvom øllen 'kun' er på 45 IBU.
Jeg kunne utroligt godt lide smagen, hvor der er masser af mundfylde, specielt med smag af malt og lidt nødder. Den er dejligt humlet, med blomster toner og lidt grape smag. Der var en dejlig halvlang eftersmag, med malt og grape smag.
Jeg syntes at det var en rigtig god fyldig mørk IPA, med en for mig ganske passende bitterhed, og gav den en karakter på 9/10.

For et par måneder siden smagte jeg en Troubadour Magna, og det var en rigtig god IPA. Hvis jeg kan finde sådan en igen, skal I nok få en anmeldelse af den.


23 juni 2013

Duvel Triple Hop 2013

I 2012 udgaven af Duvel Triple Hop var der tørhumlet med Citra humle, og jeg syntes at det var en rigtig god øl. I 2013 udgaven har Duvel valgt at tørhumle med Sorachi Ace, og selvom jeg normalt rigtigt godt kan lide Sorachi Ace, synes jeg desværre ikke at 2013 udgaven er blevet ligeså god.

Duvel Tripel Hop 2013
Duvel Moortgart
Det er en flot øl, med et stort holdbart skum, men den er lige lidt lys i farven, sådan nærmest bleg gyldnen.
Aromaen er god, med duft af citron og korn, men jeg synes desværre ikke rigtigt at jeg kan duft noget af det eksotiske frugt som jeg forbinder med Sorachi Ace humlen. De 9,5% alc kan man godt lugte, men jeg synes samtidigt at det citron syrlige giver øllen en nærmest pilsner-agtig aroma.
Smagen er heldigvis rigtig god, med smag af korn, citrus, lidt melon og lidt af den frugt/blomme smag som man kender det fra belgiske øl. Eftersmagen er ikke specielt lang, men er ganske god, med en ok bitterhed og lidt alkohol sødme.
Alt i alt synes jeg at denne Duvel Tripel Hop 2013 er en ganske god øl, jeg blev bare lidt skuffet, da jeg var ret glad for 2012 udgaven. Jeg gav den en karakter på 7,5/10.

Jeg købte øllen hos Bjergtrolden i Roskilde, og der er vist ikke andet for, end at jeg må en tur derned igen. Jeg bliver da lige nødt til at smage denne Tripel Hop en gang mere, det kan jo være at den næste er bedre :)

19 juni 2013

Besøg på Herslev Bryghus

En fredag i juni cyklede jeg sammen med 3 venner ud for at besøge Herslev Bryghus. Bryggeriet ligger på en gård, i naturskønne omgivelser nord for Roskilde, og var absolut et besøg værd. Vi cyklede fra Hedehusene, over Roskilde og ud til Herslev, hvilket var en tur på små 18 km. Da vejret var med os, var det en utrolig smuk tur, igennem det skønne landskab langs Roskilde Fjord.

Gårdhaven ved Herslev Bryghus
I 1998 overtog Tore Jørgensen gården Toftegård i Herslev, og startede i 2004 Herslev Bryghus. I dag har de 10 ansatte, og bryggede sidste år 250.000 liter øl. Herslevs mål er selv at dyrke det korn de brygger af, og da de er ved at blive certificeret, kan de fra næste år brygge af økologisk korn fra egne marker. Det er meget oppe i tiden med øl med Terroir, ikke mindst med projektet Ny Nordisk Øl, og det må man virkeligt sige at øllet fra Herslev Bryghus har.

Mads viser mæske og kogekar.
Herslev Bryghus
Vi fik en rundvisning på bryggeriet af Mads, Tores søn, som også hjælper til i bryggeriet. Han kunne bla. fortælle, at når malten kværnes på lageret, transporteres den med en snegl direkte ned i mæskegryden, hvorefter masken, efter mæskningen, igen transporteres væk med en snegl. Med 2-3 bryg om ugen på hver 2.500 liter, bliver det til mange tons mask om ugen, som man slipper for at bære rundt med håndkraft. Sådan et system er der nok mange mikrobryggerier som drømmer om. Bryganlægget er bygget af en lokal smed, så det passer fint ind i et forholdsvis lille lokale, hvor også 8 af bryggeriets lagertanke står.

I Bryggeriets hyggelige gårdbutik, har de en stort udvalg af deres øl, og har endda de fleste af dem på køl, så man kan nyde dem i gårdhaven. Ud over egne øl, brygger Herslev øl for bla. Flying Couch, X-beeriment og Rørvig Bryghus, så disse øl kan også fås i gårdbutikken til en billig penge (30,-). Herslev Bryghus laver også snaps og Øl-edikke, og dette, samt økologisk mel, kan også købes i butikken.
Gårdbutikken hos Herslev Bryghus
Vi satte os ud i solen og smagte på et par øl fra Herslevs faste sortiment, nemlig deres Hvedeøl, som nogle mener er den bedste danske hvedeøl, Midsummer Bryg, Pale Ale, den noget søde Forårsbryg, og afslutningsvis deres klassiker Asparges Hvedeøl. Det er utroligt, men jeg synes faktisk at asparges øllen er rigtigt god, specielt tror jeg at den ville gøre sig godt til en god frokost, og jeg gav den en karakter på 8/10.
Efter at have nydt solen og det gode øl i et par timer, gjorde vi lidt indkøb, som min bror var så venlig at køre hjem for os, tak for det Kim, hvorefter vi steg på cyklerne og cyklede tilbage mod Roskilde.

Det faste sortiment fra Herslev Bryghus kan fås overalt, bla i Irma, men for specialøllene, som fx den formidable BarleyWine Mjølner, skal man i specialforretninger. Som noget nyt, kan man nu også bestille øl fra Herslev Bryghus igennem Aarstiderne, hvor man også kan få øl fra Per Kølster. Hvis du gerne vil vide mere om Herslev Bryghus, om fx deres arbejde med økologi, var der en god artikel i ØlentusiasteN nr 72.

Gårdbutikken på Herslev Bryghus har åbent fredag 13-18 og lørdag 10-15, og jeg kan varmt anbefale et besøg. Der er nu dejligt derude på landet.

12 juni 2013

John's Hotdog Deli

Normalt anmelder jeg jo ikke mad, men som dem som følger Højt Skummendes Facebook ved, er jeg vild med Johns Hotdogs Deli, så for ham vil jeg gøre en undtagelse. Engang var danmark overklistert med pølsevogne, så hver lille flække i landet havde en, men nu er der blevet noget længere imellem dem. Og med god grund, for de plastik-indpakkede industriaffalds produkter som normale pølsevogne sælger som pølser, er så ringe at man enten skal være voldsomt sulten eller godt beruset, før man vover at spise det. Hos John serveres der slagterpølser med hjemmelavet tilbehør. Sådan.

John´s Hotdog Deli
John Michael Jensen har i 7 år haft pølsevognen Johns Hotdog Deli, og det er ikke en helt normal pølsevogn.
Ud over de normale hotdogs varer, som en ristet med det hele og en Cocio, laver John også hjemmelavet tilbehør, som serveres til hans Ugens Hotdog. Og det er gode sager, ikke mindst fordi det ofte er lavet med øl.

Han samarbejder ofte med restauranter og bryggere, så hans hotdogs fx har været at finde på Mikkellers ølfestival Copenhagen Beer Celebration. Sidste år serverede han der den Ole Madsen inspirerede Gold Digger hotdog, med bladguld, og i år stod den på et sæt af 3 fantastiske mini hotdogs, med forskellig ølinspireret tilbehør. John er egentligt uddannet konditor, hvis ikke det er en røverhistorie fra Amager, så i maj måned lavede han 4 fine kager til Amager Bryghus, da de lavede samarbejdsbryg med nogle af verdens bedste bryggerier.
Her er et par eksempler på de hotdogs jeg har nydt hos ham. Disse er begge med pølser fra Steff Houlberg, men der er også jævnligt pølser fra fx Holbæk Slagteren.

Ugens hotdog i uge 22 var rigtig god. Big & Spicy pølsen fra Steff Houlberg var faktisk lækker, og passede godt til den hjemmelavede sennep med Mikkellers boghvede Barleywine. Remouladen var også ganske fin, men jeg er mere til sennep, og her var der smæk for alle pengene, da den både var stærk og havde masser af smag.
Kimchi er en koreansk version af sauerkraut, bare lavet med grøntsager istedet for hvidkål, altså lidt ligesom pickles, bare gæret i stedet for syltet. Vel. Det smagte rigtigt godt på hotdogen.

Ugens Hotdog uge 24
I denne uges hotdog er tilbehøret lavet med øl fra Amager Bryghus. Sennep'en er lavet med Sloth, den dovne Pale Ale, og selv om den ikke er specielt stærk, har den en rigtig god struktur og smag. Rødløgene på toppen er syltet i Wrath, den fesent-vrede Saison øl, og har faktisk en meget fin syrlig ølsmag. Pølsen er ikke noget særligt, men alt i alt er det stadigt en rigtig god hotdog.

Normalt står Johns Hotdog på Axeltorv i København, men da der er et stort byggeprojekt i gang der, er hans plads nu ved Tivoli indgangen til Hovedbanegården. Det er en dele plads, så man kan kun finde ham der fra om tirsdagen i lige uger. Hvis du kommer forbi Hovedanegården i en lige uge, så snyd ikke dig selv for en Hotdog i verdensklasse :)

10 juni 2013

Fuller´s Vintage Ale 2010

I min lokale Superbrugs har jeg købt en Vintage Ale 2010 fra Fuller´s, til den nette sum af 80,- og det er den absolut værd. Det er en Old Ale, og denne øltype er lidt svær at blive klog på, men er grundliggende en kraftig mørk øl, som bryggeriet har lagret før de frigiver den. Nogen gange har man blandet noget godt gammelt øl i, som Bøgedal gjorde med deres Bøgedal 300, men det tror jeg ikke er tilfældet med Fullers Vintage Ale.

Vintage Ale 2010
Fuller Smith & Turner
Bryggeriet gør meget ud af at fortælle, at øllen er brygget i en meget begrænset mængde, på 'kun' 125.000 flasker, og flasken er nummereret. Den kommer i en fin papæske, hvori der ligger en seddel som beskriver alle Vintage Ale's brygget siden 1997. Det er da meget sjovt. Vintage Ale 2010 er en flot kobberrød Ale på 8,5% alc, med et tæt flødefarvet skum som holdt længe.
Aromaen var god men ikke så kraftig, og havde duft af korn og karamel, samt en god vinøs sødme. Smagen var også meget vinøs, med smag af karamel og nødder, og en ganske god bitterhed i baggrunden. Jeg tror, at hvis man gemte øllen 3-4 år mere, så ville smagen blive endnu mere balanceret, og bitterheden ville vige for en mere afrundet smag. Jeg kan forstå, at importøren One Pint har Vintage Ale's helt tilbage fra 2000 på lager, så det kan da være, at man en gang kan være heldig at finde dem rundt omkring på ølbarer.
Jeg syntes at Fuller´s Vintage Ale 2010 var en rigtig lækker øl, og gav den en karakte på 8,5 ud af 10.

Til 80,- for en flaske, er det jo ikke en øl som man drikker hver dag, ihvertfald ikke her i huset. Men til en hyggelig aften hvor man har god tid, er det skønt at sidde og nyde sådan en lækker gammel øl.

07 juni 2013

Breakfast Stout fra Founders Brewing

På årets Copenhagen Beer Celebration (CBC) var Founders Brewing en af de positive overraskelser, så da jeg fandt denne Breakfast Stout hos Bishops Arms i Stockholm, måtte jeg da lige smage den. Den var rigtig god, men forfærdeligt dyr.

Founders Brewing
Copenhagen Beer Celebration 2013
På CBC stillede nogle af de aller bedste amerikanske bryggerier op, og de gode øl flød i en lind strøm. Alle bryggerierne er forfærdeligt hypede, men for nogens vedkommende, fx Stillwater og Surly, blev jeg lidt
skuffet over deres øl. Der var da heldigvis også gode overraskelser, bla. Founders Brewing fra Michigan. Founders har eksiteret i nogle år, men det var først da de begyndte at give deres øl noget kant, at de rigtigt fik success, og de sidste 4 år har bryggeriet ligget blandt top 4 på Ratebeer.

Breakfast Stout er en flot kaffesort porter på 8,3% al. Etiketten forestiller et barn som spiser Stout til morgenmad, og da det naturligvis er for meget for svenskerne, havde Bishops Arms overklistret etiketten med et stort navneskilt. Ak ja, det er hårdt at være et frisindet land.
Aromaen er utroligt god, med duft af kaffe, brændt malt, røg, lidt chokolade og en ret stor bitterhed i baggrunden. Jeg kan desværre ikke lide kaffe, men når de ligefrem skriver på etiketten at man skal være kaffe elsker for virkeligt at værdsætte øllen, så må man jo bide det i sig. Det er hårdt at være ølentusiast ;)
Jeg synes at smagen var utroligt god, med en god sødme og bitterhed, som sammen med smag af kaffe, brændt malt og chokolade, gav en rigtig god mundfylde, og en meget lang eftersmag. I eftersmagen var der ret meget smag af røg og kaffe, og det var desværre lige ved at blive for meget for mig. Men kaffe elskere vil sikkert synes at det er skønt.

Jeg synes at Breakfast Stout er en rigtig god øl, med masser af smag og fylde. Perfekt til børnenes morgen mad. Jeg gav den en karakter på 9/10.

Det er en skam, at amerikanske øl er så forfærdeligt dyre herhjemme. Hvis jeg skal give 100,- for en øl, så skal jeg altså først være helt sikker på at jeg kan lide den. På Bishops Arms var den naturligvis endnu dyrere, men det hjalp selvfølgeligt lidt at det var i svenske kroner. Og det var bestemt en dejlig øl.