28 februar 2013

Pride fra Amager Bryghus

Pride er en Imperial Stout, i Amager Bryghus flotte Sinners serie. Som de fleste andre, er jeg stor fan af portere, og jeg blev bestemt ikke skuffet over denne kraftige fætter.

Pride
Amager Bryghus
Pride er en flot kulsort øl på 10% alc, med et luftigt nøddebrunt skum som hurtigt forsvandt. Så bliver en øl simpelthen ikke flottere. Jeg forstår ikke helt hvordan den fint påklædte mand på etiketten repræsenterer stolthed (med mindre det det er noget med at have skyklapper på og rundsave på albuerne), men det er rigtigt flot tegnet.
Aromaen er utroligt god, med duft af brændt malt, lakrids, lidt kaffe, og en god bitterhed. Det er en tung og krydret aroma, uden at det bliver for meget. De er utroligt glade for humle ude på Amager, men her synes jeg at de har styret sig, og det hele passer fint sammen.
I smagen er der malt, lakrids, lidt karamel, og masser af den brændte smag som en god porter skal have, specielt i eftersmagen. Pride er rigtigt tyk og smagfuld, så meget at det næsten smager som om der er brugt belgisk gær, og den har en dejlig lang eftersmag. Jeg elsker denne type øl, og synes at Pride smager fantastisk.
Det er en Stout som Amager Bryghus kan være stolte af, og jeg gav den en karakter på 9/10.

Jeg er lige vendt hjem efter 8 dage i Egypten, og øllene dernede var ikke noget at skrive hjem om ;) Så er det dejligt at komme tilbage til de hjemlige bryggryder, som flyder over med skønne øl.
Højt skum!

20 februar 2013

Paulaner Salvator

Som Rolf Nielsen skiver i 50 Øl Du Skal Smage Før Du Dør, kan man få påskebryg som smager af næsten hvad som helst, så det kan være svært at vide, hvad en rigtig påskebryg egentligt er. Men her er den så... den originale tyske påskebryg, Salvator.

Salvator
Paulaner
Paulaner munkene i München har siden middelalderen brygget denne kraftige mørke øl, som man brugte til at komme helskindet gennem fasten, og de har siden 1780 udbudt den kommercielt. Den blev en stor succes, og imiteret så bredt, at øllene bredte sig helt til Danmark, hvor de danske industribryggerier begyndte at brygge deres egne påskeøl. Carlsberg solgte deres første påskeøl allerede i 1905, så det er altså en tradition som er betydeligt ældre end de højt skattede juleøl (i industriudgave mener jeg). Indtil den danske ølrevolution, var de danske påskeøl langsomt blevet reduceret til mørke pilsnere, men nu kan man heldigvis igen få masser af gode øl, hvis man leder de rigtige steder.

Salvator er en kobberrød dobbeltbock på 7,9% alc, med et tæt flødefarvet skum som holder længe. Undergærede øl er jo ligesom mere rene og friske i det end Ales, så selvom Salvator er mørk og kraftig, er aromaen faktisk ret frisk, og har duft af malt, nødder, lidt citrus, lidt alkohol, og en fin bitterhed som runder det hele af.
Smagen er dejligt kraftig, med en rigtig god mundfylde, en mellemstor sødme og lidt bitterhed. Der er smag af nødder, malt og usædvanligt meget krydret smag af en tysk øl. Jeg synes tit at dobbeltbock smager lidt meget af alkohol, men her er de 7,9% næsten gemt af den kraftige smag, også i eftersmagen, som går hen og bliver fint bitter/krydret.
Jeg synes at Salvator er en fantastisk god øl, som er frisk nok til at gå til påskens store frokostborde, men samtidigt har masser af smag. Skønt. Jeg giver den en karakter på 8,5 ud af 10.

Jeg ville ønske at Salvator var en standardvare i vores supermarkeder, i det mindste her op til påske. I stedet fyldes ganske meget af ølhylderne med ligegyldige pilsnere med påskeetiketter. Men det går da kraftigt i den rigtige retning, og det er jo dejligt.
Højt Skum!

15 februar 2013

Rochefort 6

Trappist bryggeriet Rochefort brygger nogle fantastiske øl, ikke mindst deres mesterværk Rochefort 10. Deres Rochefort 6 er en Dubbel, og er også virkeligt god.

Rochefort 6
Det er en flot nøddebrun Ale på 7,5% alc, med et tæt flødefarvet skum som holdt længe. Aromaen var rigtig god, med duft af belgisk gær, malt sødme, og en smule bitterhed med duft af citron. Rochefort 6 har en dejlig fyldig aroma, men er samtidigt ret frisk , af en belgisk dubbel.
I smagen er der malt, noget let krydret a la kardemomme, lidt frisk syrlighed, som citrus, og lidt bitterhed som specielt er tydelig i eftersmagen. Denne flaske var kun 3-4 måneder gammel, og jeg tror at hvis den fik lov til at stå lidt længere, ja altså.... hvis den havde fået lov til det, ville noget af bitterheden og det syrlige være forsvundet, så malten og det krydrede havde fået mere overtaget, og skabt en mere sødlig balance. Men den smager også godt som den er, og er samtidigt dejligt letdrikkelig af en øl på 7,5%. Eftersmagen var halvlang og både krydret, bitter og sød.
Jeg synes at Rochefort 6 er en rigtig god øl, og jeg gav den en karakter på 8,5 ud af 10.

Jeg elsker en god belgisk Dubbel, og denne fra Rochefort er et godt eksempel på dem. Den bedste er dog efter min mening Westmalle Dubbel, som har en dybere smag, der er mere sødlig og krydret. Vores lokale mikrobryggere laver nogle fantastiske øl, men der er nu langt mellem dem som kan overgå de gode klassiske trappister.

12 februar 2013

Krenkerup Påskeøl

Øllene fra Krenkerup Bryghus fås hos COOP, og er brygget til en bredt publikum. Jeg synes ikke ligefrem at det er spændende øl, ja faktisk synes jeg, at den eneste gode øl jeg har smagt fra deres hånd er deres Rauch Bier. Men de skal da have chancen, så jeg har erhvervet deres Påskeøl i Super Brugsen.

Påskeøl
Krenkerup Bryggeri
Etiketterne fra Krenkerup er holdt i et fint klassisk design, og så kan jeg rigtigt godt lide at de har deres egne flasker, med Krenkerup støbt i flasken. Flot. Selve øllen er også rigtigt flot, og er uklar kastaniefarvet med et tæt beige skum, som holdt forholdsvis længe. Det er en overgæret øl på 6,5% alc, altså en Ale, med en ganske ok aroma, som dufter af lidt malt, samt lidt citrus og blomster fra humlen. Normalt er påskeøl jo undergærede, så i denne overgærede øl er der mere aroma end normalt, men jeg synes stadigt på en eller anden måde at den dufter af lagerøl... måske er det den humle som der er brugt, jeg ved det ikke.
Smagen synes jeg faktisk er rigtig god. Den smager ret meget af malt, samt af citrus, græs og blomsterhumle. Det er lidt som en blanding af en mørk Bock, og en engelsk bitter, for den har den solide maltsmag fra bocken og så den tørre bitterhed vi kender fra engelske øl. Måske som en art Brown Ale. Det giver en ret god mundfylde, og en halvlan eftersmag som både er lidt krydret og samtidigt syrlig-bitter med citrus, græs og en anelse grape.
Jeg blev meget positivt overrasket over Krenkerups Påskeøl, og endte med at give den en karakter på 7,5 ud af 10.

Jeg er i virkeligheden ikke så vild med påskeøl, for jeg synes at de ret tit bare er en classic med en kylling på. Der er selvfølgeligt enkelte undtagelser, som fx alle påskeøls moder Paulaner Salvator, som er en rigtig god undergæret øl. Jeg vil se om jeg kan skaffe sådan en fætter, og lave en anmeldelse af den.

08 februar 2013

Anchor Steam Beer

Det Californiske bryggeri Anchor Brewing er kendt for deres Steam Beer øl, men ikke kun på den gode måde...

En Steam Beer er en undergæret øl som har gæret ved høj temperatur. Normalt skal en undegæret øl gære ved 5-10 grader C, men i Californien i 1800 tallet var det ret svært at nå så lave temperaturer under gæringen, så hvad gør man når nu undergærede øl er moderne? Jo man laver da bare øllene alligevel, og gærer dem ved høj temperatur. Det giver sådan en slags blandingsøl, som har noget af det klare og friske fra undergærede øl, men også de mere blomstrede smagsindtryk (estere) fra overgærede øl (Ale). I gamle dage bryggede alle californiske bryggerier en Steam Beer, men da Anchor Brewery begyndte at brygge deres i 1971, som de første i nyere tid, fik de patent på ordet Steam Beer, og sagsøger nu enhver der kalder deres øl noget med damp. Derfor har man nu måttet ændre betegnelsen af øltypen til California Common. Lamt. 

Anchor Steam Beer fra Anchor Brewing
Anchor Steam Beer
Anchor Brewing Co.
Anchor Steam er en flot ravgylden øl på 4,8% alc, med et tæt flødefarvet skum som holdt længe. Jeg synes at aromaen er rigtigt god, for den har en god friskhed men har samtidigt masser af aroma. Øllen dufter af frugt og lidt malt, og selvom den ikke dufter specielt bitter er der masser af humlearoma, som citrus og blomster.
Smagen er god bitter, med masser af humle smag, uden at det ligefrem bliver som i en Pale Ale. I forhold til at det er en undergæret øl, er der rigtigt meget frugtsmag, og en meget Ale agtig mundfornemmelse, samtidigt med at den har det klare og friske fra en lagerøl. Ja ok, så er det heller ikke vildere... det kunne også bare være en rigtigt godt humlet pilsner, som fx Mikkellers US Lager. Men jeg synes at det smager godt, og at den citrusagtige humlesmag er rigtig god, med en god halvlang eftersmag.
Alt i alt var Anchor Steam Beer meget bedre end jeg havde regnet med, eller huskede den som, og jeg endte med at give den en karakter på 8 ud af 10.

Det modsatte af en Steam Beer må vel siges at være de tyske Altbier, for det er en overgæret øl, som gæres ved lav temperatur. Jeg har desværre aldrig smagt en, så vidt jeg husker, men de skulle ligesom med Steam Beer være friske og klare som lagerøl, men med den dybere smag fra en Ale. Ja, ja, så meget øl, og så lidt tid...

04 februar 2013

Liberty Ale fra Anchor Brewing

Anchor Brewing fra San Francisco var en del af den amerikanske ølrevoulution i 80'erne, og deres faste øl kan fås overalt. Jeg har købt 3 af dem i Fakta, og fået en Porter i fødselsdagsgave. Her får I en anmeldelse af Liberty Ale, opkaldt efter Paul Revere's historiske ridt under den amerikanske uafhængighedskrig.

Bryggeriet Anchor Brewing har eksisteret siden 1876, og fik en reneseance i 1971 da en hovedrig arving fra Maytag dynastiet opkøbte det (Maytag er et amerikansk hvidevaremærke). Inden for få år udsendte de øllene Steam Beer, Porter, Old Foghorn og Liberty Ale, hvilket stadigt er de mærker som de lever højt på. De brygger på nogle flotte kobberkedler, og gør meget ud af at fortælle at de kun bruger rigtig byg (og hvede) og hele humlekogler. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af hvor meget øl de brygger om året, men når man kan få dem herhjemme til under 20,-, må det være ret store mængder de sprøjter ud.

Liberty Ale
Anchor Brewing
Liberty Ale er en uklar gylden Pale Ale på 5,9% alc. Den har en god bitter aroma, med en god humle duft af citrus og melon, samt duft af korn og lidt honning. Der var faktisk noget mere aromaen i den, end jeg havde regnet med.
Jeg syntes at smagen var endda rigtigt god. Det var en god bitter smag, med citrus og melon, og en bitterhed som fra grape eller vindruekerner, uden at grapen blev for overvældende. Der var ikke meget sødme i den, men lidt smag af korn, som bidrog til en rigtig god smagsfylde, som også fortsatte i en halvlang bitter eftersmag. Selvom Anchor selv kalder Liberty Ale for en IPA, er den i den danske definition af ølstilarter, lavet af De Danske Øldommere, nævnt som et eksempel på stilarten Amerikansk Pale Ale. Amerikanske bryggerier er ofte meget glade for de typer humle som giver meget grapesmag, men her er der brugt Cascade humle på en måde, så humlearomaen er mere nuanceret.
Jeg synes at Liberty Ale er en rigtig god øl, specielt i betragtning af prisen på 19,-, og gav den en samlet karakter på 8,5 ud af 10.

Jeg har været i San Francisco 2 gange, men dengang vidste jeg intet om øl, så en øltur til USA står meget højt på min ønskeseddel. Det kunne godt nok være spændende at se Anchor Brewing, og de mange andre gode bryggerier i Californien.