31 december 2017

Tak for i år fra Højt Skummende!

Så gik endnu et år i øllets tegn, og sikke et år!

Jeg har i år været på øltur til Polen, har besøgt tre store ølfestivaller, været til 6-7 ølsmagninger, et par ølpremierer og har smagt i omegnen af 400 forskellige øl. Det har været et yderst velsmagende år.

Højt Skummende har ligget lidt stille i 2017, men det skyldes ikke en mangel på øl, blot mangel på tid til at skrive om dem. Der kom først rigtigt gang i ølbloggen igen her til december, og jeg er glad for at I vendte tilbage og læste mine skriverier :)
Efter 7.500 sidevisninger her i december, ender ølbloggen på at være blevet læst ca. 49.000 gange i år. Det er jeg utroligt glad for.

Jeg håber at I også har haft en dejligt øl-år, med masser af gode øl og gode oplevelser. Tak for at I følger med her på bloggen. Vi ses i 2018 :)
Godt Nytår!

25 december 2017

Christmas Light fra Det Lille Bryggeri - Glædelig Juleøl !

Jeg håber at I havde en hyggelig juleaften. Julen er jo hjertenes og øllenes fest, og jeg håber at I benytter disse hyggelige, men måske lidt hektiske, dage, til at smage lidt på de gode juleøl. Og ja, jeg mener de gode øl, ikke de ligegyldige "juleøl" fra supermarkedet, hvor det eneste julede er lidt karamel farve og en forhøjet pris.
Blandt de danske mikrobryggerier som tager juleøllene seriøst er Det Lille Bryggeri, vinderen af Årets Bedste Danske Bryggeri 2016 her på Højt Skummende. René brygger i år hele 9 forskellige juleøl, og I får her en anmeldelse af en ny i flokken, den lette Christmas Light.

Christmas Light fra Det Lille Bryggeri
Christmas Light
Det Lille Bryggeri
Christmas Light er en mørk Brown Ale på kun 4% alk, med et tæt lysebrunt skum som hurtigt forsvinder. Etiketten har en sjov tegneserie tegning af en julemand, så jeg vil tro at det er planen at denne øl skal blive en fast del af sortimentet. 
Aromaen er ikke ligefrem overvældende, men har en fin duft af malt, brændt karamel, samt en anelse chokolade og kaffe. Bitterheden er lav, og i selve smagen er der da også mest malt-bitterhed, og så måske lidt kaffe-bitterhed i eftersmagen. Det er en ret letdrikkelig øl, hvilket selvfølgeligt ikke er overraskende da den er på kun 4%, men der er masser af smag. Der er smag af chokolade, lidt kaffe, ristet malt, samt en god sødme i den halvlange eftersmag.
Jeg synes at Christmas Light er en rigtig fin øl, som har masser af smag, men p.g.a. den lave alk. bare ikke så meget dybde. Jeg giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

Jeg elsker gode juleøl, hvor bryggeren har lagt sjæl i at skabe en velsmagende øl. Industriøllene som Tuborg Julebryg eller Grimbergen Christmas er spild af tid.
Nyd nogle ordentlige øl, og hav en dejlig og velsmagende jul :)


21 december 2017

Willemoes Jul 2017

Willemoes Jul er et årligt julehit fra bryggeriet Vestfyen. Jeg har anmeldt dem siden 2011, og I skal da ikke snydes for en anmeldelse af 2017 udgaven. I år er Willemoes Jul en belgisk ale blandet med mango og passionsfrugt, og jeg synes faktisk at det virker rigtigt godt.

Hvert år vælger brygmester Christoph Behnke en ny øltype til Willemoes Jul, og i år er valget faldet på en belgisk dubbel. Det er jo en helt klassisk type til en juleøl, men ved at tilsætte frugt, har han skabt en lidt anderledes øl.
Willemoes Jul 2017 fra Bryggeriet Vestfyen
Willemoes Jul 2017
Bryggeriet Vestfyen
Willemoes Jul 2017 er en flot nøddebrun Ale på 8% alk, med et tæt flødefarvet skum som hurtigt forsvinder. Aromaen har duft af malt, nødder, karamel, dadler og er en lille smule krydret. Der er ikke nogen usædvanlig duft af frugt, stort set kun hvad man kunne forvente af en belgisk dubbel. I selve smagen er frugtsmagen heller ikke det første man falder over. Der er smag af malt, nødder, tørret frugt og en fin lav bitterhed, helt ligesom det skal være i en belgisk ale, men i baggrunden er en fin frugtig smag. Jeg troede faktisk først at fugtigheden kom fra en god dosis humle, indtil jeg fik læst etiketten og det gik op for mig, at det er fra mango og passionsfrugt. Der er slet ikke nogen klæbrig frugt sødme, eller underlig kunstig frugt-essens smag, tværtimod spiller det, i følge mine smagsløg, helt perfekt sammen. Min kære hustru synes faktisk at øllen smager kraftig og whiskey-agtig. Det er en virkeligt lækker smag, og i den dejligt lange eftersmag er der også en god balance mellem bitterhed, sødme og den let krydrede maltsmag.
Jeg elsker de gode kraftige juleøl, så for min skyld måtte Willemoes Jul 2017 godt have været både sød og klæbrig, men ved at tilsætte frugt har brygmesteren åbenbart opnået den samme dybde og frugtighed, men uden at øllen bliver sød. Det er sgi godt ramt. Jeg giver Willemoes Jul 2017 en karakter på 9 ud af 10.

For tiden brygger nogle af verdens mest hypede bryggerier øl med oceaner af frugt. Det er både i Stouts og i IPA'er og meget andet, og frugttilsætningerne kan snart ikke blive vilde nok. På Vestfyen har de brugt lidt af denne dille, men på en konstruktiv og velsmagende måde.

17 december 2017

3. Advent - Et Farvel til Phister de Noel

Glædelig 3. Advent!
Juleøllen Phister de Noel har i mange år været en favorit blandt ølentusiaster. Eller måske skulle vi kalde det en ikke-juleøl, for brygger Peter Sonne fra Flying Couch er ikke ligefrem fan af de krydrede og søde juleøl, så han har i stedet brygget en dejlig kaffe-stout. Men nu er det slut, for Phister de Noel er blevet brygget for sidste gang. Årsagen er egentligt ganske positiv, det skyldes nemlig at Flying Couch har fået eget bryggeri, og derfor ikke længere brygger deres øl på Herslev Bryghus. Da Herslev jo brygger økologisk, synes Peter at det ville være noget snyd at begynde at brygge Phisteren selv, da det nye bryggeri ikke kan brygge økologisk. Han har derfor valgt helt at droppe Phister de Noel, og har i stedet lavet en ny jule-stout med kaffe, som han kalder Black Ice.  Jeg satte mig for at sammenligne de to øl, og anskaffede mig derfor en Black Ice og en Phister de Noel fra 2016. Det var en yderst velsmagende idé.

Phister de Noel fra Flying Couch
Phister de Noel
Flying Couch
Jeg skrev en anmeldelse af Phister de Noel tilbage i 2014 og gav den dengang i en karakter på 8,5 ud af 10. 
Det er en dejligt mørk stout, med smag af kaffe og vanilie, og i en ny øl var der også ret meget humlebitterhed. Denne øl fra 2016 har dog naturligvis mistet humlebitterheden, men har stadigt masser af bitterhed fra kaffen. Der er smag af ristet malt, kaffe, vanillie, træ, mørk chokolade og sorte bær. Jeg synes faktisk at en flaske som er lagret et år er bedre end en frisk udgave, men det er jo smag og behag. Jeg giver i dag Phister de Noel 2016 en karakter på 9 ud af 10.

Black Ice fra Flying Couch
Black Ice er en kulsort Imperial Stout på hele 9,5% alk., med et tæt nøddebrunt skum som holder længe. Flying Couch har fået nyt smart etikette design,så Black Ice fremstår som en meget stilren øl. Den lækre aroma har duft af kaffe, ristet malt, lidt karamel og en baggrunds-frugtighed som minder mig om brændte bær. Der er en del kaffe bitterhed, hvilket også er det dominerende i smagen. Der er også smag af ristet malt, mørke bær og lidt mørk chokolade, men det er kaffesmagen og den medfølgende kaffebitterhed, som er i hovetsædet. Jeg tror at kaffebitterheden vil mildnes hvis man lagrer øllen, et års tid er sikkert nok, men lige nu er det altså lige i overkanten til min smag. 
Jeg synes at Black Ice er en skøn øl, og giver den en karakter på 8.

Både Phister de Noel og Black Ice er virkeligt lækre øl, men det virker som om Black Ice er lidt mere en traditionel Imperial Stout, med kaffe, hvorimod Phister bar mere bræg af vanillie og chokolade bag kaffesmagen.
Petter Sonne er en utroligt dygtige brygger, med en masse gode øl på samvittigheden, både fra Flying Couch, Halsnæs Bryghus mm. Det bliver spændende at se hvilke nye øl der vil blive brygget på Flying Couch.


15 december 2017

Årets Danske Bryggeri 2017 på Højt Skummende

I ugens ølblogger priser, er vi i dag nået til prisen for Årets Bedste Danske Bryggeri. Sidste år kårede jeg Det Lille Bryggeri som Årets Bedste Danske Bryggeri, for deres fantastiske øl og det hårde arbejde. I år vil jeg kåre en anden arbejdshest, for her på Højt Skummende går prisen til en gammel kending, alles yndlingsbryggeri, Amager Bryghus.

Det går strygene på Amager så drengene (og pigerne) er flytte fra deres bibel-lager hen til en vaskeægte industribygning. Her har de fået installeret en masse nye øltanke på næsten 10.000 liter (hver), så nu arbejder de i døgndrift for at fylde tankene med øl. Det er jo skønt at se andre folk arbejde, og det er da endnu mere skønt når man kan smage på det arbejde. 
Jeg besøgte Amager Bryghus til deres Grand Opening af det nye bryggeri (og årlige jule-tamtam), og blev noget benovet, og voldsomt tørstig, af de nye store forhold. Så må man jo forvente alvorlige mængder Todd the Axeman og Bastard Princess i butikkerne inden længe. Der var nærmest julestemning på bryggeriet, da de i år har brygget hele 2 juleøl som ikke er IPA'er. Det hjalp naturligvis også at der var gratis æbleskiver og pebernødder.

Amager Bryghus laver nogle af danmarks bedste øl, både af deres kendemærke, de voldsomme IPA'er, men også kraftige Stout's og dejligt bitre lagerøl. Jeg har smagt omkring 90 forskellige af deres øl og har skrevet 24 artikler om dem her på bloggen. 25 med denne ;)

Tak til Amager Bryghus for det hårde arbejde, for at være skønne mennesker, og for det dejlige øl. I er, i mine øjne, Årets Bedste Danske Bryggeri.



De andre Danske Ølblogs har kåret disse bryggerier til årets bedste:
Tanker fra Provinsen kårer AleFarm til Årets Bedste
Rookie Beers har Ebeltoft Gaardbryggeri
Lehrmann og bryg kårer Fanø Bryghus
Ousen om Øl kårer Mikkeller til Årets Danske Bryggeri
Levemand kårer Amager Bryghus
og endeligt har Ulkløbben også Amager for Fanden!

14 december 2017

Årets Bedste Nye Øl 2017 på Højt Skummende

Det er blevet tid til at kåre Årets Bedste Nye øl på Højt Skummende.
Jeg har smagt en frygtelig masse gode øl i år, af alle tænkelige typer. De øl jeg bedømmer bedst er dog uvægerligt de helt alkohol stærke. De taler simpelthen mest til mig. Jeg har i år bedømt 23 øl til et 9 tal på min 10-skala, 6 øl til karakteren 9,5 og kun en enkelt til et rent 10 tal.

Blandt 9.5'erne var øllen Gybbersen fra bryggeriet Gong Gong. Bag dette står håndbryggeren Martin Klausen, Sortemesteren, som til Ølfestivallen sidste år havde brygget den formidable 'Grandpas Wet Dream' og i år gjorde kunststykket efter med Gybberen. Det var en dobbeltmæsket Stout brygget med bl.a. kondenceret kakaomælk og grøn valnød. Hold da helt ferie. Jeg tog en taxi til ølfestivallen, udelukkende for at nå at smage denne øl inden den slap op.
I en helt anden boldgade gav jeg i år også topbedømmelse til 2 øl fra Brøggeren, nemlig hans Hypenrose og den fadlagrede Sæson. Dette er, for mine smagsløgs vedkommende, simpelthen noget af det ypperste man kan opnå med vildgærede øl. Dette er hvad andre øl drømmer om at være.

Natalie
Penyllan
Men til sagen... den eneste øl som jeg i år har bedømt til en ren 10'er, og som derfor vinder for Årets Bedste Øl, er Natalie fra bryggeriet Penyllan.
Jessica Andersen har, sammen med Christian Skovdal, længe gået og puslet om Penyllan øllene i deres bryggeri på Bornholm, og i oktober måned var de så endeligt klar til at blive præsenteret. Jessica holdt premiere på sine øl på den spændende Restaurant Barr, som ølbloggen Tanker fra Provinsen forøvrigt har udnævnt til Årets Bedste Ølbar. De serverede fire forskellige øl, som alle var rigtigt lækre, men toppen af kransekagen var Natalie.
Det er en Old Ale, gæret med trappistgær, lagret på bourbonfade, og derefter gæret endnu engang med vildgær. Det gør øllen knas tør, hvilket fremhæver smagen af tørret frugt, træ, vanillie, malt og bourbon. Forestil dig en perfekt belgisk Abt, drænet for al sødme og lagret på bourbonfade. Fantastisk.


13 december 2017

Årets Ølbar 2017 på Højt Skummende

I dag kårer de danske ølbloggere Årets Bedste Ølbar 2017.
Jeg har i årets løb besøgt en del forskellige ølbarer, både herhjemme og i det store udland. I Warszawa besøgte vi f.eks. en lang række barer, den største med 97 haner, så der var virkeligt noget at komme efter. Det er dog en dansk ølbar som jeg vil udpege til årets bedste.

I sommer åbnede pizza-ølbaren Tribeca Ugly Duck med en stor fest. De serverer nogle sindsygt lækre pizzaer bagt i en stor roterende stenovn. Jeg besøgte dem til deres åbning, og har siden været forbi for at smage lidt mere pizza og øl. Og ja, pizza sammen med eksperimenterende fadlagrede øl fra Ugly Duck, tappet direkte fra træfade... det spiller max. Det er dog også et halv-dyrt sted, så det er ikke lige en ølbar som jeg sådan ville kigge forbi en almindelig aften.


Mit valg som Årets Ølbar er Brewers Inc. De åbnede i februar måned, med det helt specielle koncept, at de, ud over et udvalg af andet mikrobryg, kan servere øl fra hjemmebryggere. Øllene udvælges i en månedlig konkurrence, hvorefter de brygges i stor skala og kommer på Brewers hanerne. I den hyggelige bar, har de 10 haner med godt øl, hvoraf 1 eller 2 så er egne vinderøl.

Jeg synes at Brewers Inc er et dejligt sted, og da jeg er vild med deres fokus på hjemmebryg, vælger jeg Brewers Inc til Årets Bedste Ølbar på Højt Skummende.

Der er kommet mange andre nye ølbarer i København i årets løb, bl.a Vesterbro baren Rbabarrab, og i efteråret åbnede den nye Skaal ølbar på Kultorvet. Skaal kunne også være valgt til årets bedste, men da jeg endnu ikke har fået skrevet en ordentligt artikel om baren, vil jeg gemme den til næste 'sæson' :)

12 december 2017

Årets Øloplevelse 2017 på Højt Skummende

Året går på hæld og det er på tide at tage et blik tilbage over 2017. De danske ølblogge kårer i denne uge Årets Bedste i forskellige kategorier, og i dag er turen kommet til Årets Bedste Øloplevelse.

Jeg vil i år kåre en øl festival til årets bedste øloplevelse. Jeg besøgte i 2017 tre store ølfester, holdt på tre forskellige måder. Ølentusiasternes Ølfestival, holdt af frivillige, Mikkellers Beer Celebration, holdt af et bryggeri, og Warszawa Festiwal Piwa, som er en kommerciel festival.

Jeg fik skrevet en artikel om mine forventninger til Ølfestivallen 2017, men jeg fik desværre aldrig skrevet hvordan det så gik derude. Men tro mig, det var sjovt. Jeg elsker ølfestivallen, ikke bare for de gode øl, men for atmosfæren og chancen for at snakke med de mange dygtige bryggere. Man mærker tydeligt entusiasmen omkring festivallen, både fra gæsterne og fra bryggerne selv, som næsten alle er til stede for at fortælle om deres øl.

I september var jeg på øltur til Warszawa, og besøgte, ud over en utrolig masse gode ølbarer, mikrobryg festivallen Warszawa Festiwal Piwa. Den bliver holdt 2 gange om året, og næsten 20.000 mennesker kigger forbi de ca. 50 bryggeri stande. Ligesom Stockholm Beer & Whiskey Festival bliver denne festival afholdt 'professionelt', som en blanding af en ølfestival og en kæmpe-mæssig bar. Så bag disken ved bryggerierne står som regel mest sælgere og bar-personale. Det gør jo ikke øllene dårligere... men det giver festivallen en helt anden stemning.

Min kåring som Årets Bedste Øloplevelse går til Mikkellers store ølfest Mikkeller Beer Celebration Copenhagen. Mikkeller har ved hjælp af sit netværk opbygget en ølfestival som simpelthen er en af verdens bedste. 100 af verdens aller bedste bryggerier serverer de bedste øl de har, og fordi det ligeså meget er en fest for bryggerne som det er for de besøgende, kan man også her finde bryggere fra hele verden samlet om det gode øl. De første år var CBC et velsmagende festligt kaos, men de sidste par år har det kørt som på skinner, og alle har haft en fest. Verdens bedste øl, glade gæster og ikke mindst glade bryggere... det giver i mine øjne Årets Bedste Øloplevelse.

Hvad har Danmarks andre ølblogge så udnævnt til deres bedste øloplevelse i år?
Jo, på Rookiebeers er MBCC 2017 også kåret til Årets Bedste Øloplevelse.
Ulkløbbens Bedste Øloplevelse var også MBCC samt en øltur til Stone i Berlin.
BeerTalk Bedste Øloplevelse er søreme også MBCC 2017.
Ousen Om Øl er enig, og kårer MBCC til Årets Bedste Øloplevelse.
Malt og Humle har kåret Det Belgiske Hus' stand på Ølentusiasternes Ølfestival
Tanker fra Provinsen har kåret Haven festivallen som bedste oplevelse
Levemand's bedste oplevelse fra Øldommer kursus
Lehrman's bedste oplevelse var en øl tur til Skotland

10 december 2017

2. Advent 2017 - Krydrede Juleøl

På denne 2. Advent synes jeg at I skal have et par anmeldelser af juleøl. Det bliver i dag til to belgisk inspirerede øl fra danske bryggerier. Blandt juleøl af alverdens stilarter, f.eks. pilsner julebryg, jule IPA'er og jule portere, vil de krydrede belgiske nu altid være mine favoritter. Så lad os se hvordan det går når Mikkeller og Warwick forsøger sig med typen.

Kihoskh Juleøl fra Mikkeller
Kihoskh Juleøl
Mikkeller
Mikkeller har en godt samarbejde med Kihoskh på Vesterbro, og brygger en lang række øl til deres distributionsfirma Vielviel Mehr. Denne Juleøl er et bud på en klassisk belgisk inspireret jule Ale, en type som Mikkeller ellers stort set ikke brygger.
Det er en flot kastaniebrun ale på 8% alk, med et tæt lysebrunt skum som holder længe. Aromaen er forholdsvis krydret, med en tør duft af malt som næsten har en smule røg over sig. I smagen bliver krydderierne temmeligt dominerende, da øllen er meget tør, hvilket er med til at gøre øllen forholdsvis bitter. Der er smag af brændt malt og måske lidt tørret frugt, men ikke nok til at balancere krydder-bitterheden. Jeg synes at Kihoskh Juleøl er en fin øl, den er nok bare lige lovligt tør til min smag, så jeg giver den en karakter på 7 ud af 10.

Hjertensfryd fra Warwick
Hjertensfryd
Warwick
Warwick er et lille anparts-bryggeri fra Varde. De har eksisteret siden 2004 men sælger primært deres øl lokalt, så der er langt imellem at jeg ser dem i mine ølforretninger. Deres juleøl Hjertensfryd er faktisk ikke en 100% belgisk ale type, men er brygget med både over- og undergær, til hvad Warwick kalder en Bierre de Garde. Den er dog krydret med både koriander og appelsin, for at gøre den 'julet'.
Det er en flot nøddebrun øl på 8% alk, med et luftigt flødefarvet skum som hurtigt forsvinder. Aromaen har en lækker duft af nødder, rosiner, tørret frugt og karamel. Trods alt dette er aromaen faktisk ikke for sød, da det balancerer fint. Smagen er heller ikke over-sød, trods smag af karamel, nødder og tørret frugt, men virker faktisk let, hvilket vel skyldes gæringen med både over- og undergær. Smagen er dejligt krydret, og har i den halvlange eftersmag lidt appelsin til at balancere smagen. Jeg tror at Hjertensfryd ville passe perfekt til julemaden, specielt hvis man ikke er så meget for de søde og tunge juleøl.
Hjertensfryd vandt i 2009 Ølentusiasternes pris som Årets Bedste Juleøl, og jeg synes bestemt også at det er en dejlig øl, så jeg giver den en karakter på 8.

Hjertensfryd og Kihosks Juleøl er rigtigt lækre øl, på hver deres måde.
Glædelig 2. Advent :)

05 december 2017

Glædelig JuleStout

Jeg elsker juleøl i næsten alle afskygninger. I dag får I en ølanmeldelse af helt mørk af slagsen, nemlig en JuleStout fra Ebeltoft Gårdbryggeri. Det er jo lidt specielt at lave portere om til juleøl, men jeg har faktisk smagt nogle stykker som jeg synes er rigtigt gode, og skrev da også for nogle år tilbage en advents artikel om sorte juleøl. Jeg ser derfor frem til at smage denne lille sag.

Ebeltoft Gårdbryggeri laver nogle fine simple øl, uden så mange dikkedarer. Denne JuleStout er da
JuleStout fra Ebeltoft Gårdbryggeri
JuleStout
Ebeltoft Gårdbryggeri
også en ganske ligetil sag på 7,3% alk, i en stilren flaske uden nogen dikkedarer.
Aromaen er lidt sød, med duft af chokolade og brændt malt, hvilket er med til at give en lidt krydret duft, samt lidt duft af kaffe, hvilket er med til at give en udemærket bitterhed.
I smagen er chokoladen ikke så fremtrædende, men giver plads til en god kaffebitterhed. JuleStout'en er brygger med både havre og hvede, hvilket nok forklarer den gode cremede mundfylde og den bløde eftersmag af chokolade, malt og kaffe. 
Jeg synes at JuleStout er en rigtig lækker øl, så jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.
Øllene fra Ebeltoft Gårdbryggeri kan købes mange steder, bl.a. på Boxbeer, så der skulle være rig mulighed for at skaffe denne, eller andre, øl fra dem.

Julen er en dejlig (øl)tid. Det jo ligefrem myldrer frem med nye juleøl, som straks må havne i indkøbskurven til hyggelig prøvesmagning. Og så kan man jo også være så heldig en en lille nisse kommer listende med nogle gode sager :)

20 november 2017

Whiskey Tango Foxtrot fra Hoppe.Beer

Det lille bryggeri Hoppe.Beer blev startet af Frederik Hoppe i 2015. Han brygger på et 200 liters anlæg i et nedlagt mejeri i Solrød Landsby, og må derfor nok have titlen af danmarks mindste kommercielle bryggeri. Hoppe brygger øl som er 'inspirerede af den belgiske brygtradition', hvilket ikke betyder at han brygger traditionelle belgiske klosterbryg, men at han lader sig inspirere af det eksperimenterende i den belgiske tradition, hvor frugter, sukker og krydderier bidrager til smagsbilledet.
Højt Skummende smagte første gang Hoppes øl på årets Ølfestival, hvor han havde medbragt en række spændende belgisk inspirerede øl, alle med et twist. Da jeg fandt 3 Hoppe øl hos Maltbazaren, røg de derfor hurtigt i indkøbskurven. Idag får I en ølanmeldelse af Whiskey Tango Foxtrot, som er en røget og fadlagret Ale.

Whiskey Tango Foxtrot fra Hoppe.Beer
Whiskey Tango Foxtrot
Hoppe.Beer
Hoppe.Beer kalder Whiskey Tango Foxtrot for en Amerikansk Whiskey i ølform, og der er der nok noget om. Det er en ale med røgsmag, som er gæret med Bourbon gær og lagret på egestræsfade i 4 måneder, så smag er der masser af.
Aromaen er først lidt overvældende, for den har virkeligt en god dosis røg. Men bag røgen fornemmes fine dufte af træ, brændt karamel og bær. Røgen er nærmest på højde med en Schlenkerla, men med en helt anden baggrunds-aroma. 
I smagen er det også røgen som først gør indtryk, men hurtigt kommer den blot til at danne bagtæppe til en dybere og mere frugtig smag. Der er en mild træ-smag fra egetræslagringen og en dejlig frugtighed, som må stamme fra bourbongæren. Jeg går ud fra at sådan en fyr danner en farlig masse smag af frugt-estere. Der er også tilsat lakridsrod, men jeg synes mest af det bidrager til den frugtige smag, uden at smage decideret af lakrids. Den lange eftersmag er rigtigt blød og lækker, med en god balance mellem røgen samt bær og bitterhed.
Jeg synes at Whiskey Tango Foxtrot er en rigtigt lækker øl. Men nu er jeg jo også stor fan af både røgøl samt belgiske øl, så for mig sidder denne fine sag lige i skabet. Jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.

Jeg skulle lige se det et par gange før jeg indså hvad navnet på denne fine øl betød. Jeg har nok bare ikke brugt nok tid i militæret. Jeg synes nu ikke at Whiskey Tango Foxtrot er en WTF... oplevelse. Jeg synes faktisk at den er rigtigt lækker.

09 november 2017

Nordic Jam fra Jacobsen

En gang imellem kommer der nyt fra Carlsbergs Jacobsen brand, men det er længe siden at det har været noget spændende. Deres nyeste tiltag er Nordic Jam, som er en slags industri-version af den nordiske bølge inden for øl, det som kaldes Ny Nordisk Øl. Her bruges lokale nordiske råvarer, som bær, frugt og lokal malt, til at skabe øl med et unikt nordisk præg. I Nordic Jam har Carlsberg forsøgt at give dette præg ved at tilsætte Tyttebær til en hvedeøl.

Nordic Jam er en hvedeøl på 5% alk, med et luftigt flødefarvet skum. Etiketten er et kludetæppe af
Nordic Jam hvedeøl fra Carlsbergs Jacobsen brand
Nordic Jam
Jacobsen Carlsberg
underlige marmelade farver, men det er nok for at den skal passe til selve øllens uklare rødlige farve.
Aromaen er meget frugtig, med duft af røde bær og lidt frugt syrlighed. Som det hører sig i en hvedeøl, er bitterhed lav i aromaen, men selve smagen er faktisk fornuftigt bitter, synes jeg, da de tilsatte bær giver bitterhed til øllen. Nordic Jam er brygget med både tyttebær, appelsinskal og korianderfrø, så man kan vel sige at det er en Wittbier med bær. Jeg synes at tyttebærrene giver alt for meget smag af frugt, så selv om eftersmagen ender med at være tør, så fremstår smagen i alt. som alt for marmelade agtig. Selvom det ikke fremgår af etiketten, så går jeg ud fra at Nordic Jam er skabt til at drikkes til mad. Den står ihvertfald ikke særligt godt alene.
Jeg giver Nordic Jam en karakter på 7 ud af 10.

Jeg har lagt mærke til, at der ikke længere står på Jacobsen øllene at de er brygget på det gamle Husbryggeri i Valby. Jeg går derfor ud fra, at Jacobsen øllene nu brygges på Carlsbergs industribryggerier, ligesom Semper Ardens er blevet det i mange år. Husbryggeriet har i lang tid haft svært ved at følge med marketings-afdelingens efterspørgsel, og har brugt 3/4 af året bare på at brygge juleøllene, så derfor har stærke kræfter i Carlsberg arbejdet på at flytte Jacobsen produktionen, fx til fabrikken i Fredericia. Det er synd, at Carlsbergs sidste rest af ordentligt øl dermed er ved at forsvinde.

02 november 2017

Glædelig ØJ Dag!

I dag er det ØJ Dag, ølentusiasternes Juleølsdag, hvor de danske mikrobryggerier frigiver deres juleøl, og ølbarer holder lækre arrangementer over det ganske land.

Traditionen med ØJ-dag blev startet af Ølbaren for 15 år siden, og har siden bredt sig til en lang række gode ølbarer. På Ølbarens søster-bar Taphouse har de f.eks. i dag, igen, hele 61 forskellige juleøl på fad. Selv smartenheimer steder som Brus og Koelschip er med på idéen, og har i dag juleøls arrangementer. Det er jo skønt.
Ølbarens hjemmeside har de en liste over de ølbarer som deltager i ØJ-Dag, og den bliver længere år for år :)

Jeg synes at start-november er alt for tidligt til jule-ting, men jeg gør naturligvis en undtagelse når det kommer til juleøllene!
Så drop de kedelige juleøl fra supermarkederne, og se i stedet at komme ud i byen, hvor hundredevis af spændende juleøl fra danske mikrobryggerier kommer på hanerne :)

27 september 2017

Tremendous - Skønt Håndbryg

Det Nordjyske bryggeri Bang & Harboe Håndbryg er, som mange danske bryggerier, udsprunget af håndbryggermiljøet. Her gør man dog en dyd ud af det, og bruger meget krudt på at fortælle om det gode samarbejde mellem hjemmebryggerne. Det er jo dejligt, og for en hjemmebrygger som mig selv, er det jo også sjovt når man på bryggeriets hjemmeside, som meget apropo hedder Håndbryg.com,  kan finde nærmest hele opskriften på at brygge deres øl. Jeg har smagt på Bang & Harboes øl Tremendous, som vandt guld ved DM i håndbryg i 2016. Den er slet ikke så ringe.

Tremendous
Bang & Harboe Håndbryg
Tremendous er en kastaniebrun ale på 5,5% alk., med et luftigt lysebrunt skum som holder længe. Aromaen har duft af kaffe, brændt malt, nødder og en tydeligt duft af sort malt, hvilket er med til at give en god bitterhed. Det er en amerikansk Brown Ale, så der er fokus på bitterheden, både fra den sorte malt og fra store mængder Chinook, Amarillo og Cascade humle. Det er forstærket af tørhumling med Mosaic humle, så humlesmagen giver ekstra dybde i øllen. Smagen har også masser af kaffesmag og -bitterhed, samt masser af krydderier. Der er også en dyb frugtig smag, som jeg først tænkte var som af baked-beans og kanel, men ved nærmere eftertanke smager det vist mere af coco nibs :)
Tremendous har dejligt meget smag, specielt af en øl på kun 5,5%, men personligt bliver jeg vist aldrig nogen fan af bitre amerikanske Brown Ale, så jeg giver Tremendous en samlet karakter på 7,5 ud af 10.

Bang & Harboe virker som en spændende bryggeri, som jeg glæder mig til at smage mere fra. Jeg håber dog at deres andre øl er lidt billigere end denne, for selv om Tremendous er en dejlig øl, så er 50 kr for 33cl altså latterligt dyrt.

15 september 2017

Albani Citra Witbier

Normalt er det ikke ligefrem fordi jeg brænder efter at smage nye øl fra de danske industribryggerier, men med Albanis Citra Witbier gjorde jeg en undtagelse, og smagte forleden på sagerne. Det skyldes ikke mindst, at jeg selv skal brygge en hvedeøl om et par dage, hvor jeg selv har tænkt mig at bruge Citra humle, så denne Citra Witbier var jo en glimrende lejlighed til at smage hvad jeg kan forvente. Og dog...

Citra Witbier er Albanis bud på en belgisk Witt, altså en frugtig, frisk og krydret hvedeøl, men
Albani Citra Witbier fra Royal Unibrew
Albani Citra Witbier
Royal Unibrew

brygget med den dejlige Citra humle. Det er en ganske nydelig gylden øl på 5,2% alk, med et tæt hvidt skum som forholdsvis hurtigt forsvinder. Jeg er ikke den store fan af dåseøl, men om ikke andet, må man da sige at dette er en farverig øldåse, og jeg synes faktisk at den orange farve passer fint til øllen.
I aromaen er der lidt duft af citrus og måske lidt melon, men ellers synes jeg at den stort set mangler den frugtighed som man normalt finder i en Witt. Jeg kan heller ikke rigtigt dufte nelliker, hvilket ellers også er normalt i en Witt. Det hjælper dog lidt på det i selve smagen, hvor jeg, efter at have tænkt lidt over det, faktisk kan smage lidt banan og pære, og måske antydningen af noget krydret. Jeg synes dog at Citra Witbier har en ganske fin bitterhed, af en belgisk Witt, med en fin let citrus smag, som faktisk er ganske god i eftersmagen. 

Jeg ville vist aldrig have gættet at der er brugt Citra humle i brygningen, men jeg synes faktisk at det er en dejligt frisk øl, med en ganske udemærket bitterhed. I forhold til prisen og tilgængeligheden er det en fin øl, så jeg giver Albanis Citra Witbier en samlet karakter på 7 ud af 10.

Jeg er stor fan af citra humle, og min teori er at den kan give en ekstra pust af frisk cirtus lækkerhed til en hvedeøl. Derfor vil jeg selv prøve at brygge sådan en fætter. Jeg håber at jeg kan få lidt mere humlesmag i min. Det bliver vist ikke så svært.

23 august 2017

Stone Cali - Belgique IPA

Man kunne for nyligt købe dåseøl fra det amerikanske bryggeri Stone i Fakta, til en billig penge. Øllene er brygget på Stones bryggeri i Berlin, så modsat de amerikanske øl vi normalt kan få herhjemme, er disse øl dejligt friske og sprøde. Jeg nåede at købe en enkel, nemlig deres Cali-Belgique IPA.

Det spøjse navn skyldes at øllen er en Californisk IPA, men et belgisk twist, idet der er brugt en belgisk gær som giver ekstra frugtighed i smagen. Belgisk gær danner jo mange af de 'estere' som giver frugt smag, og dette er her brugt til at give en mere rund og blød smag, end en amerikansk IPA normalt har.
Cali-Belgique IPA fra Stone Brewing Berlin
Cali-Belgique IPA
Stone Brewing Berlin
Cali-Belgigue er en flot gylden IPA på 6,9% alk, med et luftigt hvidt skum som forholdsvis hurtigt forsvinder. I hvert fald hurtigere end jeg kunne nå at tage en billede af det :) 
I aromaen er der masser af duft af frugt, som melon, ananas og citrus, samt en let duft af malt som understøtter frugten og den lette bitterhed. I selve smagen er der dog masser af bitterhed, så her træder frugtigheden fra den belgiske gær lidt i baggrunden. For nogle år siden var det meget moderne med belgiske IPA'er, som ofte havde rigtigt meget frugt smag. Så meget at de ofte virkede søde. Denne fra Stone går dog i den helt anden grøft, og bruger kun frugtigheden til at give baggrund og dybde til IPA'en, og dermed understøtte humle bitterheden. 
Cali-Belgique IPA er en dejligt frisk øl, med en god frugtig bitterhed, så jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.

I bunden af Cali-Belgigue dåsen står ikke blot dens sidste holdsbarhedsdato, men også hvornår den er brygget. Den info burde alle gode bryggerier skrive på deres øl, så man slipper for at købe en IPA som burde være drukket for flere måneder siden. I et supermarked som Fakta, hvor man aldrig kan vide hvor længe varerne har stået på et lager et sted, er produkstionsdatoen guld værd.

15 august 2017

La Trappe Blond - Sødmefyldt velsmag

Forleden skrev jeg en ølanmeldelse af den forfærdeligt søde Grimbergen Blonde. For at sætte øltypen lidt i perspektiv, får I her en anmeldelse af en blond fra trappistbryggeriet La Trappe. Denne øl er købt i Superbrugsen til 35,-, altså kun 5,- mere end Grimbergen, og den er brygget på et trappistbryggeri som er så stort at man nærmest må kalde det et industribryggeri. Men der er stadigt en verden af forskel på øllene.

La Trappe Blond er en gylden ale på 6,5% alk, med et tæt flødefarvet skum som hurtigt forsvinder. Jeg synes at det er en flot øl, lukket med champagneprop i en flot flaske med relief.

I den stille aroma er der duft af blomster, lidt honning, lys malt, rosiner, koriander og lidt appelsin duft som af curacao. Der en en god sødme, men en lille smule bitterhed sørger for at sødmen ikke bliver for kvalm. Det samme gælder i selve smagen, som godt nok er godt sød, men alligevel virker både let og frisk. Der er en god frugtsmag, som af banan, pærer og blomster, og en fin mild smag af lys malt. Det giver en rigtig fin mundfylde, og en lækker blød eftersmag, med en let krydret smag af malt, samt lidt bitterhed til at balancere frugtsmagen. 

Jeg synes at La Trappe Blond er en rigtigt dejlig øl, med en god sødlig balance. Jeg tror f.eks. at den ville gøre sig rigtigt godt som en aperitif. Jeg giver den en karakter på 7 ud af 10.

En belgisk blonde er en sødlig og frugtig øl, men hvis den er ordentligt lavet, har den også masser af dybde og karakter. Der findes masser af kedeligt industriøl som efterligner belgisk øl, men der er ikke meget som kan slå den ægte vare.

10 august 2017

Grimbergen Blond - Belgisk industriøl

Der findes masser af gode belgiske øl, men der findes naturligvis også masser af kedelige industriøl. En af disse brygges af Carlsberg, og sælges i Danmark med en løgnagtig historie om munke og gamle bryggetraditioner. I Fakta har jeg købt mig en flaske Grimbergen Blonde

Grimbergen Blonde er en klar gylden ale på 6,7%, med et luftigt hvidt skum som hurtigt forsvinder. Etiketten er indbegrebet af marketing, og øllens hjemmeside er endnu værre, med en falsk historie om klostre og bryggetraditioner. Det er simpelthen markedsføring når det er værst.
Grimbergen Blonde fra Carlsberg
Grimbergen Blonde
Carlsberg
Aromaen er meget sød. Der er duft af lys malt, en anelse krydret duft, samt lidt frugt som af søde dadler eller appelsin. Frugtsødmen er overvældende, og kommer i smagen til at minde lidt om honning. Der er dog ikke tilsat honning, men derimod både karamelfarve E150c, humleekstrakt og, mere naturligt for en belgisk øl, glykosesirup. Det giver en forfærdeligt sød øl uden nogen særlig bitterhed, men med smag af lys malt, sød klistret frugt og en anelse krydret smag fra den billige malt. 
Dette er simpelthen en forfærdelig øl. Det skal forestille en belgisk blonde, men den har intet af det gode fra øltypen, men kun det det søde og lidt af frugtsmagen. Jeg tvivler på at den overhovedet er brygget med en belgisk gærtype. Jeg giver Grimbergen Blonde en karakter på 4 ud af 10.
Livet er for kort til lorteøl, for nu at citere den store mester, så denne Grimbergen Blonde endte meget hurtigt i afløbet. Det de dårligste 30,- jeg har givet ud længe.

De Grimbergen øl som sælges i Danmark er brygget på Carlsbergs Kronenbourg bryggeri i Frankrig, så der er absolut intet klosteridyl over dem. De har ellers gang i en stor reklame kampagne omkring de gamle munketraditioner og klosterets fugl Fønix evner. Det er Carlsberg marketing når det er værst, fra et bryggeri hvor det er reklamefolkene som bestemmer hvilke øl der skal brygges.

03 august 2017

Brewdogs Pumpaction Poet til #IPAday

I dag er det den årlige #IPAday, hvor bryggerier, ølbarer og øldrikkere fejrer de dejlige IPA'er. Jeg har leget med, ved de sidste 6 år at anmelde en IPA på dagen, og I skal da heller ikke snydes i år. Igen i år har jeg kastet mig over en IPA fra Brewdog, nemlig deres skøre øl Pump Action Poet. Jeg kender ikke historien bag den boglæsende pumpgun figur på dåsen, but I like it :)

Pump Action Poet, PAP, er en IPA brygget med fersken og abricoser, for at give ekstra meget
Pumpaction Poet IPA fra Brewdog
Pumpaction Poet
Brewdog
frugtighed. Der er en masse bryggerier som tilsætter frugt af forskellig slags til deres øl, svenske Omnipollo er f.eks. mestre i det, og i denne poet-øl har Brewdog altså forsøgt sig med det.
PAP er en flot strågul øl på 7,5% alk, med et hvidt luftigt skum som holder længe. Aromaen har en lav bitterhed, med lidt humleduft af citrus, blomster og grape, men jeg synes ikke at der er nogen særlig duft af frugt. Der er lidt aroma af malt, hvilket også er med til at give lidt mundfylde i smagen. Smagen er dejligt bitter, med en let frugtighed af citrus- grapesmag. Jeg synes ikke at der direkte er smag af hverken fersken eller abricos, men i eftersmagen er der faktisk en fin bitter frugtighed som kunne stamme fra stenfrugter.
Jeg synes at Pumpaction Poet er en spændende øl, og jeg tror at hvis man fik fat i en mere frisk dåse, så ville det sikkert være en dejligt frisk og frugtig IPA. Den dåse jeg har fået fingre i er desværre ikke specielt frisk, så jeg nøjes med at give øllen en karakter på 7 ud af 10.

Jeg håber at i har fundet jer en god IPA, så #IPAday kan blive fejret på behørig vis :)

01 august 2017

St. Bernardus 8 - Dobbelt så lækker

St. Bernardus Prior 8 er en klassisk belgisk dubbel. Som jeg skrev i min artikel om St. Bernardus 12, blev Westvleterens øl oprindeligt brygget af St. Bernardus Watou bryggeriet, og opskriften til denne Prior 8 stammer fra denne periode. Det er en dejligt smagfuld øl.

St. Bernardus Prior 8
St. Bernardus Prior 8
St. Bernardus Prior 8 er en kastaniebrun ale på 8% alk, med et tæt flødefarvet skum som hurtigt forsvinder. I den fine aroma er der duft af karamel, lidt træ, lidt frugt og dadler, samt en lidt alkohol agtig sødme. I smagen er der også en god sødme, men den balanceres af en fornuftig bitterhed og en dejligt fyldig smag af brændt sukker, dadler, træ samt en let krydret smag fra malten. Det er en dejligt kompleks øl, men en god mundfylde og en halvkraftig eftersmag hvor den gode maltsmag bliver hængende længe.
St. Bernardus 8 er en rigtig god øl med masser af smag, så jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.

Ratebeer, ølnørderns paradis, er St. Bernardus 8 bedømt til at være den bedste belgiske dubbel, overhovedet. Selv højere end Chimay og Westmalle Dubbel  som jeg ellers synes er en fantastisk øl.

28 juli 2017

Lækkert Sort Hul fra Pinta

Polsk øl stormer frem og fås nu ikke bare i specialølsbutikker som Ninkasira, men også på hanerne på mange gode ølbarer. Et af de mest kendte polske bryggerier er Pinta, hvis IPA Atak Chmielu var det første rigtige gennembrud for mikrobryg i Polen. I dag får i en ølanmeldelse af Pinta's bud på en schwarzbier, deres Czarna Dziura.

Czarna Dziura er en nøddebrun øl på 4,2% alk, hvilket vist er i den lave ende for en schwarzbier. Navnet betyder Sort Hul, men så mørk er øllen nu heller ikke.
Czarna Dziura fra bryggeriet Pinta
Czarna Dziura fra bryggeriet Pinta
Aromaen er da også forholdsvis let, men har fin duft af malt, nødder, en anelse kaffe og en smule krydderduft fra malten. Bitterheden er lav, men passer fint til en mørk lagerøl.
Smagen er lidt kraftigere end aromaen, og har en maltkrydret smag af nødder, brændt malt, og lidt kaffe som er med til at give en fin bitterhed. I forhold til de tyske schwarzbier er dette en lidt let øl, men den har masser af smag, og måske en lidt mere smagfuld bitterhed end de tyske udgaver. Der er lidt smag af kaffe fra malten, men slet ikke på det niveau som der f.eks. er i en Köstritzer.
Jeg synes at Czarna Dziura er en dejlig øl, som både er smagfuld og letdrikkelig. Og det er vel ikke så ringe. Jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.

Pinta laver utroligt mange spændende øl, så selv om jeg forsøger, har jeg kun smagt en ganske lille del af dem. Til september skal jeg på øltur til Polen, så der kan jeg forhåbentligt få prøvet lidt forskelligt :)

23 juli 2017

Friskbagt Sigtebroad fra Amager Bryghus

 Amager Bryghus er glad for at lave samarbejdsbryg, hvor de sammen med et andet godt bryggeri laver en spændende øl. En lang række bryggere har været på besøg i kælderlokalerne på Amager, men amagerdrengene er også flere gange rejst ud i verden for at lave samarbejdsbryg. Mest til USA. Dagens hovedperson Sigtebroad er resultatet af sådan et USA besøg, og er brygget sammen med amerikanske Trillium. Dette bryggeri fra Massachusetts er de sidste 3-4 år blevet kendte for deres amerikanske IPA'er og Pale Ale's, og har selv lavet en lang række samarbejdsbryg rundt omkring i verden, bl.a. med svenske Omnipollo. Sigtebroad blev brygget i september sidste år, og kom i første omgang kun til salg i USA, under navnet Sigtebrød. Det tog lidt tid før man kunne få øllen i Danmark, men til årets Amarikanerdag på Amager Bryghus kom så endeligt den danske udgave Sigtebroad. Jeg smagte den forleden på fad på Taphouse.

Sigtebroad er en NE IPA, altså en frugtig og uklar IPA med lav bitterhed. Etiketten har en lang historie om vikinger som laver buer af gammelt brød samt fjollede øgenavne til bagerjomfruer, og mon ikke det er en sådan en amerikansk- viking- bagerjomfru vi finder på etiketten.
Sigtebroad
Amager Bryghus
Sigtebroad er en uklar ravgylden øl på 6,8% alk, med en lækker humlet aroma af citrus, melon, lidt ananas og grape, samt en fin lav bitterhed. I selve smagen får den meget humlesmag af gran, melon og stikkelsbær dog øllen til at smage godt bitter. Det er en dejligt frugtig øl, hvilket sammen med en anelse hvedemalt næsten får øllen til at virke sød. Men kun næsten, for den friske humlesmag overvælder helt smagsløgene, til en dejlig fyldig mundfylde, og en fin bitter eftersmag.
Jeg synes at Sigtebroad er en dejligt frisk og humler øl, og giver den en samlet karakter på 8 ud af 10.

Amager Bryghus skriver at Sigtebroad er deres bedst sælgende øl nogensinde, så de har lidt svært med at følge med efterspørgselen. Men hvis du skulle se den et sted ude i øllandsskabet, så vil jeg varmt anbefale at smage på sagerne :)

19 juli 2017

Himmerigets friske IPA'er fra New York

Den københavnske ølbar Himmeriget holdt i starten af juli en Himmeriget Beer Week, hvor de havde nogle spændende arrangementer. De sluttede ugen af med en pop-up bottle shop d. 9. juli, hvor de fik fløjet friske IPA'er ind direkte fra nogle af de bedste bryggerier i New York. Det nummer har Mikkeller lavet et par gange, dog mest fra hans eget bryggeri i San Diego, men hans onde tvilling har selvfølgeligt gjort det lige en lille smule bedre. Som sædvanligt. På Himmeriget kunne man få øl fra bryggerierne Interboro, LIC, Other Half, Threes og Grimm Artisanal, både på fad og på dåse. Jeg benyttede mig af at man også kunne købe dåser med hjem, så her får i en ølanmeldelse af 2 friske IPA'er direkte fra New York.

Fra bryggeriet Interboro kommer den smukke IIPA Louder Than a Bomb, LTAB. Navnet kommer fra en Public Enemy sang, men er også navnet på en Poetry Slam konkurrence i Chicago. Jeg ved ikke hvad er mest humlet.
LTAB er en uklar gylden dobbelt IPA på 8% alk, med et tæt flødefarvet skum. Aromaen er helt frisk
Louder Than a Bomb IPA fra Interboro Brewing
Louder Than a Bomb
Interboro Spirits & Ale
og frugtig med duft af citrus, melon, samt lidt ananas og grape. Aromaen har en dejlig dybde, men ingen spor af den alkohol sødme som IIPA'er ofte har. I selve smagen er der også masser af frugt fylde, men ingen smag af alkohol, da den friske humlesmag overskygger alt andet. Ud over citrus, grape og melon, er der også humlesmag af gran, vindruekerner og masser af blomstersmag, så dette er virkeligt en øl med gang i humlekanonerne. Bitterheden er også rigtigt god, så på trods af den lidt høje alk %, er det lige før jeg ville kalde LTAB en NE IPA. Det er sgu en frisk og lækker øl, så jeg giver den en karakter på 8,5 ud af 10.

Forcefield fra Grimm Artisanal
Forcefield
Grimm Artisanal
Forcefield er en IPA fra bryggeriet Grimm Artisanal Ales. Det er en klar gylden øl på 6,4%, med et tæt hvidt skum som hurtigt forsvinder. Jeg går ud fra at den kunstfærdige dåse forestiller et kraftfelt.
Aromaen er frisk og ok bitter, med humleduft af citrus, melon grape og lidt bitre grønne bær. Jeg smagte også Forcefield da jeg besøgte Himmeriget, og selv om denne dåse er helt frisk, var øllen altså stadigt lige en tand friskere på fad. Smagen er dejligt bitter, med en humlefrugtighed som var lidt mere forfriskende i fad-udgaven, og med masser af smag af citrus, melon, pære, ananas og grape. Det er en dejligt letdrikkelig, men rimeligt humlebitter IPA. På dåsen står der: "Roll can to suspend hop haze", men der er absolut ingen hop haze i øllen, ligemeget hvad man gør, så jeg ved ikke helt om det er ment som en joke. Nå, men det er under alle omstændigheder en dejligt humlefrisk øl, så jeg giver den en karakter på 8. I fadøls udgaven måske endda 9.

I Himmerigets Beer Week var der, ud over friske amerikanske øl, også frigivelse af årets udgave af Cantillons Blåbær Lambic. Det er det eneste sted man officielt kan købe denne meget hypede øl, så frigivelsen trækker altid lange køer. Det samme kommer til at ske når Himmeriget d. 23. september holder Zwanze Day. Det er en årlig øl-begivenhed som holdes af Cantillon, hvor en række udvalgte ølbarer forskellige steder i verden, i Danmark er det kun Himmeriget, frigiver den årlige udgave af Cantillons Zwanze øl. Så hvis man elsker syrlige øl eller piv-friske IPA'er, så er Himmeriget 'The Place To Be'

16 juli 2017

Founders fantastiske KBS - Kentucky Breakfast Stout

Det amerikanske bryggeri Founders laver nogle fantastiske øl. Jeg har tidligere anmeldt 3 øl fra Founders, og de har i gennemsnit fået en karakter på 8,5. I dag får I en ølanmeldelse af bryggeriets helt store kult-øl, deres Kentucky Breakfast Stout, KBS.

KBS er en stout brygget med chokolade og kaffe, som er blevet lagret på bourbonfade i et helt år. Jeg går ud fra, at det er Founders Breakfast Stout, som Højt Skummende anmeldte for 4 år siden, som bliver fadlagret, men det er ikke sikkert.
KBS
Founders Brewing Co.
Det er en kaffesort Stout som trods de hele 12,4% alk, har et smukt nøddebrunt skum, som endda holder ret længe. I den lækre aroma er der duft af chokolade, brændt malt, nødder, lidt træ eller oxidering, samt lidt alkohol sødme som dog holdes skarpt under opsyn af en stor bitterhed. Jeg synes ikke at jeg direkte kan dufte kaffe, men i selve smagen er der ingen tvivl om, at KBS er en kaffe-stout. Sammen med smagen af choko, brændt malt, og en krydret smag af kardemomme, er der en tydelig smag af kaffe, og kaffebitterheden forøger den i forvejen høje bitterhed i øllen. Det er en ægte amerikansk stout med så stor humlebitterhed, at man ligefrem kan smage lidt græs og gran. Jeg synes ikke at der direkte er smag af bourbon/whiskey, men der er ingen tvivl om, at et år på bourbonfade har giver KBS sin utroligt dybe smag.
KBS er en helt utrolig kraftig og smagfuld øl, af den type hvor hver muldfuld føles som et lille stykke koncentreret dessert, som virkeligt skal nydes. Jeg giver denne skønne øl en karakter på 9 du af 10.

Founders har en kæmpe produktion af fadlagrede øl, og har,som man kan se i denne video om KBS, ligefrem tusindvis af tønder i kælderen.

14 juli 2017

200.000 Tak Konkurrence!

For et par dage siden rundede Højt Skummende 200.000 sidevisninger. Mine små artikler er altså blevet læst i alt 200.000 gange. Det synes jeg er helt vildt, og jeg vil gerne takke jer mange gange, for at I følger med i mine skriverier.

Ugly Duck Brewing hos Indslev BryggeriJeg synes at det skal fejres, så jeg har arrangeret en lille konkurrence. Præmien er venligt sponsoreret af Indslev/Ugly Duck, og består af 4 øl fra deres store sortiment.

Det eneste du skal gøre for at vinde, er at give din mening til kende på Facebook:

Hvilken Indslev/Ugly Duck øl, synes du er den bedste?

Giv dit bud som en kommentar til dette:


Jeg trækker en vinder mandag morgen d. 17. juli.
Hvis du ikke er på facebook, så send mig en mail :)

10 juli 2017

Mikkeller Beer Celebration Copenhagen 2017

I bededagsferien lagde Øksnehallen for anden gang hus til Mikkellers store ølfest. Da Mikkeller nu holder ølfester flere steder i verden, har herligheden skiftet navn fra Copenhagen Beer Celebration, til Mikkeller Beer Celebration Copenhagen, MBCC. Men det er stadigt et kæmpe overflødighedshorn af verdensklasse øl.
Denne artikel om MBCC blev bragt i det seneste nummer af ØlentusiasteN.
MBCC 2017
Forventningsfulde gæster, inklusiv undertegnede, ved MBCC
Årets ølfest var blevet både større, vildere og dyrere. Som noget nyt, kunne man købe en dyrere sølv- eller guldbillet, som gav adgang til ølfesten 20 min før alle andre, så man kunne sikre sig køplads til de mest hotte bryggerier. For konceptet var det samme som de foregående år, nemlig at man inden for hver session af fire timer, kunne drikke så meget øl man lyster. Når salen er fyldt med de allerbedste bryggerier i verden, som serverer nogle af deres allerbedste øl, betyder det lange køer foran de bedste bryggerier og de dyreste øl, og at disse løber tør før ølfesten er slut. De foregående år har dette koncept generet mig lidt, men i år var der simpelthen så meget godt øl overalt, at det ikke betød noget, om jeg fik smagt de mest sjældne øl.
MBCC 2017
Hele Øksnehallen var i år taget i brug, og der var brug for pladsen, for hele 98 bryggerier præsenterede deres øl. Hos mange, selv de store amerikanske bryggerier, var det bryggeren selv som serverede, og ligesom på Ølfestivallen giver det jo en enestående chance for at veksle et ord med brygmesteren, eller måske bare udtrykke sin begejstring. Igen i år var der et særligt område til up-and-coming bryggerier, hvor lovende bryggerier fra hele verden præsenterede deres øl. Ølrevolutionen er nået så langt væk som Taiwan og Japan, så mellem de hypede amerikanske og de dejlige danske, kunne ølfesten også byde på øl fra bryggerier fra verdens eksotiske hjørner.

MBCC 2017
På MBCC disker bryggerierne op med deres vildeste øl. Der var noget for enhver smag, fra de syrlige bryggerier, som Alefarm og Arizona Wilderness, der medbragte deres nyeste frugt-eksperimenter, til de store amerikanske craft-brewers som serverede fadlagrede udgaver af deres tykkeste Imperial Stouts. Blandt de bedste øl jeg smagte i år, var en Stout fra polske Browar Artezan, og barleywinen Wood Ya Honey fra amerikanske Jackie O’s. På en fire timers session kan der sandelig nå at flyde meget godt øl igennem glasset, og jeg selv nåede at få smagsprøver på 41 meget forskellige, men meget lækre øl.
Mikkellers ølfest MBCC er gået fra at være en rodet affære i Sparta Hallen, til et professionelt øl-bonanza i Øksnehallen. Og med stande fra både bryggerier, vingårde, madsteder og ciderproducenter, var der noget for enhver smag. Det var som fire timer i øl-himmelen med glade mennesker, god mad og masser af lækker øl.



07 juli 2017

Liselund IPA fra Bryghuset Møn

Bryghuset Møn laver nogle rigtigt fine øl, men det er desværre ikke så tit at jeg finder dem. Da jeg forleden var på sommer-tur til Møns Klint, viste det sig heldigvis, at de havde masser af Møn øl til salg i Geocenteret, så jeg købte straks nogle stykker med hjem. I får her en anmeldelse af deres Liselund India Pale Ale.

Liselund India Pale Ale fra Bryghuset Møn
Liselund India Pale Ale
Bryghuset Møn
Liselund IPA er en ravgylden øl på 5,2% alk, med et tæt flødefarvet skum som hurtigt forsvinder. Aromaen gør ikke meget væsen af sig, men har da lidt duft af malt og en lav bitterhed, med lidt humleduft af citrus, græs og appelsin. I selve smagen er humlen heldigvis meget mere tydelig. Bitterheden er ganske fin, og det er et dejligt frisk øl med en godt frugtig smag af citrus, melon og appelsin. Den er så humle frugtig, at det er lige før man kunne kalde det en NE IPA. Mundfylden er rigtig god, men den dejligt bitre eftersmag er desværre ikke så lang.
Jeg synes at Liselund India Pale Ale er en dejligt frisk øl, med masser af humlesmag, så jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.

Bryghuset Møn har eksisteret siden 2005 og drives af Thomas Stecher og David Jensen. Bryggeriet ligger i Stege, hvor de har både en butik og hele 2 bygninger. Ud over øl producerer de også både sodavand, kildevand og æblemost, så man må sige at det er nogle driftige herrer.

Geocenter Møns Klint var forøvrigt rigtigt interessant. Ikke kun pga. øllene, men også pga. nogle virkeligt gode udstillinger om fossiler og dinosaurus rester fundet her i Danmark. Så der var dinoer til børnene, og øl til faderen.
Se det var en udbytterig tur :)

Møns Klint

03 juli 2017

Fadlagret Montezumas på Tribeca Ugly Duck

For et par uger siden åbnede Indslev Bryghus sammen med restauranten Tribeca et nyt øl- og pizzasted: Tribeca Ugly Duck Pizza Lab. Jeg var et smut forbi til åbningen.

Tribeca er en restaurant opkaldt efter det hippe område på Manhatten i New York. Ejerne Katrine og Søren Buchleitner havde egentligt tænkt sig at åbne en restaurant i New York, men det blev altså i stedet til en restaurant i København Nordvest, opkaldt efter et område i New York. Tribeca har eksisteret siden 2007, og har i forvejen et stort nabolokale som bruges til konferencer, kaldet Tribeca NXT Door. Tribeca Ugly Duck er et nyt skud på stammen, og er altså en kombineret ølbar og pizzasted. Det lyder jo ikke så dårligt, og da slet ikke når der blandt de næsten 20 fadølshaner er flere øl brygget specielt til Tribeca, samt fadlagrede øl fra Ugly Duck, tappet direkte fra fadene. Mens jeg beundrede det smarte setup, smagte jeg på sværvægter øllen Montezuma.

Det fulde navn på øllen er Montezumas Revenge Sherry Barrel Aged Barleywine, og det siger
Åbning af Tribeca Ugly Duck Beer & Pizza Lab
jo ikke så lidt. Det er en kraftig sag på 12% alk, med en dejlig aroma af malt, træ, portvin, røde bær samt en lidt krydret duft fra malten. Der er en let bitterhed, til at balancere det hele, hvilket også fungerer rigtigt fint i selve smagen. Malt, krydderier, træ, røde bær og krydderier, balanceres af en fin smag af sherry, som specielt bliver tydelig i eftersmagen. Trods alt dette, og de 12% alk, er det ikke en specielt sød eller klistret øl, men der er godt nok virkeligt meget mundfylde, og en fantastisk lang og lækker eftersmag af bær, træ og sherry.
Jeg synes at Montezumas BA osv er en virkeligt lækker øl, men jeg må indrømme at jeg også har en sød tand, eller to. Jeg giver den en karakter på 9 ud af 10.

Til åbningsfesten for Tribeca Ugly Duck var der gratis pizza og øl, så stedet var pakket med mennesker. Det gjorde det jo desværre lidt vanskeligt at komme til at smage på øllene, og pizzaerne for den sags skyld, så jeg tro vist at jeg må tilbage til Nordvest en anden god gang, og smage lidt mere på sagerne.
Barkortet til åbningen af Tribeca Ugly Duck Pizza Lab