31 august 2016

Pokal Øl - En ny økologisk klassiker

Pokal er COOP kædens egen serie af øl, som tidligere er blevet brygget af henholdsvis Carlsberg, Vestfyen og af Unibrew. I anledningen af at COOP, eller rettere deres forgænger FDB, i år har 150 års jubilæum, har Pokal serien fået en opdatering. Øllene bliver nu brygget på Braunstein som en serie af økologiske mikrobryg, og det er slet ikke så ringe.
Der er 3 øl i den nye Pokal serie, en Pilsner, en Classic og en Rød Lager, og de er, som alle øllene fra Braunstein, alle økologiske. Jeg vil her lave en kort anmeldelse af hver af dem.

Pokal Pilsner
Bryghuset Braunstein
Pokal Pilsner er en gylden øl på 4,8% alk, med et luftigt hvidt skum som holder længe. Aromaen har en svag bitterhed, med lidt humleduft af citrus og græs. Der er en god duft af lys malt, som bidrager med lidt brød eller kiks aroma. I smagen er den gode maltsmag med til at give øllen en fin fylde, og af en pilsner har den også en ganske udemærket bitterhed samt humlesmag af citrus og lidt græs. Der er noget tysk pilsner over Pokalen, og den har da også næsten lidt smag af DMS, den grøntsagsagtige smag som man kender fra tyske pilsnere. Her ligger det lidt i baggrunden og er med til at give mundfylde. Jeg synes at Pokal Pilsneren er en rigtig fornuftig øl, og et godt bud på en billig pilsner. Jeg giver den en samlet karakter på 7,5 ud af 10.


Pokal Classic
Bryghuset Braunstein
Pokal Classic er en nøddebrun øl på 5% alk, med et tæt beige-farvet skum som hurtigt forsvinder. I den udemærkede aroma er der duft af karamel, nødder, lidt maltduft og en lav bitterhed. Gemt bag karamellen er der også lidt duft af citron, blomster eller måske ligefrem træ.
Det samme går igen i smagen. I en standard dansk Classic fra industribryggerierne, er der kun lige nok karamel til at farve øllen brunlig, men her er der faktisk lidt smag af karamelmalt, så det skal man jo ikke brokke sig over. Men det skjuler lidt bitterheden.
Eftersmagen er ganske lækker, med en ok bitterhed, samt smag af træ, citrus, nødder, og karamel... Jeg giver Pokal Classic en karakter på 7.

Pokal Rød Lager
Bryghuset Braunstein
Pokal Rød Lager er en nøddebrun øl på 5,5% alk, med et luftigt flødefarvet skum som holder længe og næsten efterlader blonder på glasset. Aromaen har en fin bitterhed, med humleduft af citrus og græs, samt duft af nødder og lidt karamel. Af en lagerøl har denne faktisk en ganske fornuftig bitterhed, og en fin humlesmag af græs, gran og lidt citrus. Bitterheden bliver underbygget af en god smag af brændt karamel, hvilket også er med til at give en glimrende mundfylde. Også i denne øl, kan jeg godt lide smagen af selve malten. Jeg tror simpelthen at der er mere smag i denne økologiske malt, end der er i standard pilsner malt. Den halvlange eftersmag er også rigtig god, med en god bitterhed samt smag af brændt karamel. Jeg synes at Pokal Rød Lager er en rigtigt glimrende øl, specielt i betragtning af, at den ligesom sine fæller, kan erhverves i COOP til ca 12 kroner. Jeg giver den en samlet karakter på 7,5 ud af 10.

Faktisk har FDB slet ikke 150 års jubilæum, for foreningen blev nemlig først grundlagt i 1896, og har altså 'kun' 120 års jubilæum. Thisted Arbejderforening blev derimod stiftet i 1866, og ville altså derfor have haft 150 års jubilæum. Jeg tænker at denne nok blev en del af FDB, og at COOP derigennem mener at kunne fejre 150 års jubilæum i år.
Nå, det er jo også lige meget, bare man kan få nogle gode øl til. Og jeg synes faktisk at den nye Pokal serie er blevet ganske fornuftig :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar