03 juli 2017

Fadlagret Montezumas på Tribeca Ugly Duck

For et par uger siden åbnede Indslev Bryghus sammen med restauranten Tribeca et nyt øl- og pizzasted: Tribeca Ugly Duck Pizza Lab. Jeg var et smut forbi til åbningen.

Tribeca er en restaurant opkaldt efter det hippe område på Manhatten i New York. Ejerne Katrine og Søren Buchleitner havde egentligt tænkt sig at åbne en restaurant i New York, men det blev altså i stedet til en restaurant i København Nordvest, opkaldt efter et område i New York. Tribeca har eksisteret siden 2007, og har i forvejen et stort nabolokale som bruges til konferencer, kaldet Tribeca NXT Door. Tribeca Ugly Duck er et nyt skud på stammen, og er altså en kombineret ølbar og pizzasted. Det lyder jo ikke så dårligt, og da slet ikke når der blandt de næsten 20 fadølshaner er flere øl brygget specielt til Tribeca, samt fadlagrede øl fra Ugly Duck, tappet direkte fra fadene. Mens jeg beundrede det smarte setup, smagte jeg på sværvægter øllen Montezuma.

Det fulde navn på øllen er Montezumas Revenge Sherry Barrel Aged Barleywine, og det siger
Åbning af Tribeca Ugly Duck Beer & Pizza Lab
jo ikke så lidt. Det er en kraftig sag på 12% alk, med en dejlig aroma af malt, træ, portvin, røde bær samt en lidt krydret duft fra malten. Der er en let bitterhed, til at balancere det hele, hvilket også fungerer rigtigt fint i selve smagen. Malt, krydderier, træ, røde bær og krydderier, balanceres af en fin smag af sherry, som specielt bliver tydelig i eftersmagen. Trods alt dette, og de 12% alk, er det ikke en specielt sød eller klistret øl, men der er godt nok virkeligt meget mundfylde, og en fantastisk lang og lækker eftersmag af bær, træ og sherry.
Jeg synes at Montezumas BA osv er en virkeligt lækker øl, men jeg må indrømme at jeg også har en sød tand, eller to. Jeg giver den en karakter på 9 ud af 10.

Til åbningsfesten for Tribeca Ugly Duck var der gratis pizza og øl, så stedet var pakket med mennesker. Det gjorde det jo desværre lidt vanskeligt at komme til at smage på øllene, og pizzaerne for den sags skyld, så jeg tro vist at jeg må tilbage til Nordvest en anden god gang, og smage lidt mere på sagerne.
Barkortet til åbningen af Tribeca Ugly Duck Pizza Lab

Ingen kommentarer:

Send en kommentar