10 december 2017

2. Advent 2017 - Krydrede Juleøl

På denne 2. Advent synes jeg at I skal have et par anmeldelser af juleøl. Det bliver i dag til to belgisk inspirerede øl fra danske bryggerier. Blandt juleøl af alverdens stilarter, f.eks. pilsner julebryg, jule IPA'er og jule portere, vil de krydrede belgiske nu altid være mine favoritter. Så lad os se hvordan det går når Mikkeller og Warwick forsøger sig med typen.

Kihoskh Juleøl fra Mikkeller
Kihoskh Juleøl
Mikkeller
Mikkeller har en godt samarbejde med Kihoskh på Vesterbro, og brygger en lang række øl til deres distributionsfirma Vielviel Mehr. Denne Juleøl er et bud på en klassisk belgisk inspireret jule Ale, en type som Mikkeller ellers stort set ikke brygger.
Det er en flot kastaniebrun ale på 8% alk, med et tæt lysebrunt skum som holder længe. Aromaen er forholdsvis krydret, med en tør duft af malt som næsten har en smule røg over sig. I smagen bliver krydderierne temmeligt dominerende, da øllen er meget tør, hvilket er med til at gøre øllen forholdsvis bitter. Der er smag af brændt malt og måske lidt tørret frugt, men ikke nok til at balancere krydder-bitterheden. Jeg synes at Kihoskh Juleøl er en fin øl, den er nok bare lige lovligt tør til min smag, så jeg giver den en karakter på 7 ud af 10.

Hjertensfryd fra Warwick
Hjertensfryd
Warwick
Warwick er et lille anparts-bryggeri fra Varde. De har eksisteret siden 2004 men sælger primært deres øl lokalt, så der er langt imellem at jeg ser dem i mine ølforretninger. Deres juleøl Hjertensfryd er faktisk ikke en 100% belgisk ale type, men er brygget med både over- og undergær, til hvad Warwick kalder en Bierre de Garde. Den er dog krydret med både koriander og appelsin, for at gøre den 'julet'.
Det er en flot nøddebrun øl på 8% alk, med et luftigt flødefarvet skum som hurtigt forsvinder. Aromaen har en lækker duft af nødder, rosiner, tørret frugt og karamel. Trods alt dette er aromaen faktisk ikke for sød, da det balancerer fint. Smagen er heller ikke over-sød, trods smag af karamel, nødder og tørret frugt, men virker faktisk let, hvilket vel skyldes gæringen med både over- og undergær. Smagen er dejligt krydret, og har i den halvlange eftersmag lidt appelsin til at balancere smagen. Jeg tror at Hjertensfryd ville passe perfekt til julemaden, specielt hvis man ikke er så meget for de søde og tunge juleøl.
Hjertensfryd vandt i 2009 Ølentusiasternes pris som Årets Bedste Juleøl, og jeg synes bestemt også at det er en dejlig øl, så jeg giver den en karakter på 8.

Hjertensfryd og Kihosks Juleøl er rigtigt lækre øl, på hver deres måde.
Glædelig 2. Advent :)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar