25 september 2012

Limfjords Porter - Kulsort Kærlighed

Få danske øl er så ikoniske som Limfjordsporteren. For pilsner-folket er den en tjæret ursuppe, mens den for garvede øldrikkere bliver stadigt rundere og mere balanceret for hver gang man smager den. I 50 Øl Du Skal Smage Før Du Dør er den med som indbegrebet af dansk passion for øl, ikke mindst som en hyldest til ølkymisten Peter Klemmensen, tidligere brygger på Thisted Bryghus, som efter 7 års eksperimenteren udsendte Limfjords Porter i 1989, og gik og drejede på opskiften, indtil han var helt tilfreds i 1997.

Limfjords Porter
Thisted Bryghus
Det er en flot kulsort Porter, eller Double Brown Stout, på 7,9%, med et tæt lysebrunt skum, som efterlader lidt blonder på glasset. Aromaen er helt fantastisk, med duft af mørk malt, lidt kaffe, røg, og duft af den tilsatte lakrids. Her er ramt den helt rigtige balance mellem sødme og styrke, og med en solid baggrund af røg og bitterhed.
Jeg synes at smagen er formidabel, intet mindre. Den er gennemtrængende uden at kamme over, så man drukner aldrig i hverken røg eller lakrids smag, men svæver på en balance mellem sødme og bitterhed, og en dyb, dyb, mørk baggrundssmag, som giver en utrolig lækker mundfylde og en dejlig lang eftersmag. Det er livgivende, flydende nektar.
Limfjordsporteren er en fantastisk øl, specielt i betragtning af prisen, og lander hos mig på en karakter på 9/10.

I min egen lille rundspørge om hvad der er Den Bedste Danske Øl, kom der utroligt mange stemmer på Limfjordsporternen, selv fra professionelle bryggere og ølfolk. Den store entusiasme vidner om, at Peter Klemmensen har skabt en klassikker, og et forbillede for alle andre som vil forsøge at brygge en Porter.


1 kommentar:

  1. I just love this beer. Used to be available in Norway back in the day (before this whole "craft-beer thing" took off), but not anymore. From time to time available at Systembolaget, Sweden, tho. I have 1 left in my cellar (from 2009). One of the best beers Scandinavia has to offer, but so often forgotten about. Love it.
    Knut
    http://beer-is-the-new-wine.blogspot.no/

    SvarSlet