21 februar 2012

Blåbær - verdens bedste Lambic

Hvert år brygger Cantillon en lambic på blåbær, lavet specielt til Ølbutikken. Der brygges kun nogle få hundrede flasker, og da den ligger højt på Ratebeers liste over de bedste øl i verden, er den enormt hypet, og temmeligt dyr. Jeg anskaffede mig en lille flaske af 2011 årgangen, og i gode venners lag, fik jeg sidste weekend smagt på de dyre sure dråber.

Blåbær 11
Cantillon
En Lambic er jo en spontantgæret øl, og når de brygger den på Cantillon foregår det på gammeldags maner, hvilket bl.a. indebærer at det lagres på trætønder. Processen er så 'spontan', at hver af de færdiggærede tønder kan smage ret forskelligt. Nogle tønder vil være gode, og andre vil være blevet dårlige. Da Blåbær 2011 blev brygget, var der, som jeg har forstået det, så mange af tønderne som ikke kunne bruges, at der blev meget mindre øl end planlagt, og det gjorde den jo ikke nemmere at få fingre i.

Cantillon Blåbær er en uklar mørkerød/lilla frugt lambic, med et ikke-eksisterende hvidligt skum. Jeg synes at det er en ret flot øl, på trods af etikettens lidt simple tegning af en snerpende cowboy. Som alle Cantillon flasker er den lukket med både en prop og en kapsel; så er der styr på tingene :)
Jeg syntes at aromaen var forholdsvis afrundet af en lambic at være, og rigtig god selvom den ikke var så kraftig. Den duftede af bær, og så den eddikeagtige surhed, som spontantgærede øl har, men den er slet ikke så syrligt skræmmende som nogle af Cantillons andre lambic'er.
Jeg syntes at smagen var ret god. Ligesom i fx kirsebær og hindbær lambic, Kriek og Framboise, smager Blåbær lambic'en også rigtigt meget af selve bærene. Blåbær Lambic er slet ikke så gennemtrængende sur som nogle lambic øl, da blåbær smagen næsten overdøver det, men syrligheden ligger der stadigt i baggrunden, og giver en spændende kompleks smag.
Den syrlige/eddike agtige smag kommer først rigtigt frem i eftersmagen, hvor der dog også er lidt sødme. Det altdominerende er dog selve smagen af blåbær, og den bliver også hængende rigtigt længe i eftersmagen.
Jeg må desværre melde, at alt det blåbær altså ikke lige var mig. Jeg synes da at det smager ok, men det bliver altså for meget i det lange løb.
Samlet ender Blåbær derfor på en karakter på 8 ud af 10.

Det optimale, ville jo være at købe 2 flasker af øllen, og så drikke en frisk og gemme den anden i et par år, for at se hvad der sker. Det kunne være sjovt, men med en pris på 120,- for 33cl synes jeg ligesom at det er nok at købe en. En god grund til at købe flere er dog, at man med en Blåbær lambic kan bytte sig til næsten hvad som helst af andre hypede øl, fx Three Floyds superstout Dark Lord.
Jeg har lige set på Facebook, at 2012 udgaven af Blåbær er blevet lagt på fad, så verdens blåbær fans har noget at se frem til :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar