05 april 2011

Indslev Påske Hvede og Skands Påske Bryg

Jeg har smagt på endnu et par påskeøl, og disse var noget bedre end de sidste jeg smagte. Indslev og Skands laver altid gode øl, synes jeg, og disse påskeøl er heldigvis ingen undtagelse.

Indslev Påske Hvede
Indslev Bryggeri er et familiebryggeri beliggende nær Middelfart på Fyn. Indslev brygger udelukkende hvedeøl, og har endda ansat en ægte tysk brygmester, Stefan Peter Stadler, som har 30 års erfaring med hvedeøl.
Deres Påske Hvede er på 6%, og er en uklar gylden øl. Det er en hvedeøl med godt med humle, så skummet var hvidt, tæt og holdt længe.Ud over gær og hvede, dufter øllen derfor også skønt af humle. Aroma humlen er brugt så liberalt, at jeg nærmest synes at øllen smager af blomster. Øllen har en god muldfylde af en hvedeøl, og en mellemlang eftersmag som både er sød og bitter.
Jeg gav Påske Hveden en karakter på 8 af 10.


Skands Påskebryg
Skands Påskebryg er en ravgylden klar ale på 6,2 %. Skummet var hvidt og tæt, og efterlod blonder på glasset. Den havde en udemærket aroma, af humle, blomster og malt sødme. Der er noget ved smagsbalancen i Skands øl som jeg godt kan lide, og denne var ingen undtagelse. Den havde lidt sødme, og en mellem bitterhed, og en fin bitter eftersmag.
Jeg gav også denne påske øl en karakter på 8 ud af 10.






Jeg læste et sted, at der formentligt er lavet over 100 forskellige danske påskebryg i år. Jeg er desværre ikke engang færdig med juleøllene endnu, så jeg tror ikke at jeg vil anmelde flere påskeøl... måske et par svenske...
Da jeg allerede har lavet et gækkebrev til konen (og indkøbt de tilhørende lækkerier), er påsken vist hermed i hus. Nu venter jeg bare på mit påskeæg :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar