22 april 2013

Celebrator - Doppelbock fra Ayinger

Jeg er stor fan af tyske Bock øl, og specielt af de kraftige Doppelbock som den formidable påskeøl Salvator. Fra Salvator kommer den tradition, at navne på dobbetbock øl altid ender på -ator, med utallige skøre ølnavne til følge, ikke mindst den amerikanske Terminator. Celebrator kommer fra det tyske bryggeri Ayinger, og er en rigtig god og smagfuld øl.

Bryggeriet Ayinger startede i 1878, og lavede en kraftig ombygning i 1999. De tager deres øl, og deres forankring i lokalsamfundet, dybt alvorligt, og bruger derfor kun lokalt Hallertauer humle, og korn dyrket i lokalområdet. De brygger 15 forskellige øl, hvilket vist er ret mange for et tysk bryggeri, hvoraf det eneste overgærede er deres 3 hvedeøl.

Celebrator
Ayinger
Ayinger Celebrator er en flot kastaniebrun øl på 6,7% alc. Det er faktisk ret lavt for en Doppelbock, for ifølge den fantastiske ølside Glocalbeer ligger, Doppeltbock normalt på 7,5% til 12% alc. Jeg fandt denne fine lille flaske i Fish and Beer, hvor der, som det ses på billedet, medfulgte en lille gedebuk af plastisk. Ren tysk Kitch.
Aromaen var rigtig god, med duft af malt, krydderier, en lidt brændt duft og en antydning af røg. På trods af alt det mørke, var aromaen dog stadigt lidt frisk i det, med sådan lidt duft af græs eller citrus i baggrunden.
Jeg syntes at smagen var helt fantastisk, for her var utroligt meget smag, ja faktisk havde den en helt en formidabel mundfylde. Der var smag af malt, nødder og karamel; og rigtigt meget smag af krydderier, som kanel eller kardemomme. Celebrator havde stadigt den friskhed, som jeg synes at undergærede øl har, men der var samtidigt helt utroligt meget smag i den, specielt i betragtning af, at den er brygget efter det tyske reinheitsgebot, som jo forbyder alle former for tilsætningsstoffer i øl.
I den meget lange eftersmag synes jeg faktisk, at der ud over malten og det krydrede, også var en fin bitterhed, som hang fast sådan bagerst på tungen.
Jeg havde godt hørt at Ayinger laver gode øl, men jeg blev stadigt meget overrasket over, hvor meget velsmag der var i denne øl på kun 6,7%. Jeg gav Ayinger Celebrator en karakter på 9 ud af 10.

Den eneste anden øl jeg har smagt fra Ayinger, er deres Winterbock som også er på 6,7%. Den købte jeg på Systembolaget i december, og den var også utroligt god. Ja, gode undergærede øl er altså ikke så ringe.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar