05 marts 2012

Kwak - Skørt glas, skøn øl!

Kwak er en Belgisk klassikker, ikke mindst pga det sjove glas. Den brygges af det gamle familiebryggeri Boostels, som også laver den fantastiske Tripel Karmeliet og champagneøllen Deus. Alle 3 øl er i verdensklasse.

Ifølge Boostels drev de i gammel tid en kro, som havde mange kuske som kunder, og fik derfor fremstillet et glas, som kunne hænge i en holder på en hestevogn. I Belgien har næsten hver øl deres eget glas, så naturligvis har Kwak også beholdt dette specielle hænge-glas. Det er lidt svært at skænke op i glasset, da der kommer et enormt skumlag, som bryggeriet selv siger bliver ca 7 cm. Dette billede er fra Belgien, hvor vi smagte Kwak første gang, og for et par uger siden, var min ven Asbjørn søreme så venlig at diske op med en flaske Kwak til en hyggelig middag.

Kwak
Br. Bosteels
Det er en mørkerød Ale på 8,4%. Vi fik det i den flotte 0,7 l flaske, så det gjorde ikke noget at vi denne gang ikke havde det rigtige Kwak glas at drikke af.
Jeg synes at aromaen var rigtigt god. Den duftede lidt sødligt, og i bedste belgiske stil også af gæren, og lidt af blommer. Smagen synes jeg er helt fantastisk, med en vinunderlig smagsrig mundfylde. Det er en rigtig dejlig, sødlig kompleks smag. Jeg syntes at der var lidt syrlighed, men ikke nogen rigtig bitterhed, så øllen er ikke til humlehovederne, men til os som bedre kan lide mere dybde i smagen.  Eftersmagen var udmærket, krydret og sødlig.
Jeg synes at Kwak er en fantastisk øl, endnu bedre end jeg huskede det, og gav den en karakter på 8,5 ud af 10.

Man kan da kun respektere et bryggeri som kun laver 3 øl, og alle 3 er blandt de bedste i verden. Sådan.
Tak til Asbjørn for øllen, og for en hyggelig aften :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar