30 januar 2012

Beer Hop Breakfast - humlet Stout fra Mikkeller

Mikkeller elsker at lave nye variationer af deres øl, og en af dem som oftest står for skud, er deres klassiker Beer Geek Breakfast. Beer Hop Breakfast er en udgave af denne, men bitter som en DIPA. Det er der mange ølentusiaster som elsker, men jeg hører desværre ikke til dem.

Det er en flot kaffesort øl på 7,5% alc, med et tæt nøddebrunt skum, som forsvandt hurtigt. Aromaen var ganske god. Der var lidt meget humle bitterhed, men det blev opvejet af en meget mørk, nærmest brændt duft, med lidt duft af soya.
Smagen var til gengæld slet ikke mig. Der var lidt sødme i øllen, men den blev fuldstændigt overdøvet af kolossale mængder humle. Den er tørhumlet med Simcoe og Cascade humle, og smager meget af blomster og citrus. I Beer Geek Breakfast  var der en baggrundssmag af kaffe, men den syntes jeg også blev overdøvet i Hop udgaven. Jeg kunne kun smage humle. Den bitre eftersmagen var heldigvis ikke så lang.
Hvis man er vild med humle, og der er der jo rigtigt mange ølentusiaster som er, så er Beer Hop Breakfast en fantastisk øl, hvilket dens placering på Ratebeer bevidner. Jeg er desvære ikke så vild med humle, ihvertfald ikke i disse mængder. Jeg synes ikke at en sådan humlesmag/bitterhed hører hjemme i en Stout, ja jeg synes ligefrem at det er totalt kontraproduktivt, og ødelægger den ellers gode Stout smag.
Jeg gav derfor Beer Hop Breakfast en karakter på 6 ud af 10.

Sådan er livet jo... smag og behag er forskellig, og når det kommer til bitterhed, ja så er jeg altså lidt sart. Det skal i al retfærdighed siges, at jeg kun smagte et halvt glas af Beer Hop Breakfast, så måske havde jeg vænnet mig til humlen hvis jeg havde drukket noget mere af den. Men jeg tror det ikke.

2 kommentarer:

  1. Jeg tror, jeg har det præcis som dig med den overdrevne humle i mange. Jeg foretrækker velbalanceret øl. Jeg har ikke smagt Beer Hop Breakfast, men den originale synes jeg vældig godt om.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Steen
      Ja, jeg kan se på dine anmeldelser, at vi er ret enige mht humle :)
      vh

      Slet