01 juni 2014

Dark Lord Vanilla Bean Bourbon Barrel Aged

Fredag d 23. maj holdt Mikkeller Bar en dansk udgave af Dark Lord Day, den eneste dag på året hvor man kan købe den super-hypede øl Dark Lord fra Bryggeriet Three Floyds. Men er den hypen værd, denne sorte djævel til 200,- for et glas på 25 cl ?

Dark Lord Day er en årlig festival som afholdes af Three Floyds og er det eneste tidspunkt på året hvor man kan købe Dark Lord øllen. På festivallen er der mad, musik og mulighed for at smage 3 Floyds andre øl. Hvis man har købt en udvidet billet, har man også muligheden for at købe en portion Dark Lord, på 2-4 øl alt efter hvor meget øl der er blevet ud af årets bryg, og man kan desuden vinde retten til at købe en fadlagret udgave af Dark Lord. Som denne Vanilla Bean Bourbon Barrel Aged Dark Lord. Så kan en øl vist ikke blive mere hypet. Det er altså helt exceptionelt at Mikkeler Bar sådan kan servere Dark Lord på fad, og er vist slet ikke noget man kan opleve nogen andre steder i verden. Derfor kostede den også 200,- for et lille glas, men hvad, man lever jo kun 1 gang.

Dark Lord er en kulsort Imperial Stout på ikke mindre end 15% alk., med et tæt nøddebrunt skum som holdt længe. Jeg fik den på fad, men jeg ved at øllens flaske er en dekadent omgang heavy-metal tegneserie, hvor flaskehalsen er dyppet i farvet voks.
Aromaen er meget dyb og kompleks og er simpelthen helt fantastisk. Der er duft af nødder, vanillie, whiskey, brændt malt, chokolade, lidt kaffe, en antydning af lakrids og en god sødme som balanceres af en kraftig bitterhed i baggrunden.
Smagen er helt utroligt lækker. Den er mørk, bitter og meget sød, med smag af brændt malt, mandler, chokolade, whiskey, træ og mørke krydderier, som sammen giver en ubeskriveligt lækker mundfylde, og en lang luksuriøs eftersmag. Trods de 15% smager den næsten ikke af alkohol, for balancen er utrolig god, så bitterheden og den kraftige smag passer perfekt sammen.
Puha, trods al bryggeriets fis og ballade er det her altså en helt utrolig øl, det kan man ikke løbe fra, og jeg giver den et rent 10 tal.
Ding!

I 3 Floyds hjemby Munster, Indiana, blev der i år holdt Dark Lord Day d. 26. april, men i København var det altså d. 23. maj. Det er jo forøvrigt ikke første gang at Mikkeller Bar har serveret Dark Lord under København Ølfestival, de regner provokationer for den bedste form for omtale, men sidste gang var det ikke annonceret i forvejen, men blev blot afsløret af et Facebook billede af deres ølkort. Den har også været på menuen på Copenhagen Beer Celebration, men det er aldrig lykkedes mig at smage den der.
Højt Skum!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar