29 januar 2013

Wrath fra Amager Bryghus

Amager Bryghus har udsendt de sidste øl i deres Sinner serie, og det er vist på tide at jeg får smagt dem. Jeg har tidligere anmeldt Gluttony og Lust, og vil se om jeg kan få fingre i de sidste. De tegneserieagtige etiketter er tegnet af Simon Hartvig Daugaard, i en manga inspireret stil, som jeg synes er rigtig flot. Ud fra hans hjemmeside ser det ud til, at der er en ny Amager påskebryg på vej, og det lyder jo dejligt.

Wrath
Amager Bryghus
Wrath er en Saison øl lagret på rødvinsfade. En Saison øl er, ifølge 'The Oxford Companion To Beer' som jeg lige har fået i fødselsdagsgave, en tør, frugtig, ale med god kulsyre og en bitterhed på mellem 20 og 40 IBU. Betegnelsen kan dække over næsten hvad som helst i smag, og er meget populær i USA, hvilket Amager Bryghus også skiver på etiketten. Denne er skrevet i bryggeriets vanlige friske/frække stil, som jeg forstår at ølguruen Henrik Papsø forfatter.
Det er en rigtigt flot rubinrød øl, etiketten bidrager selvfølgeligt til at jeg kan lide det, med et tæt flødefarvet skum som holdt længe, og efterlod blonder på glasset. Aromaen havde lidt duft af malt, hø, lidt syrlighed, og noget frugtigt som af honning. Da jeg lige havde duftet til den et par gange, syntes jeg faktisk at aromaen var rigtigt godt.
Jeg syntes at smagen var ret syrlig, med det som man i spontantgærede øl kalder for funk, samt smag af malt, og lidt smag af træ (fra fadlagringen). Øllen er på 6,5% alc, og havde en rigtigt frisk frugt smag, som fra røde bær, hvilket i eftersmagen blev til et spor af rødvin. Eftersmagen var halvlang, og var krydret og syrlig, som en frisk rødvin.
Alt i alt synes jeg, at Wrath er en rigtigt god øl, med en stor men også meget frisk smag, og gav den en karakter på 8,5 ud af 10.

Vrede er en af mine yndlingssynder, og jeg synes altså desværre ikke at der er hældt helt nok vrede i Wrath. Det er mere en tøset, 'ahh nederen, hvem har hældt rødvin i min øl?', vrede. Fred være med det, for den smager jo godt. I den formidable film Se7en er Wrath den afsluttende synd, og selvom dette bestemt er en god øl, så er der anderledes power på drengen når det er Brad Pitt som holder pistolen...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar