28 september 2011

Hyggelig ølsmagning med Hornbeer

I sidste uge var jeg til en ølsmagning, hvor Jørgen Fogh Rasmussen fra Hornbeer fortalte om hans bryggeri, og serverede smagsprøver på hans mange gode øl. Det var rigtigt hyggeligt.

Jørgen har brygget øl siden han gik i folkeskole, og startede op som professionel brygger i 2008, efter at have solgt firmaet træhuse.dk, et firma han desværre siden har fået tilbage da den nye ejer gik konkurs. Mellem smagsprøverne fortalte Jørgen levende om hans bryggeri, som han driver sammen med sin kone Gunhild. Hun maler også Hornbeers fantasirige etiketter, og modtog i år den regionale ølpris fra Ølentusiasterne.
Hornbeer er i bryggeriets korte levetid 2 gange blevet kåret til årets bryggeri af Ølentusiasterne, og deres øl Carribean Rumstout blev i 2008 desuden kåret som årets bedste nye øl. Berlingske Fri havde i maj en rigtig god artikel om Hornbeers historie, hvor man kan læse det hele.
På Youtube findes denne sjove video om Hornbeer, som er indtalt af selveste Ole Thestrup. Kanon.


Til ølsmagningen havde Jørgen medbragt hans øl Framboise (8,5), Hornbock (7,5), Røgøl (8,5), Høstbryg (6), Dryhop (7), Fødselsdagsfest (7), IPA (7,5), Carribean Rumstout (8,6) og Blackhorn (8,5). Som det ses af karaktererne, syntes jeg at alle øllene var gode, og nogle endda fantastiske.
Jeg blev specielt positivt overrasket over Framboise, som er en ale bryget med hindbær, samt Røgøl som jeg syntes havde en rigtig god afbalanceret røgsmag. Ved en senere lejlighed, vil jeg måske lave anmeldelser af de enkelte øl.
Jørgen kunne fortælle, at han for tiden er meget optaget af de syrlige øl, og har flere af denne type på trapperne.

Der er blandt de danske mikrobryggerier en god stemning, og et godt samarbejde. Jørgen nævnte ikke specifikt Eddie Szweda fra Midtfyns Bryghus, som han altid kæmper mod, men det var tydeligvis den slags venskab han talte om.

Det var en rigtig god ølsmagning med Hornbeer, og vi glæder os meget til at smage hvad de nu går og brygger på, deroppe i Kirke Hyllinge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar