Viser opslag sorteret efter relevans for forespørgsel kellerbier. Sortér efter dato Vis alle opslag
Viser opslag sorteret efter relevans for forespørgsel kellerbier. Sortér efter dato Vis alle opslag

25 juli 2011

Kaiserdom Kellerbier

I Superbrugsens noget skrabede udvalg af øl, findes der nogle dåseøl fra tyske Kaiserdom. Jeg har ikke været videre imponeret af dem jeg har smagt indtil videre, men da Kaiserdom jo kommer fra Bamberg, tog jeg alligevel chancen og købte et par Kellerbier da jeg så dem på tilbud. Det var en god idé, for det er en rigtig god øl.

Bjarke Bundgaard har på GlocalBeer har skrevet en rigtig god beskrivelse af øltypen Kellerbier. Kort fortalt, er det en ufiltreret øl, som er lagret 'ungespundet', dvs på et fad som ikke har været lukket under lagringen, således at kuldioxiden slipper ud. Øltypen stammer fra Franken i Tyskland, hvor en Keller jo er de kældre hvor bryggerierne tidligere lagrede deres øl, men som nu mest agerer som ølhaver :)

Kellerbier
Keiserdom
Kaiserdom Kellerbier er altså noget så usædvanligt som en ufiltreret pilsner.  Det er en fin mørkgylden øl, med et flødefarvet skum. Aromaen var ok, med duft af humle og malt. Jeg kunne godt lide smagen, som havde lidt sødme og en mellem bitterhed. Gærresterne gav øllen en ekstra fylde og dybde i smagen, sådan en lidt krydret sødme. Eftersmagen var lang og forholdvis bitter.
Jeg syntes at det var en rigtig god øl, nok en af de bedste pilsnere jeg har smagt, og gav den en samlet karakter på 7 ud af 10.

Kaj anmeldte i april denne Kellerbier på hans blog, Kajs Ølblog. Han syntes dog at den var ret kedelig, og gav den kun 2,5 ud af 6 stjerner. Sådan er smag og behag er jo heldigvis forskellig :)

Jeg glæder mig meget til selv at besøge et par Kellers til september, og smage på ugespungte kellerbier fra nogle af Bambergs andre bryggerier.



10 maj 2014

Kellerbier fra Carlsbergs Sember Ardens

Sember Ardens serien fra Carlsberg blev nedlagt for et par år siden, men er nu genoplivet som billig øl brygget i Polen. De 3 øl som under Carlsbergs krise med COOP kun kunne købes hos Dansk Supermarked var en Porter, en Pilsner og denne Kellerbier. Det er efter sigende standard øl fra Carlsbergs polske bryggeri, bare puttet en en halvliters Sember Ardens flaske. Jeg er sikker på at Carlsbergs polske bryggeri laver glimrende øl, men jeg synes at det er utroligt syndt at de skal udsendes under Sember Ardens navnet.

Carlsberg Kellerbier
Billede taget fra Black Bens Ølblog
Kellerbier er jo en god tysk øltype, hvor en ufiltreret pilsnerøl lagres i 7-8 måneder på tanke med åbent låg, tak Glocalbeer.
Denne polske øl er et ganske udemærket eksempel, selvom den har lidt mere karbonering end en tysker lagret på åbne tanke.
Det er en uklar gylden pilsner på 5,2% alc, med et tæt hvidt skum som holdt længe. Aromaen er fin bitter, med lidt duft af citrus og korn. Af en pilsner at være, synes jeg at aromaen er ganske god.
Smagen synes jeg er overraskende god, med en god bitterhed, en fin humlesmag af citrus eller græs og lidt smag af korn. Det giver en øl med en rigtigt god mundfylde, for en pilsner, og en fin, omend ikke lang, eftersmag.
Jeg synes at denne Kellerbier fra Carlsberg er en ganske fin øl, og giver den en karakter på 7 ud af 10.

Jeg har også smagt deres polske Sember Ardens Porter, og den synes jeg også er ganske ok. Det er ærgerligt at det er marketingsfolk som bestemmer hvilke øl Carlsberg brygger, men disse øl som kom ud af discount udgaven af Sember Ardens serien, synes jeg faktisk er ganske gode til prisen.

28 marts 2012

Økologisk Påske- god påske fra Braunstein

Alle påskeøls moder er jo efter sigende den tyske Salvator øl fra Paulaner, som er en rigtig god øl. Jeg synes desværre at der er meget langt imellem øl som efterligner den med success, men Økologisk Påske fra Bryghuset Braunstein synes jeg gør det ganske godt.

Økologisk Påske
Bryghuset Braunstein
Det er en flot ravgylden lagerøl på 6% alc., med et luftigt flødefarvet skum, som hurtigt forsvandt. Jeg syntes at aromaen var rigtig god, med en fin balanceret duft af korn, humle, blomster og lidt karamel.
Jeg kunne også rigtigt godt lide smagen. Jeg syntes ikke at der var ret meget kulsyre i, så smagen var sådan flad i det, ligesom de tyske Kellerbier. Fordi der er så meget smag og sødme i øllen, savner man dog slet ikke kulsyren, og i stedet får øllen ligesom en rigtigt forfriskende smagfuldhed, som gør at man kan have den stående længe, og bare nyde smagen. Jeg syntes at det var en god krydret smag, med en fin bitterhed og sødme, og med en god karamel smag, som specielt blev hængende i eftersmagen. Eftersmagen var halvlang, og var både bitter, sød og krydret.
Jeg syntes at det var en rigtig god øl, men en god smag og sødme. Måske som en Kellerbier udgave af en Salvator... og jeg gav den en karakter på 7,5.

Der er masser af påskeøl i butikkerne, men jeg synes ikke rigtigt at der er noget som jeg ikke har smagt før, så jeg regner ikke med at der kommer flere påskeanmeldelse i denne omgang.

I går var jeg til en ølsmagning med Det Lille Bryggeri. Det var rigtigt spændende, og vi smagte en masse af deres gode øl. Det skal I nok komme til at høre mere til :)

15 januar 2014

Kaiserdom Dark

I Fakta har jeg fundet den mørke lagerøl Kaiserdom Dark på dåse. Kaiserdom bryggeriet ligger i ølmekkaet Bamberg i Tyskland, og selvom de generelt laver nogle ret kedelige øl, synes jeg at deres Kellerbier er rigtig god. Dark er en mørk undergæret øl, som vi kender det fra de mørke tjekkiske pilsnere, og jeg synes at det er en ganske glimrende øl.

Dark Lager
Kaiserdom Brauerei
Kaiserdom Dark er en uklar kastaniebrun lagerøl, med et luftigt flødefarvet skum som hurtigt forsvandt. I betragtning af at det er en dåseøl, synes jeg faktisk at det er en ret pæn øl.
Aromaen er mørk og maltet, med en brændt malt bitterhed, lidt duft af nødder, og med lidt humle bitterhed i baggrunden.
Jeg elsker at starte sætninger med ',og', og at sætte umotiverede binde-streger. Det er min lille personlige hyldest til brokke-bloggen over dem alle, Kajs Ølblog. Nå, det var en side-bemærkning :)
Smagen er meget mørk og brændt, specielt for en lagerøl, med en lidt krydret smag, og lidt smag af nødder, i baggrunden. Der er så meget brændt malt, at jeg synes at Dark grænser til at være en Schwarzbier, men også kun næsten, for under den brændte, næsten røgede smag, gemmer der sig stadigt lidt af lagerøllens friskhed.
Jeg synes at Kaiserdom Dark er en overraskende god øl, med en rigtig god mundfylde og eftersmag, og giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

Øl:
Dark
Bryggeri:
Kaiserdom
Øltype:
Mørk Lagerøl
Alk.:
4,7 %
Købt:
COOP

16 september 2016

Tuborg RÅ - Økologisk industripilsner

Carlsberg har et par gange forsøgt at brygge en øl specielt til Roskilde Festivallen, og i 2014 blev dette til en økologisk Tuborg, brygget eksklusivt til Roskilde og Northside festivallerne. Det eksklusive holdt dog ikke længe, og allerede samme år kunne Tuborg Rå fås i supermarkederne. Det er en ufiltreret pilsnerøl, så den minder lidt om en tysk Kellerbier. Men ikke meget.

Tuborg Rå er en nydelig uklar pilsner på 4,5% alk, med et tæt flødefarvet skum som forholdvis hurtigt forsvinder. Jeg er ikke meget for dåseøl, men jeg synes faktisk at denne ser helt ok ud. Den
Tuborg Rå fra bryggeriet Carlsberg
Tuborg RÅ
Carlsberg
har sådan et lidt rustikt udseende, som jo skal signalere det 'back-to-basics' i, at det er en ufiltreret og økologisk øl.
Aromaen er ikke ret kraftig, men har dog lidt duft af korn, en svag bitterhed og lidt humleduft af citrus. Ikke specielt imponerende, men af en industripilsner er det såmænd helt ok. Det samme gælder for smagen, hvor jeg dog faktisk synes at der er en ganske udemærket smag af malt eller korn. Bitterheden er lav, men der er dog lidt smag af citrus, græs og måske endda lidt blomster. Rå er stort set lige så letdrikkelig som en almindelig Tuborg, men det ufiltrerede og den bedre malt giver en mere tilfredsstillende mundfylde og eftersmag, så jeg faktisk synes at Tuborg Rå kommer til at smage henad de bedre tyske pilsnere. Og, måske som de mellem-gode.
Tuborg Rå er ikke ligefrem den helt store revolution på ølmarkedet, men jeg vil give den kredit for at være en masseproduceret økologisk pilsner. Jeg plejer at sige, at på min karakter-skala ligger en almindelig Carlsberg/Tuborg på et 5 tal ud af 10, fordi det er en øl som er rigtigt godt produceret og som der ikke er nogen fejl ved. Så derfor må en Tuborg Rå ligge på et 6 tal.

Jeg er såmænd nok den eneste øldrikker i Danmark som ikke forlængst havde smagt Tuborg Rå, men øl til 6,- står ikke øverst på min øl-ønskeseddel. Jeg kunne aldrig finde på selv at købe en Tuborg Rå, andet end for at anmelde den, men modsat en almindelig Tuborg, ville jeg nok ikke sige Nej Tak hvis jeg blev tilbudt en. Det er vel noget værd.

17 september 2012

Sauerkraut - Tysk ølmad

Jeg fyldte 40 i januar, og holdt da en rigtig herremiddag hvor vi, ud over en masse gode øl, fik en gang oksegryde med kartofelmos og Sauerkraut. Sauerkraut er jo en frygtet spise, men som de fleste der har været på øltur til Tyskland nok kan skrive under på, så kan det smage helt fantastisk som tilbehør til rigtig ølmad.

En af mine venner opfordrede mig til at give opskriften på sauerkraut videre, så det gør jeg hermed.
Jeg har fundet opskriften på nettet, og oversat den fra tysk efter bedste evne.

Sauerkraut
(c) anitasarkeesian
Ingredienser:
-1 løg
- 3 spiseskeer svinefedt, eller bare smør
- 1 dåse Saurkraut, kan fx købes i Føtes.
- 1/4 l. øl. Jeg brugte Kaiserdom Kellerbier.
- 1/8 l. vand
- Krydderipose med: 3 lauerbærblade, 1 hvidløgsfed, 1 nellike, 2 enebær, timian
- 4 spiserskeer æblemos, eller 1 revet æbel
- 1 rå revet kartoffel

Hak løget og steg det i smør/fedt, og tilsæt så sauerkrauten og lad det stege et øjeblik. Tilsæt derpå krydderierne i en pose (fx et lukket kaffefilter), øl, og vand (jeg erstattede også vandet med øl ;)
Lad det derefter koge ved svag varme i 1-1 1/2 time. Tilsæt lidt mere vand eller øl hvis det er ved at koge helt tør.
Fjern derpå krydderposen, tilsæt revet æble og kartoffel, og rør det godt rundt.
Til sidst kan man give det lidt peber, og evt. lidt mere vand/øl, indtil man synes at konsistensen er god.

Sådan helt rigtigt bruger man ikke øl, men derimod hvidvin, men da jeg ikke bryder mig om den sure smag fra hvidvin, brugte jeg naturligvis øl i stedet, og det kom til at smage rigtigt godt.
Hvis man er hardcore, kan man jo også droppe dåse-krauten, og lave sin egen gærede sauerkraut, det ser faktisk ikke så svært ud.
Jeg synes at sauerkraut smage skønt til fed mad, fx pølser og al slags svinekød, og så er det jo drønsundt. Specielt med øl i !

Jeg kan desværre ikke huske hverken hvilken mad-hjemmeside jeg fandt sauerkraut opskriften på, eller navnet på den flinke dame som havde skrevet den, men hun har min tak.

Velbekomme og højt skum !

10 marts 2015

Saigon export

I Fakta fik jeg forleden øje på at pilsner brygget så langt væk som Vietnam. Det er tydeligvis en standard industripilsner, så jeg ventede mig ikke meget af den, men  nogen gange må man jo prøve noget nyt.

Saigon export brygges af det Vietnamesiske bryggeri Sabeco, som er statsejet og har lidt over halvdelen af det Vietnamesiske ølmarked. Den normale udgave af denne pilsner hedder Saigon Beer, så dette er altså en export udgave.
Det er en strågul Pilsner på 4,9% alk, med et luftigt hvidt skum som lynhurtigt forsvandt. Aromaen er svagt bitter, med lidt duft af citrus, korn og lidt græs. Det dufter lidt som om der er tilsat citronsyre, hvilket også er ret tydeligt i smagen. Der er også smag af korn og lidt smørsyre, samt en let bitter smag af citrus og græs. Der er noget kunstigt over bitterheden, men om det er et forsøg på at få øllen til at smage frisk, eller om den måske er brygget kun med humleekstrakt, det skal jeg ikke kunne sige.
Af en billig industripilsner at være, er Saigon export såmænd ok, men den er meget langt fra at være en øl jeg gider at købe en anden gang. Jeg giver den en karakter på 5 ud af 10.

Nogen gange er det lækkert at drikke en simpel pilsner, men selvom denne Saigon export er billig, synes jeg at man kan få væsentligt bedre øl til 10,- Også i Fakta. Prøv f.eks. hellere den glimrende Kaiserdom Kellerbier fra Bamberg.
Men derfor er det jo alligevel meget sjovt at prøve en øl som er brygget af et statsejet bryggeri helt ude i Vietnam :)