21 november 2015

En snak med Tim Webb

Under Stockholm Beer Festival var jeg så heldig at møde den engelske øl-ekspert Tim Webb. Vi vekslede et par ord om svenske og danske bryggerier, og hvor de er på vej hen.

Tim Webb
Tim Webb skrev i 1989 den noget lokale "Best Pubs in Devon and Cornwall", og fulgte i 1992 op med bogen "Good Beer Guide Belgium" som siden er udkommet i 9 udgaver, den seneste i marts i år. Han skriver artikler til bladene All About Beer Magazine og Beer Advocate, han sidder i bestyrelsen i den engelske ølentusiast-forening CAMRA, som har 175.000 medlemmer, og har været chef for Great British Beer Festival, Europas største ølfestival (hvis man ikke regner Oktoberfester som ølfestivaller).
Han ved altså et og andet om øl og bryggerier, og da vi jo var i Stockholm, spurgte jeg ham hvad han synes om det svenske ølmarked.

Antallet af bryggerier i Sverige er, som mange steder i Europa, stærkt stigende. Ligesom i Danmark er det en blanding af lokale bryggerier, med få standard øl, og eksperimenterende phantombryggerier. Det kan derfor være svært at finde de gode bryggerier, og øl, mellem alle de middelmådige. Tim sagde, at det svenske ølmarked er inde i en rigtig spændende udvikling, som med tiden vil kaste nogle rigtigt gode øl af sig. Han syntes desværre indtil videre, at 40% af øllene er noget 'crap', men at der også er nogle virkeligt gode imellem.
Angående de danske bryggerier sagde Tim, at det er ærgerligt at de ikke vil eksportere... I England er det sandsynligvis svært at skaffe danske øl, og så kan man jo godt få den tanke at de danske bryggerier slet ikke har lyst til at eksportere... eller ihvertfald ikke gør nok for det.

Det er altid sjovt at snakke med professionelle ølfolk, og få lov at høre deres mening. Jeg synes faktisk at det sjoveste ved de store ølfestivaller er netop dette, muligheden for at snakke med bryggere og andre ølfolk, for at høre hvad de synes om øllene og verdens-situationen.
Højt Skum !

18 november 2015

Drink'in the Snow fra Mikkeller

Mikkeller er de mange-varianters-mester, for når han har fundet en god ølopskrift, bliver den twistet i alle retninger for at se hvad den kan bruges til. Hans øl sommerøl 'Drinking in The Sun' er en lækker let IPA på kun 0,3% alk, som er overraskende velsmagende og fyldig. Den har fået en halv-bror i juleøllen 'Drink'in the Snow', som jeg vil mene er den ultimative alkohol-fri juleøl.

Drink'in the Snow fra Mikkeller
Drink'in the Snow
Mikkeller
Drink'in the Snow er en flot nøddebrun øl på 0,3%, med et utroligt flot flødefarvet skum som holder længe. Aromaen er ret krydret, med duft af bl.a. kanel og nelliker, men har også duft af karamel malt og en fin mild bitterhed. I betragtning af den lave alkohol, synes jeg at det er en rigtigt god aroma. I aromaen er der ikke meget sødme, men i smagen er sødmen tydelig. Smagen er ret krydret, men har også lidt bitterhed og en let frugtsmag, formentligt fra gæren, hvilket sikrer at øllen ikke kommer til at smage for meget af brunkager. Mundfylden er rigtigt lækker, specielt i betragtning af den lave %, og smagen fortsætter i en halvlang eftersmag, hvor en blød smag af karamel, sammen med den krydrede og halv-søde malt-smag, giver en fin afrunding.
Jeg kan rigtigt godt lide Drink'in the Snow. Det er som en moderne udgave af en nisseøl, bare med endnu mindre alkohol. En almindelig KB juleøl er fx på 1,7% alk.
Jeg giver derfor Drink'in the Snow en samlet karakter på 7 ud af 10.

Hvis man som jeg er forfalden til juleøl, er det lækkert at kunne drikke en god øl, selv når man skal køre bil.

Bonus-billede af det fantastiske skum,
på Drink'in the Snow

09 november 2015

Weightless Monk - juleøl fra Rocket Brewing

På årets ØJ dag begav jeg mig til Taphouse, hvor de havde hele 61 forskellige juleøl på fadølshanerne. Jeg kunne desværre ikke nå at smage dem alle.... , men jeg nåede den spændende Weightless Monk fra Rocket Brewing. De har jo specialiseret sig i øl med brettanomyses, ikke sure øl, men øl hvor brett'en er brugt til at fjerne al restsukker, så det efterlader en tør og smagfuld øl. De beskriver selv Weightless Monk som en belgisk quadrupel, men med en alkohol % på kun 6,3% er det måske nærmere en let dubbel. Det er en rigtigt spændende øl, som jeg tror at specielt juleøl-hadere vil kunne lide.

Weightless Monk fra Rocket Brewing
Weightless Monk
Rocket Brewing
Weightless Monks er en kastaniebrun Ale på 6,3% alk, med et luftigt lysebrunt skum. Aromaen er rigtig god, men er lidt usædvanlig for en juleøl, eller for en belgisk dubbel for den sags skyld, da den er meget tør. Den sødme og 'klistrethed' som mange har imod juleøl, er her taget ud af øllen vha brett gæren. Der er kun en svag antydning af den duft af læder eller 'stald' som man forbinder med brett gær, hvilket sammen med en antydning af tørret frugt, som dadler eller rosiner og en god maltduft, giver en dejligt kratfig aroma.
Der er masser af smag af malt, tørret frugt, rosiner og lidt frugtsmag, som blomme, fra den belgiske gær som øllen formentligt er gæret med. Det hele får dog en helt speciel 'twist' af den tørhed som brett'en har givet, og der er også en fin smag af læder eller 'stald'. Det er en utroligt dyb smag, med en rigtig god malt bitterhed, som fortsætter i en meget lang eftersmag,
Jeg synes at Weightless Monk er en rigtigt lækker juleøl, med et spændende twist, så jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.

Med 61 juleøl, kunne jeg godt være blevet siddende på Taphouse helt til d. 24. Men den gik desværre ikke, selvom jeg elsker juleøl, både de søde & krydrede og de spændende som denne Weightless Monk. Der er stadigt længe til jul, så jeg regner med at nå at anmelde lidt forskellige juleøl inden.

06 november 2015

...og vinderen blev....

Vinderen i konkurrencen om en kasse med øl fra Frejdahl er udtrukket,
og blev:

Dennis Jensen

Tillykke med det :)

Jeg er rigtigt glad for at så mange ville lege med.
Det rigtige svar var naturligvis: Velkommen.
Velkommen til Danmark, Frejdahl !
Endnu en gang tak til Bryggeriet Vestfyen, for at have sponsoreret den flotte præmie.

Højt Skum !

04 november 2015

Black Beast - Kulsort Fadlagring

Fantombryggeriet Ghost Brewing er blevet en ny favorit blandt fan af sorte øl, som lovpriser de kulsorte Stout fra bryggeriet. Deres monster øl Black Beast fås i en række fadlagrede udgaver, lagret på whiskey og rom fade, og da jeg synes at smagen af rom passer rigtigt godt til mørke øl, har jeg erhvervet mig en flaske af denne. I får her en anmeldelse af Black Beast, både i den 'almindelige' udgave, samt i den rom-lagrede udgave.

Black Beast er en kulsort Imperial Stout på 11% alk, med et tæt nøddebrunt skum som hurtigt
Black Beast fra Ghost Brewing
Black Beast
Ghost Brewing
forsvinder. Aromaen er overraskende mild, med lidt duft af brændt malt og en mild bitterhed gemt bag den mørke duft. I smagen er bitterheden dog noget mere dominerende, så meget, at jeg vil beskrive øllen som en amerikansk Imperial Stout. Der er smag af lakrids og en mørk sort smag som af soja. Mundfornemmelsen er rigtigt god, og i den halvlange eftersmag er der smag af grape.
Jeg synes at Black Beast er en rigtig fin Imperial Stout, den er bare lidt for humlebitter til min smag, så jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.
I den Rom Fadlagrede udgave, er der, efter min mening, en noget bedre balanceret smag og aroma. Rommen gør aromaen er lidt mere sødlig, og giver plads til en duft af træ, malt, rosin og tørret frugt. Der er stadigt en god bitterhed, men den ligger som en medspiller til de andre aromaer. Der er ret tydelig rom i smagen, hvilket er med til at give lidt smag af alkohol. Sammen med en fin smag af træ, og brændt malt, giver det en lækker dyb smag, og en mere behagelig eftersmag, hvor grape bitterheden balanceret af lidt sødme.
Jeg synes at den rom lagrede udgave er klart bedre end den almindelige, og giver denne udgave en karakter på 9 ud af 10.

Ghost Brewing havde tidligere en gæringstank hos Ølkollektivet, hvor de bryggede deres øl. Tanken er dog blevet solgt igen, og da der er problemer med at finde et nyt kontraktbryggeri, bliver der for øjeblikket ikke brygget nogen øl. Lad os håbe at de snart får gang i kedlerne igen, et eller andet sted.