I dag kårer de danske
ølblogge årets bedste ølbar. Vi har en dejlig masse gode ølbarer i Danmark, og
der kommer stadigt flere til. Jeg bor nær København, og ser derfor stort set
kun barer her i nærheden, men nye spændende ølbarer åbner faktisk overalt i landet.
I år har jeg været til
åbningen af 3 nye ølbarer. Amager Bryghus har åbnet Taproom både på Nørreport
og på Bryggen, og jeg var så heldig at blive inviteret til forpremiere på begge
steder. Det er virkeligt hyggelige barer, med lækkert øl både fra Amager
Bryghus selv, samt andre gode sager. I Roskilde åbnede Røde Port Bistro
officielt i November. Der vil de servere øl fra Bryggeriet Røde Port, samt have en
bottleshop, restaurant, live musik og andre events. De er også ved at bygge er husbryggeri, så det bliver til en hyggelig brewpub. Jeg glæder mig til at besøge Røde Port efterhånden som de hele bliver klart.
Mit valg til Årets Ølbar
åbnede forrige år med pomp og pragt. Jens Ungstrub er en gammel kending i den
danske ølverden, både fra at have været et af de første helt store på Ratebeer,
og siden for at blive ølambassadør på Taphouse. Ungstrub skaffede tonsvis af
spændende øl til Taphouse, og holdt en masse spændende arrangementer med
bryggere fra hele verden. Rollen som ølambassadør blev med tiden vist alligevel
for lille til ham, så han gik sammen med bar-giganten Rekom, som ejer over 100
barer bare i Danmark, og de skabte sammen ølbaren Skaal.
På Skaal har Ungstrub en
stor ølbar med 48 fadølshaner, stort flaskekort, køkken som laver øl-venlig
mad, og plads til at lave både store og små øl arrangementer. I marts måned var jeg til et fantastisk Brewmaster Dinner med Fanø Bryghus, og som jeg skrev fornyligt i Ølentusiasten, var jeg i Oktober til Brewmakers Dinner på Skaal,
hvor der var julemad sammen med brygger besøg fra Svaneke Bryghus. Den slags
hyggelige arrangementer holder de på Skaal flere gange om året, både med danske
og udenlandske bryggerier, og gennem sit store øl-netværk får Ungstrub lokket
mange spændende ølfolk til.
For de spændende øl, de
gode arrangementer, maden, de hyggelige lokaler, og for entusiasmen og det
store arbejde som Ungstrub gør for det gode øl, vælger jeg Skaal som Årets
Bedste Ølbar på Højt Skummende i 2019.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar