26 april 2016

Oude Lambic fra De Cam - lækker øl på Koelschip

Den 27. februar åbnede Mikkeller deres nye belgiske ølbar Koelschip. Den ligger i forlængelse af ølbaren Mikkeller & Friends, i et lokale hvor der i starten var ølforretning. På Koelschip, som er indrettet i klassisk belgisk stil med humleranker i loftet mv, fokuserer de på de syrlige belgiske øl, lambics og geuze mv. Til barens åbning, blev åbningstalen holdt af Carsten Berthelsen og den belgiske ambassadør. Fint skal det være :)
Jeg var forleden en tur på Koelschip, sammen med nogle gode venner, og smagte på lidt af de syrlige sager.

Oude Lambic
De Cam
Oude Lambic er en spontantgæret ale fra De Cam. Som øltype er en Oude Lamic en øl som har lagret mindst 12 måneder, men er ublandet, dvs at det ikke er en blanding af ny og gammel øl, som man fx gør i en geuze. De Cam brygger ikke selv, men er et af få steder i Belgien som stadigt 'om-stikker' lambic, altså indkøber lambic fra andre bryggerier, og laver sine egne perfekte blandinger af dem. Det berygtede 3 Fountainen er en anden lambic om-stikker. Denne Oude Lambic er en flot gylden øl, i en klassisk udseende flaske, med et tæt flødefarvet skum, som typisk for lambic meget hurtigt fordufter.
Aromaen er let syrlig, med en frisk duft af frugt. Der er lidt af den duft af 'funk' som man kender fra spontantgærde øl, hvilket her mest virker som lidt duft af læder. I smagen er syrligheden lidt kraftigere, men uden at være overvældende. Den giver mest en smag af frugt og lidt blomster, sådan henad rosenvand. Sammen med lidt funk smag, det som man kunne kalde stald-lugt/smag, giver det en dejligt frisk men samtidigt kompleks øl. I den halvlange eftersmag fortsætter den fin syrlighed, som gemmer på en frisk frugtig smag.
Jeg synes at denne Oude Lambic fra De Cam er en rigtig fin øl, med en tilpas syrlighed og en fin smag, så jeg giver den en samlet karakter på 8 ud af 10.

De syrlige lambic øl, er helt sikkert en type øl som man skal smage nogle gange, før man sådan begynder at forstå dem, og rigtigt ligger mærke til andet end den sære syrlighed. Men så synes jeg også at der åbner sig en verden med nogle utroligt komplekse, men samtidigt friske, smage.
Jeg synes at det er rigtigt dejligt, at vi i København nu har en ølbar dedikeret til denne specielle type belgiske øl, og jeg håber at komme til at tilbringe mange hyggelige aftener på Koelschip :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar