09 april 2016

Moinette Brune - Belgisk karakter

For et par måneder siden læste jeg den fine ølbog '100 Belgian Beers to Try Before You Die', skrevet af Tim Webb og Joris Pattyn. Den fortæller om 100 gode belgiske øl, samt de bryggerier øllene stammer fra. Blandt bogens mange spændende øl, er flere fra Dupont bryggeriet, som ligger i det vestlige Belgien . Mange kender sikkert Dupont for deres Bon Væux og Saison øl, men bryggeriet laver også andre klassiske belgiske øltyper, bl.a. deres belgisk ale Moinette. Dette er den mørke udgave af denne, deres Moinette Brune.

Moinette er en nøddebrun Ale på 8,5% alk, med et tæt flødefarvet skum som holder længe. Flasken er typisk belgisk, med en etikette som på 3 forskellige sprog forklarer at dette er en øl.
I den stille aroma er der dufte af malt, lidt karamel, frugt, lidt dadel og en lav belgisk bitterhed. I smagen er der næsten kun bitterhed fra malten, men det passer fint til øltypen. Smagen er af malt, frugt, dadler, lidt honning, lyng eller blomster, og en sødme som næsten overdøves af en krydret smag. Smagen er dyb og næsten syrlig, men det er formentligt en smag fra malten. Mundfornemmelsen er virkeligt lækker og eftersmagen er lang eftersmag som er både bitter, krydret, sød og svagt syrlig.
Jeg giver Webb og Pattyn ret i, at dette er en rigtigt lækker øl, selvom den måske ikke er blandt de bedste belgiske øl jeg har smagt. Jeg giver Moinette Brune en samlet karakter på 8 ud af 10.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar