02 august 2018

#IPADay 2018 med Amager Bryghus

I dag er det #IPADay, og traditionen tro, får I derfor en anmeldelse af en lækker IPA. Batch 1000 blev brygget af Amager Bryghus for at par år siden, og blev af mange udråbt til årets bedste øl. Det er en fantastisk, og fantastisk bitter, øl, som I her får en ølanmeldelse af.

Batch 1000 IPA fra Amager Bryghus
Batch 1000 IPA
Amager Bryghus
Batch 1000 er en flot ravgylden øl på 6,5% alk, med et luftigt flødefarvet skum som holder længe. Aromaen har rigtigt meget humleduft af melon, citrus og eksotisk frugt. Aromaen virker ikke specielt bitter, men det ændrer sig når man tager den første slurk, og bliver mødt af en mur af humlebitterhed. Den kraftige humlesmag af citrus, blomster og melon efterlader en bitterhed på tungen som bliver hængende længe, og overdøver alt andet smag i øllen. Der er ellers brugt 3 slags malt, men i en frisk flaske af Batch 1000, er det humlen som er konge.
For eksperimentets skyld, har en jeg gemt en flaske Batch 1000 et par år, for at se hvad det gør ved smagen, og det er denne flaske jeg har åbnet i dag. Som forventet er selve den vilde humlesmag, fra den dobbelte tørhumling, krøbet i baggrunden, og har givet plads til nogle mere runde smagsindtryk. Der er naturligvis stadigt masser af bitterhed, men det virker ikke længere så overvældende. Man kan nu tydeligt smage maltens bidrag af korn og let karamel, mens humlesmagen nu mest er en smag af citrus, gran og blomster, som bliver hængende i den halvlange eftersmag sammen med bitterheden.

Batch 1000 er en virkeligt lækker øl. Humlefanatikere vil elske den vilde humlebitterhed i en frisk øl, mens velsmagen i den lagrede udgaver beviser at øllen ikke blot er vel-humlet, men også vel-brygget.
Jeg giver Batch 1000 en karakter på 8 ud af 10, både i den friske og i den kælder-lagrede udgave.

Glædelig IPA dag :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar