26 februar 2017

Cascade fra Fur Bryghus

Fur Bryghus har eksisteret siden 2004, hvor Mogens Fog købte den gamle molers fabrik på øen Fur, og besluttede at åbne et lokalt bryghus. Siden 2005 har Flemming Asmussen været Brygmester, og han har ikke mindre end 3 bryggeriarbejdere. Øllene fra Fur fås i COOP til en billig penge og er ikke alle lige spændende, men der er dog nogle undtagelser, som fx deres Renæssance og deres prisvindende Christmas Ale. I Fakta har jeg fundet en Single Hop øl fra Fur, brygget med Cascade humle. Den skal jeg da lige prøve.

Fur Cascade er en ale på 5% alk, med et luftigt flødefarvet skum, som holder længe. Jeg kan godt lide designet på Fur øllenes etiketter, og synes også at denne er ganske pæn, selvom den har en skør grøn farve :)
Cascade Single Hop
Fur Bryghus
I den ganske udemærkede aroma er der duft af malt, hvilket giver duft af kiks og brød, samt en let humleduft af citrus, grapefrugt og vindruekerner. Det er en stille og rolig humle-aroma, men den er med til at give en fin lav bitterhed.
I selve smagen giver humlen også smag af grape, citrus og græs. Det mest fremtrædende i smagen er dog malten, som har en lækker smag af kiks og brød, specielt i eftersmagen, hvor der dog også er en udemærket humlebitterhed.
Fur Cascade er ikke en amerikansk IPA, selvom brugen af cascade humle kunne få en til at tro det. Som øl-type passer den derimod glimrende som en engelsk IPA, hvor humlebitterheden ikke er aggressiv, men efterlader plads til en god dyb maltsmag af kiks eller brød. Jeg synes at det er en ganske glimrende simpel Ale, med en lav bitterhed, men en fin smag af cascade humle. Jeg giver Fur Cascade en karakter på 7,5 ud af 10.

Fur Bryghus har lige så mange sælgere ansat som de har bryggere, og det bærer bryggeriets beskrivelser og øl sortiment desværre præg af. Når sælgerne bestemmer hvilke øl som skal brygges, ender øllene som regel med at være ligegyldige, men billige. Lad os håbe, at Fur Bryghus kan finde væk fra den sti, og brygge nogle gode lokale øl. Det er jo fint at man kan købe en øl som Cascade i Fakta til 18,-, men jeg synes at det kunne være sjovere at se hvad bryggeriet kunne hvis øllen kostede 40-50 kr i stedet :)

1 kommentar:

  1. Synes det er en af de bedste danske øl til dato. Den smager rigtig meget af øl. Mange øl smager af brændt korn, eller alt mulig saftevand. Cascade smager af øl, og har en passende alkohol procent ��

    SvarSlet