08 januar 2017

Double Hop Monster fra Greene King

Det engelske bryggeri Greene King laver nogle rigtigt fine øl. Jeg har tidligere anmeldt deres Strong Suffolk Vintage Ale og Dark Ale, og i dag får I en anmeldelse af deres Double Hop Monster. Af en billig øl fra COOP, synes jeg at den er rigtigt fin.

Double Hop Monster er en ravgyldnen IPA på 7,2% alk. med et tæt hvidt skum, som holder længe.
Double Hop Monster IPA fra Greene King
Double Hop Monster IPA
Greene King
Etiketten forestiller en fin drage med to hoveder, hvilket må være en hentydning til den klassiske engelske historie om Skt. George og Dragen, bare med dobbelt humle punch.
Aromaen har lidt bitterhed og lidt duft af karamel, men det er humlen som spiller førsteviolin. Der er humlearoma af grape, græs, lime, lidt citrus og en tør duft af vindruekerner. Det tyder jo godt, og smagen skuffer heller ikke, for her er der en rigtig god bitterhed og masser af humle. Dette er absolut ikke en typisk engelsk IPA, for der er smag af både citrus, lime og grape, specielt i den halvlange eftersmag. I baggrunden ligger en fin smag af malt, som sammen med humlen og den gode alk % giver en rigtig fin mundfylde.
Jeg synes at Double Hop Monster er en rigtig fin øl, specielt til prisen på 17,25 kr, og giver den en karakter på 8 ud af 10.

Første gang jeg smagte Double Hop Monster syntes jeg, at det var en helt fantastisk bitter øl, med lige lovlig meget smag af grape. Der er løbet mange IPA'er i åen siden da. Som alle andre Pale Ale's og IPA'er er dette en øl som helst skal drikkes frisk, mens humlen er bedst, og derfor skal man kigge sig godt for når man køber den i et supermarked, hvor man risikerer at den har ligget på lager lige lovlig længe. Husk derfor altid at tjekke 'Best Før' datoen på dine lyse øl, så bliver du ikke snydt :)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar