19 februar 2016

Mikkellers American Dream

American Dream er en fyldig pilsner fra Mikkeller. Den har en rigtig god vedholdende bitterhed, men det er der vist en god grund til...

American Dream er en flot gylden pilsner på 4,6% alk, med et luftigt hvidt skum som holder længe.
American Dream pilsner fra Mikkeller
American Dream
Mikkeller
Etiketten er i Mikkellers sædvanlige lidt syrede stil, men jeg synes nu at den er ret flot. Mikkeller Or Die...
Øllen har en udemærket pilsner aroma, med duft af lys malt og en ganske fin bitterhed med duft af citrus og mandarin. Det er en fin bitterhed, men der er langt fra så meget humleduft som jeg havde forventet af en Mikkeller øl. Det skyldes at øllen er tilsat tetra hops extract, hvilket er humleudtræk lavet vha CO2. Det giver ikke humlearoma, men får bitterheden til at holde længere, og forhindre at de bitre alpha syrer bliver nedbrudt af sollys.
I smagen er der dog en rigtig god bitterhed, med humlesmag af citrus, gran, græs, en anelse grape og lidt melon. Der er en ganske fin malt baggrund, hvilket er med til at give en god mundfylde.
Jeg har smagt mange gode pilsnere, men American Dream er absolut blandt de bedste. Den har både en fin maltsmag og en rigtig god bitterhed, som sådan næsten er på grænsen af det ekstreme. For en pilsner. I mit regnskab trækker det dog ned, at bitterheden er kunstigt tilsat.
Jeg giver American Dream en samlet karakter på 8 ud af 10.

I bedste Mikkeller stil, blev American Dream i 2013 brugt i en undersøgelse, hvor 4 øleksperter skulle smage på den 1 gang om ugen i 18 uger, for at se hvordan smagen udviklede sig. Det kan man jo se som et af Mikkellers øl-eksperimenter, på linie med single hop og fadlagrings-serierne. Men på den anden side, er det jo en af den slags smag undersøgelser, som er standard på de store industribryggerier, hvor man fast har smagspaneler som bedømmer alle øl. Smagspaneler og humle-ekstrakt kan jo godt få en til at tænke over, hvor det er Mikkeller er på vej hen...
Der er selvfølgeligt ikke noget galt med industriproduktion af øl. Det er bare ikke den slags øl jeg er interesseret i.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar