05 februar 2016

Indslev Hvede IPA

Indslev Bryggeri laver de nogle rigtigt glimrende hvedeøl. Bryggeren Stephan Peter Sadler har styr på sin hvedeøl, og laver mange glimrende varianter. Der er dog en enkelt af deres øl som jeg ikke helt forstår, nemlig deres Hvede IPA. IPA betyder her ikke Indian Pale Ale, men derimod Indslev Pale Ale, så det er altså ikke meningen at den skal smage som en IPA.

Hvede IPA fra Indslev Bryghus
Hvede I.P.A.
Indslev Bryggeri
Indslevs Hvede IPA er en uklar gylden øl på 5,5% alk, med et tæt hvidt skum som holder længe. Der er ikke en finger at sætte på aromaen, som har en fin mild bitterhed og lidt frugtduft, helt som en god hvedeøl skal have. IPA-delen gør ikke meget væsen af sig i aromaen, selvom der måske er sådan lidt humleduft af græs og citrus.
I smagen er det første indtryk også af hvede og frugt, men ikke hen ad tysk frugtsmag af banan, men mere sådan en smag af appelsin eller citrus. Så begynder bitterheden dog langsomt at indfinde sig, og selvom det aldrig bliver som i en rendyrket IPA, er der en tydelig bitterhed i eftersmagen, og en humlesmag af citrus og græs. Hvede IPA'en er bla. brygget med Amarillo humle, og i eftersmagen bliver det langsomt tydeligt, at at en del af frugtsmagen af appelsin og citrus kommer herfra. Jeg synes også at der er smag af grapefrugt, men nu er jeg også ret sart mht. grape, så det kan godt være at det bare er mig.
Jeg synes overordnet at Hvede I.P.A. er et rigtig glimrende øl, med masser af friskhed og smag. Jeg er bare ikke glad for eftersmagen, som jeg synes ender i en sær skæv bitterhed. Jeg giver øllen en samlet karakter på 7 ud af 10.

Der er sådan set ikke noget galt med ideén med en hvede IPA. Mange gode IPA'er er brygget med lidt hvede-malt, og der findes også glimrende hvedeøl med IPA-styrke bitterhed. I Indslevs øl synes jeg bare at det hele lander lidt skævt. Men det er sådan set stadigt en god øl, selvom den er skæv, og den er helt sikkert god til mad, fx stegt kylling eller asiatiske retter.
Højt Skum!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar