09 oktober 2015

Mohawk Blizzard Double Barrel Aged Imperial Porter 2012

På årets Stockholm Beer Festival smagte jeg en masse gode øl, og fik hilst på en masse bryggere. Jeg hilste fx på Stefan Gustavsson fra fantombryggeriet Mohawk Brewing.
Stefan Gustavsson
Mr. Mohawk
Mohawk har eksisteret siden 2010 og er et samarbejde mellem Stefan og den svenske distributør Wicked Wine. Stefan laver opskrifterne og Wicked Wine står for salg mv, og har dermed sikkert også en ret stor indflydelse på hvilke øl som brygges. Planen er at lave øl som udfordrer de svenske øldrikkere, med stor bitterhed og eksperimenterende smag, men øllene har dog ikke mere kant end at de kan sælges på Systembolaget. På ølfestivallen fik jeg lejlighed til at smage en special-udgave, nemlig en fadlagret stout fra 2012, og den var faktisk rigtigt god.

Den 'almindelige' Blizzard øl er en amerikansk Stout, selvom de kalder den en Imperial Porter, med mere humlesmag end jeg egentligt synes hører til i en Stout. Men i denne udgave har den ligget på både whiskey og bourbon fade, og har så stået på lager siden 2012. Øl som er brygget med masser af humle med højt indhold af alphasyre, som amerikanske Stouts,  får normalt en kedelig smag af vådt pap når de lagres, men denne kombination med whiskey- og træsmag, får det hele til at mødes i en god smagfuld balance.
Blizzard Doubel Barreled Imperial Porter 2012
Mohawk Brewing

Blizzard Double Barreled 2012 er en kulsort øl med lysebrunt skum som hurtigt forsvandt. Aromaen var rigtigt lækker, med duft af træ, whiskey, malt, lidt oxidering og en fin bitterhed. Smagen er også godt bitter, men det balanceres med en dyb smage af mørk malt, træ og whiskey. Dette giver en virkeligt lækker mundfornemmelse og en meget lang eftersmag, hvor man tydeligt kan smage den oxidering der med tiden er sket af humlen. Oxideringen balanceres dog af den kraftige smag, så den ikke bliver ubehagelig.
Jeg synes at denne fadlagrede Blizzard er en rigtigt lækker øl, og gav den en samlet karakter på 9 ud af 10.

Jeg er ret vild med Stockholm Beer & Whiskey Festival, hvor man både kan smage øl, spiritus, ost, pølser, chokolade mv. Det synes jeg passer rigtigt godt sammen.
I løbet af næste uge er planen at jeg vil skrive lidt mere om festivallen, bla. om det foredrag om gær som Claus Christensen holdt. Det var spændende :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar