06 marts 2015

Lagring af Øl - Alt godt kommer til den som venter længe nok!

Mange gode øl bliver kun bedre med alderen. Hvis man har tid og plads, kan man derfor få nogle virkeligt gode øl-oplevelser, hvis man gemmer sine øl et par år eller mere. Det eneste som det kræver er et mørkt køligt sted, samt en god portion tålmodighed.
Men hvad er det der sker når man lagrer øl ? Og hvilke øl er bedst at lagre ? Dette vil jeg skrive lidt om i denne artikel.

Stjernerne på mit øl-lager.
Generelt kan man sige, at jo stærkere en øl er, jo længere kan den tåle at lagre. Eller man kan sige, at jo kraftigere dens smag er, jo bedre vil den blive med alderen. Disse regler gælder dog ikke for øl som har en kraftig smag af humle, for humlesmag nedbrydes ret hurtigt og forsvinder.
Det der sker i øllen er egentlig en kemisk reaktion, hvor smagstofferne nedbrydes i mere grundliggende bestanddele, og man kan derfor måske sige at smagen bliver bredere og blødere. Det er den samme reaktion som sker i vin, hvilket forklarer at øl med tiden kan få en dyb smag som af portvin eller madeira. Moderne industri-vin vil dog ikke udvikle sig på denne måde, da det, ligesom industriøl, er lavet til at blive drukket hurtigt.
Over tid vil der også foregå en oxidering, altså at øllen rent kemisk optager ilt molekyler. Oxygenen omdanner alkohol molekylerne til aldehylder, som giver en mandel agtig smag. Det vil over tid udvikle sig til en smag som af læder, papir, eller vådt pap. For at denne smag ikke skal blive overvældende og ubehagelig, som den fx bliver i en gammel pilsner, kræver det en kraftig bagvedliggende smag som det kan balanceres med.

Blandt de øl som med fordel kan gemmes i nogle år er:

  • Spontantgærede øl, som Lambic eller Geuze øl. Disse vil med tiden blive mere syrlige, men også få en dybere mere syrlig-vinøs smag.
  • Portere og Stouts. Selv lav alkohol Portere bliver bedre af at blive lagret et par år, men stærke kraftige sager som Imperial Stouts kan virkeligt komme til at smage godt. Det kræver dog at øllen har en kraftig smag fra starten af, ellers bliver den oxiderede smag hurtigt overvældende.
  • Belgiske klosterøl. Disse har næsten alle en god maltsmag og godt med alkohol, så de vil næsten alle have godt af nogle år på lageret. For de virkeligt smagfulde Trappister, er der f.eks. praktisk taget ingen grænse for hvor længe man kan gemme dem. 

De øl man lagrer behøver hverken at være dyre eller hippe, for det er absolut ingen garanti for at give en bedre øl med tiden. Hvis man gerne vil eksperimentere med at lagre øl, kan jeg forslå at købe en håndfuld Limfjords Portere og smage en om året, efterhånden som de bliver ældre. Der er ingen grænse for hvor længe man kan lagre sådan en fætter, da den jo både har en en høj alkohol % og en dejligt kraftig smag.
En anden god lagringsøl er en blå Chimay, som også bliver en skøn oplevelse hvis den lagres. Den ældste jeg har smagt var en 22 år gammel Chimay, den var fra 1990, og den var utroligt lækker.

Semper Ardens Christmas Ale 2006 fra Carlsberg
Christmas Ale
Carlsberg
De første øl jeg selv begyndte at købe til lagring, var noget så almindeligt som Carlsbergs Semper Ardens Christmas Ale. Det er en maltet og krydret øl, som jeg synes egner sig godt til at blive lagret 4-5 år. Jeg har stadigt en enkelt stående fra 2006, men det synes jeg desværre har været lidt for længe at gemme den, da den var bedre for et par år siden.
Jeg har løbende købt nogle gode gemme øl, men har også et par gange købt en hel portion af gangen. Fx købte jeg for nogle år siden en kasse gamle Brøckhouse øl på Ølfestivallen, og for nyligt var jeg til lagersalg på Det Lille Bryggeri, hvor det blev til en ordentlig portion lagerøl.

Jeg elsker den dybe og balancerede smag i en godt lagret øl. Ja faktisk er jeg så glad for at lagre øl, at jeg synes at det er syndt at drikke de øl jeg har på lager. Ja, det er lidt selvmodsigende, men det betyder at jeg efterhånden har lidt svært ved at finde plads til nye øl :)
Jeg vil over de næste måneder skrive lidt anmeldelser af lagrede øl. Til oplysning og inspiration :)

2 kommentarer:

  1. God artikel. Jeg har selv lagret lidt forskellige, bl.a. Chimay Bleu, Beer Geek, Limfjords Porter og Midtfyns Russian imp. stout. Men har du erfaring med lagring af KB's Julemumme?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej. Tak for kommentaren
      Nej, jeg har ikke prøvet at lagre Julemumme. Umiddelbart tror jeg at den er lidt for krydret, til at egne sig til at lagres længe, Den krydrede smag vil forandre sig over tid, så når øllen med tiden bliver mere tør, så tror jeg at det krydrede vil komme til at smage spidst. Men det er da et forsøg værd :)
      Vh,

      Slet