19 januar 2015

Headwaters Pale Ale

På Taphouse har jeg smagt en Pale Ale fra det amerikanske bryggeri Victory Brewing. Ron Barchet og Bill Covaleski, som er barndomsvennner, startede bryggeriet i 1996, efter de begge havde læst til brygmestre i Tyskland. Øllene bliver brygget af tysk malt og hele humleblomster, og bryggeriet bruger hele 45 forskellige gær-stammer.
Headswaters Pale Ale
Victory Brewing
Denne Headswater Pale Ale, som er opkaldt efter den lokale flod hvorfra bryg-vandet kommer, er brygget med 2-radet byg og amerikansk Citra humle. Den blev først brygget i anledning af bryggeriets 15 års jubilæum i 2011, og for hver flaske solgt, går der 1 cent til en naturbeskyttesesfond. Ja ja, mange floder små...

Headswater Pale Ale er en flot ravgylden Ale på 5,3% alk, med et tæt flødefarvet skum som holdt længe. Aromaen, som er rigtigt lækker, har en tør duft af citrus, gran og malt. Den dufter som en klassisk amerikansk Pale Ale, men med lidt ekstra malt-fylde.
I smagen er der også en god maltsmag, der er lidt af den kikse smag man fx kender fra Maris Otter malt, samt en god frisk bitterhed, med smag af citrus, gran og lidt grape. Sammen giver det en rigtig god mundfylde, og en lang lække eftersmag, hvor der er en del grape bitterhed.
Jeg synes at Headswaters Pale Ale er en rigtigt lækker øl, med en god frisk bitterhed, og giver den en karakter på 8 ud af 10.

På Victory Brewings hjemmeside er der en speciel side om Headswater Pale Ale, med en masse spændende videoer, bla hvor man ser Citra humlen bliver høstet. Det er skønt at se en øl blive til, men det er nu endnu bedre at drikke den ;)
Højt Skum !

Ingen kommentarer:

Send en kommentar