17 september 2014

Valdemar øl fra Næstved Bryghus

En dejlig dag i august var jeg på familieudflugt til Vordingborg Slotsruin, og købte der 3 Valdemar øl fra Næstved Bryghus, nemlig Brown Ale'en Valdemar Atterdag, pilsneren Valdemar Sejr, samt Pale Al'en Valdemar Den Store.  Jeg har ikke særlig gode erfaringer med Næstved Bryghus, så på trods af at jeg gav næsten 40,- stykket for øllene, havde jeg ikke de store forventninger til dem.

Valdemar Atterdag
Næstved Bryghus
Valdemar Atterdag er en nøddebrun Brown Ale på 5,5% alc, med et luftigt flødefarvet skum som holdt længe. Det er en flot øl, men aromaen er ganske kedelig. Der er duft af karamel, lidt brændt karamel, og en svag bitterhed med duft af citrus og græs. Smagen er mest af brændt karamel og har kun en ret lav, sådan pilsner-agtig, bitterhed. Der er en bitter brændt eftersmag, som også er lidt mørkt krydret, men ikke nok til at redde øllen, for jeg synes at Valdemar Atterdag er en temmeligt kedelig Brown Ale.
Der er ikke noget galt med Valdemar Atterdag, men smag og aroma er på rent amatør niveau. Jeg giver den en karakter på 6,5 ud af 10.

Valdemar Sejr
Næstved Bryghus
Valdemar Sej er en nøddebrun pilsner på 5,5% alc, med et luftigt flødefarvet skum. Aromaen er jævnt kedelig, med duft af karamel, lidt græs og lidt brændt karamel. Bitterheden i aromaen er meget lav, hvilket den også er i smagen. Der er smag af citrus og græs, og lidt brændt karamel som, sammen med den lave bitterhed, fortsætter i den svage eftersmag.
Jeg har smagt mange tyske pilsnere til under 10 kroner, som har smagt betydeligt bedre end denne til 40,-, men da der jo ikke decideret er noget galt med den, og den trods alt smager bedre end en danske industripilsner, giver jeg den en karakter på 6.

Det burde være ulovligt at tage så mange penge for nogle så ligegyldige amatør-øl.

På hjemturen fra Vordingborg Slot, som forøvrigt er en rigtigt spændende ruin, gik Valdemar Den Store flasken desværre i stykker, så jeg fik aldrig smagt Pale Ale'en.
Men det er vist også godt det samme...

Livet er for kort til lorteøl!
(c) Ølfabrikken

Ingen kommentarer:

Send en kommentar