16 oktober 2013

Erdinger Dunkel

Erdinger laver den klassiske tyske hvedeøl som fås i dåse alle vegne, men de laver også nogle bedre øl. Denne Dunkel er en mørk hvedeøl, som har meget mere smag og fylde, end i den tynde Hefe-Weissen.

Erdinger Dunkel
Erdinger Dunkel er en kastaniebrun hvedeøl på 5,3% alc, med et tæt lysebrunt skum som holdt længe.
Aromaen er ganske god, med duft af malt, hvede, frugt, nødder, figen og kun en antydning af bitterhed. Der er slet ikke den banan-dunst som tyske hvedeøl tit skal høre for, kun en fin frugtagtig duft.
I smagen er der en fin sødme, samt smag af malt, nødder og lidt hvede. Den smager nærmest som en god Bock øl, bare med lidt mere fylde og frugtsmag fra hveden. Jeg synes at mundfylden er rigtig god, og den går over i en halvlang eftersmag med en dejlig bitterhed og sødme.
Jeg synes at Erdinger Dunkel er en rigtig god hvedeøl, faktisk noget bedre end jeg havde regnet med, og giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

Jeg kan rigtigt godt lide hvedeøl, specielt når der som i denne er lidt kraft og fylde. Hvis jeg selv skulle forsøge at brygge en hvedeøl (igen), tror jeg at det skulle være en mørk maltet hvedeøl som denne Dunkel.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar