26 juni 2013

Troubadour Westkust - Belgisk IPA

Trobadour Westkust brygges på det belgiske bryggeri Musketeers, og er en godt humlet IPA. Troubadour øllene er belgiske udgaver af moderne øl, amerikansk inspirerede men med belgisk snit. Denne Westkust er en såkaldt Black IPA, og er ikke opkaldt efter de amerikanske West Coast IPA'er, men efter den flamske vestkyst, hvor man har dyrket humle i århundreder. Det er vist et anslag af belgisk øl-humor.

Troubadour Westkust
Br. Musketeers
Bryggeriet Musketeers blev startet i 2000 af 4 venner, som havde taget en belgisk diplombrygger uddannelse. De havde svært ved at få foden inden for i bryggeri branchen, som i Belgien er meget præget af familievirksomheder, og løsningen blev at starte deres eget bryggeri, og når man er 4 venner, er det jo oplagt at kalde bryggeriet for Musketeers.

Det er en kastaniebrun øl på 9,2% alc, med et tæt flødefarvet skum som holdt længe. Farven er ikke specielt
mørk af en sort IPA, men det er stadigt en vældig smuk øl. Aromaen syntes jeg var helt utrolig god, med duft af karamel og en god humle duft af citrus og lidt grape. Jeg synes at aromaen er fint bitter, og det samme med smagen, selvom øllen 'kun' er på 45 IBU.
Jeg kunne utroligt godt lide smagen, hvor der er masser af mundfylde, specielt med smag af malt og lidt nødder. Den er dejligt humlet, med blomster toner og lidt grape smag. Der var en dejlig halvlang eftersmag, med malt og grape smag.
Jeg syntes at det var en rigtig god fyldig mørk IPA, med en for mig ganske passende bitterhed, og gav den en karakter på 9/10.

For et par måneder siden smagte jeg en Troubadour Magna, og det var en rigtig god IPA. Hvis jeg kan finde sådan en igen, skal I nok få en anmeldelse af den.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar