18 august 2014

Founders Pale Ale

Hos Bjergtrolden i Roskilde har jeg fundet en Pale Ale fra det amerikanske bryggeri Founders. De laver nogle rigtigt gode øl, så jeg skyndte mig at putte denne Pale Ale i indkøbskurven. Og det var en god idé :)

Founders Pale Ale er en uklar gylden Amerikansk Pale Ale (APA) på 5,4% alk., med et tæt hvidt skum som
Pale Ale
Founders Brewing
holdt længe. Etiketten forestiller en robeklædt dame, i det man vist kalder Art Nouveau stil. Jeg synes at det er en rigtig fin etikette, selvom jeg måske synes at det er lidt søgt at kæde en blomster-klædt dame sammen med en blomster-duftene øl. Eller måske ikke...
Aromaen er rigtigt god, med duft af korn og humleduft af citrus, melon og en anelse grape. Aromaen er ikke specielt bitter, øllen har en IBU på 35, men den kan godt have været ret humle-bitter da øllen var frisk, da den er brygget med store mængder tørhumle. Min reference øl for APA'er er amagerdrengenes Christianshavns Pale Ale, som har en ret lav IBU på 34, men er tørhumlet så kraftigt, at den er meget humle-bitter når den er frisk. Jeg ved ikke om Founders Pale Ale har haft en lige så kraftig citrus/grape aroma da den var frisktappet, men mon ikke det har været der-op-ad.
Det samme gælder naturligvis for smagen, hvor der dog stadigt er en ganske fin bitterhed, med smag af citrus og grape. Founders Pale Ale har en virkeligt god mundfylde, som om den er brygget med havre eller lidt hvede, hvilket også giver den en fin balanceret sødme. Her kan man virkeligt se hvordan folk oplever smag forskelligt, for af de 4 top-ratere på Ratebeer, nemlig 'fonefan', 'yespr', 'Ungstrup' og 'Papsoe' (som alle har anmeldt over 25.000 øl), mener de 2 at Founders Pale Ale er sød og de 2 andre at den er tør. Det er da lidt sjovt.
Jeg synes at det er en virkeligt god amerikansk Pale Ale, og giver den en karakter på 8,5 ud af 10.

Til forskel fra nogen af de mere hypede amerikanske bryggerier, koster øllene fra Founders ikke en formue. Jeg tror at jeg gav 38,- for denne Pale Ale, hvilket jo er en rigtig fornuftig pris for så lækker en øl.
Højt Skum!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar