28 august 2013

Strøgets Øl - Coisbo øl hos Skjold Burne

Coisbo har stor succes med deres øl, ja så meget at Anders Coisbo jo har kvittet sit faste job som politibetjent, for at koncentere sig om øllet. For vinbutikken Skjold Burne på Strøget i København, har Coisbo brygget 2 fine øl, og min gamle klassekammerat Povl Thomsen fik opgaven med at designe etiketterne til øllene. Det er der blevet 2 rigtigt gode øl ud af.

Strøgets Øl
American IPA
Coisbo Beer
Strøgets Øl American IPA er en flot kobberrød øl på 6,5% alc, med et tæt flødefarvet skum som holdt længe. I aromaen er der duft af malt, melon, citrus, lidt grape og lidt græs. Det er ikke en særlig bitter aroma, men jeg syntes at den er virkeligt god.
I smagen er der derimod en ganske god bitterhed, også i den halvlange eftersmag. Der er smag af citrus, grape, melon og en fin smag af malt. Jeg synes at det er en rigtigt fin IPA, med en god smag og mundfylde, og en fornuftig bitterhed, uden at det bliver for ekstremt. Den har en bedre bitterhed og humlesmag, end jeg før har smagt i Coisbo's øl.
Jeg giver Strøgets IPA en karakter på 8/10.

Støgets Øl
Weissbier
Strøgets Øl Weissbier er en dejlig tysk hvedeøl. Det er en uklar ravgylden øl på 4,8% alc, med et stort hvidt skum, som efterlod lidt blonder på glasset. Den har en fin klassisk weissbier aroma, med duft af hvede, melon, citrus og det frugt/banan-agtige man kender fra tyske weissbier. Smagen synes jeg er rigtigt god, igen med alle de klassiske weissbier dyder, med smag af banan/frugt, citrus og naturligvis hvede. Den har en rigtig god fylde, med en god sødme og lidt bitterhed i baggrunden.
Jeg synes at StrøgetsWeissbier er en rigtig god hvedeøl, og giver den en karakter på 8/10.

Jeg synes at det er to rigtigt gode øl, som Povl Thomsen her har lagt streg til, og jeg håber at han får lejlighed til at designe flere. Gode øl fortjener et flot udseende, det er en vigtig del af oplevelsen.
Flot arbejde Povl :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar