21 september 2026

Adnams Double Ghost IPA på Cask

På den hyggelige københavnske pub Charlie's Bar har de Britiske øl på cask, og mange andre gode sager.
Det er et ganske lille sted, indrettet som en klassisk pub med træpaneler, gamle ølskilte, indgraverede tinkrus til alle stamgæsterne, og med et kæmpe udvalg af flotte Cask fadøls-håndtag, så øllene altid kan serveres fra cask med det korrekte håndtag. Baren har øl fra en række faste bryggerier, bl.a. Adnams. 

Det engelske bryggeri Adnams har eksisteret i 150 år, og ejer, som det er normalt i England, både pubs og hoteller omkring deres hjemby Southwold i området East Anglia. De brygger de klassiske engelske øltyper som Pale Ales, Old Ales, og Stouts, men også en række mere moderne øl som Hazy Ipa's mm. Ghost Ship Pale Ale er Adnams bedst sælgende øl, og den brygges derfor i mange varianter, som vi f.eks. også kender det med Gammas IPA Big Doink. Adnams brygger f.eks. en alkoholfri Ghost Ship, en hazy version, og så dagen hovedperson, deres Double Ghost IPA.


I DIPA versionen, er Ghost Ship dobbelt tørhumlet med Citra, Centennial og Chinook humle, hvilket gør den til en meget moderne engelsk IPA. Da den er på Cask, har den jo en lav karbonering, og den 'blødhed' som dette giver. Selvom der en en god ibu bitterhed, og masser af humle, smager det derfor helt anderledes en en klassisk dobbelt IPA.
Der er en god baggrundssmag af lys malt, og en dejlig smag af citrus og grapefrugt fra humlen. Bitterheden er rigtig god, af en Cask Ale, og fortsætter i en lang bitter eftersmag.
Jeg kan godt lide det anderledes udtryk, og virkeligt letdrikkelige ved en Cask Ale, og synes at Adnams Double Ghost IPA er en rigtig lækker øl.

Som en af de eneste barer i Danmark, har Charlie's Bar det engelske ølmærke Cask Marque, som uddeles af den gigantiske britiske ølforening CAMRA, til pubs som overholde deres strenge regler for servering af Cask Ale. Den eneste anden danske bar, så vidt jeg ved, som har Cask Marque mærket, er den legendariske ølbar You'll Never Walk Alone i Kolding.
(Hvis I kender til andre, så skriv det endeligt i kommentarerne)
Charlie's Bar er altid et besøg værd, både for deres Cask Ales, og for den hyggelige pub stemning.

21 august 2026

MBCC 2026 - Alle de Gode Øl

Trods mit lettere anstrengte forhold til bryggeriet Mikkeller, er jeg stadigt en stor fan af deres ølfest Mikkeller Beer Celebration Cph, MBCC.
Jeg har, sammen med en gruppe venner, deltaget næsten hvert år siden festen startede i 2012, som CBC, og 2026 var ingen undtagelse.

Der var som altid masser af gode øl, fest og gøgl, og ikke mindst, gode madboder.

Under #meetoo bølgen, hvor Mikkeller endte med store prestige problemer, mistede de kontakt med mange af de mest populære amerikanske bryggerier, som ellers havde været faste udstillere. Derfor har MBCC i stedet udvidet 'paletten', og inviterer nu bryggere fra hele verden, så det næsten er blevet en verdensudstilling for øl. I år var der f.eks. bryggerier fra Japan, Italien, Letland, Ukraine, Mexico, Frankrig, Spanien, Thailand og Kazakhstan.
Det er virkeligt spændende sådan at smage øl fra små bryggerier fra hele verden, og alle øl vi smagte var gode. 

Sigma Brau på MBCC 2026
Fra Kazakhstan mødte vi Sigma Brau. Bryggeriet ligger i byen Shymkent, som med sine 1,3 mio. mennesker er den 3. største by i Kazakhstan. Som det ses i denne Youtube video om Sigma Brau, er det rimeligt stort af et mikrobryggeri.
Jeg smagte deres DIPA Adyraspan, som var ganske fin, og deres Zulfiya, som er en Goose med mangopuré og chili. Som mange andre har berettet fra MBCC, var det en rigtig lækker øl.

Jeg synes at det er rigtigt spændende at smage øl fra alle disse små internationale bryggerier, og brugte en stor del af vores session på MBCC, på at udforske dem.

  
Pleasanti på MBCC 2026
Det ændrede fokus har også givet mere plads til danske bryggerier, hvilket jo er super godt, så de mange udenlandske gæster, som rejser til Danmark fra hele verden for at besøge MBCC, helt seriøst, kan opleve nogle af vores mange gode hjemlige bryggerier.

Af danske bryggerier deltog i år Åben, Amager Bryghus, Bad Seed, Ebeltoft Gaardbryggeri, Krenkerup, Flying Couch, To Øl, Y Not Brewing samt Pleasanti Street, som jo har været en fast udstiller siden Patrick Schou vandt Mikkeller hjemmebrygger konkurrencen for snart mange år siden.



Der var som altid masser af vilde fadlagrede Stouts på MBCC og sure øl i verdensklasse, men der er også mere og mere fokus på det enkle og letdrikkelige. Mikkellers mangeårige Year of the Lager kampagne har båret frugt, og rigtigt mange bryggerier stiller nu med gode undergærede øl. I år var der endda opstillet en hel sektion med tysk lagerøls bryggerier, bl.a. med Schlenkerla Märtzen frisk tappet fra træfad.

Det er lige noget for en gammel ølnørd som mig.

Her på Højt Skummende har jeg igennem årene skrevet en masse artikler om MBCC, og endda haft en del af dem i bladet ØlentusiasteN. Det er en skøn ølfest. På godt og ondt.

Her er links til artiklerne:


Find en god kraftig øl frem, og tag med på en MBCC rejse tilbage i tiden :)

13 smagsglas fra MBCC / CBC


18 februar 2026

Hjemmebrygget Barleywember

Selv om det ikke er november, kan man vel godt holde #barleywember. Den kolde og mørke årstid er over os, så der er behov for nogle gode kraftige øl.

For at sikre mig en fast forsyning, har jeg, for en sikkerheds skyld, selv brygget mig en Barley Wine.
På Beercalc fandt jeg en spændende opskrift, lavet af ingen ringere end René Hulgren. René har en masse opskrifter liggende på BeerCalc fra hans tid som hjemmebrygger, og har endda nogle opskrifter han har lavet til Amager Bryghus. Han er en skøn mand :) 
Så den opskrift måtte jeg da prøve.

I opskriften, bruges der kun 6,8 kg malt til at brygge 20 liter, for det skal jo gerne kunne være i min Brewster uden at skabe problemer, og så 1/2 kg sukker, for at øge styrken. For at koncentrere øllen, koges urten i 2 timer efter man har udmæsket. Det bryggerierne ofte kalder Longboil, og derefter koges urten med humlen. Jeg har brugt East Kent Golding og Tettnanger humle, for at give en traditionel europæisk humleprofil. Efter de mange timers kogning blev der kun ca.12 liter i gæringsspanden. Men uha, det var en dejligt tyk sirup. 
Jeg lod øllen gære i mere end 6 måneder, før jeg flaskede den. Da jeg gerne ville flaske på 33cl flasker, købte jeg en kasse med flasker fra firmaet Harboe. Den væske som var i flaskerne i forvejen, hældte jeg ud, og kunne så nemt og hurtigt fylde min Barleywine på dem. Dejligt nemt.

Hvis du vil se min opskrift på Beercalc, kan den ses her.

Det er blevet en dejligt mørk og vinøs Barley Wine, hvilket jo ikke er overraskende efter den lange kogetid. Smagen er dyb og lækker, og den har en ganske fin bitterhed, men ikke helt nok til at balancere med malt sødmen, hvilket jo passer sig for en engelsk Barleywine. Det er blevet en virkeligt lækker nydeøl.

Selvom den smager glimrende nu, gør den kraftige smag og høje alkohol, at den er rigtigt velegnet til at gemme i mange år. Så det er min plan.
Ned i kælderen med de sidste flakser, og ikke lade sig friste. Så måske drikke et par stykker om året, og holde øje med hvad der sker med smagen. Lige noget for en ølnørd som mig :)


30 december 2025

Årets Bedste 2025

Det har, igen, været et stille år på Højt Skummende, men absolut ikke pga. mangel på gode øloplevelser.
Jeg har i år smagt masser af spændende øl, været på en skøn ølrejse til London, og besøgt nogle gode ølfestivaller. Så her får I en lille opsummering og en kåring af Årets Bedste for 2025.

Ud over de faste festival besøg på MBCC og Ølfestivallen, var jeg i år til Strong Beer Festival på Fanø Bryghus. 

Det var et rigtigt fint lille arrangement, med nogle virkeligt gode bryggerier. Og så er der jo bare skønt på Fanø, selv i marts måned. Ud over de gode kendte bryggerier som Bad Seed og Det Lille Bryggeri, var der også et par bryggerier som vi sjældent ser øl fra, her i Københavnsområdet, som f.eks. Y Not Brewing og Svendborgsund Bryghus.
For det gode øl, et hyggeligt arrangement, gode venners lag, og selve skønne Fanø, var Fanø Strong Beer årets bedste øl-begivenhed.


Jeg har smagt lidt over 500 nye øl i år, 581 check'ins på Untappd, hvilket er lidt mere end mit gennemsnitlige år. Der har været fantastiske øl fra mange bryggerier i glasset, bla. fra Thyras Bryg, Kasper Brew, og Det Lille Bryggeri. men af disse er der kun 1 som har fået en rating på 5/5, nemlig Scouts Honour fra det rumænske bryggeri Hop Hooligan. Som også var med på Fanø Strong Beer.
Årets Bedste Øl går dog til en gammel sag, som jeg for nyligt fandt frem fra min ølkælder.
Vi drak i år en flaske Big Worse fra Mikkeller fra 2007, og mine forventninger til denne Barleywine blev mere end indfriet. Den var fuldstændig fantastisk. Utroligt nok havde den stadigt smag af bourbon og en rigtig fin balanceret bitterhed, og var stort set uden nogen oxideret smag af træ eller lignende. Wow.

For Årets Bedste Bryggeri må jeg vist bare tilslutte mig koret.
For tårnhøj kvalitet og masser af spændende øl, både i år og i de mange år som jeg ikke har fået kåret denne kategori her på Højt Skummende, må årets bedste være Bad Seed Brewing.
Keep it up gutter.

Sidst jeg skrev en Årets Bedste artikel var i 2020, hvor jeg også fejrede Højt Skummenes 10 års jubilæum. Så i år har bloggen altså 15 års jubilæum. Yikes.  Siden da er bloggen blev læst yderligere 107.000 gange, med over 3.000 visninger bare her i december 2025. Det er skønt at så mange stadigt læser artiklerne, selv om der ikke kommer meget nyt.

Tak for et godt øl-år, og Godt Nytår til jer alle.

04 marts 2025

Dia'legd revisited

Ølbaren Dia'legd har nu ligget i over 10 år på Vesterbro, og det er stadigt et rigtigt hyggeligt sted.

Da Dia'legd åbnede i 2014 var det, som jeg dengang skrev i min artikel om Ølbaren Dia'legd, en Refsvindinge bar, hvor alt øl kom fra dette gamle danske bryggeri. 
Af de 3 venner som oprindeligt startede ølbaren, var der efter nogle år kun 1 enkelt tilbage, og tilbage i august 2021, overgik baren til hans søster, Julie Jordan.

Julie Jordan samt brygger Kasper på Dia'legd Ølbar

Så kom der andre boller på suppen for Dia'Legd. Julie lagde stilen om, fra de traditionelle øl fra Refsvindinge, og til dansk mikrobryg generelt, så de nu har øl fra alle steder i landet. 
Julie prøver at tage mange forskellige bryggerier ind, men det er naturligvis ikke nemt når man er en lille bar. De bryggerier som de oftest har øl fra, er Herslev, Flying Couch, Gamme og Kasper Brew.
Specielt K/Casper Brew har de et godt forhold til, da Casperne ofte holder både releases og Tap-Takeovers på Dia'legd.

I sommeren '24 havde Casper Brew ligefrem overtaget Dia'legd bar i 3 uger. Jeg måtte naturligvis lige kigge ind til denne ekstra lange Tap-Takeover, og fik da også en lille sludder med en Kasper bag baren.

Jeg fik endda lige hilst på bryggeriets 3. Kasper, som trådte ud for nogle år siden, og fandt noget mere fornuftigt at lave. De Kaspere er nogle skønne gutter. Og så laver de endda gode øl :)

Dia'legd er mere hyggelig end nogensinde, og er absolut et besøg værd, hvis man tørster efter nogle gode danske øl.






06 november 2024

Barleywine 4ever

November måned har de sidste par år, for de danske ølbloggere, været dedikeret til den skønne drik Barleywine. Traditionen blev startet af ølbloggerne på Beerbloggers.dk, og de har fået alle med på legen. Jeg har aldrig sådan rigtigt deltaget i løjerne, da jeg synes at Barleywine skal drikkes hele året, men så skidt da, lad os da bare få lidt gang i bloggen, og i de stærke øl.

Barleywine er kraftige øl, med høj alkohol procent, og masser af dyb smag. Der findes grundlæggende 2 retninger inden for Barleywine, nemlig de engelske, oprindelige, som har en dyb smag af malt og ale-gær, og de amerikanske, som er dominerede af en kraftig humle bitterhed. 
De engelske Barleywines er brygget til at blive lagret længe, så smagen over tid bliver mere dyb og balanceret. Man snyder sig selv, hvis man drikker dem før de er mindst 5 år gamle, for smagen udvikler sig meget over tid.
For mere om dette, kan du f.eks. læse min artikel fra 2015 om lagring af øl.
De amerikanske Barleywines er pga. den kraftige humle, mindre egnede til at lagre. Jo mere frisk og frugtig en humle er, jo mindre egner den sig til at lagre, da humlen i løbet af et par år får en smag af pap.
Der er naturligvis ingen regel uden undtagelser, og nogle amerikanske Barleywines har godt af nogle år i kælderen.

Fra min egen kælder, har jeg fundet en lille flaske Thomas Hardy's Ale fra 2016. Denne øl har en lang historie, da produktionen først startede i 1968, men af et par omgange blev stoppet, men så genoptaget af andre.  Fra 2003 til 2008 blev øllen brygget af O'Hanlon bryggeriet, og i 2013 blev opskriften købt af Interbrau, som et par år senere begyndte at brygge den, først på bryggeriet Meantime, og nu i 2024 hos Hepworth & Co.
Den originale opskrift er så dyr i produktion, hvilket nok er grunden til at produktionen er stoppet flere gange, at man nu laver 2 forskellige udgaver, både en Thomas Hardy's Ale, og en Historical udgave, som formentligt er fadlagret efter den oprindelige Old Ale metode.
Nå, men lige denne flaske fra 2016 er altså af den 'almindelige' udgave, og brygget på Meantime. Som normalt laver udmærkede øl.

Thomas Hardy's Ale 2016
Thomas Hardy's Ale 2016 er en mahogni farvet Ale, i en flot lille klassisk flaske. Der er ikke rigtigt noget skum i denne 2016 udgave, men pga. den høje alk. % på 11,7 har der sikkert heller ikke været meget da flasken var nypresset.
Under aromaen af malt og træ, gemmer sig en dyb og balanceret smag af karamel, tørret frugt fra gæren, lidt vanillie, og en alkohol note som i en portvin. Sporene af træ og vanillie er formentligt kommet med lagringen siden 2016, men der er slet ikke den trætte smag af vådt pap, som lagring kan give med tiden.
Det er en skøn øl, og den kunne vist sagtens have tålt at lagre et par år mere. Heldigvis har jeg flere flasker i kælderen ;)

November er ikke den bedste tid på året, våd og mørk som den er, men med en god varmende Barleywine i glasset går det hele lidt nemmere.
Dem må jeg vist hellere finde nogle flere af.


04 november 2022

Herslev Under Åben Himmel 2022

En varm weekend i juni 2022 afholdt Herslev Bryghus deres sommerfestival Herslev Under Åben Himmel.
Åben Himmel var arrangeret i samarbejde med Gimle, som er Roskildes lokale musik og kulturhus, og bød på 2 dage med musik, foredrag, mad og naturligvis øl. Da jeg var blevet dobbeltbooket, kunne jeg desværre kun deltage den ene af de to dage, men den dag nød jeg så i fulde drag.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Ølentusiasten tilbage i 2022.

Herslev brygger økologisk øl, hvor byggen er dyrket på egne marker, og er meget optaget af de lokale råvarer. Det gælder både deres øl og den mad som serveres i bryggeriets café. På festivallen var deres fokus derfor også det spændende lokale, både mht. til mad, foredrag og musik. 

Bryggersønnen Mads Kinnerup Jørgensen var programansvarlig på musikken, og havde sammen med Gimle hyret nogle spændende nye danske navne, til at spille på scenen bag bryggeriet. Blandt hovednavnene på festivallen var Takykardia, Chinah, Lucky Lo og Greta, hvoraf jeg selv oplevede de to sidste. Det var virkeligt skønt at opleve disse fremadstormende danske navne spille i høj sol i Herslev.

På en lille scene bed bryggeriet blev afholdt workshops og foredrag om lokal mad og økologi. Cindie Christiansen, Ane Rørdam Hoffmeyer, Mikkel Friis-Holm og Tore Jørgensen selv, holdt over weekenden oplæg, hvor der var lagt op til debatter med gæsterne. 

På gårdspladsen var desuden opsat en stor madbod hvor gæsterne kunne købe fast føde, og i haven bag gården var der arrangeret fællesspisninger ved langborde. Bag boderne stod bryghusets madansvarlige Isabel Hansen, og som vanligt var ingredienserne lokale, med fokus var på det nemme håndholdte mad. Fællesspisningen stod restauranten Muld for. Muld er en økologisk gårdrestaurant fra Vipperød, som selv dyrker alle ingredienser til deres mad. Til Åben Himmel havde de kreeret en spændende let menu, med bl.a. syltede blommer, asparges, hjemmelavede pølser og en frisk salat. Maden passede perfekt til en dejlig sommerdag og en god øl. 

Alt dette naturligvis til de gode øl fra bryggeriet. I stande kunne købes fadøl fra Herslevs faste sortiment, hvor jo f.eks. deres Pilsner og Hø Øl passer rigtigt godt til mad, og til en nogenlunde pris. Endnu bedre, for en ølnørd som jeg, var at Herslevs special serie af fadlagrede øl på flaske kunne købes til en særdeles rimelig pris. Jeg er f.eks. ganske begejstret for deres Wild Fermented Dawson Plum og fandt en ny favorit i deres Kakao Barrel Aged Imperial Stout. Mums. Godt at man kunne cykle hjem.

Det var en varm sommeraften i juni til Herslev Under Åben Himmel, med skøn mad, fantastisk musik og gode øl. Så er der noget ved at være ølentusiast.

04 august 2022

Fruit of Empowerment på IPA dag 2022

I dag er det den årlige fejring af vores allesammens IPA, #ipaday. I dagens anledning får I derfor en anmeldelse af Fruit of Empowerment fra People Like Us.

People Like Us er jo et skønt projekt, hvor folk som er marginaliserede kan finde mening og fællesskab. Og så kommer der dejligt øl ud af det.

Fruit of Empowerment
People Like Us
FoE er en let uklar strågul IPA, med et luftigt hvidt skum. I aromaen er der en fin humleduft af citrus, græs og lidt ananas, og i selve smagen træder disse tydeligt frem, båret af en ganske god bitterhed. Der er lidt maltsmag, specielt i eftersmagen, til at give dybde.

Det er en rigtigt løkker forfriskende øl, og jeg synes at det er skønt at man kan få så meget frem i en øl på kun 5,1% alk. og til kun 30,- i COOP. For det, giver jeg den en karakter på 7,5 ud af 10.

Jeg synes, at brygmester Rune Lindgreen her har ramt bolden klokkeklart. Lækker øl.

Det er da hyggeligt med sådan en lille dag i IPA'ens tegn, så jeg har anmeldt en IPA her på bloggen hvert år de sidste 12 år.

Jeg håber at I havde en dejlig IPA dag i sommervarmen :)

People Like Us deltager forøvrigt i den store ølfestival Brewskival. Denne foregår i Helsingborg, som kun er 1,5 time fra København, d. 12.-13. august.

På Brewskival kommer der ca 100 forskellige bryggerier, her i blandt nogle af de højst ratede i verden. Jeg tager selv der over for at smage øl fra f.eks. Forager, 7vent Sun, Other Half, Cycle og Sour Cellars. Der kommer også en masse danske bryggerier, bl.a. Åben, Amager Bryghus og altså People Like Us. Det skal nok blive sjovt :)

30 juli 2022

Øl og Fest til MBCC 2022

Mikkellers store ølfest Mikkeller Beer Celebration Copenhagen, var i 2022 udgaven tilbage for fuld styrke. Festen var, lige som årets Ølfestival, flyttet tilbage på sin retmæssige plads i maj, og blev holdt i forlængelse af årets Copenhagen Beer Week. Denne artikel skrev jeg oprindeligt til Ølentusiasten, men I får den naturligvis også her.

MBCC 2022

De bedste bryggerier i verden gæstede som vanligt Øksnehallen, og lod øllet flyde på hver af de 4 sessioner over Store Bededags ferien. Førhen har ølfesten haft en stor overvægt af amerikanske bryggerier, der oftest serverede voldsomt hypede og stærke øl. I sin nyeste udgave var bryggerierne på MBCC heldigvis ikke kun de eftertragtede amerikanske, men også en god blanding af nye dygtige bryggerier fra hele verden, traditionelle bryggerier fra f.eks. Tyskland og Belgien, samt en række lokale fra Danmark og Sverige. Den bredere pallette har, efter min mening, givet ølfesten en bredere appel som har gjort den mindre nørdet og mere festlig.

Flying Couch

Der var igen mange gode danske bryggerier til årets ølfest, idet både Amager Bryghus, Penyllan, Ebeltoft, Flying Couch, Spybrew, Tim Vladimirs Køkken, To Øl, Too Old to Die Young, Åben, Bad Seed og People Like US (PLU) havde stande. Det er skønt at se at vi har så mange spændende bryggerier, som kan mænge sig med verdens bedste. De danske bryggerier får mere ud af det end blot at få solgt deres øl. De får også mulighed for at se hvad der rør sig i den større ølverden og de får skabt kontakter til dygtige udenlandske bryggerier. 

For Flying Couch er det bedste ved at deltage ved ølfesten, i følge medejer Kasper Gerdes, da også atmøde de mange dejlige mennesker. Både udstillere, venner og gæster. Han synes, at ølfesten har en kanon stemning og atmosfære, som gør det til en kæmpe fornøjelse at være med.

People Like Us på MBCC
Det er naturligvis sjovt at smage de bedst ratede øl i verden, men det er sjovere at møde de bryggere som har lavet dem. Brygmesteren Rune Lindgreen fra PLU fortalte mig, at han til ølfesten faktisk gik mere efter at smage på de mere stilrene øl, som nogle gode lagerøl, frem for de vilde og kraftige øl. De traditionelle øltyper var heldigvis godt repræsenteret i år.

På mad-siden var MBCC igen en fornøjelse. Forpladsen ved Øksnehallen var fyldt med spændende madboder, som serverede alt fra Johns berømte hotdogs til tortillas og ramen. Her kunne vor egen Ølfestival virkeligt lære noget, for til gode øl hører der lækker mad. Der er ikke noget galt med en Frankfurter, men et godt udvalg er altså langt bedre.


Bad Seed på MBCC
Årets MBCC var sjovere end nogensinde. Der var en rigtig god stemning, så selvom der stadigt var alenlange køer til de mest hypede øl, var der ikke den samme konkurrencementalitet om de dyre øl, som før har præget MBCC. Mere fest, mere musik, bedre mad, flere bryggerier som ikke løb tør for øl efter få timer og ikke mindst, mere sjov og ballade. 

Tak for en dejlig ølfest på MBCC. Vi ses til næste år.


02 juni 2022

Wheat Wine fra Herslev Bryghus

På Herslev Bryghus laver de nogle dejlige øl, af lokale økologiske råvarer, i en række forskellige serier. En af disse, er en række special-udgaver af kraftige øl, som egner sig til at blive lagret. I dag smager jeg på deres Wheat Wine i 2020 udgaven.

Wheat Wine 2020
fra Herslev Bryghus
Wheat Wine er en kraftig hvedeøl, nok hvad man må betegne som en hvede-bock. Etikette designet følger Herslevs small-batch eller speciel serie, måske kalder de den Unique, med nogle gode tekniske informationer om øllen. Den passer i farven til selve øllen, som er en rigtig smuk rav-gylden øl, med et fint off-white skum som dog forholdsvis hurtigt forsvandt. Det er naturligvis ikke så uventet af en øl på 11 % alk.

Aromaen er overraskende let. Der er en let duft af hvede og korn, og en meget mild bitterhed. Der er en svag sødlig aroma, som af æble, og lidt duft af estere fra hvedegæren.

Smagen er til gengæld dejligt kraftig. Der er en tydelig smag af hvede og af hvedegæren, som giver smagsnoter af frugt som pære eller banan. Bitterheden er lav, i forhold til alkohol sødmen, men passer nok udemærket til en tysk inspireret hvedeøl. Eftersmagen er lang og lækker, med frugtnoter, en del sødme, og en lang bitterhed forrest på tungen. Jeg ved ikke rigtigt om øllen har været lagret på træfade, det skriver Herslev i hvert fald intet om, men der er ligesom en træsmag og måske endda noget vanillie agtigt i eftersmagen.

Wheat Wine er en dejlig øl, men det føles lidt som om den ikke ved hvad den vil. Den er for kraftig og sød til at være en hvedeøl, men er samtidigt ligesom ikke maltet / karamel agtig nok til at være en hvedebock. Så kraftige øl som denne, bør jo i virkeligheden gemmes nogle år før man drikker dem, så måske vil jeg købe mig en flaske mere, og gemme den 3-4 år for at se hvad der sker. Smagen vil helt sikkert blive dybere og mere nuanceret.

Jeg giver Wheat Wine en samlet karakter på 8,5 ud af 10.

04 februar 2022

Ølfesten lever på MBCC

 Ølfesten 2021 på Mikkeller Beer Celebration Copenhagen havde hårde betingelser. Festivalen blev 2 gange udsat grundet Covid, til gene for bryggere og gæster fra hele verden, og kort før festen, blev Mikkeller ramt af en gammel #meetoo sag, som fik en række bryggerier til at aflyse deres deltagelse. Men ølfest blev der.

Selvom 39 bryggerier meldte afbud i
sidste øjeblik, var 81 af verdens bedste bryggerier stadigt mødt frem for at servere deres øl. Da Mikkeller på forhånd køber selve de øl som skal serveres på festivalen, kunne øllene fra de afbudte bryggerier heldigvis stadigt smages, men blev serveret på en samlet stand. Der var derfor, som altid, en overflod af verdensklasse øl at svælge sig i. 

Det var muligt at smage øl fra hypede amerikanske bryggerier som Moksa, Gigantic, Freemont, Forager og Bottle Logic, samt mange andre, hvis øl normalt er både besværlige og dyre at skaffe i Danmark. Der var i år plads til flere danske og skandinaviske bryggerier end på tidligere udgaver af MBCC, og det var skønt endnu engang at se fantastiske bryggerier som Penyllan, Amager Bryghus og Spybrew på festivalen.

Blandt kraftige fadlagrede Imp. Stouts og frugtige vildgærede vidundere, var der i år også flere fine, godt lavede, lagerøl. 2020 var udråbt til ,Year of the Lager’, og mange bryggerier havde tydeligvis taget det til sig, og lagt kræfter i at lave en god pilsner. 

En session på MBCC er som 4 timer i en anden verden. En fest hvor man blot skal stille sig i kø og række hånden ud, for at komme til at smage på de vildeste og dyreste øl i verden. Hvor skønt det end er, er der naturligvis også nogle skøre ting. Som den mærkelig tradition med at klappe når folk taber et glas, i stedet for at få det samlet op, så der til sidst er fyldt med glasskår overalt. Samt at den store #meetoo sag virkede helt glemt, så længe øllet flød.

Trods omstændighederne endte MBCC 2021 som en skøn ølfest, så vi glæder os allerede til at se hvad MBCC kan byde på i 2022.

05 august 2021

Big Head Mode fra Braw - IPA Dag 2021 - #ipaday

 I dag er det den årlige IPA dag, #ipaday, så her får i for 11. gang en IPA anmeldelse i dagens anledning.

Jeg har fundet en øl fra lillebror-bryggeriet til Nørrebro Bryghus, altså Braw. Det har været tradition at del af lønnen som ny bryger på Nørrebro Bryghus, var at man fra tid til anden måtte brygge øl på anlægget under sit eget mærke.  Sådan startede f.eks. Søren Parker Wagner, stifteren af bryggerierne Croocked Moon og Dry & Bitter, og Peter Sonne fra Flying Couch. De unge vilde bryggere fra Nørrebro Bryghus har nu deres eget ølmærke, Braw, men jeg ved ikke hvem der sådan formelt ejer det bryggeri.

Stilen fra Braw er vild og udfordrende, både i ølstil og i udseende. Det er naturligvis på dåse, det er jo så moderne, og etiketterne er vilde tegneserie motiver lavet af Simon Quitzau. Dagens øl er deres Big Head Mode. Lad os kalde den BHM ;) Etiketten er også her ren tegneseriestil.

Big Head Mode IPA fra Braw
Big Head Mode
fra Braw
BHM er en flot uklar, nærmest selvlysende gul, øl på 7,3% alk. På Untappd.com er den listet som en Imperial NEIPA, hvilket nok ikke er helt forkert. 
Den har en kraftig humle aroma, med duft af citrus, ananas og lidt melon. Der er brugt rigeligt tørhumle, men også en god portion bitterhumle, da selve IBU bitterheden og lader til at være i den høje ende. Det er ikke en videre kompleks øl, det er humle med humle på, men humlen er der så også nok af til at den ligefrem giver en fin mundfornemmelse, og en halvlang humlebitter, men måske lidt mudret, eftersmag. 

Jeg synes at BHM er en rigtigt fin øl, selvom den måske falder lidt i en mellemkategori. Den er hverken rigtigt frisk eller særligt bitter. Men humlehoveder vil sikkert elske den. Jeg giver Big Head Mode en samlet karakter på 7,5 ud af 10.

Forrige år handlede min artikel på IPA Dag 2019, om at moden med de hazy IPA'er langsomt var ved at blive afløst af de gode gamle bitre IPA'er, men ak, sådan kom det desværre ikke helt til at gå. Haze er stadigt Where the Money is At. Nåh skidt, det er jo heller ikke så ringe :)

Hav en god IPA Dag :)

20 december 2020

Årets Danske Bryggeri 2020 på Højt Skummende

 

På denne 4. Advent, er det på tide at få kåret Årets Bedste Bryggeri på Højt Skummende.

Tilbage i februar var jeg til et arrangement på den hyggelige ølbar 1420. 1420 er en ølbar i belgisk stil, styret af den energiske belgiske kæmpe Dennis Vansant, som har fokus på syrlige øl. Denne dag kunne Dennis præsentere hele 25 forskellige øl fra det lille danske bryggeri BrygBrygBryg. Da jeg havde hørt meget godt om bryggeriet, var min plan at smage på så mange af øllene som muligt. Og det lykkedes ;) Det var nogle rigtigt lækre, syrlige, eksperimenterende, og spændende øl. Det var selvfølgeligt en bonus, at bryggerne var mødt op på dagen, for at kunne fortælle om deres øl.

For det nye spændende og vilde, og rigtigt velsmagende, kårer jeg BrygBrygBryg som Årets Bedste Bryggeri 2020 på Højt Skummende.


BrygBrygBryg på 1420


Som Årtiets Bedste Bryggeri på Højt Skummende, i anledning af bloggens 10 års jubilæum, bliver jeg nødt til at vælge en gammel kending. Man er vel fanboy. 

Årtiets Bedste Bryggeri på Højt Skummende, for utallige fantastiske øl, spændende eksperimenterende serier, sjove øl-arrangementer, og for bare at være nogle skønne mennesker, vælger jeg Amager Bryghus. Jeg håber at I fortsætter med at være skønne :)

Glædelig 4. Advent. Jeg håber at I alle, trods sygdom, restriktioner og dansk vejr, får en dejlig jul.

17 december 2020

Årets Bedste Øl 2020 på Højt Skummende


I dag er det blevet tid til at kåre Årets Ølnyhed på Højt Skummende. Trods de hårde tider har jeg fået smagt næsten lige så mange nye øl i år som jeg plejer, ind til videre er det 418.

De øl som jeg har givet de bedste bedømmelser i år kommer fra en serie som Evil Twin udsendte sidste år ved juletid, serien '12 Beers of Christmas'. Den kårer jeg som Årets Ølnyhed på Højt Skummende.

Jeppe Jarnit Bjergsø fra Evil Twin startede '12 Beers..' projektet allerede i foråret sidste år, hvor man skulle forudbestille øllene, til levering lige før jul inde på Himmeriget eller på Evil Twin bryggeriet i New York. De 12 øl i serien er alle samarbejdsbryg med en række af verdens bedste bryggerier, hvor der, i vanlig Evil Twin stil, er skruet op til 110%. Serien indeholder en enkelt Barley Wine, brygget med The Veil Brewing og tilsat ahorn sirup og vanillie. Resten af øllene er Imperial Stouts, med alle mulige kombinationer af vilde tilsætninger. Samarbejdsbryggerierne er Omnipollo, J. Wakefield, Angry Char, Westbrrok, American Solera, Prairie Art, Trillium, Root + Brach, Equilibrium, Monkish, Cycle, 3 Sons, Shared/Private Press og altså The Veil. De er alle nogle af de vildeste bryggerier i USA (og Sverige). Da det alle er øl på mellem 12% og 14% alk kan de holde længe, og jeg har derfor kun indtil videre fået drukket 3 af de 12 øl i serien. De 3 øl har jeg givet en gennemsnitlig karakter på 9,2 ud af 10. Hold da helt ferie, de er vilde. Det er min plan, at dele de resterende flasker med andre ølnørder, men det må jo hellere vente til det bliver lidt mere sikkert at mødes i festligt lag.

12 Beers of Christmas fra Evil Twin

Hvis du vil være med til at bestemme hvad instagrammer gruppen Beerbloggers.dk skal vælge som Årets Øludgivelse, altså årets bedste nye øl, kan du stemme på adressen www.surveymonkey.com/r/9B8X9F3. Samme sted stemmer du i alle deres kategorier. Vinderen afsløres på en Facebook stream d. 21/12 fra ølbaren Skaal.

De sidste par dage, har jeg i forbindelse med kåringen af Årets Bedste, også kåret Årtiets Bedste, altså den bedste i de 10 år som bloggen har eksisteret. Det synes jeg dog ikke giver så meget mening i denne kategori :) 

Det passer dog så heldigt, at der over de sidste 10 år, er lige 10 øl, som jeg har givet karakteren 10 ud af 10. Det er disse øl:

  • Pearl Hart fra Amager Bryghus
  • Brøckhouse Vintage 2005, drukket i 2010
  • Rodenback Vintage 2007, drukket i 2012
  • Abbey Ale Barrel Aged Royal Lochnar whiskey fra Det Lille Bryggeri
  • Black Elixir fra Det Lille Bryggeri
  • Dark Lord Vanilla BA fra 3 Floyds
  • Stay Puft Christmas Edition fra Det Lille Bryggeri
  • Natalie fra Penyllan
  • Yellow Belly Sundae Bourbon BA fra Omnipollo
  • Ab22 fra Brewdog
Hurra for det gode øl :)

16 december 2020

Årets Ølbar 2020 på Højt Skummende - Samt Årtiets Bedste


I et år hvor vores ølbarer har haft virkeligt svære forhold, og jeg, som sikkert de fleste andre, har været kedeligt lidt på ølbar, er det ikke helt let at kåre Årets Bedste. Lidt ølbar er det dog blevet til, både i Roskilde, København og i Århus, der, som jeg skrev i går i mit indlæg om Årets Bedste Øloplevelse, har indtil flere gode ølbarer. 

Ølbarerne har gjort deres bedste for at overleve dette pokkers år, ved f.eks. at lave bottleshops og forskellige tag-din-fadøl-med-hjem koncepter, og meget andet. Jeg elsker små hyggelige steder som Fermentoren og Klosterkælderen, og synes at det er skønt at besøge de mere moderne barer som Ølsnedkeren og Åben. Hver ting til sin tid. En enkelt ølbar har dog i år haft overskud til at gøre endnu mere ud af det, idet de også er gået med på bølgen med virtuelle ølsmagninger. Derfor vil jeg, på trods af at jeg også gav dem titlen sidste år, kåre ølbaren Skaal til Årets Bedste Ølbar på Højt Skummende.  


I anledning af 10 års jubilæet for Højt Skummende vil jeg også kåre den bedste ølbar nogensinde omtalt på bloggen. Og her vil jeg blive lidt mere traditionel. 

For der er stadigt en enkelt ølbar som jeg altid vælger når jeg trænger til noget øl-hygge, og hvor jeg altid ved at der er noget godt på kortet, selv om det ikke er verdens største. Det er naturligvis Fermentoren. Tak for mange hyggelige stunder over de sidste 10 år.

15 december 2020

Årets Bedste Øloplevelse 2020 på Højt Skummende - samt Årtiets Bedste

I dag kårer de danske ølbloggere Årets Øloplevelse, og denne kategori bliver lidt svær, for jeg tror kun at jeg nåede til 3-4 øl arrangementer i år, før verden gik i stå, igen og igen. Det er dog blevet til et par arrangementer online, og en lille dansk øltur. 

I starten af året nåede vi kun lige at holde årets generalforsamlinger i de 2 ølforeninger som jeg var medlem af, før landet lukkede ned. Da jeg i år har skiftet job, er jeg selvsagt ikke længere formand i ølforeningen på det gamle arbejde, hvilket ellers var hvor jeg primært gik til/afholdt ølsmagninger. Jeg håber meget at 2021 bliver bedre, så der igen kan komme nogle gode ølarrangementer alle vegne. Online ølsmagninger er da udemærkede, men det er sgi bare ikke det samme.

I oktober var jeg på øltur med et nogle venner, hvor vi tog til en så eksotiske destinationer som Århus og Fanø. Det var lige i mellemperioden hvor ølbarer var åbne, bare kun til kl 22, så vi nåede at besøge 5 ølbarer i Århus, og nogen af dem var rigtigt gode. Jeg kunne specielt godt lide Åben ølbaren og Fairbar. På Fanø besøgte vi naturligvis Fanø Bryghus, som bare er en skønt sted. Det er øen Fanø også, så jeg kan klart anbefale et besøg. 

Min Bedste Øloplevelse 2020 er derfor min danske øltur med gutterne. Det er vidunderligt så meget det gode øl fylder i det ganske danske land, og skønt når man en gang imellem tager sig tid til at tage ud og opleve det.

Men hvad har så været min Bedste Øloplevelse nogensinde? Eller måske bare den bedste som jeg har skrevet om her på Højt Skummende... Jeg har skrevet 29 artikler på Højt Skummende om Ølfestivaller, og langt de fleste af disse handler naturligvis om Ølentusiasternes Ølfestival og Mikkellers Ølfest. Jeg elsker ølfestivaller. Jeg har kun fået skrevet 7 artikler om ølture, eller ølrejser, til Belgien og Bamberg, men der er virkeligt noget ved disse ture, som jeg synes er en stor oplevelse. 

Mit valg som Den Bedste Øoplevelse Nogensinde på Højt Skummende falder derfor, blandt talløse gode oplevelser, på min Øltur til Belgien i 2012. Hyggelige ølbarer, som gode gamle Kumminator før den helt forfaldt, god fed belgisk mad, og overnatning på Het Anker bryggeriet. Det var en øloplevelse som jeg sent glemmer :)



14 december 2020

Årets Udenlandske Bryggeri på Højt Skummende - Årtiets Bedste

Denne uge kårer de danske ølbloggere vores bud på Årets Bedste, så i dag får i mit bud på Årets Bedste Udenlandske Bryggeri. I anledningen af 10 års jubilæet for Højt Skummende, vil jeg som bonus give et bud på, hvad der efter min mening er det bedste udenlandske bryggeri der nogensinde er blevet omtalt her på bloggen.

På Instagram har instragrammerne på beerbloggers.dk i løbet af de sidste par uger givet deres bud på årets bedste, og lavet nomineringer til en fælles kåring som sendes live fra @skaal_cph d. 21/12. Det bliver spændende at følge.

For mig er det desværre ikke blevet til nogen ølture til udlandet i år, eller for den sags skyld nogen ølarrangementer hvor man kunne få lidt input fra hvad er foregår på ølfronten i det store udland. Men heldigvis har vi jo masser af gode ølbarer og importører, hvor sagerne kan smages. 

I starten af 2020 smagte jeg på en række øl som jeg selv havde taget med hjem fra en tur til USA sidste efterår. Blandt disse var lidt øl fra det amerikanske Jackie O's, som var helt fantastiske. Årets Bedste Udenlandske Bryggeri på Højt Skummende er derfor Jackie O's fra Ohio is USA. Jackie O's har flere gange været med på Mikkeller Beer Celebration, hvor de også har leveret nogle helt fantastiske øl, specielt af de vilde fadlagrede stouts. 

Men hvad er så det Bedste Udenlandske Bryggeri de sidste 10 år på Højt Skummende?

"Årtiets" Udenlanske Bryggeri på Højt Skummende kan vist ikke blive andre end Evil Twin. Ja, det er lidt en snyder, da Evil Twin sådan set jo var dansk, men så blev amerikansk da Jeppe Jarnit Bjergsø flyttede til USA. De udenlanske øl jeg har anmeldt flest af her på bloggen er ellers Belgisk Øl, så jeg burde måske vælge et bryggeri som De Struise eller Het Anker, men nej, prisen må gå til Evil Twin. Gennemsnitskarakteren på de øl jeg har smagt fra Evil Twin, har på Untappd været 4,3 uf af 5. Det er der ingen andre som kommer i nærheden af. 

Her kan du læse mine anmeldelser af øl fra Evil Twin.

13 december 2020

Højt Skummende 10 år


I dag d. 13/12 er det10 år siden jeg skrev den første artikel her på Højt Skummende. Vildt.

De 642 artikler jeg har skrevet over de sidste 10 år er blevet læst i alt 282.610 gange, altså i snit 440 gange hver. Det er da meget pænt. Den mest læste artikel nogenside på bloggen er 'Westvleteren 12 -Verdens bedste øl', skrevet tilbage i 2012, om den øl som i mange år blev betragtet som en af verdens bedste. Artiklen er blevet læst 7.200 gange.

De sidste 3 år har der været noget længe mellem artiklerne her på Højt Skummende, og jeg er i stedet begyndet at lave indhold på Instagram. Det er noget lettere at bruge 20 min på et billede og en kort tekst, end at bruge 2-3-4 timer på at skrive et blogindlæg. Det er dog ikke viljen der mangler, det er mere energien til at finde på artikler, at finde på en interessant måde at skrive ting, og så en masse tid på på at skrive og redigere billeder mv. Ja ja, man må jo ligge energi i ting, hvis man synes de er sjove. Der er bare svært at finde tid til det hele :)

Den kommende uge kårer jeg, som det er blevet tradition blandt de danske ølbloggere, Årets Bedste. Bedste øl, Bedste Ølbar osv. For samtidige at fejre 10 års jubilæet, synes jeg at det kunne være sjovt at også kåret Årtiets Bedste. Årtiets bedste øloplevelse... hmm, det må jeg tænke lidt over. Jeg håber at I vil læse med over den kommende uge.


Glædelig 3. Advent !

06 december 2020

2. Advent 2020 - Bitter Jul

Siden BeerHere for snart en menneskealder siden første gang bryggede deres Jule IPA, har de fleste bryggerier fået en jule IPA i sortimentet.

I dag skal vi se på et par af disse Jule IPA'er, eller skæve eksistenser .

Fruity Winter IPA fra PLU
People Like Us Fruity Winter IPA. Denne New England IPA er brygget på de Proef, og forhandles gennem Kihoskh. 

Fruity Winter IPA er en frisk sag på 5,2% alk, med en fin let bitterhed og masser af humlesmag af citrus og ananas. Den har en fin mundfylde, med lidt smag af korn og hvede, og en dejlig lang humlet eftersmag.

Jeg synes at det er en rigtig dejlig og frisk øl, og giver den en karakter på 7,5 ud af 10.


Vinter Pale Ale fra Det Lille Bryggeri
Vinter Pale Ale fra Det Lille Bryggeri
Det Lille Bryggeri Vinter Pale Ale. René på Det Lille Bryggeri er jo ellers mester i de søde krydrede øl, og har formentligt Danmarks største sortiment af juleøl, men brygger altså også denne friske jule variant.

Vinter Pale Ale er en flot ravfarvet øl på 5,5% alk, med et gyldent skum.  Den er brygget med appelsinskal og koriander, som en Begisk Wittbier, hvilket sammen med en tydelig smag af peber giver en dejligt frisk smag. Eftersmagen er godt bitter. 

Jeg synes at det er lækker skarp øl, som helt sikkert vil gå godt til en julefrokost med masser af fisk, og giver også denne en karakter på 7,5.


Selvom jeg mest er til de søde og krydrede juleøl, synes jeg at det er skønt med nogle friske øl ind i mellem. Jeg har fået en juleølkalender af min hustru, og her er der også både stærke søde øl, og nogle lettere og mere friske. Ja indtil videre her d. 6. altså :) Den er lavet af Klosterkælderen i Roskilde, og det har de gjort godt.

Glædelig 2. Advent:)

29 november 2020

1. Advent 2020 - Juleøl i 10 år

  Drik min ven, i morgen skal du slagtes!

Det er nu eller aldrig, juleøllene anno 2010 kommer aldrig igen, så Carpe Diem, og drik!

Sådan startede den første artikel her på Højt Skummende, d. 13. december 2010. 

Her små 10 år senere er jeg stadigt glad for juleøl, og glæden ved at smage noget nyt og fantastisk er uformindsket. 

I anledning af 1. advent får I her anmeldelser af 3 juleøl som jeg ofte har anmeldt her på bloggen de sidste 10 år.

Willemoes Jul 2020. Jeg har anmeldt Willemoes Jul fra Vestfyen næsten hvert år siden bloggen startede for 10 år siden, og de har altid fået gode anmeldelser. Årets juleøl fra Vestfyen er en Belgisk Dubbel,som er brygget med Bavarian Madarina humle og krydret med gran.

Det er en flot kastaniefarvet øl på 6,5% alk, hvilket er ret lavt af en dubbel. Den er lidt tynd i kroppen, men har smag af karamel, og lidt appelsin, hvilket måske er fra Mandarina humlen. Øllen er forholdsvis bitter, specielt i eftersmagen, hvilket nok forstærkes af den tilsatte gran. Jeg synes at det er en glimrende øl, og giver Willemors Jul 2020 en karakter på 7,5 ud af 10. Jeg har sat et par stykker i kælderen, til de andre Willemoes Jul, for at se om smagen bliver mere balanceret af et par år på lager.

Det Lille Bryggeri Juleporter. Denne klassikker fra Det Lille Bryggeri er altid god. Det er en dejligt mørk Porter på 7,7%, med smag af kaffe, træ, vanillie, mørk malt, brandt karamel, og en fin baggrundssmag fra jule krydderierne, uden at det bliver for dominerende. Der er en god bitterheden, og en dejlig lang eftersmag. Jeg giver Juleporter en karakter på 8 ud af 10.


Brøckhouse Julebryg 2008. Denne fine øl prydede den aller første artikel her på Højt Skummende, og da jeg stadigt har et par stykker stående i kælderen, tænkte jeg at det var meget passende at smage på den. Da bloggen startede i 2010 var Brøckhouse desværre allerede lukket, så det er kun blevet til en enkelt artikel om dem på bloggen. Jeg husker Brøckhouse Julebryg som den første rigtigt gode danske julebryg, 

Julebryg 2008 er en krydret belgisk Dubbel, men den lange lagring har naturligvis sat et tydeligt præg på øllen. Den har nu en god dyb smag af træ og vanillie, karamel, portvin, tørret frugt, dadler og en baggrunds dybde som fra chocolade eller lakrids. Der er lidt oxidering, med lidt smag af vådt pap, men kun et snært, så det ødelægger ikke den overordnede balance.  Jeg synes stadigt at det er en skøn øl, og i denne flaske har lagringen kun gjort den endnu bedre, så jeg giver den en samlet karakter på 8,5 ud af 10.

Jeg håber at du også finder et par gode øl, og drikker julen ind.

Glædelig 1. advent :)