Viser opslag med etiketten ølmad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ølmad. Vis alle opslag

23 december 2015

Vælg Øl til Julemaden!

Øl og julemad hører sammen. Til den kraftigt smagende julemad, med and, brunede kartofler, rødkål og brun sovs kan man enten gå med en kraftig rødvin, som smager af det stik modsatte af maden, eller med en god juleøl, som med sødme og krydderier spiller sammen med maden. Jeg ved godt hvad jeg vælger.

Julebryg og
Christmas Ale
På mit bord juleaften skal der stå et par kraftige øl. De skal være søde, krydrede og have en god maltsmag og en lav bitterhed. Så passer de godt sammen med julemaden, så jeg kan sidde og svælge i den gode smag af maden, uden at få den 'skyllet væk' af syrlig vin.
Der findes masser af gode juleøl, men jeg har i flere år haft en par favoritter, som jeg ikke kan undvære. Den ene er Julebryg fra Det Lille Bryggeri, et af Danmarks bedste bryggerier, og den anden er Christmas Ale fra ingen andre end Carlsberg, arvesynden. Jeg var stor fan af Carlsbergs Semper Ardens serie og har siden 2006 købt ekstra flasker af Christmas Ale og gemt dem i min ølkælder. Det er mange år siden at serien gik fra at være en lille produktion i Valby, til at blive brygget i Fredericia og nu bliver de vist brygget i Sverige. Jeg er ikke engang sikker på at opskriften er den samme som i starten, men jeg holder stadigt ved Christmas Ale da jeg synes at den passer godt til maden.
Den anden øl er Det Lille Bryggeri's Julebryg, som på alle måder er en super øl. Med sin gode dybe smag af karamel, malt, krydderier og sødme, er alt hvad jeg leder efter i en juleøl. Den passer perfekt til maden og skal rigtigt nydes.

Når ræset er overstået, maden spist, gaverne delt ud og ungerne lagt i seng, kan der bliver tid til at sætte sig i en god stol og nyde en godnatøl. Det skal være en kraftig sag, som man kan sidde og nippe til, mens man lige falder ned. Måske en kraftig fadlagret Stout fra Amager, eller en belgisk quadraupel. Så er freden sikret.
Jeg håber at I får en rigtig hyggelig jul, med masser af gode gaver, mad og øl.
Rigtigt glædelig jul :)

11 september 2014

Hjemmelavede Øl-Saltede Mandler

Når man sidder og får sig et par gode øl, er det lækkert med lidt snacks til. Jeg er stor fan af ost og pølser, men det jeg oftest finder frem er lidt saltede mandler.
Jeg synes desværre at de saltede mandler man køber i supermarkederne er enten for dyre eller for kedelige, eller begge dele, så jeg er begyndt at lave min egne, og det er super nemt.
Jeg fandt oprindeligt opskriften på saltede mandler på siden Alle Tiders Kogebog, men har eksperimenteret med at lave dem lidt mere salte, og mere øllede...
Man skal blot bruge: en pose mandler, en øl og noget salt...

1. Hæld mandler, salt og øl i en skål og lad det trække mindst 30 min.
Hæld først en øl op i en skål og tilsæt en passende mængde mandler (så meget som du vil). Til denne portion brugte jeg en Schlenkerla Ruachbier, da den har masser af mørk røget smag, som jeg gerne ville have til at smitte af på mandlerne, og en pose med 450g mandler. 
Hæld 5-6 spiseskeer salt i, og rør grundigt rundt. Jeg vil gerne have madlerne meget salte, så jeg bruger rigeligt salt. Salten opløses hurtigere hvis væsken er varm, men da varm øl ikke er så tiltalende lader jeg det i stedet stå og trække lidt længere, og rører hyppigt rundt i 'mæsken'. Lad det stå indtil salten er opløst, og mandlernes skind er blevet let rynket.

2. Si væsken fra og fordel mandlerne på en plade.
Mandelernes fordeles, så vidt muligt i et enkelt lag, på bagepapir. Hvis man gerne vil have lidt ekstra smag kan man fordele lidt smør ud over dem, sådan 10-20g.
Mandelerne sættes så i ovnen på 150 grader i 20-30 min. Vend mandlerne med jævne mellemrum, så de får en jævn farve, og tag dem ud når du synes at de er brændte nok.
Jeg foretrækker mandlerne mørkebrune, så de er helt tørre inden i og smager lidt brændt, hvilket tager 30-40 min. Men mindre kan også gøre det.

3. Bag mandlerne mindst 20 min ved 150 grader.

Når mandlerne er færdige lægges de til køling på en rist, og så er de ellers klar til at nydes.
Det kunne være sjovt, at forsøge at lave nogle ølpølser selv, men det er vist et større projekt, da de jo skal tørres mv.
Foreløbigt holder jeg mig til mandlerne :)

God fornøjelse, og Højt Skum!

12 juni 2013

John's Hotdog Deli

Normalt anmelder jeg jo ikke mad, men som dem som følger Højt Skummendes Facebook ved, er jeg vild med Johns Hotdogs Deli, så for ham vil jeg gøre en undtagelse. Engang var danmark overklistert med pølsevogne, så hver lille flække i landet havde en, men nu er der blevet noget længere imellem dem. Og med god grund, for de plastik-indpakkede industriaffalds produkter som normale pølsevogne sælger som pølser, er så ringe at man enten skal være voldsomt sulten eller godt beruset, før man vover at spise det. Hos John serveres der slagterpølser med hjemmelavet tilbehør. Sådan.

John´s Hotdog Deli
John Michael Jensen har i 7 år haft pølsevognen Johns Hotdog Deli, og det er ikke en helt normal pølsevogn.
Ud over de normale hotdogs varer, som en ristet med det hele og en Cocio, laver John også hjemmelavet tilbehør, som serveres til hans Ugens Hotdog. Og det er gode sager, ikke mindst fordi det ofte er lavet med øl.

Han samarbejder ofte med restauranter og bryggere, så hans hotdogs fx har været at finde på Mikkellers ølfestival Copenhagen Beer Celebration. Sidste år serverede han der den Ole Madsen inspirerede Gold Digger hotdog, med bladguld, og i år stod den på et sæt af 3 fantastiske mini hotdogs, med forskellig ølinspireret tilbehør. John er egentligt uddannet konditor, hvis ikke det er en røverhistorie fra Amager, så i maj måned lavede han 4 fine kager til Amager Bryghus, da de lavede samarbejdsbryg med nogle af verdens bedste bryggerier.
Her er et par eksempler på de hotdogs jeg har nydt hos ham. Disse er begge med pølser fra Steff Houlberg, men der er også jævnligt pølser fra fx Holbæk Slagteren.

Ugens hotdog i uge 22 var rigtig god. Big & Spicy pølsen fra Steff Houlberg var faktisk lækker, og passede godt til den hjemmelavede sennep med Mikkellers boghvede Barleywine. Remouladen var også ganske fin, men jeg er mere til sennep, og her var der smæk for alle pengene, da den både var stærk og havde masser af smag.
Kimchi er en koreansk version af sauerkraut, bare lavet med grøntsager istedet for hvidkål, altså lidt ligesom pickles, bare gæret i stedet for syltet. Vel. Det smagte rigtigt godt på hotdogen.

Ugens Hotdog uge 24
I denne uges hotdog er tilbehøret lavet med øl fra Amager Bryghus. Sennep'en er lavet med Sloth, den dovne Pale Ale, og selv om den ikke er specielt stærk, har den en rigtig god struktur og smag. Rødløgene på toppen er syltet i Wrath, den fesent-vrede Saison øl, og har faktisk en meget fin syrlig ølsmag. Pølsen er ikke noget særligt, men alt i alt er det stadigt en rigtig god hotdog.

Normalt står Johns Hotdog på Axeltorv i København, men da der er et stort byggeprojekt i gang der, er hans plads nu ved Tivoli indgangen til Hovedbanegården. Det er en dele plads, så man kan kun finde ham der fra om tirsdagen i lige uger. Hvis du kommer forbi Hovedanegården i en lige uge, så snyd ikke dig selv for en Hotdog i verdensklasse :)

17 september 2012

Sauerkraut - Tysk ølmad

Jeg fyldte 40 i januar, og holdt da en rigtig herremiddag hvor vi, ud over en masse gode øl, fik en gang oksegryde med kartofelmos og Sauerkraut. Sauerkraut er jo en frygtet spise, men som de fleste der har været på øltur til Tyskland nok kan skrive under på, så kan det smage helt fantastisk som tilbehør til rigtig ølmad.

En af mine venner opfordrede mig til at give opskriften på sauerkraut videre, så det gør jeg hermed.
Jeg har fundet opskriften på nettet, og oversat den fra tysk efter bedste evne.

Sauerkraut
(c) anitasarkeesian
Ingredienser:
-1 løg
- 3 spiseskeer svinefedt, eller bare smør
- 1 dåse Saurkraut, kan fx købes i Føtes.
- 1/4 l. øl. Jeg brugte Kaiserdom Kellerbier.
- 1/8 l. vand
- Krydderipose med: 3 lauerbærblade, 1 hvidløgsfed, 1 nellike, 2 enebær, timian
- 4 spiserskeer æblemos, eller 1 revet æbel
- 1 rå revet kartoffel

Hak løget og steg det i smør/fedt, og tilsæt så sauerkrauten og lad det stege et øjeblik. Tilsæt derpå krydderierne i en pose (fx et lukket kaffefilter), øl, og vand (jeg erstattede også vandet med øl ;)
Lad det derefter koge ved svag varme i 1-1 1/2 time. Tilsæt lidt mere vand eller øl hvis det er ved at koge helt tør.
Fjern derpå krydderposen, tilsæt revet æble og kartoffel, og rør det godt rundt.
Til sidst kan man give det lidt peber, og evt. lidt mere vand/øl, indtil man synes at konsistensen er god.

Sådan helt rigtigt bruger man ikke øl, men derimod hvidvin, men da jeg ikke bryder mig om den sure smag fra hvidvin, brugte jeg naturligvis øl i stedet, og det kom til at smage rigtigt godt.
Hvis man er hardcore, kan man jo også droppe dåse-krauten, og lave sin egen gærede sauerkraut, det ser faktisk ikke så svært ud.
Jeg synes at sauerkraut smage skønt til fed mad, fx pølser og al slags svinekød, og så er det jo drønsundt. Specielt med øl i !

Jeg kan desværre ikke huske hverken hvilken mad-hjemmeside jeg fandt sauerkraut opskriften på, eller navnet på den flinke dame som havde skrevet den, men hun har min tak.

Velbekomme og højt skum !