Viser opslag med etiketten lager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lager. Vis alle opslag

04 februar 2018

Praga Dark Lager

COOP har de sidste par uger haft tilbud på de tjekkiske Praga øl. I Tjekkiet laver de nogle skønne lagerøl, og selvom man med rette kan sige at Praga er en industriversion af disse, så synes jeg faktisk at det er nogle ganske udemærkede øl. I får her en anmeldelse af den mørke Praga Dark Lager.

Den højtelskede Pilsner er opfundet i Tjekkiet, men selv synes jeg faktisk at deres mørke lagerøl er
Praga Dark Lager
Praga Dark Lager
bedre. Det er f.eks. den slags øl som bliver serveret på det berømte U Fleku bryggeri i Prag, og alle tjekkiske bryggerier med respekt for sig selv har en mørk lagerøl på repertoiret. 
Praga Dark Lager er en kaffesort lagerøl på 4,8% alk., med et luftigt lysebrunt skum som hurtigt forsvinder. Aromaen er ret let, men har dog lidt duft af sort ristet malt, samt en mild bitterhed med en anelse humleduft af græs og gran.
I den ganske fine smag er der ristet malt, nødder, lidt frugtighed fra humlesmagen af græs og blomster, samt en del sødme. Sødmen bliver større i den halvlange eftersmag, men balanceres dog af smagen af sort malt samt en fin bitterhed. 
Jeg synes at Praga Dark Lager er en ganske udemærket øl, i forhold til prisen, så jeg giver den en karakter på 6,5 ud af 10. Den samme vurdering som jeg i øvrigt har givet de mørke industriøl fra Budejovicky Budvar, Samson 1795 og Kozel Dark.

En lang række små tjekkiske bryggerier laver lækre mørke lagerøl, men hvis man gerne vil smage en som også er til at skaffe herhjemme, kan jeg anbefale Bernard Cerny som kan købes bl.a. hos Skjold Burne. Den slår Praga Dark Lager med flere længder :)

28 juli 2017

Lækkert Sort Hul fra Pinta

Polsk øl stormer frem og fås nu ikke bare i specialølsbutikker som Ninkasira, men også på hanerne på mange gode ølbarer. Et af de mest kendte polske bryggerier er Pinta, hvis IPA Atak Chmielu var det første rigtige gennembrud for mikrobryg i Polen. I dag får i en ølanmeldelse af Pinta's bud på en schwarzbier, deres Czarna Dziura.

Czarna Dziura er en nøddebrun øl på 4,2% alk, hvilket vist er i den lave ende for en schwarzbier. Navnet betyder Sort Hul, men så mørk er øllen nu heller ikke.
Czarna Dziura fra bryggeriet Pinta
Czarna Dziura fra bryggeriet Pinta
Aromaen er da også forholdsvis let, men har fin duft af malt, nødder, en anelse kaffe og en smule krydderduft fra malten. Bitterheden er lav, men passer fint til en mørk lagerøl.
Smagen er lidt kraftigere end aromaen, og har en maltkrydret smag af nødder, brændt malt, og lidt kaffe som er med til at give en fin bitterhed. I forhold til de tyske schwarzbier er dette en lidt let øl, men den har masser af smag, og måske en lidt mere smagfuld bitterhed end de tyske udgaver. Der er lidt smag af kaffe fra malten, men slet ikke på det niveau som der f.eks. er i en Köstritzer.
Jeg synes at Czarna Dziura er en dejlig øl, som både er smagfuld og letdrikkelig. Og det er vel ikke så ringe. Jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.

Pinta laver utroligt mange spændende øl, så selv om jeg forsøger, har jeg kun smagt en ganske lille del af dem. Til september skal jeg på øltur til Polen, så der kan jeg forhåbentligt få prøvet lidt forskelligt :)

16 april 2017

Schlenkerla Fastenbier - Hygge i Bamberg

Tyskerne elsker årstidsøl ligeså meget som os. Det er bare ikke krydrede juleøl som står øverst på ønskelisten, men derimod den gode bock-øl som frigives i oktober-november. I foråret har mange bryggerier desuden en Fastenbier, som kun kan købes i ugerne op til påske. For et par uger siden var jeg en tur i den smukke ølby Bamberg, hvor jeg sammen med min kone besøgte nogle af de gode bryggerier. Vi var naturligvis også en tur på Schlenkerla, som ligger i en fantastisk flot gammel bygning. En del af bygningen er et gammelt kloster fra 1400 tallet, som er blevet slået sammen med et værsthusbryggeri som har ligget der mindst siden 1387. Vi satte os under de sorttjærede bindingsværk bjælker og bestilte noget godt tysk mad og sæsonøllen Fastenbier.

Schlenkerla Fastenbier
Fastenbier
Schlenkerla
Schlenkerla Fastenbier er en kastaniebrun lagerøl på 5,5% alk, med et tæt flødefarvet skum som holder længe. Den har en dejligt duft af malt, som er en anelse krydret og brændt, en god bitterhed, samt en fin duft af røg. Røgen er ikke nær så kraftig som i Schlenkerlas normale Märchen, så bag den kan man næsten fornemme lidt humleduft af græs og blomster.
I smagen er der en rigtigt lækker maltsmag af brændt karamel og lidt krydderier. Af en lagerøl at være, synes jeg at der er en rigtig fin bitterhed, men den stammer nok mest fra malten og fra røgsmagen. For røg er der. Røgsmagen starter mere blidt end i deres Märchen, men den kommer langsom snigende, indtil den i eftersmagen er temmeligt insisterende. Det er gode sager det her.
Jeg synes at Schlenkerlas Fastenbier er en rigtigt dejlig øl, hvor røg, malt og bitterhed har en rigtigt fin balance, så jeg giver den en karakter på 7 ud af 10.

En mørk lagerøl som denne er bedst til mad, men heldigvis kan man også få masser af godt traditionelt tysk mad på Schlenkerla. Jeg fik mig en gang bratwurst lavet med røgmalt og severet med  maltbrød og en rigtigt velsmagende omgang sauerkraut. Og så lige en Schlenkerla Märchen til dessert :)

19 oktober 2016

Carnis - Madøl fra Thisted Bryghus

De driftige bryggere på Thisted Bryghus har lavet endnu en ølserie, med et særligt design og formål, nemlig øl som skal passe til bestemte slags mad. Det synes jeg da er en skøn idé, så da jeg fandt øllene i min lokale Superbrugs røg de straks i kurven. Øllene hedder Carnis, Piscis, Porcus og Caseus, og er hver især altså brygget til at passe til henholdsvis rødt kød, fisk, gris og ost. Her får i en anmeldelse af Carnis, som bryghuset beskrives således: "Til retter med okse og vildt har vi brygget en lagerøl Carnis med god fylde, og en lidt mørkere farve. Den relativt lette humletilsætning og fyldige maltkrop giver god plads til den mere kraftige kødsmag." Tja, så bliver ølnørden jo allerede lidt skeptisk, da jeg ikke synes at lagerøl passer specielt godt til hverken oksekød eller vildt, men lad os da give den en chance alligevel.

Carnis er en nydelig nøddebrun lagerøl på 5,8%, med et luftigt flødefarvet skum som holder længe.
Carnis fra Thisted Bryghus
Carnis
Thisted Bryghus
Etiketterne i denne serie er stilistiske og afdæmpede, hvilket nok er noget COOP har bestilt.
Aromaen har en stille og roligt duft af karamel og en mild bitterhed med lidt humleduft af græs, blomster og citrus.  Eller måske kommer citrus indslaget fra den ascorbinsyre som øllen er tilsat. Af en lagerøl synes jeg faktisk at Carnis har en ganske udemærket aroma, og det samme gælder sådan set for smagen. Den er ganske fin, uden at være noget særligt.
Der er en glimrende maltsmag af karamel, samt en fin bitterhed med humlesmag af græs og citrus. Det er jo ikke en vild IPA bitterhed, men for en undergæret øl er bitterheden ok, og den hænger ved i den halvlange eftersmag.
Jeg synes at Carnis er en ganske fornuftig øl, så jeg giver den en karakter på 7 ud af 10

Men nu er Carnis jo brygget til at gå til 'okse og vildt', så jeg prøvede den sammen med en god bøf, for at se om det holdt vand. Ide'en med Carnis må være, at karamelmalten skal give lidt fylde, og at lagerøl's bitterheden skal kunne skære igennem kødsmagen, og ligesom forfriske smagsløgene. Det er jeg desværre slet ikke interesseret i når jeg spiser en god bøf. Jeg vil nyde den gode smag, uden at få den neutraliseret med hver tår. Så kunne jeg vel ligeså godt drikke cola til. Jeg synes at en fyldigere øl med en mere frugtig smag, som fx en belgisk brune, passer langt bedre til oksekød. Carnis passer vist bedre som en frokostøl, til et stykke med røget makrel og kartoffel. Det er jo heller ikke så ringe.

31 august 2016

Pokal Øl - En ny økologisk klassiker

Pokal er COOP kædens egen serie af øl, som tidligere er blevet brygget af henholdsvis Carlsberg, Vestfyen og af Unibrew. I anledningen af at COOP, eller rettere deres forgænger FDB, i år har 150 års jubilæum, har Pokal serien fået en opdatering. Øllene bliver nu brygget på Braunstein som en serie af økologiske mikrobryg, og det er slet ikke så ringe.
Der er 3 øl i den nye Pokal serie, en Pilsner, en Classic og en Rød Lager, og de er, som alle øllene fra Braunstein, alle økologiske. Jeg vil her lave en kort anmeldelse af hver af dem.

Pokal Pilsner
Bryghuset Braunstein
Pokal Pilsner er en gylden øl på 4,8% alk, med et luftigt hvidt skum som holder længe. Aromaen har en svag bitterhed, med lidt humleduft af citrus og græs. Der er en god duft af lys malt, som bidrager med lidt brød eller kiks aroma. I smagen er den gode maltsmag med til at give øllen en fin fylde, og af en pilsner har den også en ganske udemærket bitterhed samt humlesmag af citrus og lidt græs. Der er noget tysk pilsner over Pokalen, og den har da også næsten lidt smag af DMS, den grøntsagsagtige smag som man kender fra tyske pilsnere. Her ligger det lidt i baggrunden og er med til at give mundfylde. Jeg synes at Pokal Pilsneren er en rigtig fornuftig øl, og et godt bud på en billig pilsner. Jeg giver den en samlet karakter på 7,5 ud af 10.


Pokal Classic
Bryghuset Braunstein
Pokal Classic er en nøddebrun øl på 5% alk, med et tæt beige-farvet skum som hurtigt forsvinder. I den udemærkede aroma er der duft af karamel, nødder, lidt maltduft og en lav bitterhed. Gemt bag karamellen er der også lidt duft af citron, blomster eller måske ligefrem træ.
Det samme går igen i smagen. I en standard dansk Classic fra industribryggerierne, er der kun lige nok karamel til at farve øllen brunlig, men her er der faktisk lidt smag af karamelmalt, så det skal man jo ikke brokke sig over. Men det skjuler lidt bitterheden.
Eftersmagen er ganske lækker, med en ok bitterhed, samt smag af træ, citrus, nødder, og karamel... Jeg giver Pokal Classic en karakter på 7.

Pokal Rød Lager
Bryghuset Braunstein
Pokal Rød Lager er en nøddebrun øl på 5,5% alk, med et luftigt flødefarvet skum som holder længe og næsten efterlader blonder på glasset. Aromaen har en fin bitterhed, med humleduft af citrus og græs, samt duft af nødder og lidt karamel. Af en lagerøl har denne faktisk en ganske fornuftig bitterhed, og en fin humlesmag af græs, gran og lidt citrus. Bitterheden bliver underbygget af en god smag af brændt karamel, hvilket også er med til at give en glimrende mundfylde. Også i denne øl, kan jeg godt lide smagen af selve malten. Jeg tror simpelthen at der er mere smag i denne økologiske malt, end der er i standard pilsner malt. Den halvlange eftersmag er også rigtig god, med en god bitterhed samt smag af brændt karamel. Jeg synes at Pokal Rød Lager er en rigtigt glimrende øl, specielt i betragtning af, at den ligesom sine fæller, kan erhverves i COOP til ca 12 kroner. Jeg giver den en samlet karakter på 7,5 ud af 10.

Faktisk har FDB slet ikke 150 års jubilæum, for foreningen blev nemlig først grundlagt i 1896, og har altså 'kun' 120 års jubilæum. Thisted Arbejderforening blev derimod stiftet i 1866, og ville altså derfor have haft 150 års jubilæum. Jeg tænker at denne nok blev en del af FDB, og at COOP derigennem mener at kunne fejre 150 års jubilæum i år.
Nå, det er jo også lige meget, bare man kan få nogle gode øl til. Og jeg synes faktisk at den nye Pokal serie er blevet ganske fornuftig :)

24 januar 2016

Fimbul - Vinteren der forsvandt!

I vinterens kulde, synes jeg at det er passende at forsøge sig med en Fimbul øl. Fimbulvinteren er jo den ultimative vinter, som skal lægge alt øde, før verden kan genopstå efter Ragnarok. Så kan man jo godt trænge til en god øl.

Bryggeriet Frejdahl har lavet den undergærede vinterøl Fimbul. Den er brygget med lidt hvede for fylden, og appelsinskald for at give varmen. Ingen af delene synes jeg lykkes ret godt.
Det er nu ellers en flot kobberrød øl, på 5,7% alk, med et tæt hvidt skum som hurtigt forsvandt. Aromaen er mild bitter, med duft af karamel, appelsin og lidt nødder. I smagen er der en ganske fin bitterhed, af en undergæret øl, samt smag af karamel, brød, citrus og appelsinskal. Det er en forholdsvis sød øl, hvilket forstærkes af appelsin-smagen. Sødmen fortsætter i eftersmagen, hvor bitterheden næsten overdøves af karamel og appelsinsødme. Jeg forstår ikke helt hvad denne øl vil? Det er sådan en lidt sær blandingsøl, så jeg ved ikke om det er med vilje at den smager som den gør, eller om den er skabt sådan lidt ved et tilfælde, ved at blande ting som ikke helt passer sammen.
Uanset formålet, er Fimbul er dog en ganske fin, undergæret øl, som sikkert ville passe godt til en frokost. Jeg giver den derfor en karakter på 7 ud af 10.

Tja, øllen er fin nok, selvom den er lidt mystisk, men jeg synes nu ikke at der er meget Fimbulvinter over den. Nok nærmere tøvejr og frokost-stemning. Og det er måske heller ikke så ringe...

18 januar 2016

Giraf Beer 10%

I efteråret var jeg til et arrangement hos Ølentusiasterne i Roskilde, hvor Ole Madsen havde lavet en blindsmagnings quiz, baseret på almindelig supermarkedsøl. Det fik mig til at indse, at jeg ikke har ret godt styr på almindelige øl... og det skal så gå ud over Jer ;)
Her får I derfor en anmeldelse af Albanis Giraf øl, men i den stærke version på 10% alk.

Giraf Beer er en stærk lagerøl på 10% alk. Giraf-øllen fås i 4 varianter, på helholdvis 5, 5,6, 7,3 og så denne ekstra kraftige på 10% alk.
Giraf Beer, giraføl, fra Albani
Giral Beer 10&
Albani
Jeg er ikke den store fan af øldåser, men jeg må indrømme at jeg godt kan lide denne guldfarvede giraf-dåse.
Giraføllens aroma er kun let bitter, har en fin duft af brød og en svag appelsin agtig duft, næsten som om der er tilsat appelsinskal. Men det tror jeg nu ikke at der er. Der er slet ikke den søde alkohol duft som vi kender fra guldøl, men mere lidt frugt sødme. Smagen er overraskende rund og kraftig. Der er smag af brød, en frugtsmag som fra lidt appelsin og en ganske udemærket bitterhed for en lagerøl. Der er ikke umiddelbart så meget alkohol smag, men i den lange eftersmag bliver alkohollen mere tydelig. På trods af frugtighed og brødsmag i eftersmagen, bliver alkohollen efter lidt tid for dominerende, og får smagen af malt til at blive underligt udpint.
Jeg synes at denne 10%'s Giraf starter overraskende godt, men efter lidt tid blev jeg ret træt af den. En øl på 10% er jo ikke noget man bæller på 5 min, hvis man gerne vil stå oprejst bagefter, så en trættende eftersmag, det er noget skidt.
Jeg giver Albanis Giraf Beer en karakter på 6 ud af 10.

05 oktober 2015

Dansk Dortmunder

For et par uger siden var jeg til blindsmagning af øl. Det foregik hos Ølentusiasterne i Roskilde, hvor Ole Madsen havde lavet en tipskupon quiz med spørgsmål til 13 øl som vi smagte blindt. Alle øl var almindelige supermarkedsøl købt i Roskilde
Jeg klarede mig forholdsvis dårligt i quiz'en, hvilket fik mig til at indse, at jeg har ret dårligt styr på de helt almindelige danske industriudgaver af specialøl. Derfor har jeg tænkt mig at lave en række almeldelser af nogle af disse øl. Så slipper du, ja dig, jo også for selv at skulle smage på disse øl. Det er da service...
Vi ligger ud med den danske Dortmunder fra Ceres bryggeriet, altså Royal Unibrew. Da der i blindsmagningen blev henvist til Dortmunder, viste jeg faktisk ikke engang at det var denne øl man mente. Det ved jeg så nu. Det ville jeg ønske at jeg ikke gjorde.

Dansk Dortmunder fra Royal Unibrew Ceres
Dansk Dortmunder
Royal Unibrew
Dortmunder er en stærk gylden undergæret øl på 7,7% alk, med et luftigt hvidt skum som holdt længe. Aromaen er ganske ok, med duft af korn, lidt citrus, lidt alkohol sødme og en lav bitterhed.
GlocalBeer findes en rigtig god definition af hvad en Dortmunder øl er (dette link virkede da artiklen blev skrevet, og er blevet bevaret som et historisk minde), samt masser af historie om typen. Her står bla.:
  • Dortmunder er en alkohol stærk lys undergæret lagerøl fra Dortmund. Dortmunderen har et slægtskab med andre lyse lagerøl såsom pilsner, pils og helles, men adskiller sig ved en højere alkoholstyrke og en klar balance imellem den bitre og maltede smag. Vandet fra undergrunden omkring Dortmund er kendt for have et relativt højt indhold af sulfat og kulstof, hvilket er en af de væsentlige årsager til efterbitterheden i øllet. 

Smagen i den danske Dortmunder er ret sød, med en forholdsvis tydelig smag af alkohol.  Der er smag af brød eller korn fra malten, samt lidt kunstig humlesmag. Hvis øllen er brygget som en traditionel Dortmunder skulle der være et højt sulfat indhold i brygvandet, hvilket giver en mere tydelig og afrundet malt smag. Det synes jeg ikke ligefrem at jeg kan smage. Selvom dens IBU sikkert er ret lav, gør den manglende smag, at der er en ret tydelig bitterhed, som virkeligt træder frem i eftersmagen. Sammen men en tynd vandet mundfornemelse og en tydelig smag af alkohol, giver det en helt igennem forfærdelig smag. Hvis den serveres iskold er den da drikkelig, for så balanceres bitterheden og maltsmagen lidt bedre, men den er stadigt langt fra ok.
Dette er en af de værste danske øl jeg har smagt overhovedet, og jeg giver den derfor en karakter på 2 ud af 10.

Uha, hvad man dog ikke må stå igennem som ølblogger... det er et hårdt liv...  ;) Hvis der skulle sidde nogle læsere derude som er helt vilde med Dortmunderen, og derfor nu tænker ilde om mig, så lad mig endeligt høre fra jer. Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad der får folk til at købe en øl som denne..


08 september 2015

Håndbold VM fra Skagen Bryghus

Da VM i Håndbold for kvinder i år afholdes i Danmark, har Skagen Bryghus brygget en Håndboldøl. Jeg kan ikke lige gennemskue hvad forbindelsen er mellem Skagen, håndbold og øl, men jeg skal ikke klage. Hvis ellers øllen er i orden.

Håndbold VM fra Skagen Bryghus
Håndbold VM
Skagen Bryghus
Håndboldøllen er en kobberrød lagerøl, Skagen kalder det en rød pilsner, på 4,6% alk., med et flot luftigt skum som holdt længe. Etiketten er stereotypisk lyserød og lavet i bryggeriets sædvanlige lidt kluntede design.
I aromaen er der en fin duft af karamel, samt en mild bitterhed med citrus og græs. Det er ikke en sindsoprivende spændende aroma, men af en undergæret øl er den ganske udemærket. I smagen er der en tydelig smag af karamel, som i eftersmagen får en udemærket brændt smag. Bitterheden er ganske ok, igen i forhold til at dette er en Rød Pilsner, med smag af citrus og græs. I eftersmagen er bitterheden rigtig god, og spiller godt sammen med karamel smagen. Det er dog lidt som om øllen ikke rigtigt er hverken det ene eller det andet. Den er ikke bitter nok til at være interessant af den grund, og den er heller ikke letdrikkelig som en pilsner normalt er. Hverken fugl eller fisk.
Jeg vil mene at Håndboldøllen er en Classic Pilsner, men da det jo ikke er en rigtig øltype, er det jo fint nok at bryghuset kalder det for en Rød Pilsner. Noget skal barnet jo hedde.
Jeg bryder mig dog absolut ikke om at den skal være lyserød. Jeg håber ikke at kvindelige øldrikkere falder for den slags platheder.
Nå, men øllen som sådan er der intet galt med, andet end at den er lidt kedelig, så jeg giver den en samlet karakter på 6,5 ud af 10.

Jeg håber at Håndbold VM til december bliver mere interessant end denne øl. Måske bliver de mere interessante sammen :)

Øl:Håndbold VM
Bryggeri:Skagen Bryghus
Øltype:Classic
Alk.:4,6%
Købt:Fakta til 15,-

05 september 2015

Braunstein Jubilæum Red Lager

I år har Bryghuset Braunstein 10 års jubilæum. De ville jo egentligt slet ikke brygge øl, men lave whiskey, men måtte starte med at brygge øl før de kunne få lov til at destillere. Her 10 år senere flyder øllene dog stadigt fra Køge Havn, og det bliver altså fejret med dette jubilæums bryg. Jeg har købt den i Fakta til omkring 15,-

Jubilæum Red Lager
Bryghuset Braunstein
Jubilæum Red Lager er en kobberrød lagerøl på 5,5% alk, med et tæt flødefarvet skum som forholdsvis hurtigt forsvandt. Etiketten er ikke noget at råbe hurra for, men det er jo heller ikke den som Braunstein fejrer.
Jeg synes at aromaen er ganske udemærket. Den har en duft af karamel og en helt ok bitterhed, for en undegæret øl, med duft af citrus og græs. Det samme gør sig gældende i smagen, hvor der en en ganske god bitterhed. Den er jo ikke sådan IPA bitter, slet ikke, men har en rigtig god tysk bitterhed, med smag af citrus og græs. Bag karamel smagen er der en antydning af røg, specielt i eftersmagen, hvilket er med til at give en rigtig fin mundfylde. Eftersmagen er behageligt bitter og har en krydret smag fra malten. Jeg synes desværre at der er lidt eftersmag af ascorbinsyre, men det er ikke så meget at det ødelægger indtrykket.
Alt i alt synes jeg at denne Red Lager er en ganske god øl, og giver den en samlet karakter på 7,5 ud af 10.

Braunstein er et rigtigt hyggeligt brygggeri, som bla. gør meget for deres lokalområde i Køge.
Tillykke med 10 års jubilæet :)

24 august 2015

Thisted Bryghus - Ingefær og Havtorn

På Thisted Bryghus er man gået aktivt ind i arbejdet med at lave en Ny Nordisk Øl (NNØ), hvilket har resulteret i flere rækker af forsøgsbryg, samt en ølserie med urter indsamlet i Nationalparken Thy. Supermarkedsøllene Havtorn, Ingefær og Enebær er ikke direkte Ny Nordisk, men de er et skridt i den retning.
Jeg fandt øllene Ingefær og Havtorn i Fakta til 15,- stykket, så dem får I en anmeldelse af her.

Ingefær
Thisted Bryghus
Ingefær er en hvedeøl på 4,5% alk, med et luftigt hvidt skum som hurtigt forsvandt. Aromaen er ganske fin, med en lav citrus bitterhed, en fin hvede aroma i baggrunden, og en tydelig duft af ingefær. Det lyder jo lidt skræmmende med det ingefær, men det virker faktisk ret godt, specielt i selve smagen. I en Belgisk Witt bruger man jo koriander og curacao (appelsin skal) som krydderi, så skridtet til at bruge ingefær i stedet er faktisk ikke så langt som det lige lyder i første omgang. Folk som ikke bryder sig om ingefær vil helt sikkert ikke kunne lide øllen, men jeg vænnede mig hurtigt til smagen. Der er smag af citrus, græs samt en lav bitterhed, som passer godt til en hvedeøl. Selve hvedesmagen holder sig lidt i baggrunden.
Jeg synes at 'Ingefær' er en ganske fin hvedeøl, som fx ville passer rigtigt godt til fisk eller orientalsk mad, og giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

Havtorn
Thisted Bryghus
Havtorn er en lagerøl på 5,8% alk, med et tæt hvidt skum som hurtigt forsvandt. Havtorn bær giver en meget speciel bitterhed til øl, og skal derfor bruges med forsigtighed. Det synes jeg er lykkedes ganske godt for Thisted, for havtornen ligger ligesom kun i baggrunden og lurer, hvor den giver øllen lidt kant, Hvilket er tiltrængt.
 Det er grundliggende en tysk industripilsner, med en lav bitterhed, duft af citrus, pilsnermalt og en tydelig duft af den tilsatte ascorbinsyre. Der er en anelse af syrlig-agtig frugt, men jeg ville ikke have gættet at den stammer fra havtorn bær. I smagen er havtornen mere tydelig, men kommer mest snigende i eftersmagen. Der er fundet en god balance med den øvrige, lette men friske, smag, så havtornen slet ikke bliver så dominerende som den fx er i nogle øl fra norske Nøgne Ø.
Jeg synes at der er en alt for tydelig smag af ascorbinsyre, men det kan godt være at noget af smagen skyldes havtornens syrlighed.
Havtorn er, efter min mening ikke en specielt spændende øl, og hæver sig kun lidt over hvad jeg ville forvente af en almindelig tysk pilsner. Jeg giver den en karakter på 6,5.

Jeg er ikke ligefrem imponeret af Havtorn og Ingefær øllene, men jeg synes overordnet godt om det arbejde Thisted Bryghus laver med at genindføre brugen af bær og urter i dansk øl. Nu er dette jo også 'kun' en supermarkeds øl-serie, og til en pris af kun 15,- er det måske urimeligt at forlange revolutioner.

13 august 2015

Grilløl fra Amager Bryghus

Humlehovederne på Amager Bryghus har lavet en sommerøl i samarbejde med COOP butikkerne på Amager. Det er blevet til en frisk humlet lagerøl med det ligefremme navn Amager Grilløl. Den sælges kun på Amager, så jeg måtte begive mig ud lorteøen for at score et eksemplar.

Amager Grilløl fra Amager Bryghus
Amager Grilløl
Amager Bryghus
Amager Grilløl er en strågul lagerøl på 5% alkohol, med et luftigt hvidt skum som holdt længe.
Aromaen er frisk, med en fin lav lagerøls bitterhed. samt en let sødlig duft af korn og lys malt. Grilløl'en er brygget med amerikansk humle, men den har slet ikke den aggressive humlebitterhed som vi kender fra  Amager øllene, men derimod en fin let humleduft af citrus, samt en anelse melon og ananas.
Smagen har også en fin frisk bitterhed, som en god Lagerøl, med smag af citrus samt lidt melon og ananas. I baggrunden ligger en god lys maltsmag, som er med til at give en god mundfylde. Øllen er tilsat appelsinskal, men åbenbart kun i så begrænset mængde at det ikke rigtigt træder frem i hverken aromaen eller smagen, men først mærkes i eftersmagen, hvor det er med til at give en forfriskende halvlang bitterhed.
Jeg synes at Amager Grilløl er en rigtigt glimrende øl, som lige har nok bitterhed og mundfylde til passe til den brændte grillmad, og giver den en karakter på 8 ud af 10.

I Superbrugsen sælges Amager Grilløl til 35,-, hvilket jo er en ganske fornuftig pris for en øl fra Amager Bryghus. Jeg håber at den kan være med til at få Amagerkanerne til at få øjnene op for, at deres lokale bryggeri er et af Danmarks bedste.

10 august 2015

Herslev Landøl

Herslev Bryghus har i flere år bygget en Landøl, men er blevet så glade for deres Hø-øl, at de er begyndt også at bruge hø i Landøl'en. Det er den blevet lidt lettere og lysere af, og er dermed blevet endnu mere frokost-venlig.
Landøl fra Herslev Bryghus
Landøl
Herslev Bryghus

Landøl er en ravgylden lagerøl på 4% alkohol, med et luftigt flødefarvet skum som hurtigt forsvandt.
Aromaen er dejligt frisk, med duft af citrus, korn og en anelse hø, en ganske let frisk citrus syrlighed, samt en lav bitterhed. I smagen er bitterheden også mild, med smag af citrus og græs som i en tysk pilsner. Øllen er på ingen måde syrlig, som fx den almidelige Hø-øl, men har en lækker friskhed og en dejligt rund smag, som understøttes af en god frugtsmag som fra melon eller pære. Den gamle udgave af Landøl var på 4,5% og var hvad jeg vil kalde en fyldig lagerøl, men i denne nye økologiske udgave er øllen blevet lettere og kun 4%, Det er en frisk og drikkevenlig øl, men med en god 'dybde'. Det giver også en rigtig god eftersmag med en fin pilsner bitterhed.
Jeg synes at den nye forbedrede Landøl er rigtigt lækker, og giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

Jeg er stor fan af veludførte lagerøl, og det er Landøl'en. Det er en glimrende tørstslukker, men den ville gøre sig endnu bedre fx til en god klassisk frokost.
Højt Skum!

01 juni 2015

Lagerøl fra palænstinensiske Teybeh Brewing

Blandt de mange spænde øl jeg smagte på årets ølfestival, var et par traditionelle lagerøl fra det palænstinensiske bryggeri Teybeh Brewing. Det ligger på Vestbredden hvor det blev grundlagt i 1994 af brødrene Nadim og David Khoury. Familien var emigreret til USA, hvor Nadim tog en brygger uddannelse på University of California, men flyttede efter Olso Aftalen tilbage til Vestbredden og startede Taybeh Brewing. Nadim var selv tilstede på Ølfestivallen, hvor han fortalte om familiens bryggeri.
Øl fra Taybeh Brewing
Taybeh Brewing laver 4 forskellige øl, Golden, Amber, White og Dark som alle er brygget efter tysk forbillede, med udgangspunkt i det tyske rheinheitsgebot. De er brygget med bla. malt fra Belgien, humle fra Tyskland og Tjekkiet og vand fra en lokal kilde.
Jeg smagte øllene Golden og Amber, samt den den alkoholfri øl Taybeh.

Golden er en uklar gylden lagerøl på 5% alk, med et fint hvidt skum. I aromaen er en mild maltsødme, samt en fin tysk bitterhed, med duft af citrus og græs. Smagen er frisk, med en smag af lys malt samt en let bitterhed.
Golden er en god tysk pilsner/lagerøl, som jeg giver en karakter på 7 ud af 10.

Amber er en ravfarvet tysk lagerøl på 5,5% alk, med duft af karamel og malt, samt græs fra humlen. Smagen har en let sødlig maltsmag af karamel, samt en lav bitterhed, med smag af citrus og græs fra den tysk/tjekkiske humle.
Amber er en ganske fin øl, af en mørk tysk lagerøl, som fx ville egne sig godt til mad. Jeg giver også denne en karakter på 7 ud af 10.

Taybeh øllene fås narturligvis først og fremmest i Mellemøsten, men eksporteres også bla til Japan og Sverige. De kan fås i Danmark, ellers ville det jo være fjollet at være med på Ølfestivalen, hvor de bla kan købes i barer samt i Ølbutikken.

02 maj 2015

War Veterans Danmark - Mørk Lagerøl til støtte for Veteraner

Det lille bryggeri Gundestrup Mejeri & Bryghus har lavet en øl som støtter danske krigs veteraner. For hver solgt øl går 2,25 kr til foreninger som hjælper danske soldater, hvilket jo lyder som en rigtig god idé. Jeg var så heldig at få tilsendt et par af øllene, så her får I min vurdering af dem.

Idéen til øllen opstod, da John Marquard Bendix Lassen kom i jobprøvning hos Gundestrup og spurgte bryggeren, om ikke de kunne brygge en veteran pilsner. John, som er veteran og har været udsendt til Balkan, er sygemeldt og var på byggeriet igennem et forløb med kommunen. John er aktiv i foreningen BOHD, som er et netværk af tidligere udsendte, så det blev besluttet at 2 ,- for hver solgt øl skal gå til denne forening, samt 0,25 til foreningen Familienetværket.dk, som mange nok vil kende fra den gule sløjfe. John har været involveret i alt omkring øllen, og fik bla. arrangeret at der ved frigivelsen i januar var taler af bla en oberst, en feltpræst og af folketingsmedlem Jakob Ellemand, som selv er veteran. TV2Fyn lavede et fint indslag om lanceringen, hvilket kan ses her. Øllen bliver solgt hos en lang række forhandlere, noget som John også har gjort en stort arbejde med. Der findes en opdateret liste over forhandlere på Veteran øllens Facebook side.
War Veterans Danmark
Gundestrup Mejeri & Bryghus

Det er John som har valgt øltype, smag og farve, og det er blevet til at mørk smagfuld lagerøl.
Det er en fin kastaniefarvet øl på 6% alk, med et tæt lysebrunt skum som holder længe. Aromaen er ganske fin, med en let bitterhed og duft af karamel og lidt brændt malt. Der er brugt Halletauer og Saaz humle, så duften er af græs og citrus, hvilket dog gemmer sig lidt bag karamel aromaen.
I smagen er der en ganske fin tysk bitterhed, altså med humlesmag af græs og citrus. Det mest fremtrædende er dog karamel malten, som giver en god mundfylde og en fin halvlang eftersmag. Der er også smag af korn, brændt malt og nødder, som i eftersmagen suppleres af en rigtig god bitterhed (altså god for en mørk lagerøl) bagerst på tungen.
Jeg synes at War Veteran Danmark er en rigtig fin øl, selvom karamel smagen måske bliver lidt for dominerende i eftersmagen, så jeg giver den en samlet karakter på 7 ud af 10.

Bryggeridelen i Gundestrup Mejeri & Bryghus er egentligt grundlagt med den tanke at bruge vallen fra osteproduktion til at brygge øl af. Det synes jeg lyder utroligt spændende.
Bryghuset har tydeligvis gjort en scoop ved at få John Lassen i jobprøvning, og hans store arbejde har virkeligt fået sat Veteran øllen på landkortet. Eller ølkortet ;) Det er en stor og flot indsats, for en god sags skyld.

09 januar 2015

Anchor California Lager

I Fakta har jeg fundet Anchor Brewings fine øl California Lager til 19,-, så den skulle da lige prøves. Opskriften til California Lager kommer fra et gammelt Californisk bryggeri der hed Boca, hvilket begyndte at brygge øllen i 1876. Anchor har forsøgt at genskabe den, og for at få en autentisk smag brygges den med toradet byg og en humletype som hedder Cluster, som åbenbart var populær i Californien i 1900 tallet. Det er da meget sjovt, og øllen er slet ikke så dårlig.

California Lager
Anchor Brewing
California lager er en klar gylden lagerøl på 4,9% alk., med et tæt flødefarvet skum som holdt længe. Det er en flot øl, for jeg kan ret godt lide de små buttede flasker fra Anchor Brewing, men selve etiketterne synes jeg nu er lidt kluntede.
Aromaen har en rigtig god duft af korn, citrus og lidt frugt, og med en fin bitterhed bag det hele. Aromaen er ganske 'fyldig' af en undergæret øl. hvilket jo må skyldes at den er brygget med en gammel byg-sort, samt at Anchor bruger en slags tysk ungespunkt lagring af øllen. Smagen er også fin, men ikke helt så god som aromaen. Der er smag af korn, lys malt og en ganske ok humlebitterhed med smag af citrus og gran. Den ganske fyldige eftersmag er ret tør og fint bitter, som en god pilsner skal være.
Jeg synes at California Lager er ganske udemærket øl, specielt selvfølgeligt i betragtning af at man kan få den til 19,-, og giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

08 september 2014

Klassisk Kælder fra Hornbeer

Hornbeer har besluttet at overgå til at lave økologiske øl, hvilket jeg synes er en rigtig god idé. På Øllets Dag smagte jeg en af deres første økologiske øl, nemlig den nye Klassisk Kælder fra fad. Desværre synes jeg at den er lidt kedelig i fadudgaven.

Klassisk Kælder
Hornbeer
Klassisk Kælder er en ravgylden pilsner på 5,2%. Den fine etikette forestiller en gravhøj som ligger på markerne ved Hornbeer, og giver Hornbeers gård dens navn, Dyssehøjgård.
Aromaen er ret svag, men ok frisk, med duft af citrus og korn. Bitterheden er ret lav, hvilket også er tilfældet i smagen. Der er humle smag af citrus, men den er ret lav, lidt smag af korn og en fin smag af karamel. På etiketten skriver Hornbeer, at Klassisk Kælder er brygget som en wienerøl, en type lagerøl som de synes er for lidt udbredt i Danmark. I følge Glocalbeer har en wienerøl en blød og maltet karakter, og en lav bitterhed som udelukkende bruges til at balancere maltens sødme. Det synes jeg passer rigtigt fint på Klassisk Kælder, selvom jeg nok selv ville kalde øltypen for en Classic.
Jeg synes at Klassisk Kælder er en udemærket, men ret kedelig øl, og giver den en karakter på 6,5 ud af 10.

Som der ses af billedet, har jeg også købt Klassisk Kælder på flaske, og her er det utroligt nok en helt anden øl...
I flaske udgaven er der en rigtig god bitterhed, både i aromaen og i smagen, med humlesmag af citrus, græs og grape. Faktisk er bitterheden høj nok til helt at overdøve karamel smagen fra malten. Flaske udgaven af Klassisk Kælder ender som en kraftigt humlet lagerøl, som jeg nok ville give en karakter på 7,5.
Det er højst besynderligt, at flaske- og fadudgaven af Klassisk Kælder er så forskellige. Det kan vist ikke være med vilje...

17 juli 2014

Aarstidernes Øl

Den økologiske grøntsagspusher Aarstiderne har Per Kølster boende på deres gård Krogerup Avlsgård, hvor han bla. fortsætter sit arbejde med økologisk korn og øl. Kølsters øl er derfor blevet en del af Aarstidernes sortiment, og for at følge med efterspørgselen har han lavet et samarbejde med Herslev Bryghus, som jo også brygger økologisk, om at brygge bla. denne Aarstidernes Øl.

Herslev og Per Kølster har samarbejdet om opskriften på Aarstidernes Øl, som er brygget med Pallas, den byg-sort som Per Kølster har arbejdet med i mange år. Byggen er dyrket og maltet på Krogerup Avlsgaard, hvorefter øllen er brygget på Herslev Bryghus.
Øl
Herslev Bryghus / Kølster
Det er en flot kobberrød lagerøl på 5,3% alk., med et luftigt flødefarvet skum som hurtigt forsvandt. Etiketten er fin og simpel, men jeg synes måske at selve navnet 'Øl' er lidt skørt. Det er selvfølgeligt en fin information, for jeg havde formentligt ikke købt det hvis det ikke havde været Øl.
Aromaen har duft af karamel, lidt nødder, korn, samt en svag bitterhed med duft af citrus og græs. Det er en ganske fin aroma for en Lagerøl, og det samme gælder for selve smagen, som er fin, klar og smagsfuld af en 'simpel' lagerøl at være. Der er smag af citrus, korn, lidt karamel, lidt nødder og en svag sødme til at binde det hele sammen. Bitterheden er lav, men den er ganske udemærket af en lagerøl, hvor det jo ikke er meningen at bitterhedem skal være dominerende.
Jeg synes at Aarstidernes Øl er en ganske fin lagerøl, og giver den en karakter på 7,5 ud af 10.
Det er ikke en øl for humle-fanatikere, men passer nok bedst som bare en let-drikkelig økologisk øl. Hos mig tæller hele jeg-har-sgu-selv-dyrket-kornet-tingen også op, for det synes jeg er rigtigt sejt.

Inden for nærmeste fremtid åbner der en Kølster ølbar på Nørrebro, styret af Esben Kølster. Forhåbentligt får de et spændende udvalg af Kølster Øl, så det bliver muligt at smage lidt på de mange spændende økologiske 'eksperimenter' fra Kølster Øl & Malt.

22 juni 2014

Mik Schack Gran Øl

Nørrebro Bryghus har i samarbejde med Mik Schack lavet en lagerøl brygget med granskud. Det lyder jo lidt mystisk og harpiks agtigt, men det synes jeg slet ikke at den er, det er derimod en rigtigt frisk og smagfuld øl.

Mik Schack Gran Øl
Nørrebro Bryghus
Mik Schack Økologisk Gran Øl er en klar ravgylden lagerøl på 5,2% alk., med et tæt flødefarvet skum som holdt længe. Jeg synes at det er en fin lille flaske (40 cl), og kan rigtigt godt lide etiketten, som har et indlejret billede af Mik Schack, som jeg tror at han selv her tegnet. Det ligner hans streg.

Aromaen er dejligt frisk med en lidt bitter kant hvor man kan dufte gran. Der er også duft af nødder, karamel og en blomstret humleduft, og det hele spiller sammen til en ganske fin aroma.
Smagen er af mørk malt, lidt nødder og i baggrunden en svag smag af granskud, som biddrager til øllens ganske fine bitterhed. Nørrebro Bryghus skriver selv at øllen smager svagt af harpiks, men det synes jeg nu ikke, men ok, jeg tror nu heller aldrig at jeg rent faktisk har smagt på harpiks... Lidt gran-smag er der dog, men jeg synes at det spille rigtigt fint sammen med den øvrige smag, så det samlet smager som en fin tysk Bock-øl, bare med lidt gran-bitterhed. Jeg synes faktisk at det fungerer rigtigt godt, og jeg tror at den ville passe utroligt godt til mad, fx noget solidt svinekød.
Jeg synes at Nørrebros Gran Øl er rigtigt god, og giver den en karakter på 8 ud af 10.

Nørrebro Bryghus har tidligere eksperimenteret med gran i øl, fx med deres Pale Granny som var brygget med 4 forskellige slags gran-skud. Måske var Pale Granny ikke den store succes, siden de denne gang har valgt at få hjælp af kokken/musikeren/tegneren Mik Schack.
Det er der blevet en rigtigt fin Gran Øl ud af :)

20 maj 2014

Ølgaard Classic fra Indslev

Indslev startede som hvedeøls-bryggeri, men har udvidet både med eksperimenterende øl under Ugly Duck mærket og med økologisk discount øl under navnet Ølgaard. Disse fås i Fakta til 11,- og i betragtning af prisen synes jeg at det er ganske ok øl.

Ølgaard Classic er en uklar gylden lagerøl på 4,6% alc, med et tæt hvidt skum som holdt længe. Aromaen er meget mild, med duft af korn, en mild bitterhed, lidt sødme og lidt humle duft af gran, græs og blomster. Smagen er ganske god, i betragtning af prisen, med smag af korn, lidt sødme og en mild bitterhed. En Classic er jo sådan et dansk begreb for en Pilsner som er lidt mørkere og har mere karamelsmag, og her er der da også en anelse sødme og karamel i baggrunden Der er lidt syrlighed, som minder om den fra ascorbinsyre, men ikke så meget at det ødelægger smagen, så det hele ender i en fin balance og med en frisk bitter eftersmag.
Jeg synes at Ølgaard Classic er en ganske udemærket øl. Jeg ville gerne have haft lidt mere smag og fylde, men det er måske lidt meget at forvente til 11,- kr. Jeg giver den en karakter på 6,5 ud af 10.